Godmorgen danseben

Absalon efter danseseancen. Kirkeuret passer ikke. klokken er 9.43.

Første udfordring. Sæt i gang! Kroppen cyklede af sted, og det frøs om benene. Jeg tænkte ellers, at jeg var i god tid, men det tog næsten 40 minutter at køre til Vesterbro og Absalon Kirkens morgendans. Ufattelig mange cyklister, biler og trafiklys, man skal passere – plus vejarbejde!

BESLUTNING OM MORGENDANS
Jeg tror, jeg første gang hørte om konceptet for et år siden. Det her særlige folk-på-vej-til-arbejde-som-lige-tager-sig-en-svingom tilbud. Sådan har jeg i hvert fald forestillet mig, at det ville være. Par, der kastede rundt med hinanden. I strutskørter. Lød fedt, men også alt for meget. Danse gør man først og fremmest, når der er fest, drinks og gang i dj-pulten! Da jeg begyndte at arbejde på bloggen her, besluttede jeg tre ting.

  • 1: Jeg ville lave et Mrs. Dundee rum på min blog.
  • 2: Jeg ville løbende udfordre krokodillen derinde og lade morgendans være premieren.
  • 3: Jeg ville sende et stort ønske ud til jer, der læser med, og spørge om ikke også I vil udfordre jeres Mrs. Dundee og dele afrapporteringen i det her rum?  

Fuglene flyver i flok,
når de er mange nok
Siger Benny Andersen, den kloge mand.

Jeg kunne ikke finde førstesalens danserum, men heldigvis kom en garvet morgendanser (60+) og fiskede mig med i nettet.

VEL FREMME
Der var ikke lang tid til halv ni nu, så jeg småløb op af trapperne. Første sal står der jo på nettet, men den åbne dør førte ud til sofaer, så vel ikke her, tænkte jeg og fortsatte videre op i tårnet. Men ingen lokaler. Jeg måtte ned igen, og her kom en kvinde i mod mig: “Undskyld, ved du…”, “ja, båra føl mæ, jag skal ochså danse.” Kunne hun ligefrem se det på mig? Kvinden var svensk og havde ondt i ryggen. Derfor havde hun besluttet at gå både tirsdag og torsdag. Hun viste sig at være alderspræsidenten, og mens vi lagde jakkerne, fortalte hun, at man kom til at svede meget, og derfor havde hun kun korte bukser og t-shirt på. Jeg stod i sorte cowboyder og langærmet…

Alle var i bare tæer. Det er godt for fødderne at mærke gulvet, ultimativ jordforbindelse, sagde underviseren!

Jeg tog et i smug et billede af sko foran døren, mens vi klædte om. Jeg syntes ikke det var på sin plads at spørge, om jeg også måtte knipse hende. “Det er nu”, sagde hun. De fire par sko udenfor var meget misvisende. Der var mindst 25 danselystne kroppe i rummet, da vi kom ind. Fire af dem af hankøn.

BLØD START
De var allerede i gang. Meditativ musik fyldte rummet, og mange stod med lukkede øjne og svajede frem og tilbage. “Bare følg kroppen”, sagde Lotte, danseguiden. Hun var meget tillidsvækkende. Jeg begyndte at svaje, og holdt mig helt bagerst. “Lav jeres eget lille rum”, sagde Lotte, hvis det er nemmere for jer, og det var bestemt nemmere for mig. Mit eget space. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at kigge på de andre, kigge, ikke stirre, selvom jeg godt nok fik meget med. Der var ham latino-fyren, dansk, med latino moves, der fyldte meget, fordi hans ben og arme befandt sig i alle retninger og førte ham rundt og blandt alle. Han havde konstant smil på læben. Så var der pigen, der lavede de vildeste yoya-øvelser på gulv og hende, der selvom hun kom en halv time senere end os andre, var total tændt fra første minut. Hendes fletning nåede ned til bagsiden af lårene, og hun kastede den rundt som en propel om hovedet. Der var også hende med de blå løbebukser, der hele tiden lavede hop, ballet lignede det. Der var så også de mere stille, kontrollerede kvinder som mig, der dansede i vores eget rum. Lotte satte det ene fede dansenummer på efter det andet. Latin. Tekno. Indie. Rave. Det var musik, som kroppen rigtig godt gad bevæge sig til

TIMEN FLØJ
Og pludselig nærmede vi os en afslutning. Vi skulle finde sammen i grupper på 3-4 og lade os inspirere af hinandens bevægelser. Det snørede sig sammen i mig, for det syntes jeg godt nok lød akavet, men fordi der var skabt tryghed i rummet, gad kroppen alligevel godt, roterede fire gange rundt til nye grupper og led ikke overlast. Nogle grupper gik lidt amok, latino-fyren fx fandt sammen med en anden fyr, hvor det nærmest lignede liggende hanekamp. Alt sammen set ud af øjenkrogen, for endelig ikke stirre! Til sidst var der rundkreds, cirkel kaldte hun det, gudhjælpemig, det snørede sig igen, men også det var okay. “Dem der har lyst og føler for det, går bare ind i midten”, sagde Lotte “gå bare flere derind”. Man fornemmede ikke noget pres. Timen sluttede med de her fine ord fra danseguiden.

Nyd jeres forskellighed og gå ud i verden og brug dem!

Læs mere om morgendans her

 

Tak for i dag.

EVALUERING – WHAT’ S IN IT FOR ME!
Jeg tog end del tilløb til premieren på Mrs. Dundee. Det skulle passe ind med kalenderen, men jo også fordi, at jeg var lidt loren ved det. Men hvordan var oplevelsen så? Rykkede den noget?

På mange måder var oplevelsen rigtig fin og bedre end forventet – satte tanker i gang. Men ville jeg umiddelbart gøre det igen? Det var lidt projektet at komme fra Søborg og ind til Kbh. V. men det skal nu ikke gøre udslaget. Jeg måtte skippe min yoga, kunne ikke nå begge dele, men følte egentlig, at kroppen fik sig godt rørt og strukket alligevel.

Men rykkede den noget? Jeg var ikke ligeså frit flagrende, som jeg havde troet, jeg ville være. Plejer at være i mit es, når jeg danser. Elsker at danse. Men der var virkelig nogen af de andre, der gav sig hen og gav den max gas. Slap kontrollen, gav fanden i, at de ikke var alene i rummet. Det kunne jeg ikke, som i slet ikke. Jeg havde måske lyst til lidt mere gas, men det føltes grænseoverskridende. Jeg var sådan lidt hæmmet.

Men hvorfor? Jeg kendte ingen af de 25. Det gør man jo heller ikke, når man er på diskotek eller til en fest, hvor man kender få. Hvorfor var det så anderledes her? Jeg undrer mig over, set i bagspejlet, hvad det lige var for nogle grænser, jeg havde brug for at passe på. Jo virkelig alletiders chance for at gå amok, total anonym Lene i flokken. Kan de arbejdes med de grænser? Skal de? Er jeg ved at falde af på den på mine ældre dage? De tanker har det sat igang.

At give sig max hen er en stor gave her i livet. Det er ikke nemt. Ikke nemt at give sig hen og være til stede. Lige nu. Kræver øvelse. Måske jeg alligevel er nødt til at prøve det igen…

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *