Om mig

20.05.69. Født Outzen, gift Foghsgaard, mor til Mads og Kalle på femten og tolv. Outzen afspejler mine sønderjyske rødder, jeg er rundet her, fulgt ud i verden af min møn mor og sønderjyde far. Min levevej er journalistikkens. Med konstante ord og refleksioner, der vil ud og formidles, kan det ikke være anderledes. Jeg tror på, at mennesker har brug for mennesker, at vi via fortællinger kan overlevere værdifuld inspiration. Bloggen her har jeg glædet mig varmt til. Anledningen er Australien, en årelang drøm, som vi som familie nu vågner i. Jeg glæder mig til at dele erfaringer og oplevelser med jer.

Mine drenge er ikke ligeså begejstrede for blog-projektet som deres mor. Indrømmet! Tanken om at blive gjort synlige. Derfor har jeg lovet ikke at gå over stregen. Det handler om familiefornemmelse, et Kalle-ord. Fornemmelsen for, hvornår der skal værnes, og hvornår der må gives los, når jeg skriver om os. Drengene og Søren vil være på bloggen i det omfang, de synes, det er okay. Sådan er aftalen! Billedet her er fint eksempel – godkendt af Kalle. Det er taget i sommers, hvor vi byttede hus i Six-Fours-des-Plages i Frankrig. Minder mig om en dejlig eftermiddag.

Om udebane.dk

Australien er baggrunden for bloggen, men udebane.dk rummer også en anden dimension– dét i det hele taget at være af sted fra hjemmebanen. Væk fra det, vi kender så godt. Jeg vil forsøge at favne og bringe eksempler på dér, hvor det er udebane for os. Hvad sker der? Den viden kan hjælpe os selv og andre endnu mere i gang og af sted. Og ud, det skal vi! Vi skal på udebane indimellem, for det er med til at strække os som menneske og gøre os mere afklaret på, hvem vi hver især er. Sådan er det i hvert fald for mig.

Om Mrs. (Crocodile) Dundee

Mrs. Dundee er tænkt som et slags eksperiment, hvor jeg løbende udfordrer mig selv i forskellige størrelser. Første gang er morgendans i Absalon Kirken på Vesterbro. Et koncept jeg længe har hørt om, men altid tænkt – nej ikke mig! For selvom jeg elsker at danse, så virker det totalt grænseoverskridende at skulle møde op en tidlig tirsdag og giv los til fællesdans…