Tjekliste – før og efter

Klar parat til eventyr. Humlebæk Station tirsdag den 2. januar 2018.

FØR AFREJSE

  • HUSK at starte på at søge visa I GOD tid, vi har hørt historier om familier, der måtte vente i uger på at komme af sted, efter at deres hus var udlejet, fordi visa ikke var faldet på plads. Vi fik et kategori 408 – forskningsrelateret. Søren har fået visa, vi andre er med som medfølgende. Jeg har fx. ikke lov til at få et arbejde med løn hernede.
  • HUSK at melde diverse abonnementer fra. Vi havde f.eks. Kids News, Følgeton, Politiken, Fitness DK, Atlas Fitness, Fodbold- og tennisklub, som skulle afmeldes. Fik også nedsat kontingent på vores fagforeninger. Tjek betalingsservice, her kan gemme sig nogen.
  • HUSK at melde børnene ud af skolen i god tid. Går de i privat skole så tjek lige, hvor lang tid i forvejen skolen forventer besked om udmelding.
  • Hvis I ved, at I skal tjene penge, mens I er af sted, så er det muligt at få lavet en aftale med Skat om dét, de kalder, fikseret skat. Så er man sikret en ens skatteprocent til DK under hele opholdet.
  • HUSK at melde til kommunen, at I rejser væk for en tid. Er man bortrejst i mere end seks måneder, skal der meldes “Udrejse”. Find detaljer på borger.dk. Der skal angives den adresse, man flytter til. Vi havde jo ikke en fast bolig i Melbourne, da vi tog af sted, så vi angav bare adressen på airbnb-boligen, hvor vi boede i de første 14. dage. Man kan så melde til kommunen, når man har fundet sit permanente sted at bo.
  • HUSK også at melde flytning til Post Danmark. Vi flyttede vores adresse op til Sørens forældre i Humlebæk. Obs! Post Danmark eftersender kun breve de første seks måneder.
  • Det er en god ide få en revisor, i hvert fald har vi brug for en, fordi Sørens er financieret af fonde. Tjek, om det er nødvendigt for jer.
  • HUSK at tegne en ansvarsforsikring, før I tager af sted.
  • HUSK at tegne en særlig rejseforsikring, der fx sikrer, at skulle der ske noget i den nærmest familie, hvor I har behov for at komme hjem, så betaler forsikringen for tranporten.

FLYBILLET

  • Vi bookede og fløj med Fly Emirates. De har kæmpe hvaler af flyvemaskiner i to etager. Vi fløj over Dubai, en rejsetid på 21 timer, hvilket er den hurtigste til down under. Vi tog af sted godt halv tre eftermiddag, dansk tid, landede i Dubai ved midnat, lokal tid, og fløj de sidste 13 timer til Melbourne, hvor vi landede 21.30 om aftenen, lokal tid.
  • De første seks timer til Dubai var helt klart de bedste. Man var vågen, fik serveret konstant og tusind film at vælge i mellem. Vild luksus. Næste flyvning var mere sej. Det var natflyvning og tja…bare en lang tur. Forsøg om I kan sidde sammen. Nogle gange kan man selv booke sine sæder. Vi kunne på første flyvning, ikke på den næste.
  • Vi købte envejsbilletter til 6700 kr. pr. næse.
  • Kan anbefale Fly Emirates, alt fungererede perfekt.
  • Vi købte ca. to måneder før afgang.

Airbus. Flyvende hval, der bragte os sikkert frem.

BAGAGE

  • 30 kg. pr. næse var det Fly Emirates tillod. Lyder jo umiddelbart af meget, men hold nu op. Den største udfordring i mands minde. Nemt nok at skulle på jordomrejse med 7 kg i tasken, men 30 kg. til et år og en hverdag med sport og skiftende vejr er mindre end man tror.
  • OBS! OBS! Fly Emirats tillader IKKE 10 kg. som håndbagage, som andre måske selskaber gør. 7 kg. pr. næse, thats it. Hvert kilos overvægt koster 500 kr.
  • Vi havde 12 kg. for meget vægt i håndbagagen. Ups! Vores indtjekningsdame var dog noget af det mest tålmodige og venlige, vi nogensinde har mødt. Hun kørte vores store kufferter frem og tilbage, vejede dem og kørte tilbage, hvis der var ledige kg. i dem. Var der heldigvis, badevægten i DK havde vejet for lidt.
  • Vi havde et par ledige kilo i den største kuffert. Fyldte den op. Så smed vi Sørens lille håndbagagekuffert ud, fordi den vejede tre kg. i sig selv. Indholdet pakkede vi ned i en mindre rygsæk, som var ekstra med i kufferten. HERUDOVER må man hver passager have en bærbar computer i hånden, i en særlig stofpose, som man får udleveret. Vi fik det til.
  • KONKLUSION: I MÅ HAVE 30 kg. baggage i kufferten pr. mand. Plus maks. 7 kg. baggage i håndbagage (inkl. vægten af tasken) PLUS en bærbar computer pr. næse. HVIS I flyver Fly Emirates, men tjek selvfølgelig lige, om det stadig holder, når I skal af sted. Ellers koster det knaster! Sava og Jan fortalte, hvordan de havde betalte flere tusinde kroner i overvægt, da de kom hertil for 6 år siden.

UDLEJNING AF HUSET

  • Vi har lejet vores hus ud møbleret gennem homeconnector.dk. Kan varmt anbefale dem som boligformidler. De fandt en super lejer og har været utrolig hjælpsomme og profesionelle hele vejen igennem.
  • HUSK at lave en manual over alle installationer i huset, så de nye lejere bedre kan finde sig til rette. Ellers er der hotline på mailen mellem jer. Dejligt for begge parter at slippe for det. Vi var heldige at møde vores lejere først. De kom og blev vist rundt i huset i nogle timer og fik svar på mange af de praktiske spørgsmål.
  • Vi fik anbefalet at købe nye dyner/sengetøj/håndklæder/service i IKEA. Det er rart for begge parter. I IKEA kan købes et service-sæt med knive, gafler osv. Så der er til seks. Vi pakkede keramik og porcelæn plus diverse personlige ting og tøj ned i 15-20 flyttekasser! Anede ikke, at det blev til så meget. Og huset er stadig møbleret! Vi havde bedt om at få lov til at benytte gæsterummet i kælderen til opbevaring. Kan i den grad anbefales, at man finder et sted i huset til de nedpakkede kasser. Så de ikke skal på fjernlager. Der er temmelig mere, end man tror.

Kunne nærmest ikke lukke døren ind til gæsteværelset. Så fedt, at det kunne blive i huset. Det er vigtigt at gøre god plads til ens fremlejerne, f.eks. tømte vi 1/3 af bogreolen i kontoret – fyldte en del kasser.

 

  • HUSK at det tager to mdr. for indbo at komme fra Danmark til Australien. Og igen to mdr. før det kommer hjem igen. Vi har valgt at rejse til Melbourne kun med kufferter med tøj.
  • Det har været fantastisk sjovt at skulle starte på en frisk i et helt tomt hus. Og nemt. Vi har lånt ting, vi har fået mange ting, og på deres gumtree, den blå avis, som er meget velfungerende, har vi købt billigt ind, plus at folk stiller alt muligt godt på gaden. Tag den udfordring med. Også sjovt at komme rundt i Melbourne og hente ting. Recycle, det er vejen frem.
  • Man kan selvfølgelig også være heldig at finde noget møbleret (svært, men man kan være heldig. Der er mange møblerede lejligheder, få huse).
  • HUSK at få lavet et internationalt kørekort i DK, før I skal af sted. Det kan klares på borger.dk, tager få minutter, men der skal bookes tid før. Man skal medbringe det gule sygesikringskort og ens kørekort. Det er vigtigt, at have et kørekort med hernede. Det internationale bliver hurtigt konverteret til et australsk hernede. Nemt og gratis.

BANK

  • Vent med at oprette en bankkonto, til I kommer herned. Søren brugte meget tid på en hollands netbank, men det viste sig, da vi kom herned, at vi var nødt til at have konto i en australsk bank for at få et lokalt hævekort.
  • Vi har gode erfaringer med Commonwealth Bank (CommBank). Fik nemt to hævekort og overfører nu fra danske konti til den. Har også app på mobil, hvor vi har oversigt over forbrug.
  • At have et lokalt betalingskort er den billigste løsning. Søren har regnet på. Det koster 40 kroner hver gang man overfører fra DK til den lokale konto, men det er dyrere, samlet set, hver gang man hæver på danskfunderet VISA eller Eurokort. Kunsten er selvfølgelig at overføre større summer fra DK ad gangen.

Efter halvanden måned kunne vi flytte ind. Hele besværet værd.

LEJE AF HUS

  • Det kræver et australsk telefonnummer at komme i gang med at booke visninger af huse. Så forsøg at skaffe det så hurtigt som muligt. Telefonnummeret skal bruges dels, når man booker visninger, men også når der skal konfirmeres, at man rent faktisk dukker op til dem. Plus i det hele taget, hvis der f.eks. er spørgsmål til agenten.
  • Der er to boligsites, som vi har brugt og brugt mange, mange timer på. De giver et super overblik, og det er nemt hurtigt at se, om huset ligger i zonen for skolen, prisniveau og antal værelser. De to sites er: realestate.com.au og realestateview.com.au
  • DET ER EN UFATTELIG GOD IDE AT BRUGE BÅDE TID OG DAGE PÅ HUSKIG OG OMRÅDER. Da Søren og jeg havde set hus nr. 1 i Davies Street, sagde vi til hinanden. Jamen det er da lige os, det tager vi, og vi ansøgte med stor begejstring. Heldig, heldigvis fik vi ikke det hus, men endte op med var langt bedre. I bedre stand. Med bedre beliggenhed. Et bedre hus for pengene. At vandre gader om områder tynde giver den rigtige mavefornemmelse, når endelig man får tilbudt et hus, og der skal klappes til.
  • Vi ansøgte 10 huse ud af de ca. 25, vi så. Vi fik ikke de første syv, men blev så pludselig tilbudt tre på samme dag. Vildt! Og her vidste vi præcis, hvilket et, vi ville gå efter.
  • Alle de mange timer på gaden, havde gjort os sikre. Bonus er så også, at man lærer sit lokalområde godt at kende.
  • En forudsætning for at finde hus og føle, at det ligger det rigtige sted, er også, at vi på forhånd havde besluttet os for et område, hjulpet godt på vej af andre danske par, der har boet her. Det er vi SÅ taknemmelige for. Kendte jo ikke Melbourne før vi kom hertil.
  • Første gang man ansøger, tager det tid. 2-3 timer. Men herefter kan ansøgningsformen bruges igen. Den gemmer ens sidste indtastninger, ret genialt, at alle udlejningsfirmaer har præcis den samme.
  • Der skal udfyldes en såkaldt 1form – på mange sider og med mange spørgsmål. Der skal vedhæftes reference fra banken – bekræftigelse på, at man har penge at betale med, ren straffeattest, dokumentation om visa, dokumentation fra arbejdsgiver, udtalelser osv. Man bliver også bedt om at skrive nogle referencer. Her var vi så kartoffelheldige, at Søren havde skrevet Penny, airbnb-udlejer, på som vores. Vi troede ikke, de benyttede dem, men den agent, der endte med at give os huset, ringede faktisk til Penny og fik en blændende anbefaling – skrev Penny til os et par timer efter. (Hun kendte os knap. Men vi havde haft en fin dialog omkring leje af lejligheden plus undervejs, og så ville hun gerne hjælpe os. Kunne li´ os). Hun havde fortalt agenten, at vi havde været fantastic renters (sagde ikke noget om, hvor længe vi havde været hendes lejere – 14 dage jo kun). TAK Penny. Hvis I på nogen måde kan få en reference på nogen, der vil sige noget godt, kan det vise sig at være en fordel.
  • I 1Form skal også angives, hvor meget man ønsker at betale. Vi havde tre huse, hvor vi bød over prisen. Vi ved fra boligagenten her på 112 Esplanade West, som blev our home, at det gjorde udslaget. Vi var tre i opløbet, men vi havde budt mest (plus havde den gode reference). Vi bød over, fordi huset lå under de andre, vi havde set på, og VI VILLE GERNE HAVE DET. Kan altså være en fordel at byde over, desværre, at det skal være sådan. Men det er gamet, og heldigvis fik vi at vide, at det var det værd. Prisen var sat til 785 om ugen. Vi bød 900.
  • Hernede regner man ikke husleje pr. måned, men pr. uge. El, gas og vand kommer oveni. Husk det.
  • På de første syv ansøgninger angav vi, at vi skulle være her i et år. En god snak med en yngre ejendomsmægler nogle uger henne i forløbet, overbevidste os om, at det behøvede vi ikke være helt så ærlige omkring! Tommelfingerreglen er, at mange landlords gerne vil have, at man lejer min. 2 år, ellers siger de det til en, når man ansøger. Det er nemt at slippe ud af sin kontrakt, hvis boligen er attraktiv. Og det ved man, at den er, hvis der f.eks. som her var 40 andre interesserede, da der var visning.
  • Der sker det, hvis man flytter før tid, at man skal betale de omkostninger, der måtte være, i forbindelse med at agenten skal udbyde huset på ny. Siger man det i god tid, slipper man med maks. et par tusind kroner, fortalte den yngre boligagent, vi kom til at tale med. Det, det koster, at annoncere huset på nettet og holde åbent hus – det beløb slipper man med. Vi tog chancen, skrev to år, hvilket også var udslagsgivende, kunne vi forstå på Debbie, agenten på vores hus. Her må man bare have is i maven.
  • En sidste ting. Måske det kunne have været en fordel, hvis vi til en start, havde opsøgt 3-4 boligagenter og set dem i øjnene og sagt, hvad vi ledte efter. Ikke kun receptionisten i skranken, der udleverede ark med mulige huse. Hvis man havde skaffet sig en personlig kontakt eller to, ville vi nok have kunnet set husene før de andre, i nogle tilfælde. På den anden side set, så havde vi ikke fået det her store forkromede overblik over området og de ved gud meget, meget forskellige huse, der er på markedet. Både kvalitetsmæssigt og beliggenhedsmæssigt.
  • Før vi tog afsted, brugte jeg timer på at lede efter huse hjemmefra. Se på dem, forsøge at kontakte agtenter. DONT DO IT. Det er vitterlig spild af tid. Jeg havde godt fået det at vide, men kunne ikke lade være. Man skal selv være her for at få et hus. Det kan ikke ske pr. langdistance, plus at det går så ufattelig hurtigt. Der er hele tiden nye huse på markedet. Det ender godt. Det lykkes, også for jer, når I kommer herned.

TELEFON

  • ALDI-Mobile er den telefonudbyder, vi fik anbefalet, før vi kom hertil. Det har fungeret perfekt. Her var det en kæmpe hjælp at Sava og Jan allerede boede her – der var en adresse, simkortene kunne sendes til.
  • Vi bestilte sim-kort til Søren og jeg før vi landede, og dagen efter ankomsten kom Sava og Jan og afleverede til os. Vi havde derfor allerede et lokalt telefonnummer, dagen efter. Helt fantastisk.
  • At få sig et lokalt telefonnummer, så hurtig som muligt, er ufatteligt vigtigt. Vi brugte telefonnummeret hver gang, vi skulle booke en fremvisning til et hus. Når vi skulle ringe til agenter til huse eller kontakte nogle i det offentlige. Det virker som om, at telefonnummeret er australiernes cpr-nummer.
  • Kender man ikke nogen med adresse i området i forvejen, så kan airbnb-udlejeren måske agere modtager af simkortet? Tjek det lige. Jo før man får sig et australsk telefonnummer jo bedre (og billligere).
  • OBS OBS! Slå mobildata fra før I mellemlander i Dubai. Måske ligefrem råde jer til at holde telefonen slukket. Hvis I flyver over Dubai eller andre østlige lande så er der risiko for tårnhøj regning. Mads brugte 450 kroner på få sekunder, bare ved at være på streamning. FaceBook, eller hvad han var på.
  • HUSK at købe adapter til australske stikkontakter, før I kommer. Tre-fire stykker, så I har dem, når der skal oplades hele ladningen af ipads, computere og telefoner. Vi tog også nogle lange stikdåser med hjemmefra, så ladestationen var klar.

WIFI

  • Vi fik anbefalet Telstra og bruger nu et firma under dem, Belong, som netudbyder. Det har fungeret godt. Tager telefonen og fixer problemet, hver gang man ringer. Vi havde for lav hastighed i starten, men så snakkede vi med dem og på under 24 timer, havde vi en højere speed. Regn med mindst syv hverdage, før nettet er oppe at køre, før I bestiller, så vær i god tid.
  • Hold op, hvor er man afhængig af wifi, især i søge-hus-fasen. Bruger jo www konstant. Hader at sige det, men uundværligt arbejdsredskab (og drengene, der spiller FIFA og andet med venner i DK følte også et vældigt behov, smil.)
  • Vi brugte det lokale bibliotek, da vi ikke var på net. Fungerede og var hyggeligt, og de har lange åbningstider.

Kalles første skoledag i fuldt outfit. Mangler kun de blanke, sorte sko. Med snørre!

SKOLE

  • For os har det været en kæmpe hjælp, at vi allerede hjemmefra gjorde os klart, hvor vi gerne ville bo og søge skole. Danske kontakter i Melbourne var her en uvurderlig hjælp, for anede intet om byen. Vi prøvede at maile skolen nogle gange med spørgsmål, men det er svært at trænge igennem, før man er her. De vil helst ikke bruge for meget energi på nogle, der måske ikke finder et hus i den zone, hvor skolen er.
  • Det er alfa og omega, for at komme på en public skole hernede, at det hus man lejer ligger i zonen. Uden en lejekontrakt i hånden bliver man ikke skrevet enrolled. HUSK at gøre jer klart, hvor i byen I gerne vil bo i forhold til børnenes skoler.
  • Husk at have stivkrampe vaccination på plads. Vores drenge skulle have det ugen op til. Det var vi først sent obs. på, men nåede det.
  • I year 7 får drengene gratis HPV-vaccine hernede.
  • Børnene skal i skoleuniform, som man køber brugt eller fra ny. Der hører også skoletaske og sportstaske med til uniformen.
  • Udgifter til bøger løber op i 500 dollars. Måske man er heldig at finde nogle enkelte bøger brugt.
  • Vi har betalt knap 1000 dollars for Kalle og 1250 dollars for Mads for et år på skolen.
  • Herudover kommer diverse løbende udgifter. Mads har f.eks. taget Land and Water som fag, 750 dollars, fandt vi pludselig ud af. Der er snowcamp til 1100 dollars. Fransk filmfestival til 15 dollars. Skolerejse til Queensland til 2000 dollars. Recycle-event 30 dollars osv. osv.
  • En private skole koster i omegnen af 30.000 dollars årligt. Hertil kommer uniform, bøger, udflugter osv.
  • Den australske dollars ligger lige nu på ca. 5 danske kroner pr. dollar.

HVERDAGEN DOWN UNDER

  • Der er brug for høj solfaktor down under, vi bruger faktisk hele tiden faktor 50. Vent med at købe solcreme, til I kommer hertil. Kan købes i dunke. De cremer, man får her, er beregnet til den stærkere sol, hvor UV nærmest er dobbelt så høj som i Danmark. Altid hat, solbriller og t-shirt. Undgå timerne mellem 11 og 15 er vi blevet rådet. Holder det bestemt ikke helt, men har faktor 50 på, hver gang.
  • Cykler er et must. Find dem billigt på gumtree. Husk cykelhjelm ellers får man bøder.
  • I kan bruge deres blå eller gule bycykler i starten. Fungerer perfekt.

 

Listen vil løbende blive opdateret. Det er tanken.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *