Israel 2015

Efteråret 1988, efter gymnasiet, var jeg tre måneder i Israel, i Kibbutz Reim, i den sydvestlige del. Jeg har altid ønsket mig at komme tilbage. Ønsket mig at Søren og drengene skulle opleve landet. Vi tog tilløb et par år – ville have husbyttet allerede i 2014, hvor det blev USA – og heldigvis for det. Sommeren 2014 var der store uroligheder i og omkring Gaza og Tel Aviv.

Det blev året efter, sommeren 2015, at vi fik et homeswap på plads med en familie i Mikhmoret. 20. juli til 7. august. Familien skrev om deres lille landsby: It is a type of israelish town and settlement. Assimilar to kibbutz with community labour. Oversat: I modsætning til boformen i en kibbutz, ejer man i Mikhmoret selv sin bolig. Byen blev grundlagt i 1948 af jødiske soldater, der blev omskolet til fiskere. Der var faktisk også en gammel havn knyttet til byen. Blev ikke længere brugt.

Bjergene i baggrunden er jordanske. De lyser rødt i solnedgangen, deraf navnet Det Røde Hav. Havet får sit rødlige skær fra lyset, der rammer dem.

Før vi kom til vores byttehus, havde vi en fantastisk uge i Eliat. Varmen var så vild! Da vi trådte ud af det lille fly, der havde bragt os fra Tel Aviv og herned, føltes det som en varm hårtørrer, der bankede hede strømme imod os. Dagligdag i Eliat, skulle det vise sig. Aldrig har jeg badet mere afkølende vand. Det var virkelig en fryd at komme i, og man kunne snorkel i halve timer. Eliat er stedet, hvor vi indtil nu, har haft de bedste snorkel-oplevelser. Fisk i multi-colour og fine koralrev. Vi bookede også dykning en dag. Til alle fire. Jeg og drengene kunne dog meget bedre li’ at være tæt på vandoverfladen, hvor man selv kunne trække vejret.

Vi boede på Gusto Guest House. Et hotel/vandrehjem med dykkernørder, dog vældig familievenligt med god pool og store værelser. Fra vores rum på første sal var der udsigt over de rødmende bjerge.

Det gule byttehus i Mikhmoret – inklusiv hunden Samba og en stor bil.

Vi tog bussen – en knap fire timers tur gennem ørkenen –  fra Eliat op til Naranya. Herefter gik det videre med taxi. Med i bytteriet fulgte en hund og Ishays (faren i familiens) forældre. De boede lige ved siden af. Tali, moderen, var hende, vi havde kommunikeret med undervejs i forløbet, og dog – korrespondance var ikke overvældende, ikke før ferien. Faktisk nåede vi at blive lidt urolige i tiden op til afrejsen. Familien fra Miskmoret var nemlig i absolut sidste øjeblik med det meste. Fx skrev de til os to uger før, at de lige havde fundet ud af, at København jo ikke lå i Jylland. Og det jo var i Jylland, de havde fundet places, de gerne ville besøge!

Alt faldt dog på plads. Til sidst. Også at vores bil pludselig var for lille, fordi de nu havde fire og ikke tre børn med. (Vi fandt en lejebil til dem og splittede udgiften – vi fik jo deres fede bil i Israel). På de 14 dage, familien var i Danmark, nåede de både til Jylland, Fyn og Bornholm udover tid i huset i Søborg og ture til København og Nordsjælland plus Møn! Der var fart på, og det øsede ned mange af dagene, en af de somre!

Vejret! Det var jeg en del bekymret over og gik og tjekkede rigtig meget dmi i de uger. Når man selv er beriget med forunderlig sol og varme, kan man næsten ikke rumme, at vejret ikke er gengældt i Danevang, men Tali skrev flere gange, at de havde det godt og købte paraplyer til alle mand (fem stk.), da de var på solskinøen. “That was fun”, skrev hun gudhjælpemig bagefter.

Svigerforældrene Miriam og Simon var søde og gæstfrie. Hun havde et helt rum med hjemmestrik og forærede blandt andet drengene huer, i 35 graders varme. De passede hunden, når vi var på ture.

Highlights fra Israel, og jeg har besluttet kun at vælge to: Jerusalem – Klippemoskeen og Holacoust museet og Det Døde Hav/Masada. (Tel Aviv’s strandliv og vores afsluttende middag på restauranten LaLa Land med sand mellem tæerne, er bonus info. Den MÅ du/I bare booke bord på, hvis rejsen går til de kanter).

Ved Grædemuren bar alle mænd kalot, også Søren og drengene fik en på. Man var adskilt i m/k og soldater med store maskingeværer krydsede hele tiden vores vej. Små papirlapper var stukket i murens sprækker med ønsker – måske om fred.

Vi havde booket to nætter på Hotel Palestine tæt på den gamle bydel i Jerusalem. Et fint lille hotel med øredøvende larm fra byggepladsen ved siden af. Det gik alt sammen, man kan jo sove, når man bliver gammel! Vi gik meget rundt. Det kan man i Jerusalem, forundredes gang på gang over de ortodokse jøder med slangekrøller og hvide kjortler. Udgjorde så stor en kontrast til de normalt klædte israelere.

Uddrag fra dagbog: “Det var varmt i Jerusalem. Føltes hedere end derhjemme ved kysten. Meget mere hedt. Jeg priste mig lykkelig for, at det ikke var her, vi havde byttet hjem. Vi havde faktisk fået rigtig mange henvendelser fra familier in the holy city, der gerne ville bytte med os.”

“Vi gik ned til Jaffa Gate, der var allerede pænt mange mennesker i den gamle by, og vi nåede kun lige inden for, før en sælger ville vise os noget amazing….gennem bazarens kringlede, snørklede gader. De halve gedehoveder, mølædte beduinjakker og tusindogeennatsmagien, som jeg oplevede i 1988, var i mange boder erstattet med tingel tangel og plagiat t-shirts…vi endte til sidst ved the Western Wall. Grædemuren, tænk nu var vi her.”

Klippemoskeen med det gyldne tag. Kong Hussein af Jordan gav 100 kg. rent guld. Al Aqsa Moskeen ligger ved siden af med plads til 4000-5000 bedende. Sammen med Klippemoskeen er den det 3. helligste sted i verden.

Vi blev kørt herop af en lokal taxi-chauffør, der også fortalte om bosættelserne, the settlements. At regeringen tilbyder favorable store huse med haver til israelske familier til 1/6 del af prisen for at genere/kontrollere palæstinensernes boligområder. Beskyttet af hegn og soldater er the settlements, og husejerne behøver ikke engang at bo der særlig mange måneder om året. Han håbede og troede på en løsning, hvor man kan leve side om side….in peace.

Uddrag af dagbog: “Han satte os af ved kirken, hvor Jesus fodaftryk kan ses. Hvor han steg op og genopstod. Syret at stå i det lille kapel, hvor folk kommer ind, rører ved stenen/klippeblokken – som millioner af besøgende før dem, har rørt ved. Nogle bliver rørte, græder.”

Turen gik nu ned ad bjergsiden mod Getsemane Have med de oldgamle oliventræer (det påstås for nogles vedkommende 2000 år gamle). Haven, hvor Jesus i følge biblen, blev forrådt af Judas. Bjergsiden er en stor kirkegård. Jeg læste et sted, at her er registreret 150.000 gravpladser.

Så gik vi mod Via Dolorosa – smerten eller korsets vej. Den tur Jesus fulgte, da han bar korset. Endte i en kæmpe kirke med en stor kirkegrotte, der efter sigende indeholder Golgata/salvelses stenen, Kristus sidste gravsted.

Wow. Ret vildt og ret abstrakt at rende rundt midt i alt det, som livet igennem er blevet fortalt mig og os i skolen, fra prædikestolen – som del af det kristne fundament, vi står på.

Vores hjembragte skulptur Forever af den jødiske kunstner Nicky Imber, der overlevede 2. verdens-krig, fordi han formåede at flygte fra koncentrationslejren, er et særlig minde fra Israel. Et land i krig med sig selv og hinanden.

Den sidste udflugt i Jerusalem gik til Holocaust Museet Yad Vashem. Det var en stærk og foruroligende rejse gennem jødernes historie i Holocaust, fortalt gennem ejendele, vidnesbyrd, fotos og tekster. I parken stod to træer plantet “a thank to the danish people”, og det andet takkede kongen. For at redde jøder til Sverige under krigen.

Vi sluttede med en tur gennem “Childrens Memorial”. Man startede i et rum med lyden af barnesang. Her var portrætter af jødiske børn i alle aldre i sort/hvid og så ind i et lyshav, en spejl labyrint med levende lys, lignede det, et hav af reflekteret lys. Så bevægende. En mandestemme læste navn, alder og land op på de døde. Vi taler om 1,5 millioner børn og unge, der døde under 2. verdenskrig.

Uddrag af dagbog: “Mor, tror du, han læser alle navne op”? Måske, sagde jeg. Måske han gør! “For det fortjener de, ikk’ mor?” Jo, Kalle havde ret!

Gæt en dansker!

Søndag den 2. august var der afgang til Det Døde Hav og Masada. Vi fik sagt farvel til svigerforældrene ved ti-tiden. Alt pakket. En halv time efter afgang gik det pludselig op for os, at vi ikke havde passene med. Vi tænkte på hotellet, der var booket, og hvor de ALTID vil se pas, og så var der kravet om pas ved Vestbredden, som vi for pokker havde læst stolpe og og ned omkring. GPS-stemmen rådede os til et øjeblikkeligt U-turn midt på motorvejen! Vi valgte at vente på næste af kørsel, som lå om mange kilometer, for tilbage skulle vi.

En storslået natur åbnede sig, som kilometerne gik. Ørken, bjerge! Alle nuancer af brun og gyldent. Vi kørte forbi hundredvis af blikskure og telte – presset ind i landskabet. Fattige palæstinensiske familier. Drengene forstod ikke, at man kunne bo sådan…

Endelig var vi der! Det Døde Hav lå på venstre hånd, og vi kiggede efter skilte til Ein Gedi Spa, hvor havet skulle besøges. Fik købt billetter, iført os tøfler og badetøj og tog – før mudderbadet – et dyp i deres 38 grader varmt mineralske bade. Man flød ovenpå, en forsmag på hvad der ventede forude.

Efter ny dukkert i udendørspoolen gik det mod indsmøring. Traktoren med anhænger havde vi spottet. Holdt tæt på bruserne. Ventede på næste ladning turister. Vi smurte os selv og hinanden ind i det blødeste brune blæver, lod det tørre ind og så ellers ned at skylle. Store brusehoveder, hvor det væltede ud med tungt, æggelugtende (svovl) vand! Heldigvis havde drengene advaret moren, så munden var hermetisk lukket og også øjnene. Mudderet sad godt fast, især på ørene. Skylle skylle – helt bløde blev vi.

Det var en vild oplevelse at blive båret på af det her varme, varme vand. Luften stod stille, temperaturen var hot, så besøget var kort.

Traktoren kørte os nu ned til havet – selvom hav er måske for meget sagt. Det Døde Hav er mere som en stor indsø, hvor intet liv kan sprælle i længere tid ad gangen. Vi var der i ca. tyve minutter, badede og prøvede at vænne os til den mærkelige følelse af slet ikke at kunne komme under. Tilbage til holdepladsen. Ophedede og tørstige, men der gik en rum tid, før traktoren kom tilbage. Vel tilbage ved spa-området konsumerede vi mængder af både kølig pool, iskoldt vand og sodavand.

Tålmodigheden sat på prøve. Havde det ligesom Tin-Tin der så syner og oaser – vores var fyldt med kold cola!

Vi forlod spa-området, kørte til vejens ende og fandt vores gule hotel Masada In for foden af bjerget af samme navn med tidligere tiders fæstning på toppen. Skønt hotel og dejlig pool. Vi havde selv proviant med, så spiste aftensmad på rummet. Pitabrød, ost, feta. Søren og jeg ville gå turen op til Masada tidlig næste morgen og aftalte med drengene, at de bare sov, og vi så alle fire tog op på bjerget senere på formiddagen.

Gåturen tog vel 35 minutter og krævede lidt fysik. Vi startede i mørke med lygter og pandelamper, men langsomt, langsomt kom lyset. Gruppen var på ca. 20-25, så der var rigelig med plads på toppen. Søren og jeg fandt et ensomt spot, hvor vi satte os. Der var skyet og diset, så desværre blev det ikke en blændende solopgang, men det gjorde ikke så meget. Udsigten var fascinerende, og her var så stille. Vi blev deroppe en times tid, og gik så tilbage til drengene. En fed oplevelse.

Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 m høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved Det Døde Hav i Israel. I 161 – 143 f.Kr. blev der bygget et lille fort på toppen af klippen. Mellem 37 og 34 f.Kr. lod Herodes den Store bygge et palads på den ene ende af plateauet og sikrede, at resten blev godt befæstet. (Wikipedia).

Efter morgenmaden tog vi alle fire svævebanen op. Det var hedt, og drengene led, men da Søren fortalte om cisterne-systemet, lyttede de efter. Det mirakuløse ved Madasa var blandt andet måden at løse vandudfordringen på. Her var opbygget et avanceret cisterne-system, der kunne skaffe vand til både den daglige husholdning, men også til de luksuriøse badehuse, som Kong Herodes lod opføre. En kæmpe cisterne var hovedpulsåren og fra den var udbygget et system af pipelines, der forsynede byens tusindvis af mennesker. Vi læste i guiden, at på en regndag kunne cisternen fyldes med 40.000 rubikmeter vand.

Familien på bjerget.

Efter falafel-frokost i velkomstcenteret for foden af Masada gik turen til Wadi David – et område med vandfald, hvor man kunne bade. Sjovt og forfriskende. Vi så ingen dyr, kun de sorte ørkenkrager, der var overalt.

Hjemturen gik igen forbi Vestbredden og tjekpoints med unge israelske soldater. Ligesom på udvejen ville de bare se os løfte de rødbedefarvede pas. Tjekkede dem ikke, grinede bare og vinkede os videre! Smertefrit for os og i skarp kontrast til den kilometerlange pigtrådsmur, der udgjorde Vestbredden. Igen sad drengene med tusind spørgmål. Hvorfor?

Fire dage efter turen til Masada skulle vi tilbage til Danmark. I lufthavnen havde vi en ret rørende oplevelse. Her er den beskrevet i dagbogen.

Pludselig sagde Søren, at vi jo egentlig burde kunne se vores israelske byttefamilie, når de ankom fra Danmark på 1. etage med samme fly, som vi jo også kom med. Landing 11.30. Kalle og jeg spejdede og spejdede efter fire drenge, en far, der lignede vores far havde Simon sagt og Tali med kort hår og briller (det huskede vi fra Skypesession). Var lige ved at opgive det, men HOV! Pludselig var de der. Jeg kunne kende Tali, Kalle og jeg vinkede og vinkede, men hun så det ikke. Gik jo deroppe på 1. etage, i glasgangen. Men så så en af drengene mig. Han hev i sin mor, og nu stod vi der, pludselig, hele flokken på hver vores etage og med en glasvæg mellem os. Sendte smil og fingerkys. Det var stort. Vi er så taknemmelig for den tur.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *