High Country i november

High Country er regionen i staten Victoria, der er kendt som Australiens bjerg- og alpeområde. Det er her, man står på ski  fra juni til august. Som stand in for Mads havde vi inviteret Kalles ven Isaac med. Vi boede i en blikhytte i to plan med den fineste udsigt over Mountain Bogong: “Little Bogong”, som airbnb-huset meget rammende hed. Vi startede turen med konstant regn på forruden, og se lige, hvad det betød…

Dobbelt regnbue, kan lige anes over den første og tydelige. Måtte holde ind og nyde synet i mange minutter. Vi var afsted fra fredag til mandag. 2. – 5. november.

 

Nyde syn og strække ben! Der kom en traktor kørende fra enden af den store mark. Føreren standsede og spurgte, om der var noget i vejen! “Næh, vi kigger bare”, forklarede vi. Han grinede og kørte igen, men nåede at fortælle, at der i flere timer havde været et kæmpe uvejr, men at weekendsvejret så lovende ud.

 

Ankomst til vores airbnb blikhus og fine sted.

 

Huset var i to niveauer. Det nederste, hvor Kalle og Isaac sov, og så første plan, hvor man ser sejlet. Her var stue/køkken/soveværelse i et rum og udgang til terrassen. Tænk at folk på den måde orker at dele ud af deres private perler. Der var billeder tilbage fra 2000, hvor de går i gang med at bygge på grunden. Små børn, forældre og bedsteforældre.

 

Lørdag: Planen hed mod Bright for at cykle. Det tog ca. 30 minutter at køre derover. Men først skulle vi lige have drengene ud af fjererne…

 

…not easy.

 

For at komme over til Bright, skulle vi over bjergvejen Tawonga Gap Road. Vi gjorde stop på toppen “Sullivans Lookout” på vejen hjem…billederne kommer senere. Søren og jeg havde taget vores egne cykler med. Lånt nabo-Tims anhænger. Vi lejede til Kalle og Isaac.

 

Forår i Bright.

 

Cykelcrew.

 

Holdt ind på en af de mange vingårde.

 

Her er dækket op til Melbourne Cup Day, arrangement i forbindelse med et af de mange hestevæddeløb, der afholdes i løbet af Cup ugen. Det lignede det fineste bryllup efter kjoler og graden af shinet-op-hed at bedømme.

 

Retur fra vingården.

 

Særlig cykel-teknik? Man må jo hvile undervejs…

 

Tilbage i Bright efter cykeltur på kun 20 km (drengene mente ikke, at benene holdt til mere!!!) Frokost på det lokale Brewery. Kæmpe sted, tog tid for maden at komme, så drengene var lige nede og dyppe sig i floden.

 

Kalle og Isaac blev placeret på visitor-center (deres egen geniale ide – fri WIFI.) Søren og jeg ville til gengæld på jagt efter den spøjse bar, som Sava og Jan havde talt om. Vi havde flere cykelmeter i vores ben. Så alle var glade.

 

Afsted med os i kønt landskab. Mod den lille flække Wandiligong, 6-7 km syd for Bright.

 

Og her med cykelmyggens kone.

 

Pludselig var den der “The Wandi Pub”. Cowboyder og trucker agtigt sjovt sted med stor gårdhave og stemning.

 

På toppen af bjerget. “Sullivans Lookout”. På vej hjem tilbage mod blikhuset.

 

Udsigt til Falls Creek (alpine område).

 

Vi havde læst om lokale swim-holes i Tawonga South, prøvede at finde dem på vejen tilbage.

 

En pige havde lige svømmet og sagde “this is it.” Ikke noget at sammenligne med i forhold til de andre potholes, vi har besøgt. Men vi kom i – alle fire! In the end…

 

Solen går ned over Mt. Bogong.

Søndag. Cykelrytteren glædede sig stort til sin tur. Stod meget tidligt op og riggede til, trak i tøjet, klipsede skoene på og så ellers afsted – før bilernes indtog på vejene. Halvdelen af vejen mod Falls Creek. Stigningsprocent 4-5 (i de franske alper er den op til 10. Perfekt øve-terræn, mente rytteren…Jeg satte mig med morgenkaf og bog på bænken, og efter et par timer vækkede jeg drenge, så vi kunne lave morgenmad til myggen kom hjem.

 

Steger og braser bacon og æg. Isaac i køkkenet.

 

 

Første stop var vandfaldet “Falls Creek Fall”, der lå på vejen op mod Falls Creek og løber ud i Kiewa River. De to teens var ikke meget for at gå turen (vældig kort ellers) vi skulle jo gå lang gåtur senere, brugte de som argument.! De gik med ca. halvvejs og så retur ned i bilen for at høre Harry P i english version. Vi savnede Mads som lillebrors gå-driver…

 

Kiewa River.

 

Falls Creek Falls.

 

Og så nåede vi toppen af det alpine skiområde Falls Creek.

 

Der er en helt, helt særlig natur heroppe, en del mere blæsende og køligere luftlag. Tusindvis af nøgne albino træer står og stritter. Gennem årene har der været store ildebrande heroppe – sidste gang i 2004. Træerne er et bevis på det.

 

Vi gjorde holdt ved søen her, for drengene havde spottet noget!

 

Noget hvidt og koldt endnu ikke smeltet noget.

 

Pænt meget lå tilbage.

 

Det var så den… årets skitur.

 

Og der var mere i vente… De før sløve teenageben kom i den grad i omdrejninger. Der var vådt og sumpet på hele turen over fjeldet, så selvom vi prøvede det bedste, vi havde lært, var det umuligt ikke at få våde sko og strømper.

 

Uden for tale- og hørevidde havde Kalle og Isaac en isfest. De var løbet i forvejen, mens Søren og jeg blev, hvor vi var. På et tidspunkt tog de trøjerne af, kunne vi se fra det fjerne, og gled ned på buskerne. Igen og igen. I bar mave. De var gennemblødte, da vi til sidst fik kontakt og gjorde fagter til, at NU skulle vi altså videre.

 

Man kan ikke helt se, hvor sumpet det i virkeligheden var. Nogle steder taler vi om en halv meter vådt underlag, som man risikerede at plumpe i. Men utrolig kønt.

 

De voksne havde planlagt en gåtur med udgangspunkt i Wallace hut. En af de eneste hytter, der overlevede den sidste store fire. Aboriginals har bygget den i sin tid, når de om sommeren bragte deres dyr op for at græsse. Da Kalle og Isaac var gennemblødte fra knæ og nedefter måtte vi justere planerne, huede ikke fru Outzen, men heldigvis har hun en meget pragmatisk husbond. Vi lavede ny plan.

 

Killroys was here! Og nu også Lene og Søren fra Danmark.

 

Dealen med drengene, der humpede de 500 ned til hytten i hver sin tørre str. 45 sko (Sørens ekstra par), blev: Søren og jeg gik 30-40 minutter. En del af turen, mens de fik de sidste fire kiks og Harry P underholdning i Fort T. Totalt tilfredse boys! Her er lidt af vores gåvej.

 

Og så retur til bilen. Klokken var halv fire, og vi var hundesultne. Toastbrøds-sandwichen med banan, som vi fik ved hytten, rakte ikke langt og der var absolut intet at købe i området. Havde tjekket, at der var en lokal restaurant, der havde åbnet. Afsted til den!

 

 

Sukkerkolde drenge…

 

Og voksne. Nok det total ringeste måltid på den her tur, men fik fyld i maven og så ellers hjem til kaffe, kortspil og sidste aften i High Country.

 

Mandag og tilbage til Melbourne. Turen ville tage ca. fire timer, hvis vi tog den direkte, men Mount Buffalo med kik til tre stater så lige på vejen, så vi tog en afstikker op til den. Forlængede hjemturen og gjorde rundtosset på vej op, men what a view.

Morgenkik fra terrassen.

 

Søren tog en tur igen i dag. Solen var kort fremme, men ellers småregnede det. Ikke helt så langt som i går pga. tiltagende vådt, men super tur alligevel, sagde han. Naturen i andet outfit.

 

Efter morgenmad og pakning besluttede Kalle og Isaac, at vi ikke skulle bruge tid på frokoststop, så vi holdt vi ind i Bright, hvor jeg skaffede brød, men drengene provianterede til et helt fodboldhold i Coles: “We are going to have a feast”, som Isaac forklarede mig det. De voksne planlagde et pitstop ved Mount Buffalo.

 

Turen til toppen af Mt. Buffalo tog 45-50 minutter, op, op, op…blev rundtosset især nedover, hold nu op. Der var overskyet og blæsende, da vi kom op til toppen, men sikken en udsigt.

 

Vejen, der snor sig, tog vi det sidste stykke op til parkeringspladsen, hvor man ad trapper går de sidste 500 meter til udsigtsplatformen.

 

 

Drenge på toppen.

 

Søren på Mt Buffalo “The Horn”, det højeste punkt, der er 1723 meter højt og udsigt over to stater. Victoria og New South Wales.

 

Tilbage i Melbourne ved fem-tiden. Tak for en dejlig tur – også til boyspå bagsædet (sko og strømper stadig våde.)

 

*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *