Tasmanien i januar 2019

Familien fra Haderslev rejste tilbage den 3. januar, efter at vi havde haft en fantastisk ferietid sammen over jul og nytår. Har sådan nydt, nydt at have besøg. Se mere i dag til dag december! (Kommer snart).

Mads skulle først tilbage den 9. januar, så vi havde besluttet at tage på en fem dages autocamper-tur i Marys hjemland.

Flyet afgik 7.20am fredag den 4. januar, og vi rejste kun med håndbagage. Sommerlette og få klæder, hvilket viste sig at være lidt for få og lette til Tasmaniens temperaturer, også selvom de hjemmefra så lovende ud. Her er bare koldere, tættere på sydpolen, plus højere oppe i terrænet. Men vi overlevede. Gik i lag på lag.

Den største udfordring på Tasmanien viste sig at være tassi-veje kombineret med camper. Hjemmefra lignede det: Lille land, små afstande (når man har prøvet roadtrip og 800 km i streg, så det ud til at være en smal sag). Men chauffus Søren kunne køre maks. 70 km/h og tit meget langsommere, for vejene var uransagelige. Vi vidste aldrig, hvad der mødte os. Grus. Stenet. Smalle veje. Bjergveje og hårnålesving, snoede, snørklede…MEN alt i alt en fed oplevelse at prøve ferie i et rullende sommerhus.

Vores anbefaling set i bagspejlet: Kør maks. 200 km. om dagen! Gerne mindre. Selvom vi kørte mere, måtte vi hele tiden justere på planerne. Brug længere tid, hvis I vil længere omkring!

 

Tur-billedet: Søren, Kalle og Mads i dry-suits på flydende madras. Looking out for seals.

*

 

Vejret var usædvanlig hot på Tasmanien, da vi landede. 30 grader og senere steg temperaturen til 34 for så at falde 15 grader på et kvarter senere på dagen. Vejret down under! Her er vi på gåben på vej til Apollo-udlejning. Et stk. autocamper i vente.

 

Søren bliver instrueret. Vand, el, gas. Ekspedienten havde aldrig selv kørt en camper, men alligevel talte han som et vandfald om alle dens fortræffeligheder. Søren måtte selv hen ad vejen greje teknikken og ringe op til hovedkontoret for at få dækkende informationer.

Kalle var meget bekymret for varmen og spurgte, om vi ikke kunne leje en fane, så der kunne komme kolde vinde i bilen. Søren og jeg havde i forvejen lejet stole, borde, gasflasker, tabletter til toilettet, rengøringsgear osv. (man bliver rippet, når man kører camper), så vi mente nok, at vi kunne overleve uden. Den hurtigsnakkende hev nu en gammel aircon-fane frem: “You can have this”, sagde han til Kalle og blinkede. Bare køb en pose is i et supermarked og sæt fanen til at blæse, så kommer der kold luft ud i rummet. Han mente det helt seriøst! (NB:  Vi købte ingen is i Coles eller andre mulige steder!)

 

 

Drengene var en tur på Subway. Tog tid at få autocamperen i spil. Små to timer. Og så skulle der provianteres. Flere havde fortalt os, at vi måtte regne med at alt lukket og slukket tidligt. Ingen 7/11 man lige kunne ty til. Vi handlede derfor stort ind i Sorell, den første større by, en halv times køretur fra lufthavnen. Apollo var noget af et skrummel at navigere omkring. En venlig dame fortalte os, at der var særlige parkeringspladser til store køretøjer til højre. Vi fulgte anvisningen. Det var hot, og luften stod stille.

Vi skulle overnatte på Fortescue Bay Camping Ground. Et site uden el. Vi var for sent ude med at bestille campingpladser, så vi fik kun uden el alle steder, men betød egentlig bare, at vi ikke kunne bruge mikroovn og ovnen. Komfuret kørte på gas, som vi havde købte flasker beregnet til. El til lys og kontakter kørte også på en seperat beholder.

GPS viste 85 km til Fortescue Bay, 1 time og 20 min. Piece of cake, men allerede her mærkede vi forskel på GPS og real life! Kaffepauser kommer selvfølgelig ud over. Den her var for vild.

 

Vi så pludselig et skilt, der sagde: “Coffee made of local beans” og Søren svingede hurtigt bilen til venstre og op af den snørklede vej. VI HAVDE BRUG FOR KAFFE NU. Pludselig dukkede det op, stedet.

 

 

Bedre kaffeudsigt fås ikke. Det var et par, der boede lige i nærheden, der ejede biksen. Kørte den op hver dag kl. 10am og hjem igen kl. 4pm. Genial forretningside.

 

Tilbage på sporet. Vi mærkede langsommeligheden. De sidste km. foregik ad stenet, bumlet asfaltvej. Kalle og jeg sad bagved. På de to sæder, der kunne laves om til seng om natten. Vi hoppede op og ned. Tog vel 45 minutter at køre de sidste 12 km. til Fortescue Bay, føltes som timer.

 

Ankommet. Klokken var kvart i tre. Vi fik anvist vores plads. Tid til frokost, så ud med bord og campingstole. Moren i bilen havde en plan. En plan om en forunderlig gåtur ad Cap Hauy Track, der startede få meter fra vores campsite. Temperaturen var faldende, hvilket gjorde udslaget. Havde ikke fået drenge på benene i 34 grader. Turen stod til tre timer tur/retur, vi aftalte at gå derudad og se tiden an. Men maks 1.5 timer. Vi gik ved halv fem-tiden, og vejret var slået helt om. Så vildt når det sker. Fra blå himmel og varme til nu mere og mere overskyet og køligt.

 

Vi gik gennem skov ca. tre kvarter, før den åbenbarede sig. Den sti der første til verdens ende (det østligste punkt på Tasmanien).

 

Jeg ville så gerne ud på den spids, og aftalen lød på halvanden time…MEN NU VI VAR SÅ TÆT PÅ, appelerede jeg. Nogle amerikanske fyre kom forbi og sagde, at det var hele besværet værd “breathtaking amazing out there”. Jeg kastede hundeøjne på Søren, der tog førertrøjen og fik drengene i gang. TAK kære husbond.

 

Her er vi på vej opover.

 

Oppe. Selvom der var diset og snerten af regn, var det ufattelig smukt. Det østligste punkt på Tasmanien, next stop: Sydpolen!

 

Cape Hauy Track er en af de fineste gåture, jeg har lagt ben til. Tak til Sava for igen super guide-råd.

 

 

 

 

Killroy and Mads was here!

 

På vores sejltur dagen efter sejlede vi ud for foden af Cape Hauy. Klippen her er den til højre for Mads på billedet ovenfor.

 

Dag 2. Oceantur og overnatning i Miena. Tidligt oppe. Søren og jeg gik kort morgentur til stranden og så ellers tilbage og vække drenge og pakke camperen sammen.  Boys fik lov til at sove lidt videre, da vi kørte mod næste stop.

 

Fortescue Bay Camping Ground. Ingen af camp-sitene har el. Det er ude i naturen – på dens præmisser.

 

Begyndende lørdag…

 

Wild Ocean Tasmania, som vi havde booket tur hos 14 dage før, lå i Eaglehawk Neck. Vi kørte faktisk lige forbi vores kaffeudsig på vej dertil. Blikvognen var ikke ankommet endnu. Glædede os allerede til eftermiddagskaffen, når vi kom retur.

Sådan stod der om Wild Ocean Tasmania-turen: Join us on our 3-4hour Seal & Ocean Expedition and observe wild Fur Seals and other marine life underwater with mask & snorkel, wearing drysuits on top of your clothes, safely suspended on our floating sea-view platform. On our 2-hour Coastal Adventure, you will get to see beautiful caves, stunning cliff formations and amazing wildlife. We ensure minimal impact on the environment and by joining our tour, you help support our marine and wildlife conservation projects.

Jeg har sjældent oplevet en tur, der på trip advisor fik så blændende gode anmeldelser. Forventningerne var høje, og de blev indfriet.

 

Morgenmaden blev indtaget på parkeringspladsen foran “Wild Ocean Tasmania” – ejet af et ungt engageret par, Susie og Damo. Hun er tysk, han fra Tasmanien. Begge har de viet deres liv til wild life projection og ture, der beskytter wild life mest muligt. Samtidig med turene på havet tager de sig af sårede, efterladte wombats og andre dyr.

 

Susie fortalte, at en wombat skal være to år, før den kan blive sat tilbage i naturen. Ungen her er fire mdr. gammel.

 

I turen var indlagt snorkling i dry-suits. Modsat wetsuits er det en tørdragt, der holder en varm, når man ligger på en flydende madras med snorkler på. Parret ønsker ikke, at man snorkler eller dykker med sælerne, da det forstyrrer dem. Drengene fik udstyr på, pga. min skulder (fraktur efter fald på en trappe til et bbq-arrangement den 8. december!) Snorkling havde vi valgt fra til mig, så jeg var i stedet hof-fotografen.

 

Vi sejlede 50 km langs kysten og endte som nævnt ved Cape Hauy, hvor vi gik i går.

 

Båden fuld…12 ombord.

 

Det er ikke en måge i x-large, der flyver bag Kalle, men en Albatros. Og der var så mange af dem. Elegante, majestætiske og med et vingefang på op til to meter. Der er også et par delfin-finner. Vi så SÅ mange delfiner og sæler i vandet omkring os. Gav sug i maven.

 

Flying og flydende albatrosser.

 

De var svære at fange med linsen, delfinerne, men var overalt ved siden af og under båden. Mads blev søsyg på et tidspunkt og måtte læne sig ud over rælingen. Han fortalte, at trods søsygen, var det det vildeste på turen. Var kun få cm fra en stime af svømmende dolphins.

 

Tasmanien har i tidernes morgen været et med Australien, men rev sig på et tidspunkt løs. Vi taler ifølge Damo og Susie millioner af års historie indskrevet i klipperne her og langs kysten. Vildt og udenfor fatteevne.

 

Nåede til sidst frem til sæl-stedet. Vi sejlede længere end normalt, for ved det andet sæl-sted var strømmen for stærk. Vi var ude godt fem timer på havet, en time længere end beregnet.

 

Sæler på klipperne.

 

Og så under vand. Snorkel-kig.

 

Søren fortalte, at vandet var isnende. Føltes som et slag i ansigtet, hver gang man kom under overfladen.

 

Tilbage til Tasmanian Ocean Tours. Vi klædte om, fik frokost og så afsted mod næste stop: Cradle Mountain. Havde jo vældigt set frem til kaffe på bedste kaffeudsigt-stedet, men desværre havde de lige klappet lågen i, da vi kom. Her er det Hobitten-agtig udsigt fra dér, hvor Kalle og jeg sad og bredte os på bagsæderne. Mads var co-pilot på førersædet.

 

Cradle Mountain: Keep on dreaming! Det gik meget, meget langsommere end beregnet, selvom gps. sagde 191 km., lig med 2 t. 22 minutter, ville det tage mindste det dobbelte og mere til. Efter et par timer holdt vi ind for at lave en plan B. Vi ville køre så langt vi kunne, og så bare finde et sted. Jeg aflyste campingsite, og vi nåede Miena godt 7pm. (Cradle Mountain kunne ikke nås i lige linje, man skulle højre om og op. Ligger i et bjergområde).

 

Chauffus var meget obs på at have vendeplads nok til bilen, så vi parkerede i vejsiden på mainroad og gik så ned til søen for at tjekke pladsen ud, før vi kørte derned. En helt fodboldbane af plads var der. Søren gik op for at hente Apollo, jeg blev ved søen. Tiden gik: Hvor dulan blev de af? Jeg hørte råb, oh oh! Spænede af sted og så nu et stk. autocamper, der tippede temmelig meget til siden. Var kørt fast i mudderet i vejkanten. Den vælter ikke, bedyrede chauffus, men jeg var skrækslagen og også Kalle nægtede, at Søren lagde sig ned til hjulet for at fjerne mudder. Redningen kom lige, hvor det var mest kritisk: En pickup truck med en fem personer holdt ind til siden. De havde et shed i Miena (sommerhus) og var på vej ned for at fiske, sammen fik vi skubbet Apollo fri. De spurgte ind til vores overnatningsplaner. Vi tøvede lidt, for havde godt set, at det var ulovligt at campere ved søen. Ville ikke lige ud med den plan. “You can sleep in our yard”, tilbød de gæstfrit, og vi sprang til.

 

Mens vores nye venner tøffede ud i deres fiskebåd, lavede vi pasta, drak vin og spillede kort. Til den her udsigt!

 

Kl. 10pm og kulsort aften kom de tilbage og bankede på døren. Sammen fulgtes vi nu til deres shed. Fik strøm og vand og blev budt inden for på kaffe og kiks. Søde og gæstfrie tassis. Det var hundekoldt, da vi skulle sove. 6 grader! Godt vi havde Apollo-hus over hovedet.

Dag 3: Cradle Mountain, tasmanske djævle og Corrina.

Planen var at gå-tur omkring Dove Lake i Cradle Mountain, før vi havde booket en tur i børnehjemme for tasmanske djævle, lige i nærheden. De tasmanske djævle er en truet dyreart pga. en sjælden kræftsygdom, de har tilranet sig. Vi tænkte, det når vi fint, bare vi kører tidligt. Men selvom herr og fru kørte halv syv, i den fineste morgen, hvor solen stod op, blev vi igen ramt af langsommeligheden på vejene. Men selvfølgelig gjorde vi også holdt i Sheffield på tassi-familiens anbefaling, plus at der skulle laves pandekager til morgenmad OG bacon og æg. Dejlige ting tager tid…

 

Tassi-familiens shed, som vi forlod ved halv syv tiden. Drengene sov videre, mens det bumlede derudad.

 

Godt 100 km. fra Miena lå den lille by Sheffield. “Go down the mainroad, park the camper and take a walk”. Tassierne fra i går fortalte os, at byen var ved at dø hen, men så fik et smart hoved den ide, at man kunne invitere til rural festival og lade kunstnere udsmykke gavle og mure. Som tænkt, så gjort. Der er nu festival hvert år i byen, og der er nu kunstværker uber alles. Vi gjorde som familien sagde, i stedet for at dreje til venstre mod Cradle Mountain, fortsatte vi nogle hundrede meter lige ud og tog en gåtur. Det var virkelig en genial ide, og byen havde oppet sig, kunne man se. Der var flere fine cafeer og butikker, der uden tvivl er kommet til sammen med kunstværkerne.

 

I anledning af Anzac day 26. april, der hvert år mindes de faldne i primært 1. og 2. verdenskrig.

 

Måske ikke det mest imponerende værk, men det fine var den store variation, og der var vitterlig kunst overalt.

 

Endda china-biksen er med på noderne.

 

Tid til morgenmad. Holdt ind lige uden for Sheffield.

 

Mads lavede pandekager. Kalle æg og bacon.

Miena til Dove Lake, Cradle Mountain, sagde 171 km, 2 t. og 40 minutter – men altså IKKE i autocamper. Med holdt i Sheffield og vores morgenmads-stop plus bjergkørsel tog det os seks en halv time at nå frem til parkeringspladsen og info-center ved Cradle Mountain.

 

Et stort turistmekka – viste det sig at være. Hundredvis af især japanske og kinesiske besøgende. Der kørte turistbusser hver tiende minut fra parkeringspladsen og de sidste ti km. ud til søen (siger lidt om antallet af besøgende). Undervejs var der flere stops, hvor man kunne stige på og af og gå ture i et virkelig kønt landskab. Alt sammen gennemtænkt arrangeret. Man gik på boardswalks alle steder, små anlagte træ-stier. Ps. Her er det lykkedes Mads at fotografere ren natur UDEN mennesker. Storbedrift.

 

De mange mennesker overskyggede lidt fornøjelsen. De mange, som jo også vi var en del af! Overalt i Tasmanien, hvor vi ellers har været og kørt, har vi nærmest ikke set et øje og tænkt, at al den snak fra folk om sommer og masser af turister på Tassi – den holdt jo ikke. Men her var de. Gåturen rundt om søen var estimeret til 1.5 timer. Vi nåede kun 25 minutters gåen ud og venden om, ellers kunne vi ikke nå næste punkt på programmet: Tasmanske djævle kl. 3, (plus den proppede turistbus tilbage). Meget kørsel for ganske lidt, men sådan er timingen i livet jo nogen gange – sådan lidt småskæv!!!

 

Tasmanian Devil Sanctuary. Det var her, vi havde booket rundtur. De tasmanske djævle er en truet dyreart pga. en særlig kræftsygdom, som man forsøger at få bugt med på øen. Djævlen er en drabelig lille kødædende fætter, der kan angribe dyr langt større end den selv. Rundvisningen startede med en natur-fantastisk film klippet og speaket af selveste David Attenborough, der nu er 92 år gammel, men altså still going strong. Vi var liiiiige ved at adoptere en T-djævel (man kunne adoptere ved at betale til dens ophold). Blev dog kun ved tanken.

 

Lidt over 4pm kørte vi afsted mod Corrina. Skulle nå at være fremme før 7.30pm, hvor der var booket bord til første aftensmåltid uden for Apollo. Vi glædede os, også til et varmt brusebad på campingpladsen. Corrina ligger i regnskoven og er en tidligere guldgraverby.

 

…eller by og by. Det viste sig, selvom Corrina havde en stor pæn plet på landkortet, at den nu kun fungerer som feriested: Corinna Wilderness Experience camping area, hed det, hvor vi boede. Et virkelig gennemført sted, hvor man kunne campere eller bo i originale træhuse fra dengang, der var guldgravere i området. Eneste forsyning var restaurant og infomationsbygningen, hvor man også kunne købe det mest nødvendige. Alt var ecological og bæredygtigt.

 

Restauranten, hvor vi havde booket bord. Sidste stykke til Corina var en 20 km. smal, hvidstenet bjergvej, hvor man fik akut maveondt af at kigge ned af siderne.

 

Efter aftensmad stod den på kaffe i Apollo og kortspil og (en meget træt chauffus).

 

Søren og jeg vågnede hønetidligt. Fandt stien langs floden, der tog godt en time at gå. Som det er typisk i regnskove, hører man en masse lyde, fugle og raslen, men vi så ingen dyr. Mødte færgemanden fra i går, der også var tidligt ude. Han fortalte, at han og hustruen for fire år siden solgte alt, de havde, hus med indhold og hans vvs-virksomhed, og de sidste fire år havde kørt rundt i Australien og nu på Tasmanien i bil og campingvogn og arbejdet, hvor de kom frem. Alle mulige småjobs, var det blevet til. Her var han færgemand, og hun arbejdede i receptionen. Deres søn på 24 år kom om fire uger og så skulle de sammen rejse på Tasmanien. “We are happy in life and have even more money now than before”, fortalte han. Det var en gammel drøm. Hun havde haft den i årevis, og til sidst turde han også. Han var i dag 56 år, dvs. sprang ud i eventyret som 52årig. Vildt.

 

Tilbage ved Apollo havde drengene været i morgenbad, og vi gik i gang med breakfast. Skulle på bådtur kl. 10. Masser af dejlig tid.

 

Den her wallabie (i familie med kænguruen) ville gerne have siddet med til bords. Var omkring camperen konstant.

 

Vi havde booket tur på Pieman River fra kl. 10am til 2.30pm inklusiv lunchbreak, halvanden time, når floden nåede havet 22 km. mod vest. Skibet her var 80 år gammel, velplejet og duftede af træ. Havde været med under 2. verdenskrig, senere virket som fiskebåd og nu altså turistbåd.

 

Det var lidt køligt i starten, men Søren havde taget dyne med (nul frysning, havde vi gjort nok). Vi brugte den, da der var morning-tea en time efter afgang. Den lille slæbebåd her, fandt jeg ud af på hjemturen, var beregnet til sommerhusejernes kølerbokse og skrald. Den lille klynge huse ved Pieman Heads, hvor vi sluttede vores tur, måtte tage alt med ud og tilbage, som deres ophold krævede. Ingen mulighed for at efterlade affald derude.

 

Skipperens kone gik rundt og spurgte alle ombord, vi var godt 20, om de ønskede te, kaffe eller varm chokolade. Og bagefter bar hun fade rundt med kage og frugt. Fornemt. Det skete både på ud og hjemturen. Dynen kom om benene lidt senere.

 

 

Halvanden time og 22 km. senere – ankomst til Pieman Heads. Her blev vi sluppet løs i halvanden time med lunchbags. Gik mod havet og klitterne.

 

Lige straks møde med et brusende hav forenden.

 

Floden på vej mod munding.

 

Det indiske Ocean, der omkranser Tasmanien.

 

Drivtømmer overalt.

 

Lunchtime.

 

 

Og snart tilbage til skibet.

 

Kalle og Mads fik lov til at agere skippere på hjemturen.

 

Smurt vande.

 

Mads lange højrearm agerer we-fie stang.

 

Vel tilbage skulle vi med den her for at hitte i retning mod Hobart.

 

Vi var nr. 1 i køen. Færgemanden fortalte os i morges, at han havde fragtet 230 biler over dagen før, dvs. at der var mulighed for pæn lang ventetid. DERFOR: Søren fik lynhurtigt Apollo frem til lejet. Well done.

 

 

 

Målet var Derwent Brigde. 178 km. mod syd. 3 timer i følge GPS…4-5 timer for os. Her er det et udkigspunkt, som Mads tilfældigt spottede, da vi kørte forbi.

 

Det viste sig at være 1 km. lang boardwalk op til et vandfald. Søren og Kalle skulle ikke højde-nyde-noget. Mads og jeg gik omkring halvdelen af turen.

 

Vi ankom før solnedgang til en sø lidt uden for Derwent Brigde. Der var også andre campere. Nåede aftendrink mens solen gik ned.

 

 

Stedet, hvor vi kørte ned.

Dag 5. Mod Hobart og flyafgang 2.40pm. Også ideen om at nå et par timer på MONA, kunstmuseet alle taler om i Hobart, var i tankerne, plus måske lige omkring stranden syd for Hobart før afgang! Der var mange ideer til sidstedagen på Tasmanien (brygget i fru Outzens hoved), men faktum var, at det tog os fra kl. 7 morgen til kl 1pm. at nå frem til hovedstaden og Apollo, hvor bilen skulle afleveres. Efter et par timer gjorde vi morgenstops-holdt i Ouse.

 

Vi gjorde holdt og spiste den sidste morgenmad ved bordet her! Fik gjort rent og pakket alt ned.

Næste stop var Hamilton, hvor vi havde hørt, at der var en dumpingstation til grey water (opvaskervand) og black water (toiletvand). Her kunne man også fylde tanken fuld af vand. Bilen skulle afleveres med fuld benzin- og vandtank, men tomme de andre.

 

Blødt landskab på vej mod Hobart. Vores fly gik 14.40pm. Apollo skulle afleveres kl. 1pm.

 

Alt var fjong. Det tog en halv times tid at aflevere. Kalle, Mads og jeg gik i forvejen ned til et efter sigende bedste fish and chips sted i Hobart. 10 minutters gang derfra.

 

Og så mod lufthavnen, på gåben. Flyet viste sig at være en time forsinket…godt med ro på og fin hjemtur.

 

Vi havde en sige-farvel-til-Mads-date i Black Rock om aftenen halv otte med Sava, Jan, Vigga og Stinus på Stinus nye arbejdssted, “Mamas kitchen”. Her venter vi på de andre. Trætte i ben og hoveder, men som altid en skøn aften med familien Black Rock. Vi tog med hjem til kaffe og julesmåkager – i dyner godt 11pm.

TAK boys for endnu en særlig og mindeværdig tur – den sidste downunder som familie på fire, og så tuder jeg, som jeg tit kommer til, når jeg laver de her udebane-opslag. Og drenge, jeg/vi ved godt, at der var ekstra meget natur i sigte denne gang. Ekstra ret meget…

 

Ps: Harry Potter blev denne gang afløst af Mads & Monopolet! Kan nu M&M’s dilemmaer både forfra og bagfra.

 

*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *