Dag for dag – juli

Så blev det juli. Anden vintermåned. Koldere, det blæser mere, men de blå dage, og jeg gentager mig selv fra juni, er her fantastisk stadig. Det regner mere. Men det går nok. Især fordi de fem dage i Byron Bay bragte sommeren tilbage. En super tur til østkysten og surfer-hippi-paradise. Har booket fem overnatninger med familen fra Haderslev, når de kommer på besøg. Jul i Byron! Det kan kun blive godt.

Måned syv – down under….Endnu en dejlig en af slagsen og nu for lukkede gardiner: Dag for dag kræver kodeord. Offentligt tilgængelige daglige billeder blev for meget for drengene, og det lytter jeg selvfølgelig til.

 

1. juli. Søndag. Kalle og jeg blev fornemt kørt ud i bil med cyklerne bagi. Kalle sagde ja til en ekstra kamp, men moren klagede ikke. Det var vintersol og cafeen med den ok kaffe lå 200 meter derfra. Det andet fodboldhold havde haft mindre idyl over feltet. South Yarra Soccer Club havde åbentbart ikke fået uploaded billeder og ID på alle drengene, så halvdelen af holdet måtte ikke spille. Først i midten af anden halvleg fik sekretæren det fixet og Mads kom på banen. De er så sjove de australier med deres permissions. Hold nu op. En sølle fodboldkamp, og begge trænerne sagde endda ja til at det bare kunne være en træningskamp. Bare så drengene kunne få spillet. Men næh nej, dommeren var ikke til at hive (eller stikke) i.

 

2. juli. Mandag. Så var der igen thai-cooking med Bee som chef. Jeg cyklede til Elsterwick, langs vandet og med hovedet nede i gps’en. Vi tog igen på indkøb i det store slaraffenmarked. Spring Vale. Steamed fish på menuen, så købte denne Barramundi (ved at blive flået her).

 

Sådan så den ud på før-stadiet.

 

Steamed fish. Taataaaa. Igen en dag med FANTASTISK mad. Bee er et kokkegeni. Ydmyg og meget lidt talende, men smilende og med stor pædagogisk koge- og lærekunst. Jules, Gary, Bee og jeg spiste, så vi var ved at revne. (Havde leftovers med hjem til Esplanade West).

 

Juli og Bee. Host og kok.

 

3. juli. Tirsdag. Isaac og Kalle i dyst mod S og M. Den bedste investering længe, det bord.

 

And the winner is…

 

4. juli. Onsdag. Stephen havde inviteret Søren med frue til lecture om nano-teknologi og senere middag i Melbourne Exhibition Center. Graham Clark Lecture hed begivenheden og selveste GC var til stede. Lægen, der fandt på Cochlea-implant. En fin, ældre herre, der mest af alt mindede om den legendariske Mærsk Mc-Kinney Møller. Det var 10. gang i år at den lecture blev afholdt. Jeg forstod næsten, nærmest ingenting, men halvanden time går nok (Søren mener, at jeg tog mig en lur undervejs, pinligt hvis!!!).

 

Her ses herr Clark med gæsteforlæser og professor fra USA, der var eksperten i nano. Det jeg tydeligt husker fra foredraget, før måske-lur? er det her billede, hun gav os på størrelsesforhold. En nanometer svarer til, hvis man tager et enkelt hår fra hovedet, vender det lodret og så skærer det i 10.000 slides. Mindre end småt!

 

Kommentar fra efterfølgende middag: Den rødhårede på billedet fra før, journalist fra SBS (tv-kanal), var hyret ind som aftenens vært. Hun og andre talte fra talerstolen i restauranten/spisehallen (vi var 400-600) under nærmest HELE middagen. Stephen inviterede, så Søren kunne networke, men  ikke meget mulig networking med den middags-konstruktion. Til sidst var vi uartige ved bordet og begyndte bare at tale. Overhørte kommandobroen…Og noget andet sjovt: Sava havde godt nævnt det! Da det var tid til hovedret, fik hveranden fisk og hveranden kylling. Uden at blive spurgt først. Jeg var heldig at få fisken, Søren også. Min sidemakker, en kvinde, fik et kyllingebryst, der fyldte 3/4 tallerken med kun få grøntsager. Hun så langt efter min portion, og jeg spurgte da også pænt, om vi skulle dele, men heldigvis afslog hun! Kotume, fandt vi ud af, når er der mange spisende. Så bytter man internt ved bordet…er ideen.

 

5. juli. torsdag. Dagen gik med at pakke færdigt og gøre huset klar til at Rasmus og to venner, der skulle bo fra søndag til tirsdag i vores hus. Rasmus kommer down under i fire måneder for at studere i Melbourne. Vi tog en Uber til lufthavnen. Of course. Endnu en vældig snakkesaglig chauffør. Byron Bay – here we come. 1.5 timers flyvetur.

 

 

6. juli. Torsdag. Ankom sent. Det var mørkt, som i så mørkt, at vi absolut intet så af naturen på vej til Byron. Vores igen Uber chauffør forvissede os om, hvor grønt her er, og hvordan det er lykkedes lokalbefolkningen at forhindre invasion af store hotelkæder og i det hele taget kæder. Nul MC-Donalds. Nul Starbucks osv. Byron Bay er et surfersted og oprindeligt hippiernes paradis…Skal bare lige omkring opdragelsen af børn. Tom, vores chauffør, var gammel militærmand. Passede nu familiens fem børn og en kæmpe gård 30 km fra Byron. Han var retired, hans kone arbejdede. Børnene blev opdraget med hård hånd og et lille klaps, som han sagde! Der var skærm-tid halvanden time om UGEN, og en datter havde lige fået smadret sin Ipad (men en økse, var det det han sagde?) nå men i hvert fald var den nu ødelagt, fordi hun ikke havde overholdt reglerne. Kæft trit og retning, men også enorm frihed, bedyrede Tom. På gården drøner ungerne rundt på motorcrosscykler, heste og andet farbart. Det talte vi meget om efter ankomsten. HER er det Sørens fødselsdag. 23 grader, så bare tæer var igen muligt. Breve fra os tre læses…

 

Vi havde aftalt aftensmad med Sava og Jan fredag (Jan fyldte dagen efter), men da jeg mødtes med dem hos bageren, hente brød til morgenbordet, spurgte de om vi ikke skulle gå til Lighthouse sammen. Vi blev hentet på gåben af familien Bjerring Kæmpe kl. et og så ellers af sted ud i det blå. Her er det sidste mulige kaffe-stop.

 

Fin fødselar. Nu med skæg. Lige før opstigning til stien til Lighthouse.

 

Sava, Jan og Vigga elsker Byron, men mener ikke, at stedet bliver ringere af, at man kommer igen og igen.

 

Lighthouse. Her vi skulle op. Den fineste, fineste tur.  Hele tiden med udsigt over havet.

 

Udsigt fra 1/10 del af vejen.

 

Vel oppe så Søren hvaler. Jan spottede dem og fik os hentet over. Gemalen mente, at det var dagens BEDSTE gave. (Vi andre så dem også, smil). Ret fantastisk. Senere åbnede vi champagne og spiste jordbær ved fyrtårnet. Der var skyer for solnedgangen, men det skyggede ikke for vores egen lille fest.

 

Sjov og superhyggelig aften. Først fik vi græsk.

 

Og så på tagbar. Her er det Mads, Vigga og Dorthe. Dorthe er ven af familien Kæmpe Bjerring og founder af Cycling Without Age, som for seks år siden startede som initiativ i Danmark. Nu findes organisationen over hele verden. Frivillige cykler plejehjemsbeboere rundt i Trishaws, (cykeltaxi-agtige, som dem man kender dem fra Østen) nogle timer ad gangen. Før var det Christiania cykler, nu er det Trio-cykler. De ældre er lykkelige for det, og demente får ligefrem hukommelsen tilbage, mens de er af sted, fortæller Dorthe. Når hun er i Australien med CWA bor hun altid hos Sava og Jan.

 

7. juli. Lørdag. God morgenkaffe, før drengene stod op.

 

Byron er hippie-area. Organisk og holistisk tankegang præger. Pas godt på mennesker, træer og kloden.

 

Her var der et LØS-marked på hovedgaden, ligesom vi har nogle stykker af i Danmark. Du kommer med din eget emballage, minus plastik, og fylder ris, mel, korn, sukker også i egne beholdere. For at passe på environment.

 

I dag skulle der surfes fra 1pm til 4pm. Urpremiere. Drengene var heldige, at de kun var i alt fire på holdet.

 

Enkelte ture, stående på boardet, få sekunder, men det hele værd. Citat boys.

 

Men det meste af tiden foregik det sådan her. Men sjovt, det var de enige om og vandet var varmt. Stor fordel, når der skal læres surfing.

 

Noget skal man jo foretage sig, mens de unge mennesker er dudes!!! Ufattelig stærk Tom Yum suppe, men til gengæld lavede vi BYO (bring your own bottle) som er normalt i AU, og i går gjorde vi det også. Købte vin på hjørnet. I dag en super, kold australsk hvidvin til suppen. Man betaler 2-3 AU pr. person (prop-penge) og så kommer de tilmed med is-køler, når man drikker hvid eller rosé.

 

Mere peace, love and harmony!

 

Om aftnerne danser de solen ned i Byron. Folk kommer slæbende på trommer, guitar, sangstemmer og rytmeboks. Spiste på den italienske Balsilico. Læst om den på tripadvisor. Lidt udenfor centrum, OG vi kommer igen god. Fantastisk betjening. Og food. Ejet af et italiensk brødrepar og med en Formel 1 ovn – inden for pizzastoves.

 

8. juli. Søndag. Der var ikke sol foran bageriet, så vi cyklede ned af næste gade og fandt det bedste, bedste sted. Fuld gang i den klokken 8am…og morgensol. To gange Flat White.

 

Søren havde skaffet sidste mulige lejebil til turen til Minyon Waterfall. Omkring middagstid havde vi fået at vide, at den var klar.

 

Først afsted ved ettiden, så vi ankom godt halv tre ved toppen af vandfaldet. Her er vi lige startet på gåturen ned – havde hørt fra folk at det kunne tage mellem en og to timer one way. Havde lidt travlt, skulle jo nå retur, før det blev mørkt. Jeg fik ingen billeder af turen ud til vandfaldet, men der var så tropisk, kuperet og smukt. Mindede lidt om Bali, selvom Bali’s grønne farve er nærmest selvlysende. Her var det mere alle nuancer af grønt.

 

Så fed en tur ned. Tog os præcis en time. Vi havde et kvarter ved vandfaldet og så ellers retur.

 

Der står 100 meter højt, når man læser om Minyon, men vi mente ikke, at det er helt så højt. Men ligemeget, imponerende alligevel.

 

Vel oppe igen, gik vi ud på det lille plateau, hvor man kan se ned i dybden. Hold nu op. Så fattede man pludselig lidt af højden.

 

Lyset ved at slukke og lukke.

 

Hjemmeaften i dyner.

 

9. juli. mandag. Godmorgen hav.

 

Vi havde bilen indtil klokken tolv, så besluttede at se endnu et vandfald i nærheden – hvor man kunne bade. På vejen ud spiste vi brunch i en lille by, hvor jeg blev blæst omkuld af en flowercafe, som de kaldte den. FYLDT med de mest forunderlige afskårne blomster, der duftede vildt og intents. (Mor, det hedder lugte, siger drengene…men jeg er altså ligeglad. De har duftede…).

 

Tog 30-40 minutter ud til det andet vandfald, Killen Falds. Her var det muligt både at gå under det og også svømme i det.

 

Her under…

 

Her i….Søren og jeg fik også en tur. Ikke under strålerne som the boys, men fik svømmet i det iskolde vand og kæmpet os ud og ind på ret stenet flodseng. Gjorde av i bare tæer. Solen skinnede mellem træerne, så kroppen kunne tiltrængt varmes op bagefter.

 

Hjem at aflevere bil og så videre til næste vand-fornøjelse. Vi havde booket os ind på tre timers kajaying “Go Sea Kayak”. Start 2pm. Ud på åbent hav for at se delfiner, hvaler og havskildpadder. Lød mere dyrerigt, end det blev. Så nogle enkelte delfiner, ingen hval, men hovedet på en turtle. Vildt at sejle kajak så langt ude til havs. Føltes så blødt og let at bryde bølgerne.

 

Fandt de her billeder på facebook, kom pludselig i tanke om, at firmaet ville lægge nogle op. Her et af båd speedy consales (Mads og moi), eller dvs. vi blev flere gange irettesat, fordi vi faldt uden for gruppen. Del 1.

 

Del 2. Ikke at billedet blev specielt bedre næste gang, men solen er så fin. Fedt at sejle, mens den gik i hav.

 

Vandet var lunt, så alt godt mens vi var ude, MEN da solen gik ned og vi skulle hoppe i vandet 25 meter fra land og trække kajakken med ind og op til depotet ad en lang sti (iført VÅD våddragt) kom vi alle fire til at fryse maks. Bogstavelig talt klaprede samtlige mange tænder. SÅ VILDT….synes nærmest aldrig, at jeg har været så gennemkold! Det tog os timer at komme os. Hjem i bad og under dynerne. Kvart i ni mente Mads, om vi måske ikke skulle have noget aftensmad. Jeg ringede ned til vores italiener: “If you order now, we can have it ready for you guys, when you come. The kitchen close at 9pm.” Fik bestilt. Copy paste af sidste gang. Italiano og rødvin. Fik varmen igen. Den bedste afslutning på dagen og så hjem i dyner igen. Varme på hele natten.

 

Tilfredse drenge og mor og far. Italiano, vi KOMMER IGEN. Havde en lang snak med en af brødrene. Han viste os Formel 1 pizza-ovnen og fik os overbevidst om, at vi skulle smage en calzone (lukket pizza) med nutella. Til kaffen. Spørg lige, hvor godt det var!

 

10. juli. Mandag. Surflession to og hjemrejsedag.

 

De havde lovet regn, men formiddagen tegnede ellers godt. Og den første surf-time foregik i halvsol, men så kom regnen!

 

Søren og jeg var ellers på vej til Lighthouse, men blev fanget af regnen. Var lidt nervøse for drengenes surftimer, men de var lutter smil, da vi kom tilbage kl. 4pm, hvor regnen var stoppet. Det var gået godt. De havde haft ture stående. Sådan! De fik bad på Youth Hostel ved surfbutikken, en hurtig kebab og så ellers tilbage til Pauls hus efter bagagen. Vi skulle være i lufthavnen kvart over seks.

 

Søren tabte sin pung ud af et hul i lommen…og opdagede det først, da Ubermanden kom. Søren og Mads prøvede at løbe tilbage, men no luck. Vi måtte afsted, trykket stemning i starten, men så kom der ellers gang i snakken. Endnu en vældig flink mand. Havde arbejdet med at slibe knive og sakse. Primært hos frisører rundt i Melbourne, hvor han havde boet en del år før Byron. Fortalte at frisørsakse er hundedyre, så derfor betaler salonerne gerne for at få dem slebet. Han havde også været basket- og footy træner og havde nogle gode observationer på soccer-regler. De blev diskuteret. (Viste sig, da vi kom hjem, at den pung-løse gemal også havde glemt en af sine fødselsdagsgaver i bilen. Pose med halstørklæde! Hvad skete der lige for doktorSøren?) Det blev sendt af den venlige uber-skærslipper dagen efter. Thanks mate! Og pungen…tænk den dukkede sgi også op. Fundet ud for Youth Hostel med alle kort og penge i. Receptionisten sendte anbefalet. Happy ending.

 

11. juli. Onsdag. Søren tilbage på pinden og drenge og mom at home. Drengene havde vinterferie indtil mandag. Doven-komme-hjem dag.

 

12. juli. torsdag. Ud af huset og lang tur i vintersol. Ingen fodboldtræning i ferien.

 

Opening Night på Scandinavian Filmfestival. Sava har været primus motor. De skal se ni film, vi skal se tre. Startede med den islandske film. “Under the tree”. Nabo-strid-tema, der blev udfoldet mere og mere vanvittigt. Endte med to døde og en kat, der så alligevel ikke var forsvundet! Årsagen til det hele. Søren og jeg så ikke hele forløbet, for kunne ikke komme i kontakt med drengene. Viste sig, at alt var vældig vel, de havde bare ikke liiiige strøm på telefonen eller ikke liiiige hørt, at de ringede! Vi fik nabo-Jenny til at tjekke op. Vi kunne nu nyde tapas og vin som opening-night efterspil.

 

13. juli. fredag. South Melbourne Marked. Mads havde planer, så jeg fik Kalle lokket med. Lovede tyrkisk brød med kartoffel.

 

På vej tilbage fra markedet. Vincent Garden.

 

14. juli. Lørdag. I tæt kontakt med nabo Tim i dagene op til. Tim er surf-mand og ved alt om vind og optimale forhold. Drengene ville gerne surfe igen, så vi tog til Angle Sea, hvor Tim altid står. Godt en time mod vest. Tim havde foreslået nogle strande, og hvor vi skulle leje udstyr. Vi kørte kvart i otte, sol på himlen, 14 grader.

 

Manden i udlejningsbutikken sagde, at det var godt på mainbeach, så det prøvede vi først. Iskoldt vand og barske bølger. Meget strøm, så begrænset område, hvor man kunne surfe. Vi var der en halv times tid, men blev enige om at prøve en anden strand, en af Tims anbefalede.

 

Kold omgang i forhold til Byron.

 

Der er vilde kræfter på spil. Drengene blev hurtigt drevet 100 meter ad stranden.

 

Vi tog videre til Point Roadknight, 2. km. oppe af kysten. En af Tims anbefalede surf-strande. Meget bedre. Mindede om bugten på Byron. Drengene fik nogle gode ture. Solen varmede, men stadig koldt. Så kønt et sted.

 

Perfekt, stadig KOLDT hav, men rolige bølger. God afslutning.

 

15. juli. Søndag. Endnu en af de her fine morgner.

 

To gange fodbold. Jeg var på South Melbourne Marked. Dagens spørgsmål og taskerne fulde på vejen hjem. Elsker de her kæmpe paella pander. Der er et leben i ude-restauranten ved siden af.

 

16. juli. Mandag. Gråvejr. Dagens højdepunkt. Udover VM finale Kroatien og Frankrig kl. 1am. KØBT BILLETTER til Darwin, Kakadue Nationalpark og Katherine. Søren tager afsted den 13. august på kongres, drengene og jeg flyver den 15. og støder til.

 

17. juli. Tirsdag. Blå himmel. Bliver aldrig træt af at se på de her huse.

 

Og palmer ved højlys dag. Gik lang tur med lyd i ørerne.

 

18. juli. Onsdag. Vi meldte fra til Tim og Jennys cykelgruppe i dag. Sørens fiber! Jeg tog ind til byen for at finde folk til dagens spørgsmål og ville gerne se Alice i Eventyrland-udstillingen i ACMI.

 

Mødte et ungt tyrkisk par ved South Bank og spurgte dem, what makes a happy nation? Deres svar handlede om freedom to speak og justice. De talte om Erdogan som very bad for Turkey. Sammenlignede ham med Trump.

 

Parret turde ikke stille op til foto. Her gik det for alvor op for mig, at det her er alvorligt. Unge mennesker i Tyrkiet, nu i Australien, tør ikke kritisere deres prime minister åbenlyst. Vi andre aner aner ikke, hvor godt vi har det.

 

Kalle har jo læst Alice i Eventyrland i engelsk, og jeg har møjsommeligt hjulpet ham med hvert kapitel for hold nu op, den er omstændeligt skrevet. Det er kommet bag på mig, hvor voldelig den er i både sprog og handlinger. Ikke hvad jeg vil kalde en dejlig børnebog selvom jo verdensberømt! Udstillingen i ACMI ville jeg derfor gerne se. Kalle havde været der med skolen. Han fremhævede rummet, hvor man kunne klippe, klistre sit eget kort og så komme med det på tur i dronnings cricket have (billedet, nu med mor i cricket land). Det kapitel i bogen er altså også helt absurd. Dronningen vil hugge hovedet af alle, hun møder.

 

Jenny og Tim havde inviteret til middag, og vi havde glædet os. Vi havde rødvin med, og jeg havde hentet seks flasker i Cloud Wine af den vin, Charlotte og Morten havde med til os før farvel til DK. Endelig fundet den under cover. Det viste sig at “Big, Fat and Gutsy” er navnet, når den sælges internationalt. Down under hedder den “Sellicks Beach”. Mads og jeg gik i forvejen, jeg lidt travlt på den. Faldt over deres trappetrin i mørket og smadrede vin all over. Lignede en total forblødning! Heldigvis skete der ikke noget alvorligt. Skar mig lidt i hånden og kunne ikke gå på benet et par dage. Et ordentlig slag havde det fået. Fik skiftet tøj og vasket rødt væk, og så ellers af sted igen. Vi havde en super hyggelig aften. Hjemmelavet lasagne af egne plader. Tim fortalte drengene en masse om Footy. Har været træner. Dejlige naboer.

 

19. juli. Torsdag. Sol men blæsende. OP-Shop og første gang løb til fodbold efter Sørens fiber.

 

20. juli. Fredag. Kalle til Futsal. Mads spillede fodbold med Jorge. Aften uden planer.

 

21. juli. Lørdag. Tog bussen til Fairway Hostel, plejehjem i Sandringham. Get together for Cyckling Without Age. Klokken var lidt i otte, så jeg havde bussen for mig selv til St. Kilda, hvor der var tre kvarters overlap til næste bus. Kaffe på cafeen overfor.

 

Dorthe fortæller her begejstret om Cykling Without Age. Det er en vitterlig fantastisk opfindelse/organisation. Win Win, de frivillige der cykler rundt med de ældre på plejehjem er glade og passageren er lykkelige. Får vind i håret, for dementes vedkommende tale og noget af hukommelsen tilbage, røde kinder og grin i mundvigen.

 

Drengene købte footy-bold og Tim tog drengene med over og træne i Lagoon parken. Da jeg kom fra Sandringham ved firetiden tog drengene og Søren på tennisbanen.

 

Søndag. 22. juli. Kalle havde tidlig kamp. Skulle spille for holdet under 13… Søren og jeg løb parken rundt før kampen. Solen varmede. Mads kørte med Ben lidt senere. De skulle spille på banen efter Kalle, vi så Mads første halvleg.

 

Gud, der var også lige den her! Godmorgen Lene2005! Viste sig at være en decideret afpresnings email, der i nattens mulm og mørke var tikket ind i min boks. Hvis ikke jeg indbetalte 1000 dollars i Bit-coins (if you don’t have any, then you can google how you get some, lød Rudenstines fine advice!!!) Og hvis ikke ville han sende klamme p-videoer til alle mine kontakter. Yeah right. Men så meget oppe at køre fik han mig da, at jeg fluks skiftede mit alt for gennemskuelige adgang-til-ALT password til et nu hemmeligt, vældigt udspekuleret et. Kom igen Laurence! (Det viste sig senere, da Søren undersøgte sagen, at åbenbart temmelig mange danske password, ifølge BT, var blevet lækket. Jeg er altså nok ikke den eneste, der skulle betale afpresnings-Bit-coins ved kasse A.

 

Mads hold. Uafgjort.

 

Spring is coming…

 

Mandag. 23. juli. Skulle til ICA efter mælk og brød. Afstikker til stranden og heldigvis for det. Se lige hvilken velkomst…

 

Mads laver hofret. Tortilias med ost og diverse.

 

Søren mødte Rasmus på trendy rooftop-bar i Brunswick. Den vi så tit har talt om en dag at ville besøge.

 

Havde ellers sagt, aldrig mere Coles billedsank, men lige lidt alligevel. Elsker den her udsigt fra taget af C…og efter endt indkøb endnu mere!

 

24. juli. Tirsdag. Farfar, far og svigerfar Anders fyldte 80 år i dag. Vi havde skrevet breve, som Søren scannede ind i går på arbejdet. Postvæsnet turde vi ikke stole på. Lykke lykke kæreste Anders. Jeg havde sidste dag på mit 100 dages projekt. En lettelse og et stik i maven. Har været sådan et livsbekræftende Lene-projekt.

 

En af cafeerne ved stranden har fået nok af den hårde (smil, i følge dk-tilstande milde) Melburnian winter. Her var, hvad de havde hængt op! Vi havde talt om at se pingviner i St. Kilda ved soldnedgang, men det var overskyet og cafeen forenden af broen lukkede kl. 6. Venter til senere. Søren og jeg bankede drengene i bordtennis.

 

Så er de i gang igen! Bliver helt dårlig bare ved synet. Kig op op, til venstre for den hvide slags midterdeler. Et. stk. vinduespudser.

 

25. juli. Onsdag. Mødte Tom Ox med det store, røde skæg på South Melbourne Marked. Dag 96. Spurge, hvad der kunne få ham til at grine? Han fortalte to små historier fra en rejse til Europa, men det mest interessante var samtalen, vi fik efter. Hvor han fortalte om at blive forladt af sin far som 5-årig, to andre søskende led samme skæbne. Ingen af dem har set ham siden, fordi faren ikke vil. En mor, der blev alkoholiker pga. det brud. Kom som et lyn fra en klar himmel for hende, hun troede de var lykkelige…

 

26. juli. Torsdag. Fandt den her vældige surf-hat i OP-butikken til Melbourne Run på søndag. Cancer løb, hvor jeg løber for en dansk kvinde Trines projekt “SillyHatforMatt”. Hendes mand døde af en sjælden mavecancer for fem år siden, efterlod sig to små drenge og Trine, der lige var flyttet hertil med børnene fra England. Matt var rejst i forvejen. Der er meget lidt forskning på området, fordi sygdommen er så sjælden. Hun fundraiser til forskning. Meldte mig til for et par dage siden. Løbet er på søndag. Matt elskede sjove hatte, derfor hedder kampagnen det.

 

Efter fodbold og løb og aftensmad skulle der lige tømmes skoletaske… hov der var lige en halv rød slurbie i madkassen. Nix! Sådan en lunchbox er ikke nødvendigvis vandtæt! Søren rensede og rensede. Den er der endnu, men vi giver ikke op. Startede på Mazerunner film!

 

27. juli. Fredag. Forbi Marigold for at hilse på Lisa. Hun, Mike og Jarvis var på Rådhuset i går til stor ceremony. Australsk Citizenship. Nu er de både kiwier og aussis. Forløbet har varet tre år. Der var 37 nationaliteter repræsenteret, fortalte hun. Cyklede videre ind til Queen Street efter startnummer til løbet søndag, og så finde spot i solen på South Wharf. Søren stødte til, vi havde lige en time, før tennis med Mads.

 

Så får man det ikke bedre.

 

Kalle havde sleep-over ved Nate, og vi andre tre skulle i biffen. “Det, de taler om”. En norsk film. Brighton Palace, Bay Street, på GPS’en ikke langt væk, men der var fredags-kø, hvilket kom bag på os. Vi kører jo aldrig i myldretid. Cykel-dudes, som vi er. Nåede det lige på minuttet. Familien Bjerring Kæmpe og Harvey og mr. Jolly var der også. Det var en barsk film om en pakistansk teenage-pige i Oslo, der sendes på genopdragelse i Islamabad. Familien slår hånden af hende og faren er ved at skubbe hende i døden til sidst. Så voldsom og barsk – hele det her ærebegreb oppe at vende. Hun ender med at løbe hjemmefra. Kan ikke vende tilbage.

 

Sava havde booket restaurant. Vietnamesisk, super mad. Vi skulle råbe højt for at overdøve de andre borde. Hyggelig afslutning på en meget tankevækkende film.

 

28. juli. Lørdag. Mads havde godt fortalt om blodmånefænomenet. At den var rød halvanden time, længste tidsrum i 100 år. Omkring kl. seks skulle det være. Mads var oppe, og senere Søren og så kom Søren ind og vækkede mig. Vi gik ned til broen. Klokken var 6.20am.

 

Solen var på vej til at forstyrre månen. Men vi så den helt svagt lyserød. Søren havde set den lidt rødere en halv time før i Lagoon Parken. Indrømmet ikke nemt (eller særlig overbevisende). Den lyse cirkel i midten af billedet. Et stk. blodmåne!

 

Mads gik hjem for at sove videre, men Søren og jeg fortsatte vores tur. Det var såden en smuk og mild vintermorgen. Se lige… ikke neunundneunzig med hele tre luftballoner over Melbourne.

 

Tør, tør ikke, tør, tør ikke, tør, tør ikke. Tør? Måske!

 

Mads gik hjem for at sove. Vi fortsatte på morgentur og købte kaffe hos Rock, scissor, paper. Den søde skæggede barista er Collingwood- fan. Vi talte om kampen. Glædede os til at se den i eftermiddag med Rasmus.

 

Her er vi lige ankommet til Cricket Stadium, hvor kampen skal spilles. En Richmond Tigers fan er ved at blive gjort klar! Vi cyklede derind og er her på vej ned for at mødes med Rasmus udenfor opgang C. Var lidt sent på den. Skulle lige have Kalle med, der fra sleep-over ved Nate var kommet med til taekwondo. Nates forældre har en stor klub. Kalle er velkommen på holdet, så når fodbold slutter i september starter han nok på Nates hold.

 

Skønt at se Rasmus. Her på vej op. Kampen er lige ved at gå i gang.

 

Richmond brølede derud af. Vandt pænt stort over ærkerivalen. Der var en fantastisk intens stemning. 80.000-90.000 tilskuere. Fik dampende varme meatpies (altså om det vitterlig er kød, der er inden i dem!!!) MED ketchup og øl. Som sig hør og bør.

 

Lots of people, der skal hjem på samme tiden. Godt vi var på cykler. Kom hurtigt af sted i retning af restauranten.

 

Vi havde fået anbefalet “Cookie” på Swanson Street 160. Ret trendy, men maden, hmm…meget mærkelig Sonnyboy. Dejligt med selskab af Rasmus. Han havde lige fortalt om en fed rooftop-bar, han havde været på i torsdags. Det viste sig, at den lå et par etager over Cookie. Søren, Mads og Rasmus fik en drink deroppe, mens mig og Kalle cyklede hjem, efter lige at have tjekket den ud. Hold nu op. Cool sted.

 

Expresso Martini…..vældig vældig, sagde Søren.

 

29. juli. Søndag. Jeg skulle tidligt ind for at løbe Melbourne Run. Tram 1 lige til Federation Square. Genialt. Søren var først med Kalle til hjemmekamp i South Yarra. Mads var hjælpelærer på Danish School, kørte med Tine.

 

Kl. 1pm, Mads hjemme og bilen blev pakket fuld til match nær Mornington. Mads hold. Long drive. Kalle tog med, så de var seks drenge og chauffør Søren. Det blæste vildt, så ikke den store kampfornøjelse, men i bilen havde de haft en fest. Trætte drenge, der kom hjem kl. seks.

 

Jeg løb de 10 km iført min SillyHatforMatt… Nød, nød, nød det. Delvis sol, selvom de havde lovet regn, så det reddede det hele. Vi stod i mindst tre kvarter og ventede på at få lov til at løbe. 20.000 mennesker, der skulle føres gennem en tynd passage til start-linjen. Fra scenen i målområdet blev det spurgt, om nogle ville dele deres reason to be here, og det ville jeg gerne. Fortalte fra scenen om Trines kampagne og Matt, der døde af mavecancer for fem år siden. Det var godt at få lov til.

 

30. juli. Mandag. South Wharf, nye løbesko og jagt efter solbriller on sale. De der to dollars nogle, jeg har købt i OP-Shoppen bliver boycottet af boys og faren. Samme liggestol som i går. Ikke i sol, men stadig fed udsigt (og god kaffe).

 

Havde inviteret boys på half price pizza hos Mr. Lawrence. Godt nok lang tid siden, at vi sidst har været der. Isak var med. Det var super hyggeligt. Total charmefyr, mente han ville brække Kalles ben, når han er på vej hjem, så han bliver down under. Søren var til hyggelig afslutningsmiddag på restaurant nær arbejdet – to kolleger rejser hjem. Til henholdsvis Israel og Schweiz.

 

Plakat på Mr. Lawrence.

 

31. juli. Tirsdag. Dagens tour (de France) bliver fulgt nøje. Søren og Mads tog over til skolen for at høre om en Bikeride i december. 3,5 eller 9 dage. Mads vi gerne cykle fem 331 kilometer. Fem dage. Fru Outzen i OP-shop. Scorede et par snickers til 2 dollars (10 kr.) Kun lidt brugte. Stan Smith, Raf Simons. Da jeg kom hjem var Mads ved at dåne. De koster åbenbart 2000 kr fra nye. Jeg anede ingenting, manglede bare nye sko, og Jules ville smide dem i kurven til Diabetes, fordi de havde et par sorte mærker. (Alt det vi ikke lige vil sælge i butikken ryger hertil. Diabetes får tingene gratis, men frivillige skal betale et symbolsk beløb. Haps gewesen!)

 

Fruens nye Raf Simons sko! Sikken en afslutning på juli. (Blæser koldt udenfor. Indenfor fyrer vi ikke for gråspurvene, men for familiens varme-befindende. 25 grader! Danske Julie siger, at det tenderer norske tilstande. Det folkefærd, hun kender, der fyrer mest op. Ps. VANDT over Mads i bordtennis (kun et ud af tre sæt, men men overraskende alligevel) Double-match senere. SK mod ML….først nævnte gav os klø.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *