Byron Bay i juli

Endnu en tur til østkysten. Byron Bay.

Dagen før Sørens fødselsdag, torsdag den 5. juli, fløj vi med Jetstar til Byron Bay – surfer- og hippieland og varmere himmelstrøg. Væk fra Melbourne vinter. Sørens 52-årige flagdag skulle fejres i bare tæer! Mange har anbefalet Byron. Tager kun 1,5 timer i fly fra Melbourne at komme dertil. Man lander i Ballina Airport og med en Uber er der 30 minutter til byen. Havde booket fem overnatninger i Pauls hus på 30 Kingsley Street. Genialt at bo i byen. (Tak til Sava og Jan for det gode råd).

 

Jetstar – vores flyveven downunder.

Airbnb – altså et genialt koncept. Igen havde vi været heldige at finde et godt sted. Holdt meget af Pauls hus. Det var skibsagtigs-konstrueret. Det store glasparti ud til den overdækkede veranda gav fornemmelsen. Alt fungerede, og de to cykler i vaskerummet blev flittigt brugt.

 

Her er det verandaen.

 

Og her stuen. Hele væggen (af glas) kunne åbnes ud til den overdækkede veranda.

Byron Bay er igennem årene blevet et populært feriested, og det forstår man godt. Her er alt, hvad man ønsker sig. Den fineste natur både i og omkring Byron, et væld af gode spisesteder, cafeer, barer. Surf-muligheder. Vandremuligheder. En laid back stemning. Byron Bay er oprindeligt et hippie-backpacker sted. Den ånd har holdt ved.

Til jul har vi booket hus i Byron Bay sammen med familien Skriver Outzen, der kommer fra Haderslev og fejrer jul og nytår med os. Glæder os stort til gensynet med både Haderslev og BB. Der vil være mange gæster, siger folk, men det har ikke afholdt os fra at booke. Er overbevidste om, at det er et optimalt sted at chille julen ind – og at der er plads til alle.

 

Træer bliver passet på og klædt i hippie-tøj.

 

That’s the feeling you get here.

 

Folk er optaget af the environment i Byron… burde vi jo alle være.

 

Ret fint busskur.

 

Holdninger i Byron-land.

 

Klar til surfboard!

Fødselsdag med udsigt til hvaler

Sava skrev torsdag aften, om vi skulle mødes tidligt til kaffe på det lokale bakery, hvor jeg kunne købe godt brød til fødselsdagsbordet. Det gjorde vi så. Og udover flat white og indkøb talte vi om dagen. Sava og Jan spurgte, om vi ikke skulle gå sammen til Light House og drikke champagne ved solnedgang før restaurant om aftenen, som aftalt hjemmefra. Jeg sagde ja på familiens vegne – vidste, at fødselaren ville synes om planen.

 

Fredag. 6. juli. Søren 52 år! Her en af hof-gaverne fra fruen. En times Mary (massage på South Melbourne Marked). Hun er eminent, og Søren har prøvet hende et par gange før.

 

Efter morgenmad. Dejlig meget god tid før Sava, Jan og Vigga kom kl. et og hentede os.

Dagens turplan: Cape Byron Lighthouse, to-tre timer på gåben plus minus for først ville vi til Tallow beach på den anden side af bugten. Sava og Jan havde læst om en kæmpe babyhval, tre meter lang, der var død dagen før og skyllet på land på Tallow Beach. Tænkte at vi nok ikke fik chancen igen for at se en hval på så tæt hold. Afsted mod Tallow!

 

Kun gået et kvarter, men cafeen på toppen af bakken var sidste mulige kaffe-stop de næste par timer. Pause, mens der brygges.

 

På vej ned til Tallow beach.

 

Hvalen var pist væk. Måtte være blevet fjernet i løbet af natten. Mange tons død hval! Et kæmpe arbejde, men døde hvaler tiltrækker hajer, nok derfor, at det var gået så hurtigt, konkluderede vi. Nu mod Lighthouse. Vi skulle om på den anden side.

 

På parkeringspladsen ved Tallow Beach stod denne her. Sava og Jan fortalte, at præcis den model havde de som nye kærester kørt landet tyndt i. En rigtig aussi-bil.

Alle taler om Lighthouse, og det forstår man godt, nu man er her. Det er ikke så meget fyrtårnet i sig selv, men gå-turen derop, der er amazing, som de siger hernede.

Fyrtårnet, opstigningen fra stranden og til toppen tager 45-60 minutter.

 

Clarkes beach. Den bedste surf-strand i Byron for begyndere, fordi man har Byron Pass, spidsen af bugten, der sender bløde bølger mod stranden.

 

Lige en oversigt. Vi boede i Town Center. Startede med at gå mod højre ud på Tallow Beach, gik så tilbage tværs over spidsen og kom ud på Main Beach og videre til Clarkes Beach. Turen op til Lighthouse starter ved the Pass. Man går så via en god sti hele vejen – spidsen rundt – til Cape Byron Lighthouse.

 

Lige før walk-path til Lighthouse. Fin fødselar.

 

På vej op.

 

Med sol på…

 

Vi udgør det meste af flokken ud for træet til højre. Jan opdagede, at andre havde opdaget en sammenkrøllet Pythonslange i træet. Fascinerende endelig at få øje på den. Den var genialt camoufleret.

 

Søren ser slange.

 

Det sidste stykke op.

 

Jan gik ned på den anden side af fyrtårnet, og der var de sgu! Hvalerne. Vi havde talt meget om, at de burde være der, og vi burde være heldige at se dem. Her ser Søren den lille flok på tre, som vi fulgte i et kvarter – tyve minutter. De kom op indimellem og sprøjtede vand. Så fantastisk. Dagens bedste gave, mente fødselaren.

 

Snart 16! Ikke til at fatte.

 

Whale-watching.

 

Mere paparazzia.

 

Kysten i retning af Sydney.

 

Sava og Jan havde champagne med. Jeg havde pakket jordbær og nødder. Fødselsdagsdrink før nedstigning. Overskyet solnedgang, men ødelagde ikke festen.

 

Mørket kommer hurtigt. Magisk tur også ned.

 

Spiste græsk om aftenen. Købte BYO på hjørnet (bring your own bottle). Meget udbredt hernede, at man selv kommer med sin vin på restauranter, købt i fra en af de utallige velassorterede wineryes. Kold, hvis den er hvid. Tempereret, hvis den er rød. Man betaler x-antal dollars i prop-penge pr. person, typisk 2-3 dollars. Vi købte gode rødvine og hvidvine. Her er det: Jan, Søren, Sava og ven Dorthe. Savas gamle veninde, som bor hos familien, når hun er i Australien med sit ret fantastiske projekt: Cycling Without Age. Startet i Danmark.

 

Senere var vi på bar.

 

Og den anden side af bordet.

Super fødselsdag…godnat og sov godt. Vi ønskede god tur videre til Sava, Jan og Vigga, der skulle tidligt op næste morgen for at køre 9 timer mod Sydney, hvor de skulle overnatte hos veninde Jayne. Jan havde fødselsdag lørdag, så vi gav lykønskninger med på vejen.

Der skulle surfes!

Lørdag den 7. juli. Søren og jeg vågnede tidligt. Til blå himmel. Tog cyklerne ned til Flat White og avis. Vi havde booket tid til surf-lession til drengene kl. 1pm.

Morgenkaffe og brød med hjem til sovende knejte.

 

Formiddag i sol og bare tæer. Helt glemt, hvor fantastisk det er.

Havde jo efterhånden talt en del med drengene om surfing. Især efter besøget i Sydney, hvor de myldrede frem fra alle bølger. Langhårede seje dudes…nu skulle det være! Vi fandt det her lidt mindre surf-udlejningssted med ledige timer fra 1pm. Tre timers hold-lesson, hvor de kun ville være fire elever. Perfekt. Vi kom et kvarter før, så der var tid til både at prøve våddragter og finde boards.

 

Surf-stedet er et af de ældste i Byron. De startede med at være 3-4 stykker, nu er der tre gange så mange. Det gør konkurrencen benhård og priserne billige. Vi betalte 2×100 dollars for tre timers surfing inklusiv våddragter og boards.

 

Klar. parat. Afsted med bussen og vi ses senere…

 

Home alone! Gik på thai lille madbiks og fik mega meget stærk thai Tom Yum suppe, der brændte. Vinen kølede det hele lidt ned, kun lidt! Købt i butikken på hjørnet. Den samme som i aftes… Også her måtte man BYO, bring your own bottle. Fornemt og tjeneren kom icebucket…

 

Ned mod boys.

 

Udsigt til urpremiere på bølger.

 

Kalle på vej til endnu en tur.

 

Og storebror.

 

I venteposition…

 

Japansk fotografdame foreviger.

 

Efter tidlig aftensmad gik vi til vandet igen. I Byron synger og danser de solen ned, hvis vejret er til det (og det er det det meste af året). Trommer, guitar, sanglærker og dansefødder.

I Mr. Bean bil til vandfaldet

Søndag den 8. juli. Søren havde skaffet bil. Vi ville ud til vandfaldet Minyon og gå turen ned og op. Havde læst godt om turen på tripadvisor. Men også for at se the Hinderland, baglandet af Byron Bay. Det skulle være noget så frodigt og meget kønt, hvilket det bestemt også var.

 

Tidlig søndag. Fandt et fedt morgen-cafe-strøg om hjørnet fra bageren. Flat White i sol. Her kunne man have hængt hele dagen.

 

Udlejeren havde sagt, at bilen kom tilbage ved tolvtiden. Vi krydsede fingre…skulle gerne afsted senest kl. et, da der jo var ca. fem kvarters kørsel ud til vandfaldet og herfra nogle timers gåtur op og ned….altsammen nås før solen gik ned.

 

Da Mr. Bean kom dyttende imod os, troede vi, at det var løgn! Mads kunne lige akkurat krølle benene sammen på bagsædet.

 

En virkelig køn tur derud. Grønt, tropisk og kuperet. Vi ankom halv tre og spurge flere på stien, hvor lang nedturen varede. Alt fra en time til to en halv svarede folk. Der var ikke andet for end at begynde at gå og så se, hvor langt vi nåede. Det måtte tage max. 65 min one way.

 

Vi gik i regnskov. Ligesom turen til Yarra Valley, men faktisk endnu bedre.

 

Her er vi kommet i bund. Troede, at nu var vi her! Men der var stadig et stykke… der skulle klatres i klipper.

 

Done! Vi havde et kvarter ved vandfaldet, før vi skulle op igen. Minyon Falls var Ikke brusende vildt, men hele oplevelsen værd. Især gåturen.

 

100 meter står der i guidebogen. Virker ikke helt så højt, men da vi senere så det oppefra og ned, gjorde det.

 

Søren fortalte ski-ferie-historier på turen tilbage, og vi nåede bilen samtidig med den indiske familie, der havde haft tre børn med ned og op i alderen 6-8 år!

 

Næsten oppe gik vi ud på det lille plateau, hvor man kan se ned i dybden. Langt skræmmende ned!

 

Lys ved at slukke og lukke. Hjem til aften i dyner og film.

Killen Falls og kajakker på havet

Mandag den 10. juli. Vi havde bilen indtil frokost, så aftalte at tage tidligt at sted og spise morgenmad på vej ud til det mindre vandfald Killen Falls, ca. 40 min. fra Byron Bay.

Søren og jeg cyklede til vandet, ville morgenbade. Hurtig, men god dukkert.

 

Vi stoppede i Bangalow på vejen ud til Killen Falls for at spise morgenmad. På hovedgaden ligger “The Flowercafe”. Propfyldt med de mest forunderlige afskårne blomster. En overvældende intens duft. Kan stadig dufte stedet…(Mor, det hedder lugte, siger drengene, men jeg er altså ligeglad…de her duftede…)

 

Brunch-cafe i Bangalow.

 

Killen Falls, hvor man både kunne gå under vandfaldet og også svømme i det.

 

Her under…

 

Her i….Søren og jeg fik også en tur. Ikke helt ind under faldet som her, men vi fik svømmet i det iskolde vand og kæmpet os ud og ind på den ret så stenede flodseng. Gjorde nas i bare tæer. Solen skinnede mellem træerne, så kroppen kunne varmes op igen.

 

Hjem at aflevere bil og så videre til tre timers kajaying med “Go Sea Kayak”. Booket i går. Start 2pm. Ud på åbent hav for at se delfiner, hvaler og havskildpadder. Lød mere dyrerigt, end det blev. Vi så nogle enkelte delfiner, ingen hval, men hovedet på en turtle. Vildt at sejle kajak så langt ude til havs. Føltes så blødt og fedt og let at bryde bølgerne.

 

Fandt de her billeder på facebook, lagt op af firmaet. To gange hvid helmet alias speedy consales (Mads og moi). Vi blev flere gange irettesat, fordi vi faldt uden for gruppen. Del 1.

 

Del 2. Ikke at billedet er specielt bedre denne gang, men stort at sejle, mens solen gik i hav.

 

Vandet var lunt, så alt godt mens vi var ude på havet, men da solen gik ned og vi skulle hoppe i vandet 25 meter fra land og trække kajakken op til depotet ad en lang sti (iført våde våddragter) kom vi alle til at fryse maks.

Bogstavelig talt klaprede samtlige mange tænder. Synes nærmest aldrig, at jeg har prøvet noget lignende! Det tog os timer at komme os. Hjem i bad og under dynerne. Kvart i ni mente Mads, om vi måske ikke skulle have noget aftensmad. Jeg ringede ned til Baciloco – den suveræne italiener fra første aften “If you order now, we can have it ready, when you come. The kitchen closes at 9pm.” Bestilte copy-paste af sidste gang. Den bedste afslutning på dagen og så hjem i dyner. Igen. Varme på hele natten.

 

Havde en lang snak med en af brødrene, der ejer restauranten. Han viste os Formel 1 pizza-ovnen og fik os overbevidst om, at vi skulle smage en calzone (lukket pizza) med nutella til dessert! Spørg lige, hvor godt det var!

Sidste surf og tak for denne gang

Tirsdag den 11. juli. Hjemrejse dag og udsigt til regn det meste af dagen. Sådan lød varslet…Heldigvis holdt det blåt indtil godt halv tre, hvor himlen stod i et. Drengene havde anden surf-session. Med start kl. 1pm. Inden da havde vi pakket rygsække og opmagasineret dem i vaskerummet efter aftale med Paul, udlejeren.

Søren og jeg ville gå turen op til Lighthouse igen, mens drengene havde timer.

 

Himlen var halvtruende…men se den lige! Så er det ok at true.

 

Vi blev fanget af regnen godt 1/4 oppe på turen til fyrtårnet. Drengene var smil, da vi kom tilbage. Det var gået godt. De havde haft ture stående. Begge fik de et bad på Youth Hostel ved surfbutikken efter, så en hurtig kebab og  tilbage til Pauls hus efter bagagen. Vi skulle være i lufthavnen kvart over seks. Uber blev bestilt på vejen tilbage.

Søren havde tabt sin pung ud af et hul i lommen, opdagede han, da Ubermanden ankom. Søren og Mads prøvede at løbe tilbage, men uden held. Trykket stemning i starten af bilturen, men så kom der gang i snakken. Endnu en vældig flink Uber-mand. Havde arbejdet med at slibe knive og sakse. Primært hos frisører rundt i Melbourne, hvor han havde boet en del år før Byron. Fortalte at frisørsakse er hundedyre, så derfor betaler salonerne gerne for at få dem slebet. Han havde også været basket- og footy træner og havde nogle gode observationer på soccer-regler. De blev livligt diskuteret.

Det viste sig, da vi kom hjem, at den pung-løse gemal også havde glemt en af sine fødselsdagsgaver i bilen. Pose med halstørklæde! Meget usædvanlig Foghsgaard-happening, den pung fyldte… Tørklædet blev sendt af den venlige skærslipper dagen efter og tænk, pungen dukkede også op, tre dage senere. Fundet ud for Youth Hostel ved surfbutikken med alle kort og penge i. Receptionisten sendte anbefalet…

Hvis ikke det var happy ending!

 

Sikkert og trygt tilbage til Melbourne…

*

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *