Wilsons Promontory, Nationalpark i april

Melbourne er ud for den røde pil helt nederst på kortet.

 

 

Wilsons Promontory National Park

Vi havde hørt så meget om det her område og også, at det var godt at komme af sted, mens det stadig var godt vejr. Vi fik booket en hytte, ude i bushen, som der stod i beskrivelsen, men ikke alt for langt væk fra Wilsons Prom. Der var også campingpladsen tæt på Tidal River, men som familie trives vi bedst i et hus med eget køkken, gode senge plads til fri leg morgen og aften. “Rigt fugleliv”, stod er i annoncen, ja så ja, ikke det, vi har gjort det mest i. Men glædede os til muligheden. Birdnørds, tænk hvis det blev os fremover!!

En køretur på knap tre timer. Vi hører lydbog. Faktisk “Den gamle mand og havet” den her gang.

Vi tog afsted tidligt fredag den 6. april med planer om at tage Royal Botanic Gardens, Cranbourne, der lå på vejen. Ca . en time fra Melbourne. Sava og Jan havde anbefalet den som lille, overskuelig og super fin. De havde helt ret. Den var absolut et besøg værd. Kom Australien rundt floramæssigt, tog ikke mere end en time at gå turen.

 

Hele Australiens natur er genskabt med 170.000 planter. Her er det den typiske røde jord, som man ser i midt Australien, ørkenområdet og omkring Ayers Rock.

 

Personlig rekord i sten. Rundt omkring i haven var der små opholdssteder, hvor man fx kunne klatre eller stable sten som her.

 

Søren kører dobbeltlag.

 

Oldgammelt træ, flere hundrede år gammelt stod der på skiltet. Hvordan kan man flytte sådan en gammel fætter er mig stadig en gåde. Mindede om Ringenes Herre eller Hobitten.

 

Ret fascinerende med den røde jord. Folk, der har overfløjet Australien fortæller, at det er det eneste man ser i store dele af midt Australien. Orange, glødende jord.

 

Der var et kæmpe naturområde, knyttet til Botanic Gardens. Vi gik nogle hundrede meter for at komme op i udsigtstårnet. Man kunne se til Mornington, hvor vi på sidste tur og også skyline i Melbourne, bilde jeg mig ind. OBS: Der var ikke mange skilte til Botanic Gardens, så gør hjemmearbejdet og stol på gps´en.

Vi ankom til vores bush-hytte Noarlunga, booket via airb&b ved femtiden Gjorde først holdt og købte ind hos den lille købmand i Fish Creek, hvor vi egentlig havde tænkt, at vi ville spise på kroen. Andre gæster havde anbefalet den som good for dinner. Fish Creek viste sig at være meget mindre, end vi troede. En flække med ikke mere end nogle hundrede indbyggere. Kendt for sin kro (mindre for sin tennisbane!)

 

Læg især mærke til dommertårnet til venstre. Brugt ganske nyligt!

Vi besluttede, at vi hellere ville hjem til huset. Vi bookede i stedet til lørdag. Kørte mod Noarlunga. Tog ca. en halv time fra Fish Creek. Troede den første dag, at det måtte være en svensk familie, i hvert fald nogle med svenske aner, der ejede huset. Noarlunga lød svensk og huset mindede os om Preben gamle elskede ødegård. Men da Søren nærlæste guiden viste det sig at være aboriginal og betyde “Hjemsted for fugle”. Området var det oprindelige folks land.

 

Ufattelig fint hus og STORT. Der var masser af dejlig plads, rent og pænt og lyst og en brændeovn, vi tændte så snart vi kunne komme til det.

 

Og her bagsiden af medaljen. En stor overdækket terrasse til morgenkaffe og underholdning. Glemmer ikke vores 3. morgen, tidligt, hvor 12 papegøjer lavede flyveshow for Søren og jeg i baghaven. Wow.

Huset lå i Yanakie, en lille flække 15 minutter fra indgangen til Nationalparken. Der var kun to andre huse i området. Stort og fredet og med det vildeste fugleliv. Allerede første aften gik vi ned på den såkaldte strand. Viste sig at være et moseområde med et fugleleben af den anden verden. Birdnørds? Ja meget, meget mere end vi nogensinde har været det før.

Fugle er smukke, elegante nærmest majestætiske dyr, og når de kommer i flokke i system og formation står de selv de kvikkeste gymnahop-hold. At se solen sætte himlen i brand og 200 sorte svaner samles i bugten, det var helt særligt.

 

Før solen går ned. Men svanerne, the black swans, er der. Elegante fugle med rødt næb og røde fødder. Vi var der tidligt og sent. Benovede over mængden af vinger og deres lyde.

 

Se lige en bushmand. Falder totalt camouflage i med vind, vejr og terræn! OG husket både kæf på koppen og kikkert i baghånden.

 

Flere af vinduerne i Noarlunga havde mosaikker som denne her indbygget. Lavet af en lokal kunstner.


Gåtur til Fairy Cove og Tongue Point.

Jeg kørte i dag. Meget stort. Fra huset og ud til parkeringspladsen ved Derby River – gennem nationalparken. Gik fint. Gåturen tog udgangpunkt fra parkeringspladsen, havde vi læst os til i værtens guidebog.

Det var en ca. 4 timers tur, frem og tilbage, havde vi fået fortalt. Passede perfekt, og vejret var sol og blå himmel, hvilket gør alting lidt sjovere…og kønnere.

Kortet hang i huset. Stjernerne markerer, hvor værterne i en guidebog i huset havde anbefalet flere af turene. Blandt andet den vi gik. Fra Fairy Coves til Tongue Point. (Yderste venstre stjerne),

 

Louisa, vores airb&b vært havde anbefalet en vandretur fra Derby River carpark op til Fairy Cove. Utrolig køn tur og drengene var på. Her er det floden set oppe fra. Derby River.

 

Ca. halvvejs.

 

På vej ud på spidsen: Tongue Point. Har passeret Fairy Cove, gik tilbage til den og spiste madpakker.

 

Sen madpakke-frokost i Fairy Cove. Om kap med bier. Det var ved at være højvande.

 

Mads gav mig dagens ord. Lucky….havde ikke papir med, men det her var også meget bedre.

 

Meget snart højvande.

 

På vejen tilbage, Søren og Mads var forude, fik Kalle og jeg øje på masser af springende delfiner. Kaldte de andre to og kikkerterne tilbage. Og ganske rigtigt, de sprang på livet løs. Langt i det fjerne, men kunne se dem, og der var mange. Tænk at være en springende dolphin?

Og så var der havørnene. De var til gengæld ikke langt væk. Wow for et vingefang! Fløj lige over os. På hjemturen havde vi hørt fra Sava og Jan om en græsslette, hvor man kunne se Wombats. Tror ikke helt vi fandt den. På det her sted var der masser af kænguruer, øremærkede og så tamme, at man nærmest kunne røre dem. Hmmm åben zoo…ikke helt så fedt som at møde dem i vildnisset…

 

På vejen tilbage var der en bush-slette, hvor man kunne komme tæt på kænguruerne. Kan bedst li´ dem, når de har deres ører for dem selv – men godt nok et fascinerende dyr. Se lige halen og de her plader til fødder.

Selvom vi havde booket bord på kroen i Fish Creek om aftenen, ville vi hellere spise hjemme. Turen til Fish Creek også lidt for lang. Meldte afbud og købte ind til pasta/kødsovs (smil) på den lokale tank….eneste butik i Yanakie… og Magnum is. Den nye med karamel – Connoisseur, fem stjerner.

 

Tidal River og squeaky beach

Søndagen var igen stort set blå. Vi kørte mod Tidal River, ca. en halv time længere syd end Derby River. Parkerede på campingpladsens store parkeringsplads og orienterede os om barbecue-situationen til om aftenen. Fandt to steder, hvor man officielt måtte benytte dem. Afsted på gåtur. Kortere end i går, så det var fint, syntes drengene, men glemte hurtigt, at benene var trætte.

På sidste stykke ned til stranden var der frit klatring på de enorme sten. Bølgerne stod ind over dem, og Kalle udfordrede skæbnen. Vi glædede os til et havbad, også selvom der ikke var mange andre derude.

 

Gåtur til Squeaky Beach, hvor sandet vitterlig knirker, deraf navnet. Den fine tur tog ca. to 2 1/2 time frem og tilbage.

 

Danske bjerggeder.

 

“Mor, det tørrer jo igen!”

 

Find Holger!

 

Jeg talte med Kelvin, der gav mig dagens ord. Fortalte, at Wilsons Prom. er den første nationalpark i Victoria og et helligt sted for aboriginals.

Vi skulle bare i. Vi findes at der var strøm, men aftalte bare ikke at gå for langt ud. Det var koldt, men fantastisk. Der var skyer, mens vi badede, så drengene løb frem og tilbage på stranden bagefter for at få varmen. Jeg tog alle håndklæderne imens! Kevins ord ses her. Han sad med iført alpehue og blå overalls og med en lille sølvkande foran sig, hvor han bryggede te med kogende vand fra termokanden og te i den medbragte si.

Han fortalte mig, at han brugte stranden som sin forhave. Kom her nærmest dagligt. Selv boede han en times kørsel væk, oppe i bjergene.

 

Kelvin talte om at passe på miljøet, hvor meget det lå ham på sinde. Pegede over på Kalle og Mads og sagde til mig, at jeg skulle vise dem hvordan – med handling, ikke kun med ord. Kelvin var 65 år.

 

Squeaky…det var en vild sjov lyd. Drengene demonstrererede. Himlen var vild. Det ene øjeblik mørk og truende, det næste sol og skyfrit.

 

Næsten i mål. Vi skulle have gang i barbecue (pølser og brød) på campingpladsen, før solen gik ned.

Sava og Jan havde givet os det råd at blive at spise på campingpladsen, når solen var gået ned, for så kom de myldrende. Wombats, der spiser sig gennem telte, hvis der er mad. De har den vildeste lugtesans. De kommer enten aften eller tidlig morgen. Wombat – den her mellemting mellem en gris og en grævling.

 

Denne her! Kom tøffende midt i aftensmaden, kunne lugte grillen. Dem vi stod og grillede med fortalte, at ALT mad skal ind i bilerne. De havde oplevet flere gæster, hvis telte blev flænset pga. lidt mad derinde.

Vi så faktisk ikke flere end den her ene wombat. Den var til gengæld også meget special, sagde igen dem vi grillede med. Næsten tam, i hvert fald tog den ingen notits af os, der spiste eller opholdt os i nærheden, endda børn, der prøvede at klappe den, var den næsten immun overfor, men kun næsten! En australsk femårig satte i et kæmpe hyl, da wombatten snappede efter hende under et stort foto-shoot, som moren havde gang i. Hun bad datteren klappe dyret, mens hun tog sit billedet. DET GAD DEN SÅ IKK´LIGE!

På vejen hjem, i mørket, så vi masser af wombats i vejkanten, også mange døde desværre. Ramt af biler.

 

Starten på papegøje-show. Før de gik i flightmood.

Mandag stod Søren og jeg tidligt op, lavede kaffe og satte os ud på terrassen. Vejret var mildt. Søren havde lige fortalt, at han havde stået i stuen og set alle de her papegøjer i busken…og nu, ti minutter efter, gik de så ellers i gang med deres show. Vi sad helt stille og bare kiggede på. Vildt.

10-12 både rød/blå og grønne parots zig-zagede frem og tilbage i haven i fuld fart. I flok eller som enkeltstart. De kendte baghaven godt, det kunne man se. Og var der så mange i dag, fordi det havde regnet natten før og den lille dam forenden af haven derfor var fyldt op med vand.

 

Den her så vi seks af. Billedet er fra fuglebogen i huset.

 

Og så godmorgen drenge! Ellers et lejet hus UDEN wifi, men så er det sørme godt, at der er 4G nok til at se gårdsdagens fodboldresultater (resume af champions league kampe)!!!

 

Mads og Kalle blev tvangsindlagt til at se de sorte svaner på stranden bag huset, før vi igen kørte mod Esplanade West. (Mads fik  en lille kørelektion bag rattet på grusvejene – men var IKKE begejstret! Syntes at det var grænseoverskridende at agere chauffør.)

 

Pitstop på hjemturen. Kaffe og de største dougnuts ever – indhyllet i 15 kg. sukker.

 

Man er vel søn af en tingfinder. Mads fandt den her skærm bag containeren på parkingspladsen. Haps gewesen.. og ja, den VIRKEDE.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *