Uluru – det sidste eventyr

Ønsket har hele tiden været der: Rejsen ind til midten af det hele, Uluru, det oprindelige folks allerhelligeste. Men vejen derind er lang og dyr, og Australien har så mange andre forunderlige destinationer. Havde det ikke været for veninde Annette og søster, der tog down under tre uger over påsken for at opleve landet og besøge familen Outzen Foghsgaard, var det nok ikke blevet. Ikke denne gang. De havde i deres rejseplan indlagt en tur til den røde sten, og da jeg opdagede det, begyndte hjertet at hoppe. Fik overtalt Søren, og da så også Mette fortalte, at hun kom hid, faldt alt i hak. Hun fik en sponsor i Ellum (far) og sammen fløj de to søstre og Søren, skærtorsdag formiddag den 18. april, fra Melbourne mod Alice Springs.

Kalle var sat af hos ven Julien aftenen før. Han skulle med på deres familietur til Adelaide. “Mor og far, jeg HAR altså set nok natur OG er der måske andre børn med?” Nej, det var der ikke – og set i bagspejlet var det den rigtigste beslutning at lade Kalle undvære den tur sammen med os. Heldigvis har vores yngste et langt liv foran sig – det bliver helt sikkert en anden gang.

 

Torsdag. 18. april, formiddag. Vi sad hver for sig alle tre. Jeg havde fået plads ved vinduet, og øjnene bare så og så ud på alt det røde og øde i den tid det tog at flyve fra Melbourne til hjertet af Australien. Ca. tre timer.

 

Fino hotel. Blev installeret og så ellers på opdagelse i Alice Springs, lille by. Vi gik ud til deres Cultural Center efter en frokost med svirrende fluer omkring. Dagens mission: Anskaffe fluenet. Fuglene her ser sorte ud på billedet. Men det er de hvide parrots, papegøjer med gule strithår. I massevis var de her.

 

Her er den i close up. Billedet er fra den 11. maj, Aireys Inlet, langs kysten. Men det er den samme fine fætter som I Alice Springs. (Hov der er faktisk to).

 

Der viste sig at være et både historisk museum og et nyere med indigenous kunst.

 

Her Australiens historie fortalt i billeder og udstoppede dyr og skeletter. Fra www: De første kameler blev importeret fra De Kanariske Øer til Australien i 1840. 20 år senere kom næste større gruppe på 24 kameler. Fra 1860 til 1907 blev der importeret mellem 10.000 og 12.000 kameler, blandt andet fra Indien, Afghanistan og Mellemøsten. Langt de fleste dyr havde kun én pukkel, altså dromedarer. I samme periode blev der opdrættet kameler i hele landet. Dyrene blev brugt som pakdyr og fragtede gods til afsidesliggende egne. De blev også brugt i arbejdet med at bygge telegraflinjer. For nogle år siden kan jeg huske, at der i Danmark blev skrevet om historier om ca. en million vilde kameler, der hærgede i outback Australien.

 

På vej tilbage….lige om lidt sker der. Slangen i paradis skulle have kam til sit hår (skind).

 

Slangen: I hundredvis (tusindvis) alias små stikkende fluer. De her net er og var totalt geniale. Vi havde dem på hele tiden fra sol op til sol ned. Generede ikke udsigten. Kun besværlige, når der skulle kanaliseres mad op under – frokost og snacks. Aftensmad og morgenmad foregik i mørke UDEN flies. Hvilken salighed. (Ok de var ikke indenfor i Alice Spring, kun ude). På turen til Uluru var de over det hele.

 

Big country this is.

 

Gik op på deres Anzac Memorial bakketop for at se solopgang.

 

Alice Springs er en af de byer down under med flest indigenous people. Ud af de ca. 23.500 indbygger er godt 20 % indigenous.

 

Og så snart godnat. Købte ind i supermarkedet og spiste hjemme på hotellet i slags ude-have. Tidlig dag manyana.

 

Fredag. 19. april. Pick up af Wayoutback, vores turfirma, kl. 6am, var den besked, vi havde fået. Vi var flere, der ventende. Simon, vores kørende og alt mulig guide, kom dog først lidt i syv. Den første bil, 4WD, var brudt sammen på vejen! Doktor Foghsgaard forsinkede projektet yderligere, da han, efter at have kaffesmægtet en time, vandrede af sted efter det sorte guld i restauranten. Kunne ikke nås pr. telefon. Heldigvis var vores tur-kammerater i bussen overbærende.

Og så ellers af sted mod det inderste. Uluru. 4 timers kørsel ud af Stuart Highway og så ellers til venstre mod Uluru airport, hvor vi skulle hente de sidste fire gæster. Blandt andet søstrene Annette og Marianne. Undervejs gjorde vi stop tre gange for at tanke op, strække ben, samle brænde og spise frokost.

 

Timevis af det her.

 

Bilen stoppede midt i nowhere. Nu skulle der samles brænde! Brænde, der vel og mærke ikke lugter af bål. En særlig træsort, der vokser her. Man kunne bogstaveligt talt ligge helt tæt på ildstedet og få ingen ellers dejlig lugt af bål i hår og tøj.

 

Simons var begyndt at køre, men bremsede så op. Gik ud af bilen og kom ind med den her lille fætter, der spillede død, fortalte han. Husker ikke hvad den hed, men fascinerende lille øgle-dyr.

 

Gjorde holdt på benzintank. Ca. her er hjertet, forklarede guiden os. “Here you have the same destination to all beaches in Australia.”

 

De kørte til i en lind strøm. Autocampere og andet godtfolk. Det er bare med at tanke, når man har muligheden. Der er langt mellem dem.

 

Et styk emu farm. Dem vi så på vores roadtrip i september var fritgående. Den tur, hvor vi nåede halvvejs op til Alice Springs (Coopers Pedy).

 

Bag stage benzintanken.

 

Traskede lidt væk fra autocampere og trucks. HER er hjertet, bestemte jeg.

 

 

Her drejet af fra Stuart Highway. Et stk. dejlig søster.

 

Gav total sug i maven, da jeg så den første gang… Men nej, det her er IKKE Uluru…klippen hedder Mt. Conner (den snydepels).

 

Nye passagerer med ombord i Uluru lille lufthavn. Annette til venstre, søster Marianne til højre. Fantastisk at mødes her af alle steder. De kom lige fra fem dage i Sydney.

 

Her er den så. Uluru! 3 km lang, 350 meter høj og går 3 km ned under jorden. En kæmpe klippe midt i pandekage fladt rødt land. Stenen har rejst sig 180 grader op ad jorden for milloner af år siden. Citat fra Wikipedia: Uluru-Kata Tjuta nationalparken dækker et areal på 132.566 ha med tørkeprægede økosystemer. Den ligger tæt på Australiens centrum i det traditionelle hjemland for de oprindelige folk: Pitjantjatjara and Yankunytjatjara, som ofte blot kaldes Anangu. Parken ejes af “Traditional Aboriginal Owners” og den bliver vedligeholdt i et samarbejde mellem “Traditional Owners” og den nationale, australske naturparkforvaltning.”

 

Det veloplagte total fluebeskyttede team easy on, DENMARK. Fotografen har løftet sit slør, mens hun klikker.

 

Næsten surrealistisk endelig at være her.

 

 

Vi var bagud på tid…skulle nå rundtur med Shella. Nåede det! Hun var en blændende historiefortæller. Gengav de historier, hun selv har fået fortalt af sine forældre og bedsteforældre. Især hendes far, der også havde været guide ved Uluru, var hendes læremester, forklarede hun på engelsk. Talte i starten sit eget sprog, hvor den korthårede guide oversatte, men pludselig slog hun over i fint forståeligt engelsk. Som om hun skulle tale sig mod til eller se os an. Hvor godt gad vi lytte? Vi gad lytte rigtig godt efter.

 

Shella var virkelig kær og indlevende. Hun sagde, at hun lige var fyldt 20 år. Vi skød hende ellers til 12 eller 13 år.

 

Et typisk aboriginal maleri, hvor vi fik forklaret, hvad symbolerne betyder.

 

Søstrene Uluru-hjerte.

 

Man kan gå rundt om Uluru. En tur på 10 km. Ville vi gerne have gjort, men det var ikke en del af planen (Wayoutbacks plan), og fordi vi var bagud på tid, var det slet ikke muligt. Vi fik 35 minutter, hvor vi måtte gå fra rundvisnings-stedet, hvor Shella mødte os, til dér, hvor folk stadig klatrer op. Her holdt bilen. Kæderne, folk støtter sig til, når de climber Uluru, bliver taget endegyldigt ned til oktober. Så er det slut med at betræde det allerhelligste for det oprindelige folk. Vi har hørt det igen og igen hernede: At klatre op er helligbrøde. Som at tisse på Peters Kirken i Rom. Uluru er givet tilbage til aboriginals i 1985, der generøst i foreløbig 99 år (64 år tilbage) har givet turister lov til at besøge klippen, men ikke at betræde den.

 

Down Memory Lane skrev bror Søren nogle dage senere, da vi skrev sammen om vores tur. For 30 år siden var han her sammen med ven Mario (billede to til højre, to unge mænd på eventyr). I en gammel øse kørte de tværs over Australien og besøgte blandt andet Uluru. Klatrede op, for det gjorde man dengang…Vildt at få indblik i udsigten fra toppen. Bemærk dirt road, øverste og nederste venstre billede, den vej er i den grad asfalteret nu.

 

Grande finale, som det hedder sig med nærmest versaler i tur-beskrivelsen. Champagne og snack til solnedgang! En nedgang, der hvis den rammer spot on, får stenen til at gløde. Vi ventede i spænding (sammen med 10.000 andre).

 

De skrev ellers vældigt, tur-firmaet, at wayoutback tager sine gæster ud til et remote sted far away from the crowded turist areas…men nix. Vi fandt dog en egen lille krog. Champagnen flød (sådan cirka) og selskabet var i top. Havde en fest, mens vi lagde solen i seng.

 

 

Solen gone. Flies pist væk!

 

Svælger lige. Variation over et tema: 1.

 

2. Solen gik bag skyer, mens vi stod i salig venteposition. Brød dog pludselig lidt igennem og lige DER fornemmede vi gløderne.

 

Og så var det slut.

 

Og dog. Den guleste fuldmåne steg til vejrs! Hjem til aftensmad ved langbord under himlen med vin og kænguru kød!!! Mette tog en swag, da vi skulle sove (en lukket sovepose med skummadras, hvor man putter sig ned og ligger under åben himmel). Hun sov fantastisk. Vi andre råfrøs i hytter under tynde tæpper. Simon (ikke særlig duelig guide) havde lige glemt at fortælle, at der var soveposer til ALLE bagerst i bilen (ikke kun til de få, der sov i swag). Vi tog revanche natten efter. Den bedste overnatning ever. I swag.

 

Lørdag, 20. april. Her stikker jeg hovedet ud af hytten kl. 5am lørdag morgen, hvor vi blev vækket til titelnummeret fra a Star is born “Shallow”. Den sang går lige i knoglerne…vil for altid minde om her. Morgenmad og så afsted til sunrise lidt væk fra campen.

 

The rock vågner.

 

Klar…

 

til lørdagen.

 

Tilbage til lejren og pakke, rydde op. Søren i feje-gang. Turen gik nu videre mod Kata Tjuta og overnatning tæt på Kings Canyon.

 

Kata Tjuta, 35 km. fra Uluru. Kata Tjuta betyder: De mange hoveder. I alt er her 36 klipperformationer.

 

 

 

 

Kata Tjuta var meget forskellig fra Uluru. Vi gik igennem slugter og rundt om de mange hoveder. Fedt med forskelligheden.

 

Listening to the guide.

 

Lille søster. Stor rock! På vejen tilbage så vi et majestætisk firben. Lignede nærmest en lille øgle. Havde sine 15 minutes of fame, for bevægede sig langsomt og elegant fremad på lange slanke ben. Ikke bange for noget. Måtte være en unge, mente Simon.

 

Sidste billede herfra, og så videre mod andet og sidste campsite.

 

Men først lige igen forbi snydepelsen. Mt. Conner. Vi holdt pause for at se en salt-sø, der dog ikke var noget særligt. Ikke i forhold til den store og fine, vi tilfældigt kom forbi på vej hjem fra roadtrip. Jordens farve, den er dog fantastisk. Den ægte vare.

 

Stuart Highway – også ret pæn! Det 2.834 lange forbindelsesled (National Highway) mellem syd, Port Augusta (nordvest for Adelaide) og nord, Darwin.

 

Fyldte sand i pose…nødt til at bringe det fysisk med hjem for at mærke og huske farven.

 

Før vores camp for tonight kørte vi ind for at tanke op til aftenen. Øl og vin. De havde dromedarer på stedet. Stedet lå få km. fra campen.

 

Og dromedaren siger hallo.

 

Verdens bedste campsite. Ingen andre i miles omkreds. Lå helt øde forsikrede Simon, og han havde ret. Hele turen værd.

 

Kolde øl og gang i bålet.

 

To franske piger kom kørende til og lavede et gudemåltid. Butterchicken og diverse andet godt. Simon, guiden, lavede brød og chokoladekage over bål. Også godt. Vi skruede rødvinen op og alt var happy ending. Et highlight var især toiletter og de to brusere lidt væk fra lejren. Udendørs brus med udsigt til bushen og stjernerne, hvor vandet blev opvarmet af en gammel jernovn, der hele tiden skulle fodres. Toilet for åben gardin, udblik over milevid ørkennatur. Wauuu.

 

Hørte ringe playliste fra bilen om aftenen (Simons liste) og grinede af franskmandens komiske talent og hans karaoke-syngende femme. Sad samlet omkring bålet, her er det hollandske David og hans hustru Debah fra Sri Lanka. 6-8 af os sov ved bålet i swags den nat. Bedste søvn i lange tider. Mette vågnede ved, midt om natten, at der stod en dingo 20 meter fra hende. UUUPS! Dem havde vi hørt vilde historier om dagene i forvejen. Snupper blandt andet børn!

 

Søndag 21. april. Blev igen vækket af “Shallow”, titelsangen fra A Star is Born. Denne gang befindende os i en varm og blød swag. Saligt…Vi skulle tidligt og hurtigt af sted for at se solnedgang. Simon skyndede på os. Men der skulle også ryddes lejr op, så vi nåede den kun undervejs til Kings Canyon. Himlen forunderlig lilla.

 

Lidt mere himmel. Begyndte opstigning og gåturen i Kings Canyon ved kvart over syv. En to-tre timer vandretur. (Vores bus er den, der ses snuden af).

 

Igen en så helt anderledes naturoplevelse. Kings Canyon er en enorm bjergkløft, som man kan gå igennem. Utrolig smukt sted. Vi var bestemt ikke de eneste gæster, men det forstår man jo godt.

 

 

Vores guide. God til at fortælle anekdoter om stedet og om botanikken i området. Han forklarede blandt andet at stedet for det oprindelige folk ikke er helligt længere og grunden til, at vi må vandre omkring herinde. Der var et stort blodigt opgør, tilbage i historien, to stribes, der kæmpede med masser af døde til følge. Stedet har derfor dårlig karma, i hvert fald for det folk, der har boet her i 50.000 – 60.000 år. Til sammenligning har white fellow boet i landet Australien i bare 200 år!

 

Lyttet…

 

og vandret.

 

Tre høns og en enkelt hane. (Sidste høne står med sigtekornet).

 

Solo 1.

 

Solo 2.

 

…3.

 

og Annette.

 

Close op på klippekonstruktionerne over alt i Kings Canyon.

 

Lige også det her.

 

Og det her.

 

næstsidste…

 

Den forstenede hval kroner værket.

 

Så går det ned igen. Fantastisk gåtur.

 

Kørte omkring 100 km tilbage og så hed det ellers dirt road, ikke-asfalteret vej de næste 98 km. Et short cut tilbage mod Alice Springs.

 

98000 meter på det her.

 

Pause i bushen. Mette signalerer til vores nye sorte venner (the flies).

 

Transportgeden: Simon kørte som en stukket arm eller var den brækket? Men Søren mente, at det var man lidt nødt til, når nu underlaget er så løst, hmmm.

Vel hjemme i Alice Springs og på hotellet ved firetiden. Alle godt maste, men glade. Op at slappe af og i bad. Kl. syv var der bestilt langbord på et af Simons stamsteder. Stort set alle fra gruppen kom, men der var larm som bare pokker. Masser af mennesker, en musikmand der sang og spillede højlydt plus syv tv-skærme, der kørte med ligeså mange forskellige sportbegivenheden. Vin og mad var dejlig og godt at hilse farvel til gruppen. Good night sleep.

 

Mandag 22. april. Morgenmad på hotellet. Vi introducerede Annette og Marianne til Vegemite, Australiens svar på…? Leverpostej? Jep, holder nok meget godt: Ligeså dansk leverpostej er, ligeså australsk er vegemite!  Smager af en blanding mellem gær og levertran. Australierne spiser det på toast under f.eks. marmelade. Flere af Kalles venner får det hver morgen! Meget mærkeligt Sunny Boy.

 

Mette blev på hotellet, mens vi tog søstrene på en lille sightseeing i AS. (Jo researchet i går). Her er vi igen oppe på Anzac Memorial bakken. Blå himmel. Ingen mennesker. Og næsten ingen flies.

 

Symbolet for caterpillar, tusindben, går igen i mange af de aboriginal paintings, vi har set hernede, blandt andet også det store, der hang i kirken lige nedenfor Anzac stedet. Billedet blev malet, da pave John Paul II besøgte Alice Springs og kirken i 1986, og caterpillar symbolet er her gennemgående. Jeg prøvede at tage et billede af en af de bjergrygge, der ligger omkring byen. Med lidt god vilje kan man godt se tusindben udgøre toppen.

 

Farvel røde, røde jord. Sikken dog en forunderlig tur. Tusind TAK til de tre dejlige damer fra Danmark og til min husbond. TAK fordi det lod sig gøre. Kalle-drengen kom først hjem fra Adelaide sent mandag. Storesøsteren havde spillet basketturnering og kommet i finalen (den blev først spillet mandag). Stor krammer til den hjemvendte, der gerne ville se billeder af alt det røde, før han faldt i søvn.

*

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *