Roadtrip i september

Vi gjorde det (sgu)! Kørte det længste i livet familien Outzen Foghsgaard nogen siden har kørt i en Fort Territory (og i en bil overhovedet). En tur på ca. 4300 km (50 timer on the road). Bilen kørte omkring 11 km. på literen, ikke imponerende, men vi troede på et tidspunkt, at den kun klarede syv! Heldigvis havde schaufuss regnet forkert.

Vi endte med at synes, at det faktisk var ret ok at være langvejs-kørende. Vi havde en ok fordeling af længere og kortere dage i bilen, hvilket er alfa og omega for at kunne holde det ud (i hverfald når man hedder os). Højdepunkter som stop med fresh coffee, god frokost og is plus enkelte andre pit-stops undervejs var afgørende de dage, hvor vi trak den vel rigeligt køremæssigt.

Velkommen til Robe, Adelaide, rødt out back, ørken-og opalby, nationalparken Flinders Rangers og Stuart Highway (det 2,834 km. lange asfalt forbindelsesled mellem Darwin i Nord og Port Augusta i syd – retning: lige ud, lige ud, lige ud).

Roadtrip i lyd, som også ligger på udebane.dk, er en samling mindre lydfiler fra vores tur. Filerne beskriver dagene en for en. Måske du er mere til at lytte end til at se billeder, som jeg altid har så svært ved at begrænse antallet af. Klik her for at komme derover. 

 

Her er vi i starten af Stuart Highway. Den røde jord kommer lige straks, det samme gør en ufattelig mængde døde kænguruer i vejkanten, en del får og enkelte store køer gudhjælpemig også. Ørne og andet godtfolk på vinger har en daglig fest.

 

Dag 1:
Vi kørte kl. 10.07am fra Port Melbourne mod første overnatning i Robe. Co-driver alias mig skrev logbog (derfor den præcise afgang). Ankomst på Guichen Bay Motel kl. 6.35pm lokal tid (en halv time bagud i SA). Rent og rummeligt familyroom og glemmer man sin elskede stråhat og ringer en uge efter, bare i et spinkelt håb om at den måske ligger ensom bag en sofa, så smiler lykken og ejeren David sender den fluks retur. Sådan!

Første distance var på 517 km. Det tog os pænt længere end beregnet (en ting er gps-tal – en anden er at indberegne kaffe-, frokost-, strække ben OG toiletstop (sidste burde kunne synkroniseres, mener mine boys, men sådan fungerer det ikke for fru co-driver, desværre.)

Især drengene var overrumplede over længden af turen, men heldigvis havde vi Harry Potter 3 som genial lydkulisse. Jesper Christensen som fortæller. Vi var fremme ca. ni timer efter afgang.

 

Kom forbi alenmeterlange rapsmarker. Det syn associerer pæredansk i hovedet, men ikke i størrelsesorden. Alt er bare større.

 

Himmelhøjt og vide vidder.

 

Frokoststoppet holdt vi i flækken Lake Bolac. Det var ikke planlagt, men vi var bange for at komme for sent til lunch. Stederne lukker som regel kl. to, maks. tre for frokost. Alt på kortet var til at få og maden var overraskende ok.

 

Vi var de eneste i restauranten. Der var to billiard-spillende lokale i baren på den anden side og nogle trucks-drivers med cowboyhatte.

 

Kørte forbi en Pink Lake på vejen. Vi så flere undervejs. Søerne får deres røde skær pga. højt saltindhold og spejling af solen.

De sidste tre kvarter (af de ni timer) før Robe, var det tusmørke og kænguruerne begyndte at poppe frem i vejkanten. Ikke mange, men de var der, og vi sænkede farten. Vel fremme blev vi installeret på motellet, og så ellers ud at spise. Jeg havde booket på “Indulge”, en af flere spisesteder på hovedstrøget. Næsten fyldt. Trillede mætte hjem til vores rum, tre minutter derfra.

*

Dag 2:
Søren og jeg listede ud og afsted på en tidlig morgentur. Ned til vandet, havnen og det lokale kafferisteri langt ud ad grusvejen. Byen var fin, men absolut hverken Hornbæk eller Tisvildeleje om sommeren, som vi ellers havde fået indtryk af, når vi hørte australierne tale om Robe.

Robe er kendt for sine sandstenhuse, der lå på hovedstrøget. Mindede lidt om Frodos hus i Ringenes Herre. Det med den runde dør.

 

På vej mod Adelaide efter god morgenmad i Robe, kørte vi over Fleurieu peninsula. Havde hørt, det skulle en køn halvø. Målet var et frokoststop på “Wirra Wirra Wineyard” ca. 357 km fra Robe. Herfra var der kun 56 km. til Adealaide, Tennyson og vores første airbnb-hus.

 

På vej til Fleurieu peninsula fik man næsten Rømø-associationer. Flokkene af pelikaner vi mødte undervejs, fik dog hurtigt tankerne tilbage til Australien.

 

Var i Wirra Wirra ved to-tiden. Gik tur i vinmarkerne før frokost.

 

Vi så jo vinmarker i Portugal for nogle år siden, men i Wirra Wirra var stammerne næsten nøgne.

 

…eller det vil sige ikke helt nøgne. Fik fantastisk frokost med platter og lokal vin. Videre mod Adelaide. Kun 40 minutter igen.

Airbnb er altså en genial opfindelse. Havde godt set, at anmeldelserne strømmede over på huset i Tennyson, og det forstod vi godt, da vi låste os ind. Det allerbedste var udsigten til hav og strand, så langt øjet rakte. Tak til Michelle for at dele sit sted. Hun havde også efterladt to paddleboard, som drengene straks hev af sted med.

 

Her er det huset set forfra.

 

Og fra havsiden.

 

Mads og Kalle iført paddleboards. Søren og jeg tog et lynhurtigt havbad, koldt, men i skulle vi. Jeg blev bidt af noget, noget, hmm!

 

Mads tog en sidste tur.

 

Husets solnedgang skrev de alle sammen om. Og den var jo lige der! Overvældende og glødende. Følte os straks hjemme. Søren og Mads prøvede at fikse hendes stjernekikkerter i stuen, men manglede dimser.

*

Dag 3:
Husets to ældste var tidligt oppe. Blue sky. Søren lavede kaffe, og vi gik derudad. Ned af den her bredeste sandstrand. Jeg målte den bagefter. 99 skridt, måske 70 meter bred. Jeg så delfiner (mente jeg). Godt nok var de ret mørke i det, men kunne vel ikke være andet? Da jeg spurgte en lokal hundelufter dagen efter, fortalte han, at det var sæler, jeg havde set, og at der for et par uger siden havde været hvaler. Tre styk på træk vestover.

Dagens plan var cykeltur i Clare Valley. The Riesling Trail.

Lille mand ved stort vand.

 

Turen til Clare Valley tog halvanden time (ca. 300 km. tur/retur). Grønt bølgende landskab på vejen. Vi havde booket cykler på forhånd hos cykeludlejningen “Riesling Trail Bike Hire”. FInt sted med nye bikes, hvor alt fungerede. Mads klar.

 

Og Kalle.

 

Den del af “Riesling Trail”, som vi tog, var 50 km tur/retur. Kørte fra Clare til Auburn og retur.

 

Perfekt længde cykeltur. Køn og fremkommelig trail med kun lidt stigning.

 

Udsigt fra stien.

 

Her til lamaer.

 

Fremme i Auburn – kaffe, chokolade og tykke vafler med meget icecream…Man skulle vel have noget at køre til frokost på (mente K og M)!

 

Clare Valley er et af store vindistrikter i South Australia. Et utal af vingårde på vejen bød indenfor.

Efter 20 km fladt tilbage fra Auburn gjalt det dagens frokost. Vi skulle ud på en afstikker – en fire km bogstavelig talt optur til Paulett Winery. I guder den vej gik op! Jeg måtte stå af og trække cyklen flere gange (hørt meget for siden hen), for havde nærmest krampe i benene af udmattelse (og sult! ) Læs: vaflerne røg i drengenes maver, så nul benzin på tanken.

 

Vi havde fået restauranten anbefalet af Sava og Jan. Udsigten og maden. Jeg havde ændret bookningen et par gange, sidst i Auburn, for kunne se, at vi ikke nåede det til kl. 2pm. Da vi endelig ankom, fem minutter over tre, var køkkenet lukket for main menus! 3pm var sidste udkald. Goddag skuffelse for Kalle, der havde fantaseret om en dampende pastaret.

 

Det endte dog vældigt det hele. Vi fik igen platter med alt godt fra alt det bedste og igen fantastisk vin. Købte og fyldte vin i alle tasker…

 

Var inviteret til aftensmad hos Anja og Jacob og børn (fire). Søren har engang arbejdet sammen med Jacob, der er anæstesi læge. Hans kone er også læge, men har orlov. Lasagne og gang i hele huset. Det var super hyggeligt og sødt af dem at invitere. Drengene var benovede over antallet af børn. Alle yngre end Kalle.

*

Dag 4:

Søren og jeg gik ned igen mod broen. Tidligt. Ikke helt derned – ville gøre det i morgen med drengene. Tilbage til morgenmad og tur ind til Adelaide over middag. Slappe af og by-dag.

Udsyn fra huset.

 

Søren og Mads på paddleboards.

 

Adelaide down town. Vi fandt ikke helt de sjove og mindre gader eller områder…men de skal nok være der.

 

South Australian Museum. Vi fik blandt andet viden om opaler (som forberedelse til Coober Pedy).

 

Har egentlig aldrig været vild med opaler, men nu giver det mening, hvorfor de ser ud, som de gør. Udviklet gennem tusinder af år i undergrunden.

 

Indian take-away. Købt i en asian-biks, så vi var selv ude om det! Smagte faktisk ok, og solen var med os.

 

Endnu en. Nåede hjem i tide.

*

Dag 5:

Klar himmel. Svært at forlade Tenneyson, især når man ved at det sker pr. bil i mange timer. (8.5 timer blev det til! Vidste vi heldigvis ikke, da vi satte os ind kl. 11.55, hvor vi havde trukket den vel rigeligt tidsmæssigt pga. vejret. Skulle have været afsted to-tre timer før. Jeg tager den 100% på min kappe. Sad som klistret til området i og omkring terrassen…

Morgentur til broen, hvor vi så hobbyfiskere i gang med at fange krabber.

 

 

Mads forevigede det her makkerpar på vej tilbage. En kæmpe pelikan.

 

Farvel til Tennyson, afsted mod Glendambo. 594 km at køre. Første stop: Kaffe og benzin på tanken.

 

Vi nåede til Port Augusta og Botanical Garden Cafe uden for byen kl. halv fire. Lukket for mad en time før, glemt at tjekke! Tilbage til byen. Kørte rundt og rundt, intet åbent, endte til sidst på Pizza Hut – DØDSULTNE! Jeg kom til at sige, i min sult-rus, at vi skulle til Coober Pedy. Folkene bag disken blev vilde i øjnene. “This is too dangerous. Kangaroos everywhere. Too far away.” Da de så også kiggede på vores bil og så, at den var uden gitter, som de fleste aussi-biler ellers har på køleren til at bounce dyr væk med, var den helt gal. Jeg fik korrigeret og fortalt, at destinationen rent faktisk hed Glendambo, hvor vi skulle overnatte for så at køre videre til Coober Pedy dagen efter – altså kun 3 – 3.5 timers kørsel derfra! De blev mere rolige, men formanede os om at køre maks. 70-80 km/h, så snart det blev mørkt, og wildlife begynder at løbe over vejene. Det blev mørkt om godt halvanden time. Ups!

 

Indbegrebet af outback Australia: Den røde jord.

 

Svælger lidt…

 

Countryroad, take me home, to the place, where I beloooooong….

 

Nåede Spruds Road House ved mørketid. Tankede, troede dengang stadig at den kun kørte 7 km på literen, så ville være helt sikre på, at vi havde nok benzin til sidste etape. Kl. var halv syv. 111 km. igen. Vidste, at der fra nu af ville stå lots of lots of kangaroos i vejkanten.

 

Sad med øjnene stift rettet på vejen hele turen til Glendambo Motel. Et par stykker hoppede over, men Søren fik bremset. Resten blev siddende. Vi så min. 25 døde og 15-20 levende, der bare stod og gloede…Gør det ALDRIG igen – hverken kører i dusk eller dawn. kl. 20.25 var vi fremme. Lige i tide til bestilling af food. Maden kom, rumsteaken fyldte næsten hele tallerkenen sammen med de mange tykke fritter og en mikroskopisk salat. Men kolde, tiltrængte øl. Trætte og lettede gik vi i seng i et rum, der bestemt havde set bedre dage. Fort Territory holdende lige udenfor.

*

Dag 6:

Tidligt oppe og på gåtur rundt i det her outback sære sted, hvorom der står skrevet på et klistermærke, som man kan få på tanken: “A town with six people, 14 sheeps and 20.000 flies.” Glendambo er et 100% gennemfarts-sted. Et nattestop og så ellers videre derud af. Truck-drivers bruger det og nogle som os, der bider de lange strækninger over.

 

Et mere totalt hyggeligt læsespot finder man ikke!!!

 

Søren kunne også have lånt naboens stol. Skråt overfor.

 

Picnic area!

 

Pool-area!

 

Motel with a view.

 

Mere udsigt.

 

Vandpumpe på tæt hold.

 

Solid breakfast før afsted. Søren briefede bordet omkring Coober Pedy – aboriginal sprog for: Hvid mands tusind huller, fordi der overalt i byen er gravet huller i jagten på opaler.

 

BACON and eggs!

 

Vi mødte den her på vej ud fra motellet. En af de mange, mange truck-trains, der fylder med deres 20-30 længdemeter.

 

Back on Stuart Highway. Den 2,834 km lange highway, der løber fra Darwin i Northern Territory til Port Augusta i South Australia, via Alice Springs. Vejen er asfalteret samtlige mange km. Vi havde kun ca. 2 1/2 times kørsel til Coober Pedy og vores dugout, bygget ind i klipperne. Afgang kl. 9.10am fra Glendambo.

 

Vores hjem de næste tre nætter. Danske Tine fra Birkerød ejer huset sammen med sin australske mand. De har tre børn og er blevet bestyrere af et hostel i byen og bor nu der og lejer deres hus ud. Vi ankom til et inferno af larm og støv (kom lidt for tidligt, men kunne ikke komme i kontakt med Tine, så tog chancen og kørte op til huset før ind-tjek.) De var i gang med at gøre rent, og en boremand i fuld sving med at bore i klippen. Parret er ved at udvide deres dugout, to-tre ekstra rum. Larm og boremand var stoppet, da vi kom tilbage nogle timer senere. Fint lag støv overalt.

 

Der var nabo-dugouts til begge sider af vores hus, men ellers havde vi stilheden temmelig meget for os selv.

 

Et styk boremands lastbil! Så snart vi var væk, var han på pletten, og en dag, hvor vi kom tidligere hjem end beregnet, måtte Søren venligst be´ ham stoppe. Tror vi bragte femten kg. støv med tilbage til Melbourne….hang ved overalt og hang ved.

 

Her er han i gang.

 

Det ser meget porøst ud, det udgravede, men er det ikke. At bygge ind i klipperne er en genial bæredygtig løsning. Der er en konstant temperatur i rummene på 20 grader, så man har hverken brug for aircon eller varme.

 

Vi kørte ned til hovedgaden. Byen har omkring 2500 indbyggere (tallet svinger mellem 2000-4000, afhængig af, hvor mange miner, der er igang. Man taler om, at der er 70 større opal-miner i området. Nogle fakta om byen fra www: “Coober Pedy in the outback of South Australia sits 850 kilometres north of Adelaide. Isolated and remote, it experiences freezing nights in winter and scorching days in summer forcing its residents to live in caves dug out of the hillsides. Like a hidden city, you will find underground hotels, restaurants, bars, churches and even the world’s only golf course without a blade of grass. Temperatures soar to between 35 and 45 degrees in the shade in summer sending more than half of its population of 4000 underground where temperatures remain constant.”

 

Vi besøgte galleriet her. Egentlig var vi på vej over til kænguru-børnehjemmet, men det havde lukket, så vi tog den åbne dør ved siden af. Førte os deep undercover.

 

Ejeren har selv gravet stedet ud. Taget ham 30-40 år. Hver dag efter arbejde. Han har siden opfundet et særligt bor, så han tager ud og borer med hos folk i byen, når de skal have bygget ud. Vi købte maleriet til venstre for ham. Forestiller to aboriginal kvinder, der sidder på hug på den røde jord omgivet af honningmyrer.

 

Kørte ud til Breakaways Conservation Park. En 70 km. rundtur fra Coober Pedy og tilbage igen. Aboriginal helligt land. Folk kalder også området for månelandskab eller Mini Uluru.

 

Her ses en brøkdel af det 5.614 km. lange dingo-fence, eller dog-fence, der løber gennem tre stater for at beskytte får fra syd mod dingos fra nord. Det blev bygget i starten af 1880 og stod færdigt i 1885. Det er det længste sammenhængende bygningsværk i verden, bedyrede galleriejeren (hvis man da kan kalde det det). Længere end den kinesiske mur, fortsatte han. Den kinesiske måler i alt 9.164 km, men alle dele af muren er ikke sammenhængende. Hegnet ser noget faldefærdigt ud, må man sige, men galleristen forklarede, at det ser forskelligt ud på strækningen alt efter de farmere, der har været igang.

 

Breakaway og silly boys.

 

 

På vej op på en top, hvor vi diskuterede meget, om vi måtte gå op. Ikke noget tydeligt forbudt skilt! Endte med at gøre det. Undskyld, hvis nix.

 

Oppe på måske forbudt område: Udsigt til bitte lille Fort Territory.

 

Søren og Kalle på verdens top.

 

 

Øndigt!!!

 

Mere ynde.

 

Solnedgang gennem sprækker på vejen tilbage til byen.

 

Hjem i spa. Bagefter lavede Mads copy-paste af menu hos Stinus fredagen før. Selfmade fra A-Z. Mere af det!

*

Dag 7:

Tid til kænguru børnehjem! Ikke misse det i dag, så stod sharp kl. 10.45 uden for: Josephines Gallery and Kanguroo Orphanage, som stedet hed. Besøget startede med en lille didjeridoo-koncert (ingen fotos af det – Roadtrip som lyd har bid af koncert). En af de lokale aboriginal kunstnere blev inspireret af Mads og Kalles trutten i det særlige rør, som er et årtusind år gammelt traditionel musikinstrument for det oprindelige folk i Australien.

På vej til børnehjemmet besøgte vi en af byens underjordiske kirker “Serbian Orthodox Church”. Ikke langt fra vores hus.

 

Tændte lys for mormor.

 

Kænguru-børnehjemmet er et privat foretagende, hvor ejerne tager sig af såret og efterladt wildlife – primært kænguruer.

 

Også enkelte wombats kommer ind, men de er nogle destroyers, lagde damen ikke skjul på. Ødelægger alt. Man kommer ikke på samme måde tæt på en wombat, forklarede hun.

 

Det var hjerteskærende historier, vi fik fortalt. Flere er bragt ind af aboriginals, der som de eneste har tilladelse til at jage og dræbe kænguruer. Nogle gange sker det, at moren nedlægges og jægerne så opdager en lille Joey i pungen. Joey bliver så tit indleveret på børnehjemmet. Eller mødre, der ligger dræbt af truck og biler i vejkanten, og hvor en lille forhutlet Joey bliver reddet af en tilfældig forbipasserende.

 

Den her var kun få uger gammel, da den kom. Der findes i dag omkring 50 forskellige arter i Australien.  

Tjek lige den her video – set af 60 mio. på Youtube, fortalte Søren lige. Hold nu op! Måske du har se den: Mand versus kænguru! Ellers klik her.

 

Hjemme nogle timer for at holde siesta, og så afsted på “Umoona Opal Mine and Museum”. Turen bestod i en rundtur i en tidligere mine og i et underjordisk dugout-hus – 100% under jorden og mindst 250 m2 stort. Vildt at man kan bo sådan.

 

Mads i mineland.

 

Så på “Johns pizza”. Anbefalet i guiden. Foran biksen mødte vi cykeltyskeren og canadieren med den vilde bush-cykel (på billedet). De stod og talte om deres år på bikeride rundt i Australien. Cykeltyskeren skulle være afsted i yderligere to år. Før han kastede sig ud i projektet, havde han aldrig rigtig cyklet.

 

Drengene tog ud at handle. Jeg tog en lille by-vandring.

 

Local art.

 

Søren gjorde holdt foran en liquor store for at købe vin. En lokal kom løbende og sagde, at han ikke måtte købe alkohol til the aboriginals! Enten er der et problem med de knap 300, der bor her, eller også hænger det rygte bare ved dem. Vi så i hvert fald ingen fulde i gaderne.

 

Man er vel i mine-land!

 

Man er vel i huleland (og ser haj film).

*

Dag 8:

Så var det farvel til Coober Pedy. Vi skulle tilbage af Stuart Highway over Port Augusta og ud til Cradock. I alt 692 km. Samme vej som vi var kommet, men pludselig mente boremanden, at han da kendte en langt kønnere (og også hurtigere) måde at komme frem på. Vi var liiige ved at blive ledt på afveje (ud af dirt road, ikke asfalteret vej). Heldigvis dobbelttjekkede vi på turistinformationen, der sagde min. 3-4 ekstra timer at køre, hvis ikke mere, og de tvivlede på, at vores bil, der ikke har 4WD, overhovedet kunne klare det.

Den lød ellers godt nok forjættende – boremandens plan….at få lov at køre i det endnu mere vilde! Men nej.

Farvel Coober Pedy. Ses nok ikke igen, men været et af de besøg, der sætter sig.

 

Hos naboen var der også fuld gang i udbygningen. De gravede nærmest et hotel! Vi var ved at blive ledt på afveje af boremanden, der fluks var parat med drillen, da klokken nærmede sig ud-tjek. Kunne være fantastisk at tage hans tur, men så skulle man overnatte undervejs. I næste liv.

 

Bussen står der endnu fra legende-filmen. Passerede den dagligt. Man ser det for sig. Drags all over!

 

Holdt ind på Spruds Road House igen. Nu i dagslys, for at spise frokost. Tre timers kørsel efter Coober Pedy. Havde jo ellers set frem til Grand Final i footie, AFL, om aftenen i Cradock. Dirk ejeren havde skrevet til mig, at der ville være storskærm og gang i den, men vi fandt ud af, da vi kom ind for at bestille mad, at kampen allerede var gang. Det var en eftermiddagskamp: West Australia mod Collinwood. Vi så tre kvarter, mens vi ventede og spiste og hørte så resten i bilen. Harry P. sat på hold. Collinwood førte stort det meste af tiden, men blev overhalet indenom. Tabte med sølle seks point. Totalt snævert, når man tænker på, at et footie-goal i midten af stængerne giver 6 point. De scorede ved siden af midten i sidste angreb og fik kun et point. Farvel til førstepladsen!

 

Road-food! Her er det blæksprutter, som jeg ellers elsker, med stor salat, hed det sig. Bad om og betalte for en ekstra big salad, der bestod af, viste det sig, overkogt pasta, ostestykker, tyk dressing, en tomat, to agurk plus lidt trevlet gulerod OG et styk salatblad.

 

“Hart Lake”, saltsø. Pludselig lå den der og blændede med alt sit hvide. Mindede om scenen fra “Sweet Country”, hvor hovedpersonen livredder sheriffen, der ligger midt på søen og er ved at dø af tørst. Måske den her? Meget smukt naturfænomen.

 

Vi måtte ned at røre og smage.

 

Fru Outzen i salt-land.

 

Og Søren…

 

Ankom halv seks til Cradock. Hotellet er legendarisk, havde vi læst os til. Søren fandt en video på nettet i ugen optil. Ejeren har fornylig været i Prime Time på national Television, fordi hans hotel er et af de eneste udørk hoteller/barer i området, der har overlevet. Dick, vel midt i 30’erne, overtog stedet for to år siden og formår altså at tiltrække folk. Da vi ankom, var der stuvende fuld. 200 gæster og verdensrekord på hotellet, fortalte han senere – pga. AFL finalen. Jeg foreslog ham at lave dansefester på den nye udendørs terrasse, når det blev varmere. Man kan bare mærke, hvordan folk her syder og bobler, når de først får lov at feste.

 

Sol går ned over hat og Cradock!

 

Der var blandt andet syv 4WD med i alt 16 unge, der var på off-road, outback-tour. Søde og meget larmende. Vi fik god aftensmad og øl, drengene så fodboldkamp, engelsk, på skærmen udenfor. Vi sov i et ikke lydisoleret familie-rum ved siden af baren, men faldt hurtigt i søvn. Festaberne blev ved det meste af natten. En fuld kvinde inviterede os på big breakfast næste morgen 9am, gentog det flere gange. Svær at smyge sig uden om, når manden nikkede i baggrunden.

*

Dag 9:

Fra big til small breakfast på campsitet ved siden af hotellet til Flinders Rangers and Wilpena Pound og en afsluttende tur ad snørklet, ufremkommelig, men vældig køn dirt-road. Tilbage til Cradock og sidste nat med festlig bar.

 

Vågnede tidligt og gik ud for at spotte dyr. Tæt på huset var de der.

 

Her ses syv stk. hangover biler, de 16 unge sover stadig, men en time efter var de alle afsted. Utroligt, for de kom SENT i dyner. Et ret fedt weekendliv, at ræse rundt i Australien en stor venneflok.

 

På campsitet! Det viste sig at være liidt mere interimistisk end som så. Manden er ranger på en gård nord i Flinders Rangers, drevet af et privat firma, der lavede ugeforløb for udsatte børn og unge. Parret bor i Adelaide, men mødes halvvejs her, hvor de for 1000 dollars har købt et stykke jord, som de nu ville bygge på. Pt. står her permanent en lille campingvogn. De har etableret toilet og brus i skuret bag manden, og når der kom venner på besøg, har de en ekstra campingsvogn med.

 

The big breakfast blev tilberedt i det lille campingkøkken af en hangover wife. Bestod af to hvide toast med et spejlæg og to stykker bacon lagt imellem. No coffee, hot chocolate or pancakes, som Kalle ellers var blevet stillet i udsigt aftenen før. Helt forståeligt når man tager faciliteterne i betragtning!

 

Søren behøvede slet ikke at skynde på mig i dag. “Thanks a lot, we have to go now”, sagde jeg efter præcis 40 min. Min gemal meget tilfreds. En pudsig oplevelse, som vi grinede meget af.

 

Ca. tre kvarters kørsel inde i nationalparken Flinders Rangers parkerede vi ved visitor-center. Ville gå turen til Wangarra Lockouts – ca. 1,5 time tur/retur. Kalle døjer med hælen, så tog den korte.

 

Havde jo kun en dag i Flinders Rangers, så valget faldt på Wilpena Pound. Der var en gåtur til toppen af krateret, et gammelt vulkankrater, som pounden er. Turen derop var ikke så udfordrende og måske heller ikke helt så køn, som vi havde håbet. Men fint, da vi var oppe.

 

Udsigt.

 

Her er vi næsten oppe.

 

Kalle i højden.

 

På vej ned igen. 21 grader, så til at holde ud.

 

Kalle og jeg dannede fortrop og opdagede den her, da vi var næsten nede ved visitor-center. En aussie viste, hvordan man bærer den. Han tog den op, så vi kunne røre. Kogledyret, aner ikke, hvad den hedder, var totalt camoufleret, da den først begyndte at pible væk. Søren og Mads nåede lige at se den. Huden mærkes præcis som den ser ud.

 

En emu, da vi kom ned fra turen. Vi så mange af dem i om omkring Flinders Rangers og Cradock.

 

Wilpena Pound set på afstand.

 

Mads ELSKER at knække rygge, og hans mor hader, når han gør det. Alligevel er det lidt hyggeligt.

 

Nu blev det sjovt! Søren fandt en rute (dirt road) på 32 km. der gik tværs gennem Flinders Rangers: “Brachina Gorge Geological Trail”. Gik gennem vandhuller og snævre, stejle passager. Op og ned. Det hele rystede og hoppede, en fascinerende og fed tur. Mødte kun få modkørende, og enten måtte den ene eller den anden bakke.

 

Lidt et snydebillede (er fra i går). Søndag aften var her mere stille, men stadig pænt med gæster (og larm). Vi fik igen mad i restauranten og gik tidligt i seng. Skærmen fra i går var taget ned. Drengene var godt trætte af den ting plus ingen WI-FI (sørme hårdt!) Alle mand overlevede. Spillede spææææændende kort.

*

Dag 10:

Tidligt oppe og afsted. 6.35am var der afgang. Drengene have bestemme-dag. Ville bare til Adelaide i en fart. Mads havde fundet morgenmads-sted og et vandfald. Kalle ønskede sig tur i svømmehal, når nu der ikke var vandland i nærheden!

 

Udsyn fra turen tilbage mod Port Augusta og Adelaide.

 

Og et enkelt til…Vi så hundredvis af ørne og fugle på vejen tilbage, der havde en fest i døde kænguru-kroppe. Livets cyklus! Lynhurtigt fjernes alle spor fra påkørsler.

 

Tilbage i Adelaide. 400 km senere. Mads havde fundet “The Rabbit”, morgenmads-cafe, som viste sig at være lukket pga. nationaldag i SA. Heldigvis havde en græsk-agtig cafe nede af gaden pivåben. Så ellers hen og stille bagagen i vores sidste airbnb. Ejeren, Michele, talte vi længe med. Hun havde boet i Melbourne og savnede byen. Huset lå ved Adelaide Hills, dejligt at opleve den anden og mere frodig del af byen. Kl. to var der afgang.

 

Huset lå fem minutter fra Waterfall Gully, hvor vi skulle hen. Tog gåturen til toppen. Stejl og udfordrende. Men alt vel.

 

Tog ca. tre timer, tur-retur.

 

Næsten oppe. Udsigt over Adelaide. Desværre skyet, men lunt vejr.

 

Lidt mere udsigt.

 

Ned igen og afsted mod Kalles svømmehal. Var der to timer før lukketid. Der var spa og sauna og boblebad dog KUN for badende over 15 år. Trælst for Kalle og så måske alligevel ikke. Søren fik røde udslæt over hele kroppen og Mads også. Der var sindsyg meget klor i vandet og mange (for mange) mennesker i vandet. Godt vi ikke havde mikroskopbriller på, da vi spa’ede!!! Spillede vandvolleymatch, Søren og jeg mod the boys. Vi gav dem klask. Farvel og svømmetak. Fandt pizza restaurant på vejen tilbage og så ellers hjem i sofaen til kaffe og sidste del af haj-filmen. Luksus senge. Turens bedste.

*

Dag 11:

Tidlig morgen igen i dag. Mod Melbourne. Lang vej hjem.

Der skulle køres 755 km tilbage til Esplanade West. Vi havde seks timer igen på Harry Potter 4. Første stop var den lille by Coornalpyn, hvor vi stoppede for at se et styk Art Silo, en af de eneste i South Australia. De ti andre ligger i Victoria – Art Silo Trail starter ca. 300 km nordøst for Melbourne. Der er tale om gamle hvedesiloer, hvor nogle har fået den geniale ide at udsmykke dem. Smarte aussier havde her lavet en cafe overfor. Det var for tidligt til morgenmad, så vi tog kun god kaffe.

 

Love this!

 

Vinkel en.

 

Vinkel to.

 

Og sidste skud. Jeg skal have lokket Søren med på en Art Silo Trailen. Kalle bliver selvfølgelig også indbudt, men tror næsten at han takker nej.

 

Spiste i Nhill, ikke langt fra denne her – Mr. Bean extended version. Var tilbage i Melbourne fire timer senere, godt 5pm. Trætte, men glade. Rater altid vores ture på sidstedagen. Skala 1 til 10, hvor 10 er bedst. Drengene gav den 8-9. Vi er helt enige driver og co-driver. Tak for turen guys!

Ps. Blev færdige med Harry P – sidste halvdel af 3’eren og hele 4’eren. Halvreds timer i bil, hvor rigtig mange af dem var med Jesper Christensen alias J.K. Rowling i ørerne. Så bliver det nærmest ikke bedre.

 

*

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *