Nu med pool

Så nåede vi finalen. Det er så stort, og lige nu er vi ikke til at skyde igennem. Så taknemmelige, at ikke engang det halve er nok.

Om I vil det eller ej (ved godt at jeg spiller på overtid, I orker snart ikke mere af alt det her huseri), men nu stopper det. Det er slut efter nu, og DERFOR skal den have hele armen. ALT huskes, intet glemmes.

Jeg tilføjede et ps. til 3. afsnit af jagten i går. Fortalte om den mest vilde dag, der startede med afslag på Greigs Street, drømmehuset (troede vi dengang), hvor hele charmeoffensiven ellers var sat ind. En virkelig, virkelig charmerende ansøgning! But no!

Ned at få nøgler til Dundas Place, New-Yorker lille, billig lejligheden, hvor vi søndag skrev under på to måneders leje. Og så rullede det ellers ind med huse resten af dagen. Huse vi havde ansøgt! Fik først tilbudt det hippe sorte (lå lidt for langt væk). Så tilbudt det pæne hvide (lå lidt for langt væk), og kl. to fik vi at vide, at vi var tre ansøgere tilbage til det tredje ret perfekte home, mente vi at kunne huske, 112 Esplanade West.

Da jeg så ringede til agenten og fortalte, at vi havde to andre huse, vi skulle sige ja til inden for 24 timer, lovede hun at speede processen op. Og speedy var hun: Kl. 16.30 tikkede lejekontrakten ind. “You now have 24 hours to sign!” DET VAR VORES, HVIS VI VILLE HAVE DET. Hold nu op!

Dyb indånding. Jamen var vi ikke topglade. Jooooe, måske…. det var det hus, vi allerhelst ville have af de tre. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed: Tæt på stranden. Drengenes skole (400 meter), Bay Street og Victoria Street, som er to favoritgader allerede. Men alligevel knagede tvivlen.

Vi havde kun ca. huset i ca. 5 minutter, sammen med 40 andre. Huskede vi, hvordan det var. Kunne vi virkelig underskrive på baggrund af det? Vi havde jo lejlighed nu, i princippet tidsubegrænset. Dejlig, billlig, lå godt. Kunne sagtens have den et stykke tid, indtil vi måske, måske ikke fandt noget bedre.

Vi MÅTTE bare se den igen. Tog en rask beslutning. På cyklerne og ned at ringe på hos de lejere, der var der nu. Håbe, håbe. En ældre kvinde svarede venligt, at ja selvfølgelig måtte vi se huset. Hun huskede godt, hvordan det havde været for dem. “You see nothing in those few minutes”.

Vi var velkommen i morgen kl. 16.00. Perfekt, så havde vi halvanden time, før der senest skulle skrives under. Så havde vi en kattelem, hvis nu… hvis nu, vi huskede helt skævt.

Her venter vi udenfor. Om lidt ringer vi på, tager skoene af, og går ind i fremtiden.

Og ja, vi huskede skævt, for det var meget, meget bedre end husket. Et SÅ dejligt hus. Masterbedroom med eget toilet og wark in closet, hvabehar, to gode værelser til boysene, skønt lyst køkken, hyggelig stue, kæmpe garage, hvor Søren fik vand i øjnene, da han så tre cykler hænge. Et til badeværelse, terrasse i eftermiddag og aftensol rundt om huset… Og det slutter ikke her. Pludselig hev manden et nøglebundt ned fra krogen.

“Follow me”, så skal I se, hvad der også hører med til komplekset: Vi gik ad sirlig sti og ud til en langstrakt asurblå pool, sgu! Og et gym-rum med fitness-redskaber. Kalle var sol i hele hovedet. Mads var sol. Det mest absurde er, længe før Melbourne var en realitet, havde Søren lovet drenge, at kom vi nogensinde down under, så fik de hus med pool. Selvfølgelig drenge, alle har pool i Australien!!! (Sandheden er: Der er IKKE en eneste pool eller trampolin i nogens haver, små frimærker bor man på).

Selvfølgelig drenge, hus med pool! Det er da for sindsygt.

Jeg lovede ALLE detaljer, så I får lige en til. Det allerførste house vi så hernede lå i Ross Street. Cowboyderagtigt område, støvet, råt. Fra første meter på vejen kunne vi ikke li´ det. Ejendomsmæglerne kom ræsende i stor bil på høje hæle, helt kikset i forhold til huset og beliggenheden. Bulet bil og flade sko ville være mere på sin plads. Selv om vi prøvede, især mor og far, der jo havde slæbt drengene med helt derud, var det en noget anstrengt oplevelse. Farvel Debbi-high heal-agent. Farvel og tak!

Hvem kommer trippende ind til mødebordet i dag, hvor vi skal skrive under. Selvsamme Debbie, der indleder med ordene: “You sure look much more relaxed today, nice to see”. Og så smilede hun bredt.

Det har været landlordens beslutning, at vi skulle have huset. Men hun lagde ikke skjul på, at hun også havde haft en finger med. I spillet. Havde jo mødt os, sagde hun, vidste, at vi var gode folk. Hmmm, siger lidt om, at man altid, altid her i livet, skal forsøge at lukke døren ordenligt efter sig. Også selvom den måske er skæv og grim. You never know.

Ps. At vi havde budt over prisen, gjorde udslaget, fortalte Debbie. SÅ lykkelig for, at vi besluttede at gøre det. Huset var det billigste, vi havde set, og derfor bød vi det op til en for os mere fair pris.

Her er lejligheden, som vi skal bo i fra i morgen. Glæder os til at bo der og indrette et hjem, der skal flytte med videre. Huset overtager vi den 16. februar. Glemte at tage billede af det i bare begejstring over alting.

Set i bagspejlet er vi super glade for, at vi aldrig fik tilbudt det allerførste hus, I hørte om. Har faktisk aldrig hørt tilbage fra det. Havde vi nemlig fået det, havde vi jo ikke travet gader og stræder tynde og op og ned, kilometervis af research. Nu ved vi, at det sted, vi har valgt, er et Lene, Søren, Kalle, Mads down under hjem, hvor vi vil stortrives.

Heldet stå de tossede bi. Vi lover at give tifold igen.
Livets karmalov.

Sen aften. Den sidste i airbnb-dejlig-llejligheden. Vil savne den. Savne udsigten, følelsen af hjem. Det har været en god start. I morgen hedder det Dundas Place.

 

12 Comments

  1. Silotte
    16. januar 2018 / 14:29

    Wooooooooow for et eventyr, og selvfølgelig har I fåetdet perfekte sted. Det manglede da bare..

    • Lene
      Forfatter
      18. januar 2018 / 8:48

      Tusind tak for ordene. Ja det er næsten også for kartoffelheldigt, men man er vel en kartoffelfarmerdatter. Smil.

  2. Sille
    16. januar 2018 / 19:15

    Wuuu hvor fantastisk – men sådan er det med jer – lykken står den kække bi! Tillykke!! Men jeg synes ikke, du har beskrevet gæsteværelset så detaljeret……:)

    • Lene
      Forfatter
      18. januar 2018 / 8:41

      Altså rent faktisk Sille-bille, og nu er jeg ikke for sjov, så er der en kæmpe garage til, der hvor Søren fik vand i øjnene. Har har de forrige ejere sat rullegardiner og alles up, så her kan snildt bo en ganske stor og dejlig familie. NU både med pool og gæsterum. VÆR VELKOMMEN HID. Knus

  3. Signe Outzen Jensen
    16. januar 2018 / 22:12

    Jeg elsker at læse din blog, Lene! Det er så eksotisk og spændende og hyggeligt og vildt og dejligt at læse om jeres oplevelser Down Under.
    Og wooooooooow! Hvor er det da for vildt med husjagten, som er lykkedes 110%. TILLYKKE!
    Det bliver fedt at følge jer det næste år.
    Stort knus fra Signe

    • Lene
      Forfatter
      18. januar 2018 / 8:50

      Hvor blev jeg glad for din kommentar søde Signe. Skønt at du er med os. Elsker også at følge dig. Alt det bedste og HÅBER ikke på en ny lock out. Kalle mente, han havde hørt at der kom en. OK forhandlingerne brænder jo lige nu ikk. Knus Lene

      • Signe
        19. januar 2018 / 8:39

        Ååh, jeg håber ikke, at det, Kalle har hørt, passer. De kæmper vist hårdt for at komme i gang med realitetsforhandlinger.. Men der er røgslør ud over det hele, så ingen ved rigtig noget. Mit optimistiske Jensen-gen tror dog på, at begge parter er fuldt ud bevidste om, hvor ødelæggende en ny konflikt ville være… Så ??????..
        Og mens vi venter på et resultat, vil jeg glæde mig til mere læsning fra Aussieland?. Knus – og nyd solen!!

  4. 17. januar 2018 / 18:17

    Jamen, for fanden hvor det flasker sig for jer. Dejligt! Og velfortjent – I gør jer dælme umage. Hus-jagten er slut. One down – down under. Ønsker jeg masser af mere held i sprøjten. Knus fra Vibeke

    • Lene
      Forfatter
      18. januar 2018 / 8:53

      Kæreste sherif, men hvor meget held er der i den sprøjte? Er det ligesom ham drengen med guldbukserne, der hiver og hiver op af sedler og så pludselig går bukserne op i røg? Vil prøve at arbejde mig volunteerly igennem livet hernede, give noget af det altsammen igen. Lige om lidt kommer jeg til at fortælle om min annonce på Gumtree. Det vælter ind med gratis donationer til os. Giv igen igen igen. I promise. Knus til dig. Trykker på alle dine heldige sprøjter også.

  5. Lea
    19. januar 2018 / 15:02

    TILLYKKE med huset! Hvor lyder det skønt og dejligt – jeg glæder mig til at se billeder, når pulsen er dalet en my 😉 Det er fedt at følge med I jeres eventyr down under. Hils dine tre drenge, søde Lene. Knus fra Lea

    • Lene
      Forfatter
      25. januar 2018 / 0:16

      Kære Lea. Tusind tak for din søde hilsen, skønt at vide, at du også er derude. Ja pulsen er høj lige for tiden, forunderlig dejlig høj, og når den bliver lavere, bliver det også godt, smil. I dag bliver drengene indskrevet på skolen, købte uniformer i går, så er vi næsten i mål med alt det meget praktiske. Fedt. Og I knokler med lejlighed. Kæmpe tillykke med den. Bliver så godt, when finish. Knus Lene

  6. Lotte Finseth
    21. januar 2018 / 15:18

    Tillykke med huset Lene. Hvor er det fedt for jer og godt gået. Det er så spændende at læse om jeres oplevelser og fedt at kunne følge jer. Vi savner jer og har ikke endnu haft held med at møde vores nye naboer men jeres hus fremstår beboet. Nyd nyd nyd de mange skønne fælles oplevelser forude. Knus Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *