Dag til dag januar 2019

Januar! Et år siden at vi ankom med den flyvende hval… og en måned, der byder på første dage med sønderjyderne, sidste tur med kliken i autocamper på Tasmanien og 12 forunderlige dage med veninde Lene E, der ankom den 12. januar, et par dage efter, at Mads var rejst tilbage til efterskolen. Sæt i gang: Der er lots, der skal vises og fortælles. (De første tre dage med Haderslev og turen til Tasmanien ligger også under Rejseliv).

 

Månedens billede: Er slet ikke i tvivl. Elsker det billede.

 

Tirsdag. 1. januar 2019. Søren og jeg lavede egen kaffe i dag. Vidste ikke helt, om noget havde åbent. Ned til vandet og hilse godmorgen.

 

Nytårstalen, som det sig hør og bør, også selvom man er langt væk hjemmefra. Dagen derpå Dronning.

 

Chill i poolen.

 

Mere chill og blå himmel.

 

Tidlig aftensmad. One-pot-pasta og doktor Søren havde ordet. Introduktion til aftenens cricketmatch i MCG (Melbourne Cricket Ground), en komprimeret udgave af sportsgrenen, der i aften KUN ville vare tre timer. Kan ellers tage uger at spille sådan en cricketkamp!

 

Og han forklarede…

 

Og forklarede…

 

Tog tramen ind. Nr. 1. til Federation Square. Gik det sidste dejlige stykke sammen med hundreder af andre.

 

Før kamp-start mødtes vi med Charlie, Julie, Freddie, Harry og et andet dansk par, der var på down under memory lane besøg. Her er vi kun os ude foran station.

 

Melbourne Cricket Ground.

 

Forventningsfulde….KUN tre times cricket.

 

 

Det var Charlie, nederste række, grøn bluse, der sørgede for billetterne. Han er member, meget laaaaang proces at blive det. Havde det taget 10 år? Nå men i hvert fald sad vi vældigt på member tribunen. Julie sidder i midten.

 

Der var heldigvis rigelig med kompensation fra det sløje krudt den 31. Hver gang hjemmeholdet scorede, og det gjorde de konstant, var der høj musik og lys på himlen.

 

Gik ned mod tram i den fineste sommeraften.

 

Onsdag. 2. januar. Så blev der lejet bil igen. Vi skulle på Great Ocean Road tur og se koalaer.

 

Når solen skinner langs kysten fås det ikke bedre.

 

Det skulle da lige være, når ham her er her.

 

…,

 

Ved Kenneth River parkerede vi bilen og gik på koala-spotting.

 

Men før opstigning kom papegøjer og hilste på.

 

Man kunne købe korn at fodre med. Emil og Kalle fik af en flink inder.

 

Fin gåtur, gik vel 2-3 km og vi var gode spottere.

 

Der var en…

 

En til.

 

Spottede vel en 10-15 stykker. Man må have øjnene med sig, også fordi de nærmest ikke bevæger sig. Sover 20 ud af døgnets 24 timer. Hver koala har brug for 100 eucalyptus træer for at overleve et liv.

 

Medbragt frokost.

 

Kørte videre. Til Apollo beach for at svømme i de her bølger. Dagens højdepunkt. Koldt med fantastisk.

 

 

Good on you boys!

 

Søren F ledte an på den kønneste tur hjem. Op over bjerget, gennem nationalparken Forrest. Vi standsede i byen af samme navn, havde hørt om deres bryggeri. Det havde desværre lige lukket! Vi fik vand og Annettes banana-brød i stedet for og faldt i snak med nogle rangers, der passede på området. Unge fyre. Den ene havde været i DK og havde forelsket sig i hele to danske piger –  ingen af dem fik han lokket med hjem, fortalte han slukøret. Fyrene forærede Søren O to af bryggeriets øl. De havde lige nået at købe en kasse med seks. Vi nød dem til aftensmaden. Generøse aussies og generøse fætre, når det kommer til brødreknus og kram.

 

Torsdag. 3. januar. Søren F agerede Uber til lufthavnen. Der var ikke plads til fruen i bilen pga. al bagagen, selvom jeg havde sat næsen op efter at skulle med. Kramme farvel på Esplanade West. Men nok meget godt. Ellers ville tudemarie have løbet løbsk. Tusind af hjerterne TAK for besøget.

 

Vejret var usædvanlig hot på Tasmanien, da vi landede. 30 grader og senere steg temperaturen til 34 for så at falde 15 grader på et kvarter senere på dagen. Vejret down under! Her er vi på gåben på vej til Apollo-udlejning. Et stk. autocamper i vente.

 

Søren bliver instrueret. Vand, el, gas. Ekspedienten havde aldrig selv kørt en camper, men alligevel talte han som et vandfald om alle dens fortræffeligheder. Søren måtte selv hen ad vejen greje teknikken og ringe op til hovedkontoret for at få dækkende informationer.

Kalle var meget bekymret for varmen og spurgte, om vi ikke kunne leje en fane, så der kunne komme kolde vinde i bilen. Søren og jeg havde i forvejen lejet stole, borde, gasflasker, tabletter til toilettet, rengøringsgear osv. (man bliver rippet, når man kører camper), så vi mente nok, at vi kunne overleve uden. Den hurtigsnakkende hev nu en gammel aircon-fane frem: “You can have this”, sagde han til Kalle og blinkede. Bare køb en pose is i et supermarked og sæt fanen til at blæse, så kommer der kold luft ud i rummet. Han mente det helt seriøst! (NB:  Vi købte ingen is i Coles eller andre mulige steder!)

 

 

Drengene var en tur på Subway. Tog tid at få autocamperen i spil. Små to timer. Og så skulle der provianteres. Flere havde fortalt os, at vi måtte regne med at alt lukket og slukket tidligt. Ingen 7/11 man lige kunne ty til. Vi handlede derfor stort ind i Sorell, den første større by, en halv times køretur fra lufthavnen. Apollo var noget af et skrummel at navigere omkring. En venlig dame fortalte os, at der var særlige parkeringspladser til store køretøjer til højre. Vi fulgte anvisningen. Det var hot, og luften stod stille.

Vi skulle overnatte på Fortescue Bay Camping Ground. Et site uden el. Vi var for sent ude med at bestille campingpladser, så vi fik kun uden el alle steder, men betød egentlig bare, at vi ikke kunne bruge mikroovn og ovnen. Komfuret kørte på gas, som vi havde købte flasker beregnet til. El til lys og kontakter kørte også på en seperat beholder.

GPS viste 85 km til Fortescue Bay, 1 time og 20 min. Piece of cake, men allerede her mærkede vi forskel på GPS og real life! Kaffepauser kommer selvfølgelig ud over. Den her var for vild.

 

Vi så pludselig et skilt, der sagde: “Coffee made of local beans” og Søren svingede hurtigt bilen til venstre og op af den snørklede vej. VI HAVDE BRUG FOR KAFFE NU. Pludselig dukkede det op, stedet.

 

 

Bedre kaffeudsigt fås ikke. Det var et par, der boede lige i nærheden, der ejede biksen. Kørte den op hver dag kl. 10am og hjem igen kl. 4pm. Genial forretningside.

 

Tilbage på sporet. Vi mærkede langsommeligheden. De sidste km. foregik ad stenet, bumlet asfaltvej. Kalle og jeg sad bagved. På de to sæder, der kunne laves om til seng om natten. Vi hoppede op og ned. Tog vel 45 minutter at køre de sidste 12 km. til Fortescue Bay, føltes som timer.

 

Ankommet. Klokken var kvart i tre. Vi fik anvist vores plads. Tid til frokost, så ud med bord og campingstole. Moren i bilen havde en plan. En plan om en forunderlig gåtur ad Cap Hauy Track, der startede få meter fra vores campsite. Temperaturen var faldende, hvilket gjorde udslaget. Havde ikke fået drenge på benene i 34 grader. Turen stod til tre timer tur/retur, vi aftalte at gå derudad og se tiden an. Men maks 1.5 timer. Vi gik ved halv fem-tiden, og vejret var slået helt om. Så vildt når det sker. Fra blå himmel og varme til nu mere og mere overskyet og køligt.

 

Vi gik gennem skov ca. tre kvarter, før den åbenbarede sig. Den sti der første til verdens ende (det østligste punkt på Tasmanien).

 

Jeg ville så gerne ud på den spids, og aftalen lød på halvanden time…MEN NU VI VAR SÅ TÆT PÅ, appelerede jeg. Nogle amerikanske fyre kom forbi og sagde, at det var hele besværet værd “breathtaking amazing out there”. Jeg kastede hundeøjne på Søren, der tog førertrøjen og fik drengene i gang. TAK kære husbond.

 

Her er vi på vej opover.

 

Oppe. Selvom der var diset og snerten af regn, var det ufattelig smukt. Det østligste punkt på Tasmanien, next stop: Sydpolen!

 

Cape Hauy Track er en af de fineste gåture, jeg har lagt ben til. Tak til Sava for igen super guide-råd.

 

 

 

 

Killroy and Mads was here!

 

På vores sejltur dagen efter sejlede vi ud for foden af Cape Hauy. Klippen her er den til højre for Mads på billedet ovenfor.

 

Dag 2. Oceantur og overnatning i Miena. Tidligt oppe. Søren og jeg gik kort morgentur til stranden og så ellers tilbage og vække drenge og pakke camperen sammen.  Boys fik lov til at sove lidt videre, da vi kørte mod næste stop.

 

Fortescue Bay Camping Ground. Ingen af camp-sitene har el. Det er ude i naturen – på dens præmisser.

 

Begyndende lørdag…

 

Wild Ocean Tasmania, som vi havde booket tur hos 14 dage før, lå i Eaglehawk Neck. Vi kørte faktisk lige forbi vores kaffeudsig på vej dertil. Blikvognen var ikke ankommet endnu. Glædede os allerede til eftermiddagskaffen, når vi kom retur.

Sådan stod der om Wild Ocean Tasmania-turen: Join us on our 3-4hour Seal & Ocean Expedition and observe wild Fur Seals and other marine life underwater with mask & snorkel, wearing drysuits on top of your clothes, safely suspended on our floating sea-view platform. On our 2-hour Coastal Adventure, you will get to see beautiful caves, stunning cliff formations and amazing wildlife. We ensure minimal impact on the environment and by joining our tour, you help support our marine and wildlife conservation projects.

Jeg har sjældent oplevet en tur, der på trip advisor fik så blændende gode anmeldelser. Forventningerne var høje, og de blev indfriet.

 

Morgenmaden blev indtaget på parkeringspladsen foran “Wild Ocean Tasmania” – ejet af et ungt engageret par, Susie og Damo. Hun er tysk, han fra Tasmanien. Begge har de viet deres liv til wild life projection og ture, der beskytter wild life mest muligt. Samtidig med turene på havet tager de sig af sårede, efterladte wombats og andre dyr.

 

Susie fortalte, at en wombat skal være to år, før den kan blive sat tilbage i naturen. Ungen her er fire mdr. gammel.

 

I turen var indlagt snorkling i dry-suits. Modsat wetsuits er det en tørdragt, der holder en varm, når man ligger på en flydende madras med snorkler på. Parret ønsker ikke, at man snorkler eller dykker med sælerne, da det forstyrrer dem. Drengene fik udstyr på, pga. min skulder (fraktur efter fald på en trappe til et bbq-arrangement den 8. december!) Snorkling havde vi valgt fra til mig, så jeg var i stedet hof-fotografen.

 

Vi sejlede 50 km langs kysten og endte som nævnt ved Cape Hauy, hvor vi gik i går.

 

Båden fuld…12 ombord.

 

Det er ikke en måge i x-large, der flyver bag Kalle, men en Albatros. Og der var så mange af dem. Elegante, majestætiske og med et vingefang på op til to meter. Der er også et par delfin-finner. Vi så SÅ mange delfiner og sæler i vandet omkring os. Gav sug i maven.

 

Flying og flydende albatrosser.

 

De var svære at fange med linsen, delfinerne, men var overalt ved siden af og under båden. Mads blev søsyg på et tidspunkt og måtte læne sig ud over rælingen. Han fortalte, at trods søsygen, var det det vildeste på turen. Var kun få cm fra en stime af svømmende dolphins.

 

Tasmanien har i tidernes morgen været et med Australien, men rev sig på et tidspunkt løs. Vi taler ifølge Damo og Susie millioner af års historie indskrevet i klipperne her og langs kysten. Vildt og udenfor fatteevne.

 

Nåede til sidst frem til sæl-stedet. Vi sejlede længere end normalt, for ved det andet sæl-sted var strømmen for stærk. Vi var ude godt fem timer på havet, en time længere end beregnet.

 

Sæler på klipperne.

 

Og så under vand. Snorkel-kig.

 

Søren fortalte, at vandet var isnende. Føltes som et slag i ansigtet, hver gang man kom under overfladen.

 

Tilbage til Tasmanian Ocean Tours. Vi klædte om, fik frokost og så afsted mod næste stop: Cradle Mountain. Havde jo vældigt set frem til kaffe på bedste kaffeudsigt-stedet, men desværre havde de lige klappet lågen i, da vi kom. Her er det Hobitten-agtig udsigt fra dér, hvor Kalle og jeg sad og bredte os på bagsæderne. Mads var co-pilot på førersædet.

 

Cradle Mountain: Keep on dreaming! Det gik meget, meget langsommere end beregnet, selvom gps. sagde 191 km., lig med 2 t. 22 minutter, ville det tage mindste det dobbelte og mere til. Efter et par timer holdt vi ind for at lave en plan B. Vi ville køre så langt vi kunne, og så bare finde et sted. Jeg aflyste campingsite, og vi nåede Miena godt 7pm. (Cradle Mountain kunne ikke nås i lige linje, man skulle højre om og op. Ligger i et bjergområde).

 

Chauffus var meget obs på at have vendeplads nok til bilen, så vi parkerede i vejsiden på mainroad og gik så ned til søen for at tjekke pladsen ud, før vi kørte derned. En helt fodboldbane af plads var der. Søren gik op for at hente Apollo, jeg blev ved søen. Tiden gik: Hvor dulan blev de af? Jeg hørte råb, oh oh! Spænede af sted og så nu et stk. autocamper, der tippede temmelig meget til siden. Var kørt fast i mudderet i vejkanten. Den vælter ikke, bedyrede chauffus, men jeg var skrækslagen og også Kalle nægtede, at Søren lagde sig ned til hjulet for at fjerne mudder. Redningen kom lige, hvor det var mest kritisk: En pickup truck med en fem personer holdt ind til siden. De havde et shed i Miena (sommerhus) og var på vej ned for at fiske, sammen fik vi skubbet Apollo fri. De spurgte ind til vores overnatningsplaner. Vi tøvede lidt, for havde godt set, at det var ulovligt at campere ved søen. Ville ikke lige ud med den plan. “You can sleep in our yard”, tilbød de gæstfrit, og vi sprang til.

 

Mens vores nye venner tøffede ud i deres fiskebåd, lavede vi pasta, drak vin og spillede kort. Til den her udsigt!

 

Kl. 10pm og kulsort aften kom de tilbage og bankede på døren. Sammen fulgtes vi nu til deres shed. Fik strøm og vand og blev budt inden for på kaffe og kiks. Søde og gæstfrie tassis. Det var hundekoldt, da vi skulle sove. 6 grader! Godt vi havde Apollo-hus over hovedet.

Dag 3: Cradle Mountain, tasmanske djævle og Corrina.

Planen var at gå-tur omkring Dove Lake i Cradle Mountain, før vi havde booket en tur i børnehjemme for tasmanske djævle, lige i nærheden. De tasmanske djævle er en truet dyreart pga. en sjælden kræftsygdom, de har tilranet sig. Vi tænkte, det når vi fint, bare vi kører tidligt. Men selvom herr og fru kørte halv syv, i den fineste morgen, hvor solen stod op, blev vi igen ramt af langsommeligheden på vejene. Men selvfølgelig gjorde vi også holdt i Sheffield på tassi-familiens anbefaling, plus at der skulle laves pandekager til morgenmad OG bacon og æg. Dejlige ting tager tid…

 

Tassi-familiens shed, som vi forlod ved halv syv tiden. Drengene sov videre, mens det bumlede derudad.

 

Godt 100 km. fra Miena lå den lille by Sheffield. “Go down the mainroad, park the camper and take a walk”. Tassierne fra i går fortalte os, at byen var ved at dø hen, men så fik et smart hoved den ide, at man kunne invitere til rural festival og lade kunstnere udsmykke gavle og mure. Som tænkt, så gjort. Der er nu festival hvert år i byen, og der er nu kunstværker uber alles. Vi gjorde som familien sagde, i stedet for at dreje til venstre mod Cradle Mountain, fortsatte vi nogle hundrede meter lige ud og tog en gåtur. Det var virkelig en genial ide, og byen havde oppet sig, kunne man se. Der var flere fine cafeer og butikker, der uden tvivl er kommet til sammen med kunstværkerne.

 

I anledning af Anzac day 26. april, der hvert år mindes de faldne i primært 1. og 2. verdenskrig.

 

Måske ikke det mest imponerende værk, men det fine var den store variation, og der var vitterlig kunst overalt.

 

Endda china-biksen er med på noderne.

 

Tid til morgenmad. Holdt ind lige uden for Sheffield.

 

Mads lavede pandekager. Kalle æg og bacon.

Miena til Dove Lake, Cradle Mountain, sagde 171 km, 2 t. og 40 minutter – men altså IKKE i autocamper. Med holdt i Sheffield og vores morgenmads-stop plus bjergkørsel tog det os seks en halv time at nå frem til parkeringspladsen og info-center ved Cradle Mountain.

 

Et stort turistmekka – viste det sig at være. Hundredvis af især japanske og kinesiske besøgende. Der kørte turistbusser hver tiende minut fra parkeringspladsen og de sidste ti km. ud til søen (siger lidt om antallet af besøgende). Undervejs var der flere stops, hvor man kunne stige på og af og gå ture i et virkelig kønt landskab. Alt sammen gennemtænkt arrangeret. Man gik på boardswalks alle steder, små anlagte træ-stier. Ps. Her er det lykkedes Mads at fotografere ren natur UDEN mennesker. Storbedrift.

 

De mange mennesker overskyggede lidt fornøjelsen. De mange, som jo også vi var en del af! Overalt i Tasmanien, hvor vi ellers har været og kørt, har vi nærmest ikke set et øje og tænkt, at al den snak fra folk om sommer og masser af turister på Tassi – den holdt jo ikke. Men her var de. Gåturen rundt om søen var estimeret til 1.5 timer. Vi nåede kun 25 minutters gåen ud og venden om, ellers kunne vi ikke nå næste punkt på programmet: Tasmanske djævle kl. 3, (plus den proppede turistbus tilbage). Meget kørsel for ganske lidt, men sådan er timingen i livet jo nogen gange – sådan lidt småskæv!!!

 

Tasmanian Devil Sanctuary. Det var her, vi havde booket rundtur. De tasmanske djævle er en truet dyreart pga. en særlig kræftsygdom, som man forsøger at få bugt med på øen. Djævlen er en drabelig lille kødædende fætter, der kan angribe dyr langt større end den selv. Rundvisningen startede med en natur-fantastisk film klippet og speaket af selveste David Attenborough, der nu er 92 år gammel, men altså still going strong. Vi var liiiiige ved at adoptere en T-djævel (man kunne adoptere ved at betale til dens ophold). Blev dog kun ved tanken.

 

Lidt over 4pm kørte vi afsted mod Corrina. Skulle nå at være fremme før 7.30pm, hvor der var booket bord til første aftensmåltid uden for Apollo. Vi glædede os, også til et varmt brusebad på campingpladsen. Corrina ligger i regnskoven og er en tidligere guldgraverby.

 

…eller by og by. Det viste sig, selvom Corrina havde en stor pæn plet på landkortet, at den nu kun fungerer som feriested: Corinna Wilderness Experience camping area, hed det, hvor vi boede. Et virkelig gennemført sted, hvor man kunne campere eller bo i originale træhuse fra dengang, der var guldgravere i området. Eneste forsyning var restaurant og infomationsbygningen, hvor man også kunne købe det mest nødvendige. Alt var ecological og bæredygtigt.

 

Restauranten, hvor vi havde booket bord. Sidste stykke til Corina var en 20 km. smal, hvidstenet bjergvej, hvor man fik akut maveondt af at kigge ned af siderne.

 

Efter aftensmad stod den på kaffe i Apollo og kortspil og (en meget træt chauffus).

 

Søren og jeg vågnede hønetidligt. Fandt stien langs floden, der tog godt en time at gå. Som det er typisk i regnskove, hører man en masse lyde, fugle og raslen, men vi så ingen dyr. Mødte færgemanden fra i går, der også var tidligt ude. Han fortalte, at han og hustruen for fire år siden solgte alt, de havde, hus med indhold og hans vvs-virksomhed, og de sidste fire år havde kørt rundt i Australien og nu på Tasmanien i bil og campingvogn og arbejdet, hvor de kom frem. Alle mulige småjobs, var det blevet til. Her var han færgemand, og hun arbejdede i receptionen. Deres søn på 24 år kom om fire uger og så skulle de sammen rejse på Tasmanien. “We are happy in life and have even more money now than before”, fortalte han. Det var en gammel drøm. Hun havde haft den i årevis, og til sidst turde han også. Han var i dag 56 år, dvs. sprang ud i eventyret som 52årig. Vildt.

 

Tilbage ved Apollo havde drengene været i morgenbad, og vi gik i gang med breakfast. Skulle på bådtur kl. 10. Masser af dejlig tid.

 

Den her wallabie (i familie med kænguruen) ville gerne have siddet med til bords. Var omkring camperen konstant.

 

Vi havde booket tur på Pieman River fra kl. 10am til 2.30pm inklusiv lunchbreak, halvanden time, når floden nåede havet 22 km. mod vest. Skibet her var 80 år gammel, velplejet og duftede af træ. Havde været med under 2. verdenskrig, senere virket som fiskebåd og nu altså turistbåd.

 

Det var lidt køligt i starten, men Søren havde taget dyne med (nul frysning, havde vi gjort nok). Vi brugte den, da der var morning-tea en time efter afgang. Den lille slæbebåd her, fandt jeg ud af på hjemturen, var beregnet til sommerhusejernes kølerbokse og skrald. Den lille klynge huse ved Pieman Heads, hvor vi sluttede vores tur, måtte tage alt med ud og tilbage, som deres ophold krævede. Ingen mulighed for at efterlade affald derude.

 

Skipperens kone gik rundt og spurgte alle ombord, vi var godt 20, om de ønskede te, kaffe eller varm chokolade. Og bagefter bar hun fade rundt med kage og frugt. Fornemt. Det skete både på ud og hjemturen. Dynen kom om benene lidt senere.

 

 

Halvanden time og 22 km. senere – ankomst til Pieman Heads. Her blev vi sluppet løs i halvanden time med lunchbags. Gik mod havet og klitterne.

 

Lige straks møde med et brusende hav forenden.

 

Floden på vej mod munding.

 

Det indiske Ocean, der omkranser Tasmanien.

 

Drivtømmer overalt.

 

Lunchtime.

 

 

Og snart tilbage til skibet.

 

Kalle og Mads fik lov til at agere skippere på hjemturen.

 

Smurt vande.

 

Mads lange højrearm agerer we-fie stang.

 

Vel tilbage skulle vi med den her for at hitte i retning mod Hobart.

 

Vi var nr. 1 i køen. Færgemanden fortalte os i morges, at han havde fragtet 230 biler over dagen før, dvs. at der var mulighed for pæn lang ventetid. DERFOR: Søren fik lynhurtigt Apollo frem til lejet. Well done.

 

 

 

Målet var Derwent Brigde. 178 km. mod syd. 3 timer i følge GPS…4-5 timer for os. Her er det et udkigspunkt, som Mads tilfældigt spottede, da vi kørte forbi.

 

Det viste sig at være 1 km. lang boardwalk op til et vandfald. Søren og Kalle skulle ikke højde-nyde-noget. Mads og jeg gik omkring halvdelen af turen.

 

Vi ankom før solnedgang til en sø lidt uden for Derwent Brigde. Der var også andre campere. Nåede aftendrink mens solen gik ned.

 

 

Stedet, hvor vi kørte ned.

Dag 5. Mod Hobart og flyafgang 2.40pm. Også ideen om at nå et par timer på MONA, kunstmuseet alle taler om i Hobart, var i tankerne, plus måske lige omkring stranden syd for Hobart før afgang! Der var mange ideer til sidstedagen på Tasmanien (brygget i fru Outzens hoved), men faktum var, at det tog os fra kl. 7 morgen til kl 1pm. at nå frem til hovedstaden og Apollo, hvor bilen skulle afleveres. Efter et par timer gjorde vi morgenstops-holdt i Ouse.

 

Vi gjorde holdt og spiste den sidste morgenmad ved bordet her! Fik gjort rent og pakket alt ned.

Næste stop var Hamilton, hvor vi havde hørt, at der var en dumpingstation til grey water (opvaskervand) og black water (toiletvand). Her kunne man også fylde tanken fuld af vand. Bilen skulle afleveres med fuld benzin- og vandtank, men tomme de andre.

 

Blødt landskab på vej mod Hobart. Vores fly gik 14.40pm. Apollo skulle afleveres kl. 1pm.

 

Alt var fjong. Det tog en halv times tid at aflevere. Kalle, Mads og jeg gik i forvejen ned til et efter sigende bedste fish and chips sted i Hobart. 10 minutters gang derfra.

 

Og så mod lufthavnen, på gåben. Flyet viste sig at være en time forsinket…godt med ro på og fin hjemtur.

 

Vi havde en sige-farvel-til-Mads-date i Black Rock om aftenen halv otte med Sava, Jan, Vigga og Stinus på Stinus nye arbejdssted, “Mamas kitchen”. Her venter vi på de andre. Trætte i ben og hoveder, men som altid en skøn aften med familien Black Rock. Vi tog med hjem til kaffe og julesmåkager – i dyner godt 11pm.

 

Onsdag. 9. januar. Afrejsedag for Mads. Flyveren lettede 10.35pm, så vi havde en hel dag at sidste-nyde ham i. Søren og Mads cyklede afsted formiddag for at ordne praktiske indkøb. Om eftermiddagen tog vi til stranden. Vores lokale.

 

Elsker det billede. De to brødre er kommet så meget tættere, ligesom vi alle sammen er.

 

Mads snart på vej. Den store dreng med en lang rejse liggende for fødderne. Mads vendte sig om flere gange og vinkede, da han gik ud til tjek-ind. Efter farvel-knus og tudemarie. Har været så vildt dejligt at have ham hernede igen.

 

Torsdag. 10. januar. Jeg skriver nogle linjer hver dag i dagbogen for at huske – til når jeg lægger op på udebane. Men den 10. er helt blank. Savnet har fyldt. Kalle afleverede vi hos Isaac efter farvel til Mads i lufthavnen. Skulle sove der. Så Kalle har nok været hos Isaac og sikkert også sammen med nogle af de andre venner. Lane var retur fra Californien.

 

Fredag. 11. januar. Søren på job. Kalle hos Nate. Jeg skulle klippes i Sandringham. Godt at have det i tankerne, når Mads er oppe i skyen. En urolig følelse kryber rundt konstant. Også sidst, da han fløj tilbage i oktober, cyklede jeg den her fantastiske tur. Den smukkeste cykelrute.

 

Street-artisten, der var i gang for to måneder siden, da jeg var her sidst, var nu færdig. I smøgen bag Amos, min frisør. Waauu.

 

På tilbagevejen, ved halv firetiden, mødtes Søren og jeg på Brighton Beach, deres cafe med den her udsigt. Vi blev enige om, at nu skulle vi altså snart herud at svømme: Brighton Bath, der åbner kl. 6am alle hverdage.

 

Lørdag. 12. januar. Oh så kom hun. Kæreste veninde, Lene E. Hun kom faktisk til Australien samme dag, som vi tog til Tasmanien. Besøgte først sin kusine i Byron Bay og så dage i Sydney.

 

Vi hentede Lene i lufthavnen, og chauffus Søren satte så kurs mod Woodland Historical Park, hvor vi var med Orla for snart et år siden – kænguruer. En UFO må have generet GPS´en for hold nu op. Vi kørte rundt og rundt i og omkring lufthavnsområdet  – kunne bare ikke finde stedet, selvom det ligger få km. fra airport. Det lykkedes til sidst. Og her er de! Igen var der masser af dem. Overraskende positivt at se stedet igen. Kan varmt anbefales, hvis man vil se hoppebolde. Som Dyrehaven.

 

Gik tur i Woodland og så sneflokke på himlen.

 

Og så hjem og introducere Lene til terrassen. Søren stod for grillet laks. Kalle hos Isaac – sleepover. Kom lige hjem og hilste på. Vi gik tur til vandet.

 

Paparazzia mor, der bliver lykkelig af at finde Mads på efterskolens insta-story. Museum, på tur med efterskolen,  og her i gang med privatundervisning eller? Han bliver sgi da så klog vores største.

 

Søndag. 13. januar. Lene og jeg ville have cyklet kyststrækningen til Sandringham, men det blæste en halv pelikan. I stedet cyklede vi til St. Kilda og fik frokost på pieren, og så den største næsehorns-skulptur i Australien. Igen er det makkerparret Gillie and Marc, der står bag. De er både politiske og miljø-engagerede og værket, The Wonderful Two, symboliserer de sidste nulevende hvide næsehorn, mor og datter, der i dag lever under konstant overvågning i en nationalpark i Afrika. Målet her er at skabe opmærksomhed omkring truede dyrearter.

 

Kalle igang med at flytte ind hos Isaac? Nej, missionen er her at få hentet hans sovegrej hjem fra Isaac. I morgen gælder det en tredages-tur med Julians familie til Torquay.

 

Mandag. 14. januar. Jeg var til fysioterapeut for første gang. Hun havde styr på det og var tillidsfuld. Fik gode øvelser med hjem. Ordene var fortrøstningsfulde, om to mdr. burde jeg så småt kunne spille tennis igen. Skal komme hver uge foreløbig. Fandt den endelig St Ali Coffee Roasters, hørt så meget om den. Gemt væk i en smøge, ligger lige i nærheden af South Melbourne Fysio, på gensyn!

 

Masser af grafiti i gaden.

 

Lene sad og arbejdede indtil to-tiden – på biblioteket (bedre netforbindelse).

 

Jeg fik Kalle godt afsted. Blev hentet ved halv to-tiden af Julian forældre. De var inviteret ned i et kæmpe sommerhus i Torquay af nogle gamle arbejdskolleger, tæt på vandet. Kalle, Julian og søsteren var eneste børn med på turen. Betød maks forkælelse, fortalte Corinas, Julian mor. Lene og jeg kørte til Albert Park Lake. Gik turen rundt. Melbournes bedste. Boadhouse Café havde lukket, men vi kompenserede med Aperol på terrassen i sol, sidst på eftermiddagen.

 

Sava og børn kom ved kvart i syv. Sammen gik vi ned til Mr. Lawrence, hvor vi mødte med Julie, Charlie og børn plus Julies nevø. Jan kom til senere, kom fra job. Mandag, halv pris på pizza – skøn aften.

 

Søren og Charlie.

 

Tirsdag. 15. januar. Vinden havde lagt sig. Himlen var blå. Afsted mod Black Rock. Sava havde stillet cava på stranden i udsigt. Men først forbi Brighton Beachhouses. Dejligt gensyn, næsten et år siden sidst.

 

Kommer lige en lille serie…

 

 

Tit tænkt på, hvordan de ser ud derinde. Her er et eksempel.

 

Et stk. dejlig Lene foran et fino lille beach-house (pris ca. 1 mio. danske!!!)

 

…og så ringede Sava, hvor vi dog blev af.

 

10 km. senere…here we are. Cava og take away fish and salade fra den gode fiskebiks på havnen, og Vigga og jeg nåede endda en lille svømmetur før farvel igen. Hjemme godt 6.

 

På lokale Hanoi og spise månedens bedste aftensmad og så ellers ind mod Swanston Street og Rooftop Cinema.

 

Lun og mild sommeraften. Vi så Julia Naked, kunne have været hvilken som helst film, bare det at sidde i liggestole med coffee-drink og have udsigt til byens lys og toppe.

 

Onsdag. 16. januar. Først oppe at svømme, morgenritual og så af sted til MCG, langs floden, hvor jeg skulle have taget en opfølgende x-ray på min skulder. Lene sad hjemme og arbejdede om formiddagen. Vi tog mod Fitzroy ved 1 tiden. Mødtes først med Søren og og fik pasta på den italienske cafe, hvor ejeren blev stukket ned og dræbt på åben gade sidste efterår. En legendarisk italiener og cafe. Han fik en statsmandsbegravelse.

 

Lene og jeg brugte laaaaang tid i den lille butik ved siden af italiano cafeen, da Søren var gået tilbage på kontoret. Lene E købte gaver til sine drenge og Nils, jeg købte sæbe.

 

Apropos Nils Hartmann, Lenes kæreste og gudsbenådet grafiker. Se lige, hvad han har lavet til mig. Til mine Sustainable lydfiler, som bliver spillet i radioprogrammet The Sustainable Hour hver onsdag (og senere udkommer som podcast). SÅ glad for det logo.

 

Gik gaderne tynde i Fitzroy, besøgte rooftop, masser af butikker og studerede graffiti og plankeværk. Opdagede restauranten Hell of North, som familien Garbers Foghsgaard har talt sådan om.

 

En af murene, vi kom forbi.

 

(Foto fra Corina, Julians mor). Kalle hyggede sig maks. i Torquay, forsikrede hun. Sendte daglig rapport.

 

Her er det hjemmelavede is-sunday orgie, hvor Kalle er. Værtinden (uden børn) havde købt ind til en hel koloni, fortalte Kalle.

 

Hjem med tram 109 og så fineste solnedgang over kraner og Williamstown.

 

To gang sunset tøser.

 

Og solo Lene O.

 

Og Lene E. Happy live.

 

Torsdag. 17. januar. Jeg var i OP-butikken i tre timer og mødtes med Lene i tram 1 på Clarendon Street. Vi skulle på graffititur i city med Melbourne Street Tours og the Blender Art Studios. De eneste ture, hvor guiderne selv er udøvende kunstnere. De kender de forskellige artists og ved alt om miljøet. Her er det Sam, der viser os rundt. Hmm, måske hed han ikke det?

 

Få udvalgte af de mange pieces, som de kaldes, som vi så. Street-art er så meget mere og andet end billeder lavet med spraydåser. Vores horisonter blev i den grad udvidet, og vi fandt ud af, at ja, det er rigtig nok. Melbourne er vitterlig verdens graffiti-by.

 

Lene E’s collage, lagt på instagram.

 

En stensil. Dvs. skabelonen er lavet på forhånd og bliver så påført på muren på stedet, så det går lynhurtigt med at få den på.

 

Og så mesteren over dem alle. Banksy! Blevet et ikon og en legende inden for street-art miljøet. Han var forbi Melbourne for et halvt års tid siden, efterlod spor hist og her, blandt andet i den her smøge. Rotte i faldskærm. Det sorte tag, der er tegnet lige op til, kaldes en side-bashing, altså en snylter på den kendte kunstner. Dem er der masser af.

 

De her statement plakater er også en del af street-art billedet.

 

 

Her i en anden skjult smøge. Åbent galleri, lidt for åbent fortalte Sam. Folk snupper billederne, hvilket ikke er meningen, men det sker hele tiden, og hele tiden kommer der nye til.

 

Turen sluttede på det her rå, hemmelige sted. Total street-art agtigt. Gratis drink til alle.

 

Fredag. 18. december. Cyklede over broen ved Yarra for at få en, hvordan går det nu-røntgen af skulderen under MCG-bygningen, hvor der ligger flere klinikker. Krydsede fingre for, at alt er vel derinde…(i skulderen forstås).

 

Introduktion til South Melbourne Marked og massør Mary. Lene sagde heldigvis ja til en prøvetur. Salig treat.

 

Muskel-tilhæftning er groet fast igen, som den skulle. Lettelse, så er det bare med at fortsætte og fortsætte med hjemmeøvelser og fysio-besøg.

 

Når katten er ude, spiller musene…Kalle skulle sove ved Nate….Lene og jeg fik overtalt Søren til, at så var det nu, hvis vi skulle afprøve restauranten i Fitzroy, som familien Garbers Foghsgaard så varmt anbefalede. Fransk cuisine. Det var nu!

 

Se lige himlen på vej derud.

 

Når man venter på en blitz, der skal gå af på mobilen (kan tage lange sekunder) så bliver resultatet også derefter…men vi er her! Hell of North og akustikken var, som den plejer i Melbourne, elendig, men det gik. Man kunne tjene styrtende på gode lyddæmpende installationer down under, eller er vi bare ved at blive gamle og hørehæmmede?

 

Lørdag. 19. januar. Jenny og Tim havde inviteret os til Aireys Inlet, en overnatning i deres dejlige sommerhus. Lene E og Nils havde jo Tim og Jenny til middag, da de cyklede København- Berlin, så Lene kendte dem jo godt.

 

Virkelig skønt sted. Med udsigt. Havet til venstre. Højslette til højre.

 

Daglig gæst på terrassen og kænguruer morgen og aften og heste….på sletten nedenfor.

 

Vi kom ved et-tiden, fik frokost og så ellers afsted på gåtur langs kysten. Den Jenny altid går, når Tim surfer. Så møder hun ham et sted på ruten. Søren, Kalle og Tim tog bilen for at body-surfe.

 

 

Den fineste tur.

 

Månebase alfa.

 

Gik turen tilbage med Tim og Søren. Jenny tog Kalle tilbage i bilen.

 

Om aftenen kom Collin og Lis forbi til en drink på terrassen. Dem kender vi fra vores onsdags cykelture. De bor i et sommerhus på den anden side af højsletten. Og så ellers mad og hyggelige timer før godnat i bløde senge. Naboens søn havde venner på besøg det meste af natten. Musikelskende venner. Jeg hørte ikke en lyd, men Lene og værtsparret gjorde! Tim måtte hæve stemmen ved halv tre-tiden.

 

 

 

Søndag. 20. januar. Søren og jeg gik en tidlig morgentur rundt i området. Vi forlod Tim og Jenny efter morgenmad kl. 9. Kørte langs kysten, igennem Torquay, hvor Kalle viste os det hus, han og Julians familie lige havde været i. Sjovt at han kunne finde det….og så videre til byen Queenscliff. Vi havde ikke meget tid, desværre, for færgen til Mornington, til Sorrento, skulle nås. En kaffe og banana-cake og hurtig runde på museet, indrettet i den gamle kirke. Dukkehus by, meget engelsk. Her er vi ved havnen, læg lige mærke til cafeen i baggrunden: Great coffee, great food, great views…sætter ikke lys under skæpper hernede.

 

Her venter fruerne på båden. Kommer lige straks.

 

Tilbage ved lighthouse. Cape Schanck. Et år siden sidst. I dag var det overskyet. De få sekunder solen kom igennem ændrede farverne sig.

 

Taknemmelig for at være her igen.

 

Og for at få lov til at dele…

 

med Lene.

 

Havde jo aflagt et løfte til hinanden, sidste gang vi var her. Mads, Kalle, Søren og jeg. Om at bade i de rockpools, der lå, når man kom rundt om klipperne. Vi havde badetøjet med.

 

Det var overskyet, men lunt. Så ingen undskyldninger.

 

Nogle hopper. Andre går derud.

 

Og Kalle manden. Det var VILDT fedt.

 

Går lidt i selvsving her. TAK Lene hoffotograf, men det var isnende, dybt, klart og blødeste vand.

 

En mindre pool, men se lige farverne.

 

Tak til hoffotograf og tålmodige Lene.

 

Efter os kom der flere i. Tilbage i tøjet. Tilbage mod bilen på toppen, ved siden af lighthouse.

 

 

Og endelig kom solen…vi kørte mod frokost på det winery, som Julie havde fortalt om. Phillip Estate Winery, der lignede et Fort Knox, da man ankom, men se lige hvad der åbnede sig på den anden side.

 

NYD øjeblikket, det gjorde jeg, så længe det varede. Var helt slået omkuld af det. Der var lukket for frokost, ups, dvs. ost og vin serverede de. Super fint, syntes kvinderne, men drengene var sukkerkolde, nægtede ost, især Kalle, så de blev til, at vi fandeme, undskyld jeg bander, FORLOD det her vidunderlige sted til fordel for en lagerhalspizzarestaurant 1 km. længere nede ad gaden.

 

MED et plastik rullegardin ud til et dødkedeligt skovområde, ses lige her bag Kalle. Krise og goddag mand skuffelse hos især Outzen, Lene E fulgte jo bare med. Kvinderne opførte sig dog kultiverede, sørgede for en hyggelig stund INDENFOR, mens solen og Phillip State Winery shinede lige op af gaden. Næsten gang noget lignede sker, lægger jeg mig ned og agerer Lene 3 år. JEG VIL VIL VIL. På den anden side har jeg dyb respekt for sukkerkolde situationer. Er jo selv den allerværste i den slags…her var der bare ligesom noget langt større (og smukkere) på spil! Havde dejlig bil-tur hjem til Melbourne efter take-away-kaffe i solen en halv time UDENFOR lagerhalspizzarestaurant. Skiftetes til at være dj´s.

 

Mandag. 21. januar. Lene E. Den her er til dig! Lene svømmede dagligt, mens hun var her. Sammen med mig, eller vi gjorde det hver for sig. Oh salighed.

 

På cykeltur langs Yarra floden ud til Abbortsford Convent, gammelt nonnekloster, var dagens plan. Først forbi kaligrafi-manden. Lene fik også et Lene, skrevet på japansk (som jeg fik den 18. december, da jeg var her med sønderjyderne). Jo spændt på, om han skrev den samme betydning af navnet, men nix, det gjorde han ikke? Mystisk. Noget med måne, sol og tidspunkt på dagen??? Han er ringe til engelsk, så forstod slet ikke mine dybdeborende spørgsmål!!!

 

Vidste at der var godt 12. km. langs floden derud. Nemt, tænkte vi og så et skilt, helt i starten af ruten, hvor der stod Abbotsford Convent. Her er vi efter 4-5 km. Kaffestop på cafeen lige ned til floden. We like.

 

Det der nemme, måtte revideres. Vi kørte og spurgte og spurgte og kørte. Ikke ET skilt, efter et første vi så, viste vej. Men vidste jo, at vi skulle holde os langs floden, så vi fandt frem. Skulle indimellem over broer og store veje, op af trapper med cyklen. På et tidspunkt oplevede vi at en cyklist, hu havde LIGE forceret den lange stigning, gudhjælpemig kørte med os hele vejen tilbage, NED ad bakken, for at vise os den rigtige sti ind. Aussies, I har dem HELE tiden….de her vidtåbne arme.

 

Ankommet.

 

Abbotsford Convent er i dag et kultursted med restauranter, gallerier, arbejdende værksteder, skoler, mini-landbrug for børn. Lyder super godt alt sammen, men det var mandag, så det meste havde lukket. Vi gik i stedet tur rundt på grunden.

 

Og fik thai-mad og vin…ikke lukket.

 

Mini-landbruget, der lå ved siden af klosteret. Her kom vi til at tale med en venlig sjæl, der tegnede og forklarede om et udsigtpunkt, lige i nærheden, som han mente, at vi MÅTTE se. Vi tog tegningen med os og måtte senere vise den til flere forskellige. Kunne ikke greje den.

 

Parret her mente godt, at de kunne finde hoved og hale…vi fulgte deres anvisninger et par kilometer og måtte så spørge igen.

 

VI havde stillet cyklerne og gik de sidste par km op til punktet. Varm dag, så temmelig diset…men smukt alligevel.

 

Kunne godt se, hvad han mente…

 

Klosteret på vej ned.

 

Og så back to town. Gik glat. Kendte jo vejen.

 

 

 

Men mens den kønne kone og veninden er ude og spille fandango, hvor er så Søren og Kallemanden?

 

Men det har vi jo overhovedet ikke tid til at undersøge, skal jo over på den der med paraplyerne…ses i baggrunden…

 

Altså vi forsøgte, på vej over broen til paraplyerne, at shanghaje Søren til en drink, men han tog ikke telefonen (måske travlt med at passe Kalledrengen, smil), nej Kalle drengen kører suverænt selv sin ferie – var hos Lane). Vi så tennis om aftenen. Forberedte os til den stuuure dag i morgen. Helt Tsitsipas mod Roberto Bautista Agut i kvartfinalen på Rod Laver.

 

Tirsdag. 22. januar. Lene i total tjekket tennis-gæst outfit. Søren prøver at abe efter. Shortsene, not good!

 

Australian Open. Cyklede derind. Dagen blå og varm, 27-28 grader, og vi havde købt skyggeplads på Rod Laver.

 

Rod Laver: Vi havde også købt billet til Kalle, men frem og tilbage, frem og tilbage, Kalle ville faktisk hellere i vandland med Nates familie, for “mor og far, så vild er jeg jo heller ikke med tennis”. Søren fik solgt hans billet derinde. Først var der ren underholdning på programmet. Gamle legender, der lavede fis og ballade. Julie havde sagt, at det måtte vi altså ikke gå glip af. Hun havde helt ret. Det var en fed optakt.

 

Til den store match, havde kriller i maven, Bjørn Borg, jeg mener Tsitsipas, han skulle bare vinde, når nu Federe var banket af banen.

 

Meget intens kamp – grækeren kørte med klatten i starten, men heldigvis kom vores helt efter det.

 

Svælger lige…han havde SÅ MANGE serveesser. Flere partier blev vundet på rene esser.

 

Vi sad med godt udsyn. Der er langt mindre og mere intimt end man tror, når man sidder derhjemme og ser med på skærmen. Så fantastisk at få lov at være der og også VINDE. Der var jublende grækere over alt og høje græske tilråb undervejs. SÅDAN Tsitsipas, our new hero!

 

Herr og fru tennis. Søren..den hat! Not tennis-like.

 

Går MEGET bedre for tennis-gæsten her. Der var engang en Wozni-gang…Kørte ned til Federation Square og fik mad. Ville egentlig have set kvinde-finalen på storskærm dernede, men cyklede i stedet hjem for at se den i blå, bløde sofaer. Kalle var hos Nate, sleep-over.

 

Godnat til dagen og tak for den.

 

Onsdag. 23. januar. Søren på job. Lene sad og arbejdede indtil godt to i sit hjemmekontor og jeg tog til Albert Lake et par timer, kaffe og bog og udsigt.

 

Den hjemvendte søn. Stadig i live. Lenes sidste hele dag i Melbourne, snøft.

 

Lene og jeg mødtes ved tretiden. Kaffe og banana-bread fra cafeen på hjørnet af Victoria Avenue og Beaconfield parade…byens bedste. Den brasilianske kok, hvis mors opskrift det er, lovede at høre om jeg måtte få opskriften med til Danmark. “Come next week”. Dejlige timer på stranden før hjem til drengene og afsted til Black Rock og afskedsmiddag. Lene havde valgt restauranten, den i Blackrock. Meget trafik på vej derud. Var der klokken lidt i syv.

 

Vi mødtes med Sava og familie (og hendes forældre) til aftendrink på stranden i Black Rock. Stinus hav-svømmer, så de er nede at bakke op. Vi havde vin, øl og sodavand med på køl til folket.

 

Savas forældre hedder Ingrid og Jørn. Ligesom min far og mor. Hun er også pensioneret lærer. Giver sug i maven hver gang, jeg får det at vide. De har været i Australien hvert år i seks uger. Siden Sava og Jan kom herned. I år er 6. gang.

 

 

Havde booket bord ved vinduet. Lene så restauranten den dag, hvor vi cyklede ud og mødte Sava og Vigga på stranden. Sidste tirsdag. Det var vores tredje gang på Cerberus Beach House. God mad og selskabet var i top.

 

Udsigten fra vores bord.

 

Taaaak for aften og middag, Lene.

 

Torsdag. 24. januar. Hjemrejsedag. Formiddagen gik med svømme i poolen, styr på billetter og pakning. Det var en MEGET hot dag, men vi havde date med Sava i Hampton – ligger før Sandringsham, så op på cyklerne og afsted med os. Efterhånden kørt turen nogle gange jo. Spiste frokost, drak kaffe, snakkede, snakkede og så den butik, Sava altid køber australsk i, når hun skal have gaver med hjem til Danmark. Så op på cyklerne igen og hjem til 112 Esplanade West. Kalle var i svømmeland igen igen med Nate. Ringede hjem og sagde farvel til Lene. Kl. lidt i syv kørte Søren os over til Julie. Nevø Gustav skulle også til Danmark, med samme fly. Julie kørte os alle derud. Blev en kort afsked, bilen holdt i to minutters parkering, men nok meget godt. Lene Tudemarie på banen igen. SÅ UFATTELIG dejligt at have veninde-besøg. TAK Lene af hjertet mit, fordi du kom og delte vores eventyr med os.

 

Fredag. 25. januar. Toppede med 44 grader. Helt grotesk varmt. Det var sådan, at varmen næsten brændte, selvom det var overskyet.

 

Og medierne gik i selvsving. Søren på job, blev indendøre til temperaturen faldt ved tretiden. Jeg var i OP-shoppen fra 10-13.30, fordi jeg ikke var der i går. Tog så på biblioteket for at uploade billeder. Kalle havde besøg af Lane. Senere lavede Søren og Kalle aftensmad. Boller i karry, som vi ikke har fået i 100 år. Endelig kød på bordet, som Kalle konstaterede. Vi lavede gavepose og brev til Neal og Ebony, Nates forældre, der har taget sådan imod Kalle. De har kørt og bragt ham 100 gange til futsal, lader ham gå til taekwondo, med i svømmeland, overnatter osv. Længe villet sige tak. Det blev nu.

 

Lørdag. 26. Januar. Australian Day. En meget omdiskuteret og følsom dag med mange demonstrationer landet rundt. Dagen, hvor white fellow invaderede og nærmest udslettede the aboriginals. Modstandere af dagen har i flere år forsøgt at flytte datoen, så nationaldagen med rette og med glæde kan fejres en anden dag og for alle kulturer, der bor her. Det er stadig ikke sket. Vi fejrede ikke i år. Kalle havde brug for en ny mobil. Den anden har været i stykker i månedvis. Søren havde fundet en biks med second hand mobiler i Brunswick. Tager maks. en halv time på cykel, bedyrede Søren. Afsted med os. Vejret var dejligt.

 

Hmm, ikke lige til at se her. Men der var demonstrationer flere steder og the Indigenous flag vajede. Vi kender faktisk ingen, der skulle fejre dagen i dag. Sidste år var vi på stranden med Jesper og familie og en masse andre. Tror der er sket meget på det år i forhold til bevidstheden om the British Empires indtog i Australian. Vi cyklede og cyklede og cyklede, og det viste sig, at det lå ikke i Fitzroy, Brunswick street, som vi har været på så mange gange, men Brunswick North. 45 minutter på cykel, hvis det kunne gøre det. Søren beklagede den absolut fejl estimerede ankomst til butikken. Det gode var, at vi så ny del af byen.

 

Kalle fik ny mobil og ejeren af butikken viste os ind i cafeen ved siden af. Vældig leben og godt menu kort. Tyrkisk og australsk – noget i den stil.

 

Vi sad i den lille smøge i baggården. Frokost og stor tilfredshed med nye mobil. Delvis finansieret af morfars julegave.

 

Julie havde skrevet, om der var nogle, der havde lyst til bif. “Green Book”, med nominerede Viggo Mortensen. Søren og jeg var på, og Kalle var glad for frikvarter fra far og mor. Vi tog afsted ved sekstiden, nåede et glas vin inden. En god og storslået feel good film og Viggo M. shiner totalt (tilført kroppen 30-40 kg. i vægt til rollen).

 

Biografen var som kulisse-skabt til den film. Total 50’er bif jo. Julie tog med hjem til os og fik kaffen og så damefinalen i AO færdig. Naomi Osaka mod Petra Kvitová. Osaka vandt i en ikke særlig spændende kamp. Vi mindedes Wozni-dagene, ak ja.

 

27. januar. Søndag. Favorit læse-spot EFTER løb rundt om søen alle tre. Gå, løbe og slutte af på cafeen. Målet er at Kalle skal kunne løbe hele turen om nogle måneder. Jeg tog på markedet for at handle, drengene på bibliotek. Og så hjem til eftermiddagsbog.

 

Kalle og Søren lavede aftensmad. Kalle havde bestilt spagetti med seafood (muslinger, rejer, hvid fisk) købt på markedet.

 

Kalle overnattede hos Isaac. Søren og jeg fik lavet annonce af vores hus til facebook-gruppen, Søren har hørt om. Vi forsøger at finde en familie, der vil overtage kontrakten og alt vores inventar. Vi bryder vores kontrakt med otte måneder jo, og Debbie, vores boligagent, har sagt ja til at vi selv må finde en ny udlejer. Krydser fingre. Jeg sendte også annoncen til et dansk nyhedsbrev hernede. Vi så mændenes grand finale i AO. Så Djokovic banke Nadal.

 

Mandag. 27. januar. Ikke liv i hytten hos Isaac. De var fire, der overnattede. Invasion af hele stuen.

 

Søren og jeg vågnede ved 8-tiden. Jo talt om Brighton Bath, så nu skulle det være! På grund af at Australian Day faldt på en lørdag i år, var der officiel fridag/helligdag også i dag, mandag. Har lidt på fornemmelsen, at det kunne være for at afprøve, om dagen kunne flyttes. I dag, modsat i lørdags, så vi masser af familier holde picnic på stranden. Tror det handler om, som jeg skrev om forleden, at rigtig mange har det ambivalent med datoen. Det har var langt bedre: Mandag i sol og i familiens favn – overalt var der et leben, fra helt tidligt.

 

Vi svømmede her. I firkant svømmer man. Kopiere de garvede, der allerede var i vandet. Søren crawlede, jeg brystsvømmede. God oplevelse, men ikke ligeså wauu som i Sydneys rockpools f.eks. Det er jo også kun bay-water ikke ocean.

 

Dog ret fantastisk sted at sidde med bog og kaffe efter svømning. Så det gjorde vi – i nogle timer. Havde aftalt med Kalle, at han ville være hjemme ved tolv-tiden.

 

Kalle ringede om andre planer. Drengene ville ind til byen, “jo snart slut på sommerferien”, som Kalle argumenterede. Vi tog på japansk restaurant, meget, meget dejligt. Sad ude – i skyggen og følte os heldige. Jeg købte banana-bread hos Pineapple Palm på vej hjem og spurgte kokken, om han ikke kunne høre sin mor (hun er kvinden bag), om opskriften måtte flyve med hjem til Danmark. Det ville han gøre.

 

DANMARK blev jo verdensmestre i håndbold. 27. januar. Jeg vågnede om natten, prøvede at tænde for kampen, men fik ingen livebilleder frem. Vi fandt diverse highlight og svælgede i dem. Først Søren og jeg, så Søren og Kalle, da han kom hjem. Vi har desværre ikke set så meget håndbold hernede, fordi de er blevet spillet vores nætter. Men STORT og meget rørende.

 

Kl. seks satte Søren mig af over hos Julie, vi fik aperol, mens Søren, Kalle, Charlie og Freddie tog over og spillede tennis. 112 Esplanade West vandt i en tiebreak. Sådan!

 

Senere var der burgere på terrassen. Charlie sørger for bøffer. Tilfreds Søren-vinder. Superhyggelig aften.

 

Tirsdag. 29. januar. Kalle var inviteret i endnu en waterpark. Corina og Hedley fyldte to biler og så afsted. Søren var på arbejde,  jeg var hos fysio for anden gang. Fik flere øvelser med hjem. Går fremad.

 

Så ned til Boathouse ved søen, læse og drikke kaffe….elsker det sted.

 

Stort fly bliver lille på uendelig himmel. Kalle fik lov til sleep-over hos Isaac. Hele waterpark-gruppen skulle sove sammen. De sidste krampetrækninger før skolestart torsdag.

 

Onsdag. 30. januar. Kalle kom hjem sidst på eftermiddagen. Søren var på hospitalet. Jeg gik tur i sol og senere regn. Her er flaget stadig hejst efter Australian Day. Jeg har vist skrevet det før…der er ikke mange steder, man ser flaget vaje. Ikke som derhjemme, hvor dannebrog jo flagrer hvor og når som helst.

 

Udenfor cafeen Snow White…

 

Og så trak det ellers op til vådt. Kalle sov hjemme, smil. I morgen er det tilbage i skole. Vi er her kun i halvandet term. Skaffet matematikbog, Viggas gamle.

 

Torsdag. 31. januar. Tilbage i skolen. Year 8. Søren på kontoret. Jeg i OP-shop. Kalle til Taekwondo med alle drengene. Startet igen. Lane er nu også begyndt så de er Nate, Kalle, Isaac, Julian og Lane, der tirsdag, torsdag og lørdag går sammen.

 

Sommer i Melbourne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *