Mornington – Peninsula, tur 2

Find Holger! ikke nemt. Jeg har sat en lille rød pil – lige over Tasmanien. Melbourne, det er os, der vinker…

Før vi tog herned, bestilte jeg et kort over Australien, som jeg mente snildt kunne være i baggagen: 1,5 meter langt og 1 meter bred! NOT. Nu ligger det i kælderen på Højvangen. Det vægkort vi har købt hernede er både grønt og kønt, men også temmelig frustrerende. Indtil videre har vi KUN rejst 2 cm ud fra Melbourne (den røde pil er Melbourne). 1 cm til højre og 1 cm venstre. Australien er et gigakæmpe land. Det fatter man nu.

I første omgang har vi besluttet kun at koncentrere os om Victoria og statens syv områder plus Sydney (omkring fruen fødselsdag). De syv stater vil vi besøge en for en. Queensland, Tasmanien, Perth, Darwin….lad os se, hvor langt vi kommer, og hvor meget vi når – ELLERS MÅ VI JO KOMME IGEN.

Straks et meget bedre kort! Her kommer vi op på i hvert fald 10 cm væk fra Port Melbourne – Great Ocean Road (Cape Otway) – tur 1 plus nu tur 2 til Mornington Peninsula, hvor vi kørte mod venstre mod Pt. Nepean, Cape Schanck og Phillip Island.

Welcome to Andrews storranch.

Mornington Peninsula og Phillip Island

Vi var afsted tre overnatninger. Havde booket AirB&B centralt i Bittern, lille by på østkysten af Mornington Peninsula med pool til drengene, udsigt over Western Port Bay og sol-stå-op-og-ned-kulisser. Centralt godt placeret eller dvs. det er stort set ligemeget, hvor man bor på halvøen, for afstandene er relativt små.

Stedet viste sig at være en noget privat (speget) affære. Andrew, værten (ungkarl) boede der selv sammen med to voksne sønner, sønnernes venner, der hele tiden hang ud der, sorte giga læderstole med kopholdere, baljen til tomme ølflasker og et skidt-ikke-kun-i-krogene køkken, vi skulle deles om.

Drengene var vældig tilfredse med pool og basketnet under trampolin, hvor der kunne dunkes og frit lejde til at spille høj musik ved poolen. Læderstolene var også et hit og giga tvet med konstant australsk fodbold. Der var samtidig et andet hold gæster i huset. Et sødt fransk/australsk par, som vi talte en del med, mens vi begge lavede/spiste morgenmad.

BIttern, lidt uden for Hastings. Udsigt til Western Port Bay.

 

Sådan så her ud tidligt og sent. Det skal han ha´, ham Andrew. Solen var der styr på.

Lørdag tog vi til Cape Schanck Lighthouse. Turen tog ikke mere end 45 minutter. Vi kørte igennem det fineste kuperede grønne landskab, så masser af vingårde og marker med vinranker. Restauranten, som fotograf Jesper havde anbefalet os til om aftenen, lå på en wineyard. De voksne glædede sig allerede.

Det var en hed, skyfri dag i Mornington Peninsula. 32 grader, men til at holde ud, fordi det luftede langs havet.

Før vi gik op til selve Lighthouse, gik vi de mange trapper ned til vandet. Vidste ikke helt, hvor de bragte os hen, og da slet ikke, at der i bunden fandtes pot-holes, der sendte tankerne tilbage til vores allerførste husbytte-eventyr i Canada. Husker dem stadig. Isnende kolde og fantastiske.

Australerne er mestre i udendørsarkitektur, der danser ind i landskabet, som var det skabt til det.

Det er Pulpit Rock, man skal gå efter og endelig huske badetøjet. Anede som sagt ikke, at der var de bedste potholes, da vi kom helt ned. Ville gerne have prøvet dem, men det ville tage for lang tid at gå frem og tilbage til bilen efter swimmers. Forhåbentlig en næste gang.

 

Pebbles Beach ses fra trappen, der kan man også gå ned, men pot-holes er i retning af Pulpit Rock.

 

Cape Schanck Lighthouse er ikke noget særligt. Det er mere turen ned til vandet, der er det hele værd. Og udsigten til og fra tårnet. (Eller tårn og tårn, vi gik ikke derop, men ud på et udsigtsrepos i nærheden).

 

Bornholm, Bornholm, Bornholm, du´den dejligste ferieø….

 

Familien Fyrtårn.

 

Husk badetøjet!

 

Pulpit rock.

Gunnamanna Beach og Fort Nepean

Vi havde hørt om en gåtur, der gik ud til den mest vestlige spids. Den ville vi gerne nå (læs moren ville). Men først mad og strand.. Fotograf Jesper havde fortalt om et golf-sted med verdens bedste pizzaer. Det sagde han ordret, og Jesper har vi før fået holdbare tips af, så de pizzaer måtte vi smage! Vi var 100% aldrig kørt derind, hvis det ikke var for anbefalingen. Lignede ingenting fra vejen.

Stedet hed: Truemans, 357 Truemans Rd. Parret, der ejede stedet (hun var pizza-queen) fortalte os, at de havde overtaget farmen med et tilhørende golf-område, og en klausul på stedet sagde, at der SKULLE praktiseres golf. De var smarte og kombinerede cafe/restaurant, det de helst ville, med hyggebold (man lejede stor eller lille spand golfbolde og køller, og så gjalt det ellers om at skyde længst muligt ud på greenen – ud til køerne!)

Vi var dødsultne, og der var skønt i skyggen. Kolde øl, vin og colaer var sammen med stedets pizza vitterligt et højdepunkt. Værten sagde til os “choose max. three thing to put on your pizza – less is more.” Og hun havde ret. Vi fik hvidløgspizza, kun med olie og hvidløg, smagte himmelsk. En med tomat og ost….mere himmel….husker ikke de andre to, bare at de smagte, så vi kommer igen. Også her!

 

Pizzaer nærmest bedre end Mama italiano kan lave dem.

Nedenfor er det Mads i action. Blev god. Kalle også ok. Søren skulle kun prøve en gang, så fløj de kilometervis, ned til sidste ko (næsten). Jeg var helt vildt ringe. Rekorden var vel 10 meter. De fleste røg i træet (til venstre). Hvad skete der lige for fruens ellers!!! geniale boldøje?

Dyb koncentration og der gik selvfølgelig konkurrence i den. Hønen i selskabet som nummer absolut sjok.

Og så ellers til vandet. Vi havde godt læst, at der var vilde understrømme og kun få hundrede meter, man måtte bade inden for. Gunnamanna var ingen undtagelse. Der var kun ca. 150 meter, hvor livredderne havde givet grønt lys. Havet var koldt og stærk som en løve. Masser af fede bølger. Alle fik en morfar (og -mor).

Gunnamanna beach. Søren sov i vores lille strandtelt. Er afhængig af det. Kan ikke holde ud at ligge uden filter.

Vi var knappe på tid (havde en restaurant-booking i den anden ende), men stranden var svært at gå fra. Vi nåede til Port Nepean Rd. og begyndte at gå mod spidsen, men turen var ikke langs havet med vældig udsigt, som vi regnede med, man gik på en lukket sti. Med mere tid kunne vi sikkert have nået ud til det åbne, men vendte om, så vi kunne nå en omklædning før aftensmad.

Restauranten Rare Hare lå på en stor, moderne vingård. Man sad ved lange borde med udsigt til vinranker (mørkt da vi kom, så kunne kun ane dem, men forestille os, hvor godt det må være i dagslys). Hyggelig, intim stemning, men maden måske lidt for avanceret for drengenes smag. Forældrene var dog glade, og den vin, Søren havde glædet sig til hele dagen, indfriede hvad den skulle. Retur til kaffe og storskærm (boys) i Andrews køkken. Vi var alene på skansen. Andrew og sønnerne på pub!

Rare Hare, langbords-dinner.

Phillip Island og little penguins

Farvel til Bittern. Glædede os til hytten i Coves på Phillip Island. Den så i hvert fald vældig ud i annoncen. Gik under tilnavnet: Romantic cottage! Kunne man (jeg, der havde booket) selvfølgelig blive lidt nervøs for om nu også var for meget meget, men det viste sig, da vi ankom sidst på eftermiddagen, at den endda var bedre end forventet. Countrystileagtig og med bløde himmelsenge, sofaer, pejs og gudhjælpemig stakke med vhs- og kassettebånd. Vhs’erne virkede ikke, kasettebåndene gjorde. Back to the past….

Hjemmefra havde vi købt familiebillet til Penguin Parade. Det skulle man for at være sikker på at få plads. Vi var skeptiske, var det nu sådan et total turist tilløbsstykke, men mere om det senere. Med i billetten var også indgang til Koala Conservation Centre, Churchill Island Heritage Farm og Antarctic Journey at the Nobbies Centre. 

De to sidste ting nåede vi ikke. Billetten virker dog et år, hvis vi skulle få tid (og lyst) en senere gang. Nobbies Centre ville vi egentlig godt have nået. Museum for sæler og hvaler, Heritage Farm giver indblik i et gammelt australsk landbrug, nok mest for mindre børn.

Koala Conservations Centre viste sig at være en rigtig fin oplevelse. Man gik på boardwalks 4-5 meter over jorden og kom ret tæt på koalaerne. Der var to forskellige ture.

Tror vi spottede otte-10 stykker.

 

Paparazzi.

 

Minigolf, lige over for Koala-place. Drengene insisterede.

 

Momentum! Mads havde ført hele vejen, sikkert, men Kalle kom stille og roligt op på siden af ham og her i sammentællingens øjeblik, Søren som dommer, vandt Kalle – sgu! Mads regnede og regnede efter, kunne bare ikke passe!!! Kalle var happy. (Det viste sig dog senere i bilen, da Mads for 17. gang gik regnskabet igennem, sammen med Kalle, at dommeren havde talt forkert! Hele 10 point forkert. Faktisk stod spillerne lige…ups, men sjovt, så længe det varede (for 3/4 del af familien).

 

Vores hytte i Coves. Pejs, VHS båndet med Superman var desværre i båndsalat.

Man skulle være i god tid til Penguin Parade. Lå kun 20 minutter i bil fra huset. Vi nåede at spise aftensmad inden, for det ville være en lang aften, havde vi fået fortalt. Først ved solnedgang, ca. 8.10-8.20pm ville de begynde de at myldre.

Vi var fremme lidt i syv, og køen var enorm. Hold nu op, tænkte vi. Vi er hoppet lige i et turistmekkafælden. Men det viste sig at være ok. Der var plads til alle, og selvom vi ikke havde fået VIP-billetter (udsolgt og dyrere, fattede dog aldrig fattede, hvad de gik ud på), sad vi så fint, som man nu kunne komme til det.

Vi satte os i sandet, tættest muligt på havet. Mange af de andre satte sig på bænke højere oppe. Godt fem kvarter gik der nu – i venteposition. Det var en køligere end ellers aften, men vindstille. Helt saligt (syntes især moren) at sidde i sandet og opleve dagen få tusmørke- og senere nattøjet på.

Guiderne fortalte, at det i de sidste 10-15 år er lykkedes at få pingvinstanden tilbage på det ønskede antal. På et tidspunkt frygtede man, at den lille penguin ville være en truet dyreart, men heldigvis ikke længere.

Takket være billetindtægterne fra os tilskuere var det muligt at skabe et rekreativt hjem på landjorden til pingvinerne (husly for natten i form af små huler/pingvinhuse) og samtidig financiere de hundredvis af meterlange boardwalks over hele området, hvor turister betragter de vraltende tobenede, når de søger ly for natten. Plus skaffe midler til forskning på området og andre naturbevarende indsatser.

Venter på de små penguins.

De kom i mindre flokke. Myldrende op fra havet. Det var næsten rørende at se dem vente på hinanden, og så sammen vrikke ind så hurtigt som de små ben kunne mestre. Lidt svært at se i mørket, men man vænnede sig hurtigt. De er ca. 30 cm. høje og vejer et kilo. Den sjoveste var en lille fyr, der igen og igen kastede sig i bølgen. Surferdude.

Man måtte IKKE filme eller tage billeder, så ingen penguins på fotoet her, kun seagulls.

På vejen tilbage, da vi gik ad boardwalk, så vi i hundredvis af dem. Guiderne (de arbejder frivilligt) havde ret. No worries, hvis man ikke så dem så godt på stranden, kom man til gengæld helt tæt på dem på vejen tilbage ind i centret. I hundredevis på vej ind i deres små huler. Goodnight penguins og så ellers hjem til hytten til ild i brændeovnen og dyner i sofaer.

Morgentur før farvel til Phillip Island.

 

200 meter fra huset var den fineste strand, gemt af vejen. Søren og jeg var tidligt oppe, kaffe i kopperne og så afsted.

Hentede drengene lidt senere. Der skulle bare bades. Vi var hurtigt i, for det var koldt, men herregud, så heller ikke koldere. (Er blevet vældig koldhøne mht. vandgrader, sikkert bare er et anfald af down under eufori).

Jacuzzi, der gik over sine bredder. Lige om lidt sker det!

Godt nok drøn på mandag morgen, men vi skulle have det hele med inden tjek ud kl. 10. Drengene ville i jacuzzi, “selvfølgelig boys, det når vi da sagtens”, men efter 10 minutter gik den/det? pludselig og i den grad over sine bredder. (Sker lige efter billedet her). En sæbe havde sat sig fast i afløbet og producerede maks hvidt skum….Vi brugte mindst en halv time, fire mand, på at fjerne skum og vand fra gulvet…

Morgenmad som punktum på minirejse 2. Lisa havde anbefalet en cafe i Coves, Blue Bamboo Cafe “you get good breakfast here”, og hun havde ret. Søren syntes måske, at man kunne trille lidt vel rigeligt og tungt derfra, men mig og drengene var happy. God, gedigent æg & bacon og pandekager med brombærsauce (tykke som lagkagebunde).

 

Bare de tallerkener kan gøre kvinden i huset salig.

 

På vej hjem, lige før broen. En sidste tur til havet.

Del

3 Comments

  1. Karin Leth Christiansen
    16. maj 2018 / 22:44

    Kære Lene,
    Har lige læst denne beskrivelse og nydt den meget. Tusind tak. Grinede meget over mini golf regnskabet. Mange kærlige hilsener, Karin (Hannes veninde)

    • Lene
      18. maj 2018 / 13:47

      Kære Karin. Tusind tak for dine dejlige mails. Hvor er det bare hyggeligt, at du følger med på rejsen. Er så glad for, at Jakob har kunnet hjælpe, ved altså ikke, hvad jeg skulle gøre uden en læge i huset. Det er fredag aften. Drengene ser film i stuen, jeg sidder her i hjørnet og lægger billeder op. Lige lavet kaffe, Mads spurgte også efter en kop. NU er han også blevet kaffedrikker. Hold nu op. Er man også nødt til at være, når man bor i Melbourne. Nyd foråret og hils omkring. Kærlig hilsen Lene og drenge.

  2. Karin Leth Christiansen
    16. maj 2018 / 22:55

    Kære Lene,

    Har lige nydt din beskrivelse af jeres tur til Pingvinerne. tror også Peter prøvede den for mange år siden. Det er klogt, du har købt et bedre kort, så du ikke går til at frustration over størrelsen på kontinentet. Grinede højt over minigolf regnskabet. Hils Søren mange gange og fortæl ham, at jeg i går var på Hillerød ØreNæseHals afd. til en biopsy, da jeg muligvis har arteritis temporalis. Det er noget værre noget. I dag til PetCtscanning. Nu må vi se. Nå det er jo egentlig ikke noget at skrive til din stakkels mand på den anden side af jorden, men jeg vil blot sige, at Jakob, som jeg har talt og sms’et med har været noget så sød. Jeg synes dine Udebane indlæg er så interessante og morsomme, og jeg er virkelig glad for at læse dem. Mange Kærlige hilsener Karin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *