Darwin i august

Søren rejste til Darwin mandag den 14. august. Kalle, Mads og jeg fulgte efter onsdag aften. Vi var tilbage i Melbourne 10 dage efter, fredag den 24. august.

Søren rejste i forvejen, for hans øre-kongres startede tirsdag morgen. Kongressen varede til torsdag, hed OMOz 2018 (Otitis Media Australia) og handlede om infektioner hos aboriginals. Drengene og jeg rejste til Darwin onsdag aften, hvor en fantastisk ferie ventede. Northern Territory slog benene væk…

 

Onsdag, 16. august. I lufthavnen på vej mod Darwin.

 

Northern Territory og 28 grader. Klokken var kvart i 11pm lokal tid, da vi landede. Fandt hurtigt en taxi (ingen Uber i Darwin) og så ellers afsted mod Stuart Park, hvor en søvndrukken (og halvfuld) Søren lukkede os ind i huset. Han havde været til afsluttende kongres middag.

 

Doctor Croc lidt tidligere på aftenen til kongresmiddag.

Søren om kongressen. Uddrag fra rejsebrev til familien:

Øre-kongressen “OMOz 2018” (Otitis Media Australia) handlede om øre-infektioner hos aboriginals. Det er et stort problem hernede, lidt ala øre-problemer hos grønlændere – jeg så mange ligheds-punkter. Der deltog 180 på kongressen: kirurger, epidemiologer, sundhedshjælpere, audiologer, mikrobiologer, genetikere. De eneste der manglede var egentlig aboriginals! Lidt grotesk, når nu kongressen drejede sig om deres sundhedsproblemer.

Der var kun enkelte, der typisk fik lov til at indlede foredragene, og derefter kom forskeren med sine resultater. Det er en ganske svær problemstilling, og det mest af alt skyldes dårlige boliger, for mange
mennesker i for få senge, og afstandene til behandling. Der bliver dog gjort en stor indsats af alle de forskellige faggrupper.

Aboriginals udgør kun 2 % af befolkningen i Australien, og de lever hovedsageligt i mindre byer/townships, hvor man ikke lige kommer forbi. Der er også større grupper i visse store byer, fx Alicesprings og Katherine – men ikke i Melbourne. Her ser man stort set ingen aboriginals.


Kongressen var rigtig god og varieret, professor O’Leary fra min afdeling deltog også, og han var super til at introducere mig til sine kontakter. Bl.a. fik jeg en aftale i stand med to øre-kirurger i Darwin, der flyver ud til de mere øde dele af Australien. De er her så et par dage, hvis patienterne altså møder op. Kirurgerne har tilbudt mig at komme med på en af deres ture, så det regner jeg med at gøre i løbet af de næste par måneder. Helst inden regnsæsonen starter (suicide-season, som de makabert kalder det i Melbourne).

Wavepool og Mindil Marked

Lægen vandrede af sted ved otte tiden. På gåben til kongrescentret med indbygget kaffe undervejs. Drengene sov længe. Efter morgenmad og poolen, gik vi af sted mod Darwin Wave Lagoon, der lå lige uden for kongrescentret ved Waterfront. Søren havde set den fra vinduerne. Stort udendørs bølgebad. Ja tak!

På tidlig morgentur fandt jeg den lille købmand, som Søren havde talt om, og havnen – få minutter fra, hvor vores airBnB lå.

 

Mads var oppe, da jeg kom tilbage. Ok hus, meget hvidt, mange fliser, masser af plads. Lå ned til havn og bugten på den anden side.

 

Hot, men varmen var til at holde ud. Fordi den er tør.

 

Vi gik ind langs vandet mod Darwin Waterfront. Darwin er en relativ ny by. Tyfonen, der hærgede i 1974 lagde det meste af byen øde, hvilket har betydet masser af nybyggerier i stål og beton.

 

Wave Lagoon.

 

Pause i bølgeriet. Efter nogle timer var vi dødsultne og gik over for at få frokost. Søren stødte til.

 

Frokostklar.

 

I havnen, Darwin Waterfront, ved siden af bølgebadet, havde et privat firma plantet de her. Drengene fik to timer i legeland.

 

Kanonkongen Mads!

En kraftig fyr, der var alene derude, spurgte alle, om de ikke skulle springe for hinanden. Den var Mads med på og sad parat for enden af puden. Han skulle være den første, mente fyren.

Da springeren ramte madrassen i den anden ende, røg Mads syv meter op i luften, før han landede med et giga plask, delvis på maven. Den sved! Takkede herefter nej til flere ture.

Senere kom en gruppe franske fyre derud. Vi sad inde på græsset, drengene var kommet i land, og nu fik alene fyren ellers lært lektien. Han sad klar yderst på puden og kunne ikke se, hvad der foregik i den anden ende. Franskmændene sendte to spring-fyre af sted i stereo-hop, hvilket betød at alenefyren fløj så MEGA HØJT op i luften, at plasket gav genlyd i hele omegnen. Vi så ham ikke prøve flere hop!

Senere gik vi op gennem byen med kurs mod Mindil Sunset Marked. Det var præcis ligeså dejligt, som det lød!

Mindil Beach Sunset Market afholdes to gange om ugen. Torsdag og søndag. Et must, når man er i Darwin, havde vi fået fortalt.

 

Darwin ligesom resten af NT er hjem for mange aboriginals.

 

Vi sad parate til sunset med krokodille-tortillas, thai og kinesisk food.

 

Der var engang…

Madbods-damen forklarede, at kødet er del af en sustainable cyklus, hvor alt på krokodillen udnyttes. Lige fra tænder til skindet til kødet. Organiseret krokodille-opdræt.

Eftersom det nu er totalt ulovligt at skyde krokodiller i Australien, blev besluttet i 1972, fordi de var ved at uddø, er der et stort marked for salg af fx. skind og tænder. Kødet smagte overraskende godt. Lidt sødt. Mindede om kylling i farve og substans.

 

Så er det nu!

 

Den fineste sommeraften. Mindil ligger lige ved stranden med hundredvis af madboder, tingboder, levende musik, telt med papegøjer og krokodiller osv.

Litchfield National Park – pools og vandfald

Fredag den 18. august. Officiel feriestart. Morgenmad og så ellers af sted i lejet SUV mod Litchfield National Park. Det tog os godt to timer (1.46 min. sagde GPS) at nå første stop, Florence Falls. Harry Potter var med på alle bilture i Northern Territory, og vi nåede til bog nr. tre med Jesper Christensen som oplæser. Det bliver ikke bedre.

Florence Falls- to mindre vandfald, der løb ned i en rockpool. 

 

NO jumping stod der på flere skilte, pga. de mange skarpe klipper i vandet, der ikke kunne ses.

 

100 meter fra Florence Fall går der en sti ud til en række mindre rockpools.

 

Buley Rockhole er det mest omtalte. Der er ca. 1. km gåtur derud af Shady Creek Walk.

Vi vendte retur ved Buley (sidste rockpool), fordi der var for mange mennesker og valgte i stedet et par mindre rockpools, der lå på vejen derud. Den sidste rockhole på venstre hånd, før man går tilbage mod parkeringspladsen, (første på højre hånd, hvis man kommer fra parkeringspladsen) var den bedste. Vi havde det for os selv, og drengene kunne springe.

 

Det lå måske 200 meter fra parkeringspladsen.

 

I hop!

 

De kunne blive ved…

 

Her er toppen af et andet rockhole på vejen. Også det var øde. We like.

 

Så afsted mod Wangi Falls. Godt en halv times kørsel fra Florence Falls.

To vandfald ned i stor rockpool med det blødeste, skønneste vand. Familien var gået sukkerkold. Jeg havde annonceret frokost ved Wangi, alle mand godt sultne, men vi kom 10 min. for sent. 3.40pm. Alt var lukket.

I bilen var der to varme æbler, en blød banan og fem kiks tilbage! Drengene strejkede, og Søren blev hos dem. Jeg insisterede på at bade, og heldigvis kom resten af flokken lidt efter. Fed svømmetur og stemningen steg.

 

Vi mødte en ledig ranger. Spejdede efter dem hver gang, for havde fået fortalt, at de endelig bare skal spørges, for de er en guldgrube af viden. Rangeren her vidste alt om crocs. Havde arbejdet med dem i 15 år. Bedyrede at der ingen saltvands crocs var i Wangi pt! Fortalte os at navnet saltwater-cros er misvisende, for faktisk kan de sagtens leve i ferskvand…

Rangeren fortalte os også, at når det bliver wet-season, er Wangi Falls lukket. Vandet stiger med flere meter, og hele området omkring vandfaldet er oversvømmet.

Sava og Jan kunne fortælle os, da vi kom tilbage, at da de besøgte Wangi for fem år siden og også vældigt havde badet, læste de senere, at man få uger efter havde fundet en kæmpe saltwater-croc på området!

 

Humøret højt. Maverne slukne.

Og så ellers tilbage mod Darwin og Frying Nemo (fish & chips) som Søren havde talt så meget om.

 

Pludselig stoppede den autoriserede landevej, og vi kom ud på grus og rød sand. Mødte det her mange meterlange monster.

Grusvejen fortsatte og fortsatte, og der var ingen andre biler end vores. VI begyndte at overveje, om vi mon havde overset en afkørsel, men vidste jo, at der kun var en vej tilbage til Darwin. Nåede lige at blive hvad-gør-vi-nu-anspændte, da et kæmpe truck-train, som de kalder dem – her belæsset med kvæg – kom rullende imod os.

Vi kørte ind til siden, og jeg løb ud og hen imod trucken. En storskægget, solbrillet og cowboyhat-chauffør rullede vinduet ned, og jeg spurge, om  det her var vejen til Darwin? “Oh yeahh,” svarede han og pegede bagud. Vi lod ham passere og få hundrede meter senere kom landevejen.

 

Udsigt fra Frying Nemo. Ligger plantet på den lille havn, hvor vi drak daglig tidlig morgenkaffe. Søren og jeg (sovende drenge).

 

BEST Fish & Chips praler de med, og det samme havde Søren gjort. Havde spist her et par dage før.

 

Og så slukkede lyset.

 

IKKE den bedste Fish & Chip ( kommer senere, bare vent!), men fantastisk location og sulten var spot on.

Jumping crocodiles – verdens første aussi crocs

Der er flere udbydere. Turene foregår på Adelaide River, ca. halvanden times kørsel fra Darwin. Vi skulle være der kl. 1pm, og på vejen derud kørte vi forbi et utal af marker med grønne, lavstammede træer. Kunne simpelthen ikke greje, hvilke frugter det var.

Spurgte på Jumping Crocodile stedet, og det viste sig at være mango træer. I tusindvis af mango-træer. De høstes i slut september, oktober. Må smage som at plukke varme danske jordbær lige fra marken.

Lørdag formiddag. Vi var her i god tid, mental forbedring til “Spectacular Jumping Crocodile Cruise”.

Book på www.jumpingcrocodile.com.au. Vi betalte 125 AU for en familie, og så var der gratis the og kaffe, mens man ventede! (Gik de meget op i). Guiderne var venlige og prof – man fik fuld valuta for pengene.

 

Stedet og Adelaide River lå forenden af den her road.

 

Til den her udsigt..

 

Mens vi venter…

Få lige at slå fast: Der findes to slags krokodiller: Saltvands- og ferskvandskrokodiller! De første er de farlige, og navnene er lidt misvisende, for faktisk lever begge arter i både salt- og ferskvand.

Med saltvandskrokodiller i vandet er det no-go for badning. Man kan kun bade i de floder, der er markeret med tydelige skilte. Hvor der 100% sikkert er renset for saltwater crocs – det er særlige croc-rangers hyret ind til.

Ferskvandskrokodiller er sky og ufarlige for mennesker. I 1972 var der så få krokodiller tilbage i Australien, at man udstedte et forbud mod at dræbe dem. Det må siges at have hjulpet! Man mener, at der alene i Adelaide River nu findes over 10.000 saltvandkrokodiller, 90% af dem ser vi turister aldrig.

Når krokodillerne hopper efter kød-lunser, bruger de sindsyg meget energi, og derfor sikrer man, at selvom de måske får mad ud af anstrengelserne, skal de stadig selv ud at jage. Fodringen må aldrig blive en sovepude for dem, fortalte guiderne.

Krokodiller menes at have været på jorden i 200 mio år med hjerner så store som bordtennisbolde. De overlevede dinoerne, fordi de valgte at gå i åen (floden)… Som Sava siger det: udviklingshistorien har ikke ændret dem en tøddel, for de virker! De virker bare!

 

Her ser vi vores verdens første aussi croc.

 

Og en til…

 

Kødet blev holdt ud i en fiskestang, og så kom de ellers glidende og sprang!

 

Anybody out there?

 

 

Her hang engang en luns.

 

Så var der fodring af Kites. Rovfugle i familie med høgen. De er overalt i Northern Territory. NT´s måger!

 

Majestætiske.

 

Vi overlevede!

 

Tilbage til Darwin. Parkerede ved Kongreshuset og havde tid til halvanden time i bølge-land. Spiste pizza ved Waterfront og gik så de 20 minutter til Deckchair Cinema, hvor vi skulle se film 7.30pm.

 

Hovedperson og director Michael Atkinson var selv til stede for at præsentere sin dokumentarfilm og svare på spørgsmål.

Det var så vild en film. Man blev bjergtaget og ret overvældet. Anede faktisk ikke, hvad vi skulle ind og se, for vi havde jo kun lørdag aften til Deckchair Cinema, så tog bare den, der var.

Kort fortalt om filmen: Michael Atkinson, uddannet pilot og noget af en eventyrer, havde sat sig for at copy paste to piloters nødlanding og overlevelse i Kimberly i 1932. Vi talte en del om den i dagene efter.

*

Her er, hvad der stod i omtalen: Surviving the Kimberley is a film documenting one man’s month-long survival expedition on the north Kimberley coast in 2017. The film is about how this man (Atkinson) survived his way out of the predicament of the two stranded German seaplane aviators lost up there in 1932, using only the materials available to them.

Atkinson is screening the film as a thank you to Balanggarra Aboriginal people for allowing him on their land for the expedition. Balanggarra elders have reviewed the footage to ensure no sacred areas will be shown inappropriately and approved it for release. Any profits from tickets or DVD sales after the screening will be donated to the Balanggarra Rangers.

More about Atkinson and this film:

Up until recently Atkinson was a full-time pilot in the Australian Defence Force. During an 18 year career he flew everything from helicopters to fast jets to big jets. Throughout that time he also taught survival skills to pilots and members of NORFORCE, a predominately Aboriginal unit that patrols northern Australia. He also put his skills to the test outside the military during many extended private expeditions around the world.

Atkinson lists the extreme outdoors, photography and filming among his passions. This led him to start filming his own adventures, feeling that many adventure shows on TV and the internet do not capture what it’s really like to be alone in the extreme outdoors as nearly everyone you see is being followed by a film crew and it detracts from the realism of the experience.

Faktisk var det verdenspremiere på filmen.

Gone fishing

Det var søndag og afrejsedag fra Darwin. Tid til at køre til Kakadu. Vi havde booket overnatning i Jabiru, som ligger fire timer fra Darwin. Havde jo faktisk hele dagen, så da Søren og jeg var nede på vores lille havn om morgenen, faldt vi i snak med en skipper, der tog folk på fisketur.

 

Godmorgen sol, fem meter fra huset.

Skipperen havde båd fra kl. 1pm. Fire timer eller kortere, hvis vi havde brug for at komme før tilbage. Vi ringede til firmaet, forhandlede pris og bingo. Fisketur here we come!

Fik bakket bilen, tjekket ud af huset og tog så på museum (maks. en time lød aftalen med drengene). Til sidst i Coles for at handle frokost til bådturen og campinghytten senere.

Her er det skipper Kay, der fortæller om muligheden. Det blev skipper Jim, der tog os ud.

Højdepunkter fra museum: Tyfonen Tracy, udstillingen med Aboriginal Art og krokodillen Sweetheart.

 

Absolut et besøg værd, når man er i Darwin. 1. salen huser udvalgt aboriginal art. Museet lå fantastisk ud til det mest azurblå hav, hvor det er no go at bade pga. krokodiller. (Det var her, Søren var til festmiddag onsdag aften).

 

Udsigten fra museet.

 

Et af de udvalgte art-pieces.

 

Her nogle flere.

I stueetagen var der en naturtro kopi af krokodillen Sweetheart, måske det var den rigtige, ved vi faktisk ikke. Men den var lokal kendt. 7 meter lang og begyndt at genere de lokales fiskebåde. Slog til dem med sin hale. Svømmede lidt for tæt på dem. Ingen kom til skade, men fiskerne blev nervøse, og man blev enige om at flytte den til et reservat. I forsøget på at flytte den bedøvede man den for kraftigt, så den endte med at drukne. Det var aldrig intentionen.

Trist for Sweetheart, men godt for the fishermen!

I 1974 hærgede cyklonen Tracy i Darwin. Den blev den største naturkatastrofe i Australiens historie. Stort set hele byen lå i ruiner efter den. Darwin husede på det tidspunkt 48.000 i ca. 12.000 boliger. Det hele skete natten ml. den 24/25 december.

40.000 måtte evakueres. 66 døde. Der var en rørende foto-montage omkring et ungt par, der netop havde bygget deres hus færdigt. Taget dem 6 år. Den aften, det hele skete, fødte kvinden deres første barn, bogstavelig talt midt i cyklonens øje. Lyset gik ud, og der begyndte at strømme vand ind. Hun og barnet blev reddet og den unge far nåede tilbage og fik hunden ud af det kollapsede hus. Fik mor og barn fløjet langt væk – til Queensland. Alle inkl. hunden blev tilsidst forenet.

Særudstillingen var utrolig spændende og godt fortalt. Man fattede pludselig omfanget af Tracy, som vi godt havde hørt om, før vi kom til.

Og så på fisketur!

Kalle styrer skuden.

Vi skulle parkere på Doc 2. Ude ved Flying Doctors Museum, lød ordnen. (Stroke Hill Wharf).

Skipper Jim var modsat skipper Kay, som vi jo kun mødte kort, mut og skrap i betrækket (det var ellers hans fødselsdag, fandt vi ud af). Jim endte dog med at tø op og fortalte endda om sine tre døtre, som han ikke længere havde kontakt med. Han boede nu i Thailand med sin nye hustru. Tog til Australien nogle måneder om året for at tjene til livet i Thailand.

Jim tøede op undervejs og fik faktisk en lykønsknings-sms fra den mellemste datter, mens vi var ude. Blev tydeligvis rørt. På vej tilbage til havnen, trådte han så meget på speederen, at vi blev GENNEMblødte! Han grinede højlydt, og vi kunne ligeså godt gøre det samme. Tørrede heldigvis hurtigt i varmen.

Vi blev instrueret af skipper. Lige på og hårdt og krogen ind i skrogets øje. Da jeg som den første – helt overrumplende – fik bid, EN HAJ SGU, skyndte jeg mig at smide den ud igen. Stakkels lille den jo.

 

Så var det Mads tur.

 

Søren fik en rød.

 

Og Kalle var total maistro.

 

Bid nr. 13

 

Klar til retur. Nu med posen fuld af fisk.

 

Mads blev søsyg undervejs, men klarede ærterne og kom godt igen. Her som skipper til sidst, ind mod havn.

 

Vel på land.

 

Jim havde fortalt, at man kunne lange sine fisk over disken i “Fusion on the wharf” og så kunne man få dem serveret med chips.

 

MEGET sultne og pling, ti minutter efter…

 

Dagens fangst (otte af dem). Smagte fantastisk, bedste måltid længe. BEDSTE Fish & Chips på turen.

Afsted mod Kakadu og de første to overnatninger i campinghytten i Jabiru, Kakadu Lodge. Køreturen tog 2.45 timer i følge google. Vi kom af sted ved firetiden og nåede at se en knaldrød sol gå ned i bagspejlet. Kørte en times tid ud af samme vej som i går – “Spectacular Jumping Crocodile Cruise”.

Den næste halvanden time kørte vi gennem savanne, lige ud, lige ud. Flere steder så vi mindre brande og talte om, hvilket vi også senere blev meget klogere på, at det er en metode, aboriginals har benyttet i tusindvis af år for at beskytte landet mod ødelæggende hot-fires, de ukontrollerbare og naturlige brande, der lægger alt øde.

Ved at antænde mindre brande skaber man bræmmer af afbrændt jord, som i tilfælde af en hot-fires vil stoppe ilden. Cold-fires brænder kun skovbunden og måske den første tredjedel af stammen. Resten af træet tager ikke skade. I mange tilfælde arbejder rangers i dag sammen med de aboriginals omkring cold-fires.

Med den viden i baghovedet gav de mindre brande overalt og den afbrændte jord pludselig god mening.

 

Northern Territory er the outpack af Australien og rød sand.

Kakadu Nationalpark. Jabiru

Kakadu Nationalpark er en af de største og bedst fungerende i verden, når det handler om et selvopretholdende økosystem. Parken er 20.000 km2 stor og 80 % er savanne. Her er hot, mellem 30-34 grader, men fugtigheden er lav, så varmen er til at holde ud. Guiden forklarede, at der falder 1500 mm. vand på ganske få måneder. Mellem december og marts. Fugtigheden i de måneder er ulidelig høj og varmen derfor svær at være i – i hvert fald for os, der ikke er vant til mosten.

I wet-saison er store dele af parken oversvømmet, og saltvandskrokodillerne har frit lejde. Holder i de måneder også til i vandløb, rockpools og hvor der ellers er vand at befinde sig i.

Mads Dundee.

Vi tog omkring Bowali Visitor Center, lige uden for Jabiru, for at hente brochurer og skaffe et Kakadu Park Pass til opholdet i nationalparken – gælder som entre til parken og som adgang til ranger aktiviteter og informationer (ikke at nogen nogensinde forlangte at se det. Prisen var 100 AU for en familie, et helt fair og nødvendigt tilskud til det kæmpe bekostelige arbejde at passe på og vedligeholde Kakadu.)

Det var et godt og informativt center med guider, man kunne spørge til råds, en cafe med ok kaffe og mad plus en biograf, der viste en dokumentarfilm fra parken, der handlede om alt lige fra krokodiller til wetland, cold- og hot-fires og redning af turister, der havde forvildet sig ud, hvor de ikke kunne bunde (læs gå). Vi fik indblik i alle årstider.

Cahill´s Crossing. Floden East Alligator River løber mellem Jabiru og Arnhem, aboriginal land, hvor det kræves tilladelse at komme ind. Vi havde hørt, at man ikke skal krydse broen på gåben. Hørte skræk-historier om badende aboriginals eller folk, der fiskede, hvor crocs havde overrasket dem. De er der overalt, og vi fik selv syn for sagen lidt senere.

 

Ud af stien her for at komme ned langs floden.

 

Looking out..der! Der lå én på bredden overfor.

 

Umiddelbart ingen…

 

Jo! der…

 

Og her…en kleppert….Vi så seks-syv krokodiller på bredden i løbet af de tyve minutter, vi gik langs floden. Og det var bare dem, vi kunne se. Som de lokale siger er det ligesom med isbjerget….de fleste crocs gemmer sig fx. på flodbunden, hvor de kan ligge i timevis, hele dagen faktisk.

Efter gåturen mødte vi ved flodlejet to lokale fra Arnhem, aboriginals, der arbejdede med at tøjre de turistbåde, der sejlede. Den ene malede i ventetiden og viste stolt sine værker frem, men han fortalte om det township, han bor i i Arnhem. Her bor omkring 700 mennesker, fortalte han, og de havde lige fået en pool. Han var tydeligvis meget stolt.

Senere fortalte indehaveren på vores lodge, at poolen er politikernes belønning til landsbyen, fordi børnene har fulgt skolegang 80 % af tiden. Udover at poolen får børnene i skole, sørger den også for at nedsætte risikoen for fx øjenbetændelse, som er et udbredt fænomen blandt aboriginals pga. manglende hygiejne. 100 % win-win.

Turen gik nu til Ubirr – et særlig helligt område for aboriginals. Kun 20 minutters kørsel derfra.

Vi så wallabies på vej til Ubirr Rock. Kalle spottede dem.

 

 

Hulemalerier i Ubirr, nogle af dem er 15.000 år gamle, og flere steder kan man se aboriginals, der møder whitefellas. Han er aftegnet som en tændstikmand med pibe og hat. Ganske tilforladelig, selvom virkeligheden har været en ganske anden, da den hvide mand trådte i karakter.

 

Her er vi så højt på Ubirr, vi kan komme. Nardab Lookout, hedder det. Man kan se cold-fires eller hot-fires i baggrunden.

 

Mere Ubirr.

 

Helligt og stille, stille.

 

Family-rocking.

Hjemvendt og efter tur i campingpladsens pool ledte vi efter spisested, der var dog ikke meget at komme efter i down town Jabiru. Crocodile-hotellet var en mulighed, og vi kørte derhen og gik rundt om det for at fornemme formen, men restauranten så ikke hyggelig ud, så hellere campingpladsens bisto. Den tog vi og fik god mad og stemning ved poolen.

Bryllupsdag i Maguk Gorge

Downtown center Jabiru skulle have en chance til, besluttede vi, for vi hørte fra manden i receptionen, der har boede i Jabiru i 30 år, at der var et shoppe-center, hvor man kunne købe alt. Lige fra dagligvarer til campingudstyr, tøj og sko….folk fra hele oplandet kom hertil, sagde han, deriblandt indigenous people fra de omkringliggende townships.

 

Alt kunne fås, endda FIFA 2009 – just arrived in outback Australia.

Skulle have tanket op på Harry Potter kontoen (læs finde gratis wifi for at downloade bog nr. tre, no wifi på campingpladsen!) Vi tog derfor til Bowali Visitor Center en gang til, hvor det også gik op for os – TAK Lene E for bryllupsdag-hilsen….at vi havde 14. års dag. Ganske glemt det midt i eventyret.

Jeg havde dagen før læst om og forelsket mig i en dagstur – hvor man en dag var sammen med aboriginal guides i wetland, Arnhem land, og lærte om bush-food, diverse traditioner, selv lavede bål og hjalp med at lave aftensmad. Var straks begyndt at bearbejde the boys. Da jeg ringede til udbyderen, viste det sig, at turen dagen efter var aflyst. Onsdag skulle vi stå kl. 6.45am i Cooinda – Yellow Water turen, så ikke muligt.

Tjek det måske lige, hvis I kommer til Kakadu. Det hed: Kakadu Animal Tracks Safari. www.animaltracks.com.au

Set i bagspejlet var det heldigt, at det ikke blev. Så havde vi nemlig aldrig besøgt Maguk Gorge!

 

Darwin ligger yderst til venstre i billedet. Så gik turen til Jabiru (Highway 36) (hvor der står Kakadu Tours…) og mod Cooinda og tilsidst ned til Kathrine ad Highway 21 – Katherine ligger nederst i billedet.

Som sagt hed programmet onsdag morgen Yellow Water tæt på Cooinda Logde, hvor vi havde booket os ind tirsdag aften. Fra Jabiru gik turen derfor sydpå – mod Cooinda.

Barramundi Gorge – også kaldet Maguk Gorge – lå på vejen, ca. 55 km. fra Jabiru. Søren og jeg havde uafhængigt af hinanden googlet os godt frem til den aftenen før. Lød lovende.

De sidste 10 km. ud til Maguk skulle foregå ad en rød, støvet og hullet vej. Med 4WD dæk, FourWhealDrive – stod der udtrykkeligt, når vi læste om det. Vores lejede bil havde IKKE 4WD. Bevidst havde vi valgt det fra, fordi, havde vi fået fortalt, at der så ville være en masse restriktioner forbundet med det. Udlejningsfirmaet ville ikke risikere, at man gav den alt for meget gas off road.

Søren mente nu godt, at bilen kunne klare de 10 km. Det var jo uden for wet-season. Vi tog chancen og klarede mosten.

 

Co-driver var ude flere gange og tjekke sand og huller. (Den her lille del ser måske tilforladelig ud, men de var der – hullerne! Og det løse sand).

 

Vel fremme. Parkeret og nu af sted mod Maguk. Gåtur på ca. 20 min.

 

Heldigvis så vi først rigtigt på skiltet på tilbagevejen.

Vi lærte på Bowali Visitor Center i Jabiru, at de gør hvad de kan, rangerne, for at sikre pools og waterfalls mod saltvandskrokodiller. De fjerner dem, sikrer området og sætter skilte op, når det er gjort. YOU CAN SAFELY SWIM HERE!

Der kan selvfølgelig ske det, især når wet-season trækker ud og rangers har mindre tid til at afsikre, at de ikke kan garantere 100 % for no crocs. Derfor den her type skilt!  Der var andre badende, da vi kom, så i med os, og som sagt havde vi ikke helt nær-studeret skiltet.

 

En perle…Der var også et vandfald til højre for det, man ser her.

 

Herr og fru 14 år.

 

Kalle i hop.

 

Gommen!

 

Afsted mod øverste dæk. Først gik vi for langt tilbage, men til sidst lykkedes det. Lige efter krokodille-danger-skiltet fra før, ved den store sten, skal man dreje til venstre og finde stien, der fører en til toppen. Drejer man til højre kommer man til Maguk, nederste del.

 

Næsten oppe.

 

Her er det så. Øverste pool-dæk.

 

 

All inclusive.

 

Gennem grotten her, var der et vandfald med hot water.

 

Der er termitboer overalt i Kakadu. Nogle 5-7 meter høje. Rager op og ligner skulpturparker i landskabet.

Fakta om termitter (fra Wikipedia):
Sociale, små til mellemstore, langstrakte insekter med trådformede antenner og bidende munddele. En han og en hun danner par, etablerer et bo og fungerer nu som konge og dronning, funktioner, de kan opretholde i mange år. Dronninger kan blive over 25 år.

Termitter, der lever i tørre områder som fx savanner, kan bygge meget høje boer, og nogle samfund består af over 1 mio. individer. Samfundets bolig varierer fra art til art; der findes underjordiske boliger og store, meterhøje, overjordiske boliger og boliger placeret som store, muffelignende udvækster på træer. Den yderste hårde skal af boet består af mudder sammenkittet af spyt. I boet kan der, som hos andre sociale insekter, være symbionter (biller, fluer, mider, kakerlakker m.m.), hvoraf nogle lever af termityngel og andre af affald.

 

På vej tilbage af risky road. Mod Cooinda. Drengene skyndte sig en tur i områdets pool, før vi spiste. Ude til levende guitar-spillende-franskmand, viste han sig at være….fisk og hvidvin og glade kinder. Bryllupsdag to remember.

Nåede Cooinda ved halv syv-tiden. Fint værelse. Drengene skyndte sig en tur i områdets pool, før vi spiste på deres udendørs cafe til levende guitar-spillende-franskmand, viste han sig at være….friskstegte fisk, øl, hvidvin og glade kinder. Bryllupsdag to remember.

Early morning and Yellow Water

Vi havde hørt, at Yellow Water turen er et must, når man er i NT, så turen havde vi booket hjemmefra. Bådtur i wetland-området ved Cooinda. Vi boede få minutter derfra, så skulle bare stå klar 6.25am ved receptionen. Båden sejlede tyve minutter senere.

Det var en magisk morgen. Australsk mosekonebryg. Alt indhyllet i tyndt slør.

 

 

Vi skulle ud med denne her.

 

Vilde bøfler og lidt senere også vilde heste på græs.

 

De smukkeste vandliljer. Var helt forgabt i dem.

 

Solen brænder efterhånden sløret af området.

 

Yellow Water har sit navn pga. det intense orangegyldne skær, den sender ud over wetland.

 

Sløret er lettet.

 

Når det er regntid stiger vand-niveauet med flere meter. Man kan stadig sejle her, fortalte guiden, for det grønne tæppe følger vandstanden. Rødderne bliver bare længere.

…Og nu til dyrelivet. Først og fremmest fuglene. Forstår pludselig godt ornitologer, fugle er fascinerende dyr. Mads var morgenens eminente fotograf og vores guide fik båden helt tæt på. Ufatteligt, hvordan han kunne. Vi sad 30 personer, i rækker med to-sæder i hver side, og han formåede at jonglerer båden rundt, så alle kom helt tæt på hele tiden.

 

Når kaptajnen så noget, smøg han sig helt tæt på med båden og brugte uret som vejviser. 12 o´clock (var lige ud). 3 o’clock var mod vinkelret mod højre osv. Fungerede.

 

Kingfisher. Der var fire arter i området, fortalte guiden. De ses to og to eller alene. Der var måske ni i alt im området, forklarede han. Han var en mester i at spotte dem. En ufattelig smuk fugl. Vi så den dykke, lynhurtigt som Harry Potters gyldne lyn – ned efter fisk.

 

En anden King….også den så vi fishe.

 

Naboerne Tim og Jenny så billederne og fortalte, at det her er en Cormorant.

 

Det her er Jabiruen. Byen er opkaldt efter den. Kakadus nationalfugl. Storken. Kendes på de røde ben. Det her er en han. Hunnen har gule øjne.

 

Her i stereo. Hun og han.

 

Nabohjælp igen. En Heron Egret, siger Jenny.

 

Ænder i massevis, levede side om side med crocs.

 

 

Hunting.

 

En dingo! Så vores første på vejen hertil. Et kort glimt bag træerne. Blanding mellem en hund og en ræv. Denne her havde ikke langt igen. Det ene bagben var brækket, så den humpede rundt. Var skind og ben, forklarede guiden. Blev snart selv ædt!

En fantastisk tur. Kunne have taget den igen og nok også igen!

Vi sluttede med morgenmad på hotellet. Med i prisen og vældigt trækplaster, for nærmest alle 60 gæster, fordelt på to både, tog med tilbage til Cooinda Logde og spiste all you can eat i varmen. Vi fik pakket bilen og tog  af sted mod Katherine, men først et stop på Warradjan Cultural Centre.

Ligesom Bowali Visitor Center i Jabiru, var Warradjan Aboriginal Cultural Centre i Cooinda et besøg værd. Her er det teksten fra indgangen til en udstilling om the indigenous people.

Igen så vi en lærerig film fra Kakadu omkring livet i Nationalparken. Vegetationen, der bliver kontrolleret, så ingen planter truer dyrearter. F.eks. så vi to rangers, en indigenous og en australier, sejle ud i en lille speedbåd kilometer langt ud i et wetland-område for at fjerne små frø fra en slyngplante, der, hvis den fik lov til at brede sig, ville udrydde en frø-art i området, der ikke ville få ild nok. Vildt at få indblik i. Total mikroøkologisk indgreb.

Vi så rangers cleare vandfald og rockpools for saltvandskrokodiller. Sejle dagsrejser på floder for at spotte dem og flytte dem til områder uden turister. Så biologer, der indsamler sjældne mus, fx en prikket lille art, og sender dem i et særligt overlevelse-zoo, hvor musene lærer at skelne farlige dyr (fx giftige frøer, som truer med at udrydde dem). Lød som et umuligt projekt, men faktisk er det lykkedes inden for en kort årrække at øge bestanden af de prikkede og gøre dem alert overfor det, der er dødbringende i deres lokale miljø.

Ediths Falls – næste stop – lå 30 minutter før Katherine. Vi havde læst og hørt så meget godt om stedet, ikke mindst fra Sava og Jan, der var her for fem år siden.

Vi holdt ind på parkeringspladsen og gik de ca. 15 minutter op af Leliyn Trail. Holdt til højre for at komme til øvre plateau af Edith Falls (Leliyn Falls), men før vi gik til højre, ville vi lige prøve også Long Hole Pool. Lå 1.5 km. derfra.

 

Først Long Hole pool for at prøve den. God vandretur, men badeoplevelsen var ikke værd at gå efter. Ikke i forhold til, hvad vi ellers har oplevet. Gik tilbage og ned til øvre plateau af Edith Falls.

 

Long Hole pool. Lavt med mange klipper og vandet ikke så rent som de andre, vi har svømmet i.

 

Man svømmer rundt om den store klippe og kommer så over i en endnu større pool med fedt vand.

 

Det bedste badevand. No crocs.

 

“How high can I go”?

 

Tag det roligt far (og mor!) Styr på tilværelsen!

 

Drengene efter klatreturen. Mads fik hjertet op i halsen på os alle tre. Så nok mere halsbrækkende ud end det var.

 

Kølervæske.

 

Fineste tur tilbage til parkeringspladsen. 20-25 minutters tur over bjerget og ned til ground level af Edith Falls.

 

Udsyn.

 

Bunden af Edith Fall. Vi så flere, der svømmede her, men blev enige om, at vi havde det bedre højere oppe i terrænet. Mere croc-sikkert.

En halv times kørsel til Knotts Crossing Resort 22. og 23. august i Katherine. Campinghytte nr. tre på turen.

 

Welcome home!

Katherine Gorge i kajakker

Restauranten havde åben en times tid endnu, så fik pakket ud og taget bad. Halvgod mad, men lun aften i bare tæer. Tidlig op næste morgen. Skulle køre senest kl. 7. mod Katherine Gorge. (Mødested: Nitmiluk Boat Jetty 30 minutter før adgang).

Katherine ligger i nationalparken Nitmiluk, der ligger nedenunder Kakadu. Vi havde booket kajakker i forvejen hos Nitmiluk Tours på: reservations@nitmiluktours.com.au. Det var godt nok uden for sæsonen, men vil ville være sikre på, at der var to til os. De kalder dem double-canoes. Vi lejede fra 8am til 5.30pm. Kunne også have booket en halv dag.

Det viste sig, at en halv dag var rigelig. Der er i alt ni kløfter, men faktisk kan man kun sejle til den tredje, hvis man da ikke vil bære kajakkerne 40 minutter over klipper til nr. fire. Ganske enkelt umuligt, vurderede vi, selvom den unge billetdame mente, at det kunne man sagtens (har aldrig selv prøvet, skal vi vædde!).

Vi tog en hurtig beslutning, tog frokost på klippen og sejlede så ellers tilbage til returbåden kl. 11.30.

Man blev sejlet til og fra Boat Jetty igennem første Gorge for at komme ud til der, hvor kajakkerne lå klar. Fedt at glide igennem blikstille vand, hvor klipperne blev spejlet, men en halv dag er helt fint og rigeligt.

 

Kajakker klar.

 

Gled glat igennem. Mads var styrpind.

 

Igennem tre af de her.

 

Festen stoppede her. Man skulle bære sin kano 40 minutter over stenene for at komme til næste kløft (og tilbage samme vej).

 

Styrpind på Kalle/Søren kajakken.

 

Så vores første og eneste ferskvands krokodille på vej tilbage til boathouse. De er meget mindre end saltvandskrokodiller og bange for mennesker.

 

Båd-guiden tilbage var indigenous og sagde, at det her var den eneste store croc, vi ville se på turen. Mr. RockCroc!

Tilbage i hytten var der afslapning et par timer. (Læs Harry Potter på lyd og gratis wifi i receptionen.) Eftermiddagsturen gik til Katherine Hot Springs.

Af en støvet vej ned til Hot Springs.

 

Ikke det mest imponerende foto og ikke de mest imponerende Hot Springs!  Men et fantastisk studie i locals. Her var enkelte turister, men flest lokale – deriblandt masser af aboriginals, hovedsagelig børn, der badede i det plumrede, varme vand. Man kunne svømme (dvs. lade sig drive med, forcere grene og sten) ca. 250 meter fra toppen og ned til sidste pool. Det gjorde man én gang og så var det prøvet! Det vil sige, drengene gjorde det flere gange. Søren og jeg fandt et spot i det støvede sand og studerede nærmiljøet.

I brochuren var Hot Springs beskrevet sådan her: “Crystal clear pools wind through the trees at a constant temperature of 32 degrees. The grassy shady banks make this an ideal picnic”. Geniale, sådan nogle tekstforfattere, forstår at lokke kunderne til…

Mødte de samme to mænd, som vi havde set ved øverste pool i Maluk Gorge. Det viste sig, at den ene var fra området, en forhenværende ranger, der viste sin ven rundt i området. Han sagde, at han havde været ansvarlig for cold-fires omkring Katherine, da han stadig arbejdede. Fortalte, at der lige nu havde været en ild igang i to uger, en hot-fire, som ikke kunne slukkes. Man håbede på, at den blev naturligt standset, når den nåede byens brandbælte. Det er livsvigtigt at etablere de her brandbælter, forklarede han.

Da vi kørte ned for at handle i det lokale center, så jeg en væg, der bare måtte foreviges. Gik tilbage, mens drengene shoppede.

 

Lokal kunstner, forklarede to berusede kvinder på det modsatte hjørne mig. Aboriginal women.

 

 

 

Kvinderne på hjørnet.

Jeg overvejede meget, om jeg kunne tage billedet. Jeg var ret frustreret faktisk, for det bliver man, når man går rundt i Katherine by. Der er indigenous people overalt, og de hænger ud. Laver ikke andet. Børnene er beskidte, løber i bare tæer og smider skrald på gaden. Der bliver drukket tæt.

Kunne ikke lade være med at tænke på filmen “Lost in translation”. Mange af de her mennesker har tabt deres identitet, fornemmer man. Deres kultur. De bor i byen, tæt sammen i små boliger og for manges vedkommende ude at arbejde. De får penge fra staten, vel en slags bodspenge for whitefellas utilgivelige behandling af aboriginals gennem historien.

Sidst i 70’erne fx, The Stole Kid Generation, hvor tusindvis af aboriginal børn blev fjernet fra deres forældre og anbragt på børnehjem, fordi man mente, de var bedre tjent med det (læs, skulle tvinges ind i den australske (hvide) kultur).

Vi har også mødt stolte, stoute aboriginals, der arbejder som guider og rangers i nationalparken. Hvor de gør brug af de årtusinder stærke traditioner, der er opbygget gennem generationer. Desværre udgør de et fåtal – i hvert fald her i området.

Ser man på New Zealand og Maurierne, er det en helt anden historie. De udgør 12 % af den New Zealandske befolkning. De taler samme sprog og har stærk kulturel indflydelse i New Zealand. I Australien tales nu tolv forskellige aboriginal sprog (oprindeligt var der 241 forskellige). Hver tripe har sit sprog, hvilket gør det svært at stå samme som en enhed.

Flere og flere italesætter det oprindelige folks betydning for Australien og ønsker at ære dem. Der er dog stadig lang vej igen, og spørgsmålet er, om det nogensinde kommer til at lykkes det oprindelige folk at genfinde identiteten og kulturen, i hvert fald i den urbane del af landet.

En tankevækkende og utrolig smuk og barsk film, der på mange måder sætter det hele i relief, er “Sweet Country”, som lige nu går i biograferne i Danmark. Se den, hvis I kan.

 

Drengene havde fået Søren overtalt til sausage rolls. Downunders svar på hot dogs! Ringe pølser, ristede løg og toastbrød plus ketchup.

 

Sidste solnedgang i NT.

 

Fredag. Afgang mod Darwin. En 4 timers tur… afsted ved ti-tiden.

Et ihærdigt lobby-arbejde, der startede dagen før, resulterede i endnu et besøg i Ediths Falls på vej til Darwin. “Lå jo lige på vejen”, som jeg pointerede.

Vi havde en lille time til projektet. Badede i den halve, SALIGT, og brugte den anden på at gå op og ned og købe kaffe og sandwich i den gode biks på parkeringspladsen. Ville lande i lufthavnen 4.07pm sagde GPS.

Vores fly mod Melbourne lettede 6.15. Perfekt timing, hvis alt gik vel…og det gjorde det, for uheldet var kun lille…

Halvvejs til Darwin passerede vi et af de her truck-trains med meterlange vogne og tung last. Lastbilen hvirvlede løse sten i vejkanten op, og KLONG sagde det, da en af dem ramte forruden. Lavede hul, ikke hele vejen ind, men med ringe i vandet (Læs, flere mindre huller). Søren kunne sagtens køre videre, men damned – var vi nu sikre på, at Tryg Danmark ville dække?

Udlejningsfirmaet tilbageholdt 1100 AUD (5500 kr.) og sagde, at måske blev det dyrere! Fem dage senere fik så en mail fra dem: I alt 288 AUD! Tænk at opleve et skadesbeløb blive 3/4 mindre end det tilbageholdte/formodede beløb!

Miraklernes tid er endnu ikke forbi! I alle henseender, kroge og hjørner – en uforglemmelig tur. 

 

Landede til 7 grader i Melbourne. Tilbage til storbyen…

Ekstra bonus – Søren læste det et sted:
I Australien er der: 40. mio. kangaroos.  26 mio. køer, 37 mio. får… men jo kun 20 mio. mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *