Søren på Tiwi Island, februar 2019

The Flying Doctor Søren!

Siden er adgangbeskyttet. Skriv efter koden, hvis du vil læse med… I august sidste år var jeg til OMOZ kongres i Darwin. Kongressen handlede om øre-problemer hos aboriginals (mere politisk korrekt kaldet: indigenous people).

Kongressen blev holdt i Darwin i Northern Territory, da det er området med den største andel af aboriginals. Under kongressen introducerede Stephen O’Leary mig til en engelsk læge, Graeme, som arbejder som øre-kirurg i Darwin. Han fortalte, at han tog på ambulante ture ud i the outback for at undersøge aboriginals øre-patienter.

 

Når lægeteamet tager ud, sker det i små syv-personers fly.

Graeme fortalte, at de tager afsted i et team på 3-4 personer: En ørelæge, en audiolog, der tager høreprøver, en sygeplejerske og en narkoselæge, hvis der skal opereres.

Onsdag 20. februar.
Jeg tog et aftenfly fra Melbourne til Darwin, flyvetid 4 timer, 3700 km. Til sammenligning: Hvis man fløj 3700 sydpå fra København, ville man lande i den sydlige del af Algeriet. Så forståeligt nok er klimaet i Darwin væsentligt forskelligt fra det i Melbourne.

Darwin!

Klimaet i Darwin er tropisk, og jeg kom jo i slutningen af deres regntid. Jeg mærkede det tydelig, da jeg omkring midnat steg ud i den sorte nat. En varm og fugtig luft ramte mig lige i ansigtet, men da jeg hoppede ind i taxaen, var bilen kølet ned til under frysepunktet, føltes det som om.

 

Ankom til det umiddelbart ikke mest charmerende hotel på 16 etager og fik et værelse på 9. sal med udsigt over havn og Timor-havet. (Her fra dagen efter).

Torsdag 21. februar
Skulle som det første have ordnet en masse papirarbejde med Northern Territory for som læge at få adgang til Tiwi. På trods af at jeg blot skulle være observatør i 48 timer, så skulle jeg blandt andet erklæres egnet til at arbejde med børn (læs: ren straffeattest). Heldigvis var jeg godt forberedt, havde sendt det hele online i forvejen og også forsøgt at få tilladelsen frem pr. mail, men forgæves. Heldigvis stod jeg halv time efter med fine dokumenter og var godkendt.

 

Royal Darwin Hospital.

Så af sted til Royal Darwin Hospital, hvor jeg mødte en lidt stresset Graeme i ambulatoriet. Han er for tiden lægelig chef for ØNH-afdelingen, så han har en del at se til. Jeg oplevede blandt andet tre registrars (yngre læger under uddannelse), der konstant hev i ham.

I løbet af dagen så jeg nogle interessante patient-tilfælde, bl.a. en temmelig lys i huden og rødhåret australier på godt 60 år, der desværre havde fået effekten af alt for meget sol at føle. Han havde fået fjernet og transplanteret store dele af huden i hovedbunden, herefter fået strålebehandling, og nu var begge hans øregange fuldstændig ødelagte.

Den engelske hud, hvilket også gælder for mange andre nationaliteters hernede, deriblandt vores, er bare ikke skabt til den stærke australske sol. Det kræver bekyttelse i form af høj solfaktor (50), hat og ophold indenfor, når solen er varmest.

I Northern Territory er der 230.00 indbyggere. I Darwin, den største by, bor der 120.000. Aboriginals udgør ca. 27 %. I NT bor 1 % af Australiens befolkning.

Sjovt at følge Graeme på hospitalet, men bestemt ikke noget effektivt system, man har her. Der udarbejdes både håndskrevne og digitale notater, så alt tager tid, lang tid, samtidig med at der går en del tid med at hente journaler, finde ledige rum, etc.  Graeme er uddannet i England, og efter at han blev speciallæge, tog han et-årigt fellowship i Darwin, herefter tilbød de ham stillingen som overlæge i øre-kirurgi (stillingen havde været ubesat i 18 år, da Darwin desværre ikke er så tiltrækkende som Sydney/Melbourne).

 

Graham, i midten, har boet i Darwin i syv år sammen med sin kone og søn på tre. Han er glad og tilfreds, selv om han kalder regntiden for ”suiside-season” (typisk australsk humor) – tre måneder med meget regn og høj fugtighed. Til højre står Jennifer, audiologen og til venstre står Peta, sygeplejerske.

 

Hjemme på hotellet igen viser der sig at være en roof-top bar. Slutter dagen med kold Corona, chicken-burger med spejlæg og solnedgang over havet.

Fredag 22. februar.
Tiwi-islands-day: Tiwi består af to øer, der ligger en halv times flyvetur nord for Darwin. Øerne er befolket af primært aboriginals (90%). I alt bor der 2500 personer på øerne.

 

Kort over Tiwi. Vi fløj til øen til venstre, Bathurst Island. Sundhedsstationen lå i byen Wurrumiyanga, den største på øen med 1000 indbyggere. Teamet er på besøg her 3-4 gange om året.

Vi skulle mødes i lufthavnen i Darwin kl. 7am. Graeme, læge, en sygeplejerske (Peta), audiolog (Jen) og mig. Piloten med ægte pilotbriller gav sikkerhedsinstruktion (man hører ligesom lidt bedre efter, når det er selve piloten, der instruerer)… og så ind i det lille fly.

 

Udover pilot og fire i lægeteamet var der også en ældre lokal kvinde med rollator.

Jeg havde fået anbefalet at medbringe gode høretelefoner pga. støj. Havde noise-cancelling Bose høretelefoner med i tasken, og det viste sig at være en ret god ide.

 

Tiwi.

Det var en smuk flyvetur over havet, næsten skyfrit og ingen flyskræk. Vi fløj ind over den grønne mangrove-dækkede ø med slyngede vandløb og landede uden problemer. Landingsbanen var asfalteret, så drømmen om at lande på den røde jord opfyldtes ikke. Men flot var det alligevel.

 

På vej ned.

Lufthavnen består af landingsbane og en container, hvor der står ”bookings and check in”. Vi blev hentet i en ute (ute = very australien, australsk for pick up truck, bil med åbent lad).

 

Indgangen til Tiwi Island airport. Den ekstra passager er på vej ind. Hun havde været på hospitalet i Darwin.

 

Uten, der kørte os til sundhedsstationen.

Chaufføren var aboriginal, og han fortalte os, at det var ”Sorry Business Day”. Mismodet bredte sig i bilen. Sorry Business Day betyder, at en person i landsbyen er død, og der derfor er bebudet sørge-periode. Hvor længe der skal sørges, afhænger af personens status og alder. Det kan vare en uge eller længere, og afdøde persons navn må ikke bruges i en periode, der varierer i tid.

Vores chauffør, der hed Richard, forklarede os, at han ikke måtte bruge sit navn i 20 år (!!!), da en høj-status person og navnebror “Richard” for år tilbage døde. Selv chaufføren kunne ikke lade være med at grine over det. Mismodet i bilen blandt de andre i teamet skyldtes, at de mente, at der så muligvis ikke ville komme nogle patienter. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet.

 

Jeg tog flere billeder af patienterne, men spurgte kun om lov til at fotografere til privat brug, ikke til offentliggørelse på udebane.dk. I får derfor istedet for nogle billeder af fine portrætter på Darwin Kunstmuseum. Her er en ung indigenous kvinde.

 

Her er et til. Godt nok fra 1800tallet.

Vi ankom til sundhedsstationen, hvor der var air-con og pænt og rent, og så er vi ellers klar til forhåbentlig at modtage patienter. Jeg var jo mest med som observatør, men fik alligevel lov til at se alle patienterne i ørerne og diskutere med Graeme, hvad der kunne gøres. Patienterne var tidligere vurderet af en sygeplejerske og skrevet op til en kirurgisk vurdering. Der var inviteret 150 patienter til at komme, kun 12 dukkede op.

 

En af de første patienter.

På trods af at “Sorry Business Day” helt sikkert har haft en indvirkning på antallet af patienter, fortalte teamet mig, at der aldrig kommer mere end maks. 50% af de indskrevne på konsultationslisten. Det kan man bare ikke regne med, forklarede de.

Alle vores patienter var aboriginals, og alle havde de huller på begge trommehinder og dårlig hørelse. Jeg fik indtryk af de massive problemer med ørerne, der findes i området og generelt blandt det oprindelige folk. Jeg hørte om det på kongressen i Darwin, og nu fik jeg selv syn for sagen.

Det skyldes først og fremmest hygiejniske forhold, det høje antal af personer, der lever sammen under samme tag og så varmen og fugtigheden. Graeme henviste næsten alle patienterne til operation i Darwin. Jeg er tvivlende omkring, hvor mange, der rent faktisk møder op i Darwin, når de bliver tilbudt operation i løbet af det næste år.

Kommunikationen med patienterne var ikke stor. Der blev svaret med en-stavelses-ord, og patienterne havde kun ganske få spørgsmål til lægen og deres behandling. Dels er der sprogproblemer (ingen tolk), men der er også en holdning blandt aboriginals, at man ikke stiller spørgsmål.

For mig som dansk læge er det lidt svært at forstå, og det er også meget svært at gennemskue, hvad patienterne føler/tænker om hele situationen. Nogle af patienterne var rørende, de nikkede og smilede, da jeg spurgte, om jeg måtte tage billeder af dem. To søstre var i ens fine hvide trøjer og havblå nederdele pga. “Sorry Business Day”. Børnene sendte smil, der nåede helt op i øjnene.

Det var en stor kulturel oplevelse for mig, men jeg kan også være lidt skeptisk overfor dette system. Helt grundlæggende  tror jeg på, at patienter skal være motiverede for at ville behandles, og jeg tvivler desværre på disse patienternes motivation. Det virkede lidt som om, at de mødte op bare for ikke at skuffe læge-teamet. Måske de ikke selv havde skrevet sig op på listen, men nogle pårørende havde gjort det.

 

Der bliver brugt virkelig mange penge på disse outback funktioner, så jeg tænker, at hvis man nu foretog undersøgelserne i Darwin, så ville kun de motiverede patienter dukke op, og når de så oplevede et succesfuldt forløb, ville det forhåbentlig smitte af på de andre på øen. Det ville kunne gavne forløbene og især have en afgørende effekt i efter-forløbet. Folk ville være mere villige til at ændre nogle uhensigtmæssige vaner, der kunne gøre, at problemerne kom igen. Måske? Jeg ved det ikke, men faktum er, at det nuværende system ikke fungere optimalt. Det er alle enige om.

Samtidig ville det selvfølgelig også gavne økonomien i Northern Territory, som desværre er ret presset. Nok en typisk i-land/u-lands diskussion, som ikke løses på en eftermiddag.

 

I frokost-pausen gik vi tur i den stegende hede. Huset her er en gammel kirke og faktisk indgår den i en ny storfilm, som man i NT forestiller sig kan blive den nye Crocodile Dundee film “Top End Wedding”. Premiere i Australien i maj.

 

Kirken var lukket, men jeg stak kameraet indenfor. i føromtalte film bliver parret gift lige her.

Gaderne mellem husene med blik-tage lå fuldstændig øde. Ikke meget liv i solen. Vi besøgte et galleri/værksted, hvor lokale laver deres fantastisk smukke kunstværker. Malerier, malet med små pensler (lavet af menneskehår) og med så kirurgisk sikre håndbevægelser, at det kan gøre en øre-kirurg misundelig.

Der bliver bundet de fineste mangefarvede strå-kurve, og deres udskårne træ-figurer af fugle er i en liga for sig. De males i jordfarver.

Der måtte ikke tages nærbilleder i galleriet, men et overbliksbillede gav galleriejeren lov til.

På vejen tilbage til sundhedsstationen passerede vi en lille pavilion og en statue:

Pavillonen udgjorde tilbage i 1942, hvor Darwin blev bombet, øens radiostation. Der skete så det, at et japansk fly blev skudt ned på Tiwi, men piloten overlevede. Historien fortæller, at det var en lille gruppe af aboriginals, der fik ham overmandet og at en af de lokale var særlig modigt og gik først frem imod han, sigtende med sin tomahawk. Ligesom han havde set white fellow gøre det med sin pistol.

Via radiostationen blev der sendt besked til australske soldater, der afhentede japanerne og satte ham i fængsel. Her sad han med hundredevis af andre tilfangetagne landsfæller.

Fangerne gjorde senere oprør i fængslet i 1944, og blev alle sammen skudt. De ville dog hellere dø her end at lide den æreskrænkelse og ydmygelse at blive udleveret til hjemlandet.

Propellen fra det japanske fly og the brave aboriginal.

 

Læg mærke til tomahawken i hans højre hånd.

Tilbage i klinikken så vi de sidste patienter og kl. 16 var det tilbage til lufthavnen. På vejen så vi pludselig en større samling af mennesker på et gadehjørne. Folk sad i klynger i skyggen af træerne. “Sorry Business Day” tænkte jeg straks, men sygeplejersken fortalte mig smilende, at det var “Tiwi Casino”.

Det åbnes hver fredag eftermiddag, og så bliver der ellers spillet kort ved små borde. Især festligt, når der har været ”pay-day”, hvilket betyder offentlig ydelse. Langt de fleste er, som jeg forstår på teamet i bilen, på en form for månedlig ydelse. “Tiwi Casino” og “Sorry Business Day” går åbentbart fint i spænd!

 

Tilbage i airport.

Vi tjekkede ind i booking-containeren og blev vejet (personer og bagage), så piloten havde styr på vægten i det lille fly. Endnu en smuk flyvetur.

 

Teamet tager tilbage igen i juni.

Vi landede i Darwin kl. 17.30, sagde farvel til den kvindelige del af selskabet og hoppede ind i Graeme’s 20 år gamle Range-Rover, som er solid og sikker, når man kører ud af Darwin og rammer de røde grusveje. Spiste aftensmad med Graeme, og så tilbage til hotellet. Det havde været en stor dag med overload af indtryk.


Lørdag den 23. februar
Programmet hed i dag Darwin’s attraktioner. De ting, som jeg/vi ikke nåede, da vi Lene, Mads, Kalle og undertegnende var her i i august. Læste i guiden, at der var en guidet tour kl. 11am i deres Parlament, Northern Territory Parlament, (rådhus) – en flot bygning med en spændende historie, havde jeg ladet mig fortælle.

 

Indgangspartiet.

 

OBS: Vaskeægte krokodille skind i byrådssalen.

I får lige lidt mere historie:

Der er sket to dramatiske og berømte hændelser i Darwin i det sidste århundrede: The bombing of Darwin i 1942 og så Tyfonen Tracy i 1975. Begge tragedier er afspejlet i parlamentet. Bombningen af Darwin skete kun to måneder efter, at japanerne bombede Pearl Harbor. Helt præcist skete det den 19. februar 1942.

Japanerne angreb Darwin med ti bombefly. Det største angreb på australsk jord nogensinde. Årsagen var, at Australien jo støttede de allierede. Japanerne bombede Darwin havn inkl. alle dens krigsskibe. Byen og landet var fuldstændig uforberedt og derfor et let offer. 300 blev dræbt og samtlige ansatte i postkontoret, hvor der var radiokommunikation til hele regionen, blev dræbt. Northern Territory Parlament er nu bygget, hvor postkontoret oprindeligt lå.

Og nu til næste tragedie, Tyfonen Tracy. Også her var australierne mildest talt uforberedte. Det var den 24. december 1975, hvor man havde travlt med at forberede sig på juleaftensmorgen, som jo er her Australien fejrer jul. Der skete så det, i løbet af natten, at en voldsomt ødelæggende tyfon drønede lige ind over Darwin by. Byen blev ganske enkelt jævnet med jorden, da husene var bygget af lette materialer og hævet fra jorden pga. det tropiske klima med regntid. Også parlamentet blev totalt ødelagt!

Efter Tracey måtte Darwin bygges op, igen, stort set fra grunden og denne gang med bygninger, der nu skulle overholde bestemte bygningkrav, så man ikke oplevede lignende ødelæggelser. Parlamentet fik plads på sin tidligere plads. Hvor det gamle posthus i sin tid lå.

 

Parlamentsbygningen set udefra.

 

Udsigt til Timor havet.

 

Udenfor lå et mindesmærke med friske blomster. I år, 19. februar, var det 76 år siden, at japanerne bombede.

Så tog jeg på museet for “Flying Doctors” – meget apropos. Den permanente udstilling handlede netop om bombningen af Darwin. Man kunne via Virtual Reality briller få lov til selv at opleve bombeangrebet, og det var vildt, som at være der selv. Der var scener både som sømand og som pilot i et af de fire amerikanske fly, som hurtigt blev skudt ned.

Især vildt at opleve at være jager-pilot. Det kræver en ufattelig psyke (eller måske netop mangel på samme).

 

 

 

Bombningen i 1942.

På vej tilbage til hotellet, kom jeg forbi, hvad der lignede, verdens største, fiskeudstyrs-butik. Der var meter på meter lange hylder med alt, hvad et fiskerhjerte kunne begære.

 

 

Og forenden af butikken…først fanger man fish, og så skyder man crocs, når man er jæger i Darwin? 

Nu manglede jeg kun én ting for at fuldende oplevelsen: En NT thunderstorm, og for at det ikke skal være løgn: Pludselig var den der! Det blitzede med lyn over havet, blæste kraftigt op i løbet af ingen tid, og så begyndte regnen ellers at vælte ned – stod nærmest vandret pga. vinden.

I min iver løb jeg afsted med kameraet, ud til en terrasse på den anden side af bygningen, hvor der var en bedre udsigt over havet. Og ja tak, jeg fik i den grad set himlen og mærket vinden (og optaget en dårlig video).

Da jeg så åbnede døren for at kæmpe mig tilbage ind, kom det et vindstød så kraftigt, at samtlige plastik-ventilationsriste i hotelgangens loft rev sig løse og landede på tæppet. Jeg var overbevist om, at det nærmest var tyfonen Tracy, i genopstået tilstand, jeg lige havde oplevet.

*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *