Dag til dag i september

Så er vi nået til september. Foråret er på vej, men vi tænder stadig for varmen i huset. Som et af de eneste huse, har min mand registreret, i vores lille compound – men Outzen nægter at fryse. Heldigvis har drengene det på samme måde. Hverdag og road-trip fylder i årets niende måned plus en stor Mads beslutning. Sikke en måned.

 

Månedens billede. En glad Mads. Vi har lige fortalt ham, at han skal på Grønsund allerede i uge 43. Store dejlige dreng, lykke, lykke til på rejsen!

*

Lørdag. 1. september. Mads havde læst om et vældigt vintage-udsalg, 40 min. fra Melbourne. Fik lokket Søren med derud. No good stuff to get! (Viste det sig). Men gang i biksen og MANGE mennesker. Mor i køkkenet, klar til burgeraften. Team Søren og Mads var hjemme ved tolvtiden.

 

Mads havde inviteret drenge fra klassen plus Stinus til futsal/burger arrangement. Her er futsal-holdet kl. 3pm i Albert Park Pitten. Da klokken var tid, stod kun Mads og Stinus klar, men så kom de dumpende, og der kom gang i kampene. Søren var dommer. Mads vidste ikke helt, om alle kom med hjem bagefter. Men de gjorde de. Alle undtagen en.

 

FIFA-turnering på to skærme. En brasiliansk pige havde sneget sig med. Hun var besøg hos Gap (sidder i midten med cap).

 

Mads fik “I love Melbourne” graffiti-billede af Stinus. Leon fra klassen sidder ved siden af Mads, og så er der Joel. Begge er del af footsquare-gruppen (Mads og co spiller det i frikvarteret). Mads har været til flere footie-kampe med Joel, hans bror og slæng.

 

Søndag. 2. september. Sæsonens sidste fodboldkamp for Mads og holdet. Sidste fodboldkamp down under!

 

 

Said var i topform (den stuure bodybuilder og fodboldtræner. Manden med solbrillerne). Mads og ham har haft en del good agues along the way.

 

Endnu et plet-quidditch-skud. Søren er fotografen. De spillede ved siden af South Yarra Soccer (Mads team).

 

Mandag. 3. september. Mødtes med Julie og Julie ved boat-house for at få de sidste POP-OP Shop detaljer på plads til på fredag.

 

Tirsdag. 4. september. Forår på vej og Rene T. Simonsens lydbog i ørerne. Handler om kvindens overgangsalder (F*cking hot, er titlen) – ret interessant. Fylder snart 50 jo…getting there.

 

Kalle er startet til Taekwondo i Nates forældres klub. Det foregår i en spritny og kæmpe hal nær Bunnings. Dragen er malet af en af Nates brødre. Cool sted og Kalle synes, det er sjovt. Han afløser for soccer.

 

Kalle yderst til venstre.

 

Billedet forestiller Mads og Søren i tennis-fight. Kalle og jeg cyklede forbi på vejen hjem fra Taekwondo. Kalle fik et lift hjem i Territory.

 

Onsdag. 5. september. Med toget til Geelong og Mik og The Sustainable Hour. Se lige det her Lady og Vagabonden sted. Desværre lukket ned, fortalte Mik. Ligger tæt på radiostudiet “The Pulse”, hvor optagelserne foregår.

 

Lige før vi går i luften. Mik med hørebøffer.

 

Vi var ude at spise frokost efter udsendelsen. Mik, Tony, en gæst i studiet og jeg. I cafeen har man en aftale om levering af mælk fra en lokal farmer. Blev bragt til stedet i gode gammeldags mælkejungere. No plastic!

 

Heldige station, tænk et navn!

 

Torsdag. 6. september. Så blev det dagen. En afgørende en af slagsen. Der kom endelig svar pr. mail. Sørens fondsansøgning var imødekommet. Meget glad husbond (og kone).

 

Mere og mere forår i luften. Fik senere på dagen endnu en positiv fondsmiddel-besked. Bo fra Højvangen skrev, at der var kommet et brev. Vi bad ham åbne, og han sendte besked om indholdet.

 

Fredag. 7. september. Flat White efter yoga…fundet en smutvej til yndlingsstedet “The Station Coffee”. Forbi the barking dog.

 

Så blev det aftenen for den store POP-OP shop event, hvor vi samlede penge ind til SillyHatForMatt kampagnen. 27 kvinder mødte op 7.30pm  med en plate under armen og i højt humør. Hele soveværelset var fyldt med donated clothes. Esplanade West var genial til anledningen. Vores soveværelse med walk in closet, hvor der hang tøj på alle bøjler. Prøverums-toilet ved siden af.

 

Trine var hovedpersonen. Det er hendes fundraising kampagne, vi støttede. Fundraising til fordel for mavecancer og forskning i den sjældne kræftart. Trine mistede sin australske mand Matt for fem år siden. Han blev syg af mavecancer, efter at de lige var flyttet til Melbourne fra Singapore. Det hele gik uhyggeligt hurtigt. Trine stod tilbage med to små drenge på et og tre år.

 

Julie kom et par timer før. Vi lavede et hvem/hvornår-ind-at-kapre-tøj-system, så alle fik mulighed for at gå hjem med i alt tre stykker donated stuff. Tre gange gik grupperne ind i soveværelset efter en ting, og hver gang gik en ny gruppe først ind. Julie styrede rotationen. Også Julie Singlair var med i styregruppen. Det blev en super aften med leben og et højt taleniveau. Begejstring for både ideen og aftenen.

 

Vi samlede knap 1300 dollars ind (ca. 6500 kr). Alle betalte 50 dollars for at deltage i eventen (plus havde doneret min. tre stykker tøj). Der var enkelte, der donerede uden at komme.

 

Vi havde udvalgt otte ambassadører, der hver især blev bedt om at invitere mindst to kvinder med. Catherine O´Leary sagde ja med det samme. Sidder yderst til højre. Min kontakt.

 

Også Jennifer fra OP-Shoppen bakkede op. Den sidste af mine kontakter var Noel fra book-club, og hun tog en veninde med. Gjorde glad at de sådan støttede op om arrangementet.

 

Lørdag. 8. september. Blue sky og på morgentur. Søren og jeg. Kalle skulle til Taekwondo kl. ti, kunne lige når det, før vi mødtes med Max og hans familie i byen.

 

Max mor er en kvart kineser eller halv, husker det ikke helt. Forældrene havde inviteret os til  kinesisk brunch. Lød meget anderledes og eksotisk. Vi mødes i China Town og fik vældig bilen parkeret….”yes yes I park your car sir”.

 

Mads og Max fra fodboldholdet har efterhånden set hinanden en del gange. Familien er oprindelig fra Melbourne, men flyttede så til USA i 10 år. De er tilbage down under pga. hans job. Max lillebror er på alder med Kalle.

 

Meget fornemt treat. “It’s on us”, sagde Max far og betalte for en ret fantastisk kinesisk brunch. Drak te til, det gør man. Pladen på midten kunne dreje rundt, så man kunne smage alle de små retter. Man havde bordet i to timer.

 

Vi havde et ærinde i Fitzroy. En Harry P hættetrøje, som Mads havde foræret Kalle i fødselsdagsgave. Det var ved at være sidste udkald for at få den byttet. Max og lillebror tog med os. En vild butik.

 

Tror det er tryllestavene, de kigger på. Det er Max lillebror her ved siden af Mads. Vi var vel hjemme ved femtiden. Super hyggelig dag.

 

Søndag. 9. september. Final Indian Cooking Lesson for denne gang. Vi startede med indkøb i indisk butik, hvor vi alle læssede i kurvene. Jeg gjorde bare, hvad de andre gjorde. Nu har jeg nok til ca. 15.000 indiske middage (i krydderier). Her det Kate på vej ind i slaraffenlandet.

 

Som altid sjove, lærerige timer. I dag lavede vi Samosa og krydret ris.

 

NU må jeg altså hjem og igang. Afgav løfte til mig selv og resten af teamet. Fik taget hjertelig afsked med Seema, der havde små gaver til os. Jeg havde også købt til hende plus skrevet kort på gruppens vegne. Drengene havde spillet footie og tennis, da jeg var hjemme ved firetiden.

 

Mandag. 10. september. Kalle tog med Yannis hjem fra skole. Sleep-over til tirsdag, hvor der var skolefri pga. parents/teacher interviews. Home alone med Mads. Vi talte en hel masse efterskole og mulig start dato på Grønsund Idrætsefterskolen, som jo er den efterskole, Mads selv har fundet. De har sagt: “Han kan komme, når han vil. Vi sørger for en plads til ham.” Vi så solnedgang. Søren er desværre stadig knæ-ramt, var ellers kommet på det gode mandags-tennis-hold. Vi håber på, at knæet snart arter sig, doktor F elsker jo meget, meget sin tennis.

 

Tirsdag. 11. september. Speed teachers dating, dog vældig organiseret denne gang (læs hurtig på aftrækkeren med at booke, så der ikke var for meget overlap). Her er det Mads oversigt.

 

Og her er Kalles dating-program. Han kom til skolen ved tretiden. Blev afleveret af Yannis forældre.

 

Igen var der stor ros til begge. Blev sgu så rørte. Cyklede ned for at spise (fejre) på den italienske i Albert Park. Kalle havde spist der med futsal-holdet. “Basilica”.

 

Onsdag. 12. september. Fik aftalt en interview-aftale med kaffe-Eddie. Roadhouse Coffee. Vil lave en lille podcast med ham om kaffe og forhåbentlig et lille indslag til “The Sustainable Hour”.

 

Eddie-kaffe! Voila.

 

Kalle læser. Vi prøver, prøver at indføre noget regelmæssighed på den front. Engelsk holder hårdt, så forsøger nu med dansk på Mofibo. Koncentreret i ro-tid er målet. (Og øve læsning selvfølgelig også).

 

Jenny og Tim, vores dejlige naboer, kom hjem fra deres fem ugers Europa-ferie i fredags. Cyklede blandt andet Copenhagen-Berlin med gruppen, som vi har cyklet med. De var til middag hos Lene og Nils på Østerbro og var meget glade for det. Kom over ved otte-tiden til boller og snak om tur – både deres og vores til Darwin.

 

Torsdag. 13. september. Havde for en gang skyld god tid før OP-Shop i dag. Kommer som regel ud af døren i flyvende sidste minut. Gik ind i Victoria Garden og genså det her bed. Besøgte jeg første gang (og postede også her), da vi var flyttet på Dundas Place. Føles om en evighed siden. Himlen blå – også i dag. Jeg havde sat Kim, manager i OP-butikken, stævne i går morges for at tale recycle. Hun glemte mig, så nu skulle vi gøre det i dag. Jeg mødte ind en halv time før, og vi fik klaret interviewet. Desværre var lyden lav, fandt jeg senere ud af. At lære og at øve sig! Det synes at være nøgleordene lige nu. Aftalte ny tid med hende.

 

Mads food-hold havde inviteret forældre og søskende på “Albert Park Restaurant” i Dank Street. Meget fornemt! Man kom ind, blev taget imod og sat ved fintdækkede borde, og så var der ellers mocktails og tre retters menu. Mads var opvasker! Til sidst kom alle fra klassen frem, og der blev klappet. PS. Der var endda en guitar-spillende year 10 fyr, der underholdte under maden. Virkelig god.

 

De tog deres roller ret alvorligt, de kære unge mennesker. Vi sad til bords med mor, far og søster til en på Mads hold. Lad mig sige det sådan her: I løbet af de knap to timer spisningen varede, måtte vi bruge vores mest udtalte kommunikative kneb og fiduser, men lige meget hjalp det! Især storesøsteren, som jeg sad sammen med, var en total betonklods. Aldrig har jeg følte mig så udfordret. Ingen hul igennem.

 

Her er han så endelig. Opvaskeren himself. Rager højt op. Good on you guys! Tak for dejlig mad.

 

Fredag. 14. september. Jeg mødtes med Noel fra bogklubben. Hun havde næste måneds bog til mig. Jeg var jo nødt til at aflyse tirsdag pga. skole/hjem interviews. Var først oppe og se hendes lejlighed, der ligger overfor Gaswork Arts Park, på hjørnet. Den samme bygherre som i vores compleks. Hun havde den vildeste udsigt. Over bayen til højre, ind over St. Kilda og Fawkner Park og ind mod byens skyline. Bagefter drak vi kaffe i Gasworks cafeen. Noel er dejligt selskab. Hun kom også til POP-Op Shop eventen sammen med en veninde.

 

Mads og jeg på tur til Malvern East med Uber. Igen en fantastisk chauffør. Ham her var fra Ethiopien. Kom hertil som flygtning og havde nu også søsterens børn boende. De var syv børn og han og konen i deres lille hus. Han og konen forsørgede hele bundtet. Læste til ingeniør. Hans nevø Ibis gik i year 9. Han ringede ham op, mens vi kørte og pludselig fik Mads røret stukket om på bagsædet. “You told me, you went to year 9. Maybe you know Ibis”. Og så talte Mads og nevøen. Mads vidste godt, hvem Ibis var, men havde aldrig talt med ham. Onkel chauffør grinede bare. Hjerteligt.

 

Søren har talt med Jeromes mor Diane nogle gange, Jerome fra fodboldholdet, og de aftalte, at vi skulle ud at spise sammen. De ville invitere Ben med. Både Ben og Jerome går i year 11 på APC, og Mads kan rigtig godt li´ dem. Lillebroren går i year 7. Kalle og han havde dog aldrig talte sammen før. Vi mødtes på en restaurant i St. Kilda. Ved stranden.

 

Her er Ben til venstre og Jerome yderst til højre. Drengene hyggede sig top. Gik udenfor og ned til vandet. Ben mener, at Søren ligner Steve Jobs, så ville have taget billede med Søren F.

 

Jeromes mor, Steve Jobs og morens meget engelske kæreste!

 

Lørdag. 15. september. Farmers marked – endelig igen (Jo kun en gang om måneden). Købte rygsækkene fulde, blandt andet de sidste af hendes hindbærmarmelade (vores favorit)….plus blomster til Nates mor.

 

Nåede ned med blomsterne før regnen. Nates familie bor lige overfor tennisbanerne. En lille hilsen som stor tak for alt det arbejde, Ebony, Nates mor, har med futsal boys. Kører dem hver fredag fem og tilbage, er der under kampene! De vandt førstepladsen i går, og Kalle vandt dagens bedste spiller pokal!  Vi blev drivvåde på vejen hjem. Søren og jeg…ikke så tit det sker down under. Mads mødtes med Ben og Jerome. Gik i genbrugsbutikker. Kalle var hos Isaac. Vi talte og talte…Søren og jeg. Efterskole allerede nu eller til januar? Havde lang snak med Sava senere…hun og Vigga flyver til DK i morgen. I tre uger. Vigga skal vælge sin efterskole 2019. Ranum eller Viby.

 

Så kom der hul igennem på india-fronten. Paneer og raita (plus Coles Nan). Ikke ti stjerner, måske 6-7, så vældig tilfreds var kokken.

 

Kalle sov hos Isaac, så der var kun Mads og Søren i bedømmelseskomiteen. De var nådige! Søren og jeg fortalte Mads, at vi nu havde taget en endelig beslutning. Mads starter på Grønsund Idrætsefterskole i uge 43, så han når med på kulturrejsen til Berlin ugen efter. Kommer på den måde hurtigst muligt i gang i forhold til senere start. En stor og svær beslutning, der dog føltes helt rigtig. Mads var glad og lettet.

 

Søndag. 16. september. Dagens morgentur blev en se-på-Melbourne-run-tur. Cykelstien var fyldt med løbesko. Smart nudging trick de her har gang i: Ram en skraldespand. Utrolig få smed deres krus fra sig på fortorvet. I stedet forsøgte de at ramme.

 

Kaffe hos den lille blå lokale kiosk. Gør hun ret ok. Taler altid om, at hun har en eller anden onkel i DK. Hun er selv oprindelig fra Italien. Vi købte æg og bacon sandwich. Halvdelen røg hjem til Mads, der snart vågnede.

 

Det er ikke tit, at man ser det Australske flag vajre. I forhold til Dannebro, der danser rundt overalt. Mærkeligt egentligt. Det er jo bestemt et stolt folkefærd – the aussis.

 

Kalle og jeg gik til South Melbourne Marked for at hente rugmel. Kalle blev lokket med en dele Watermelon sodavand på en varm dag. Fem kg. at deles om at bære. Kalle tog det største slæb.

 

Hun gør det igen! Nu med fritter. (Lavet af linser, ginger og coriander) der lægges ned i friture og steges. Nu var vi fire omkring bordet. Samme ok rating. Tør godt igen! Vist godt, at jeg ikke skal leve af at være mad-fotograf. Smagte altså bedre end det her ser ud.

 

Mandag. 17. september. Sad med recycle-filen med Kim. Skulle have den og Eddie-filen færdig, så jeg kunne få feedback fra Mik før ferien. Det er så sjovt, fedt og også svært at redigere lyd.

 

Se lige en aftenhimmel. På vej hjem fra IGA på Bay Street.

 

Mads meddelte: Jeg cykler lige en tur! Manglede luft. Halvanden time senere ringede Jan, at han var hos dem i Black Rock (tyve km. væk). “Pludselig stod der en ranglet fyr i adidas-bukser ude foran døren. Det var sgu Mads,” sagde Jan til Søren. Mads spiste med, og Stinus og Jan kørte søn og cykel hjem, så Stinus fik km. på sin nat-kørsels-liste…(i gang med at tage kørekort).

 

Tirsdag. 18. september. Vi fandt ud af i tirsdags (til parents/teacher interviews), at Mads godt kunne nå Year 10 Camp. Fordi han flyttede senere til Year 10, havde folk forlængst tilmeldt sig. Fik betalt for den og også for Kalles Year 7 Camp i december. Der kommer hele tiden nye ting på Compass, som man enten skal skrive under på (give content til – tilladelse) eller betale for (plus give tilladelse til). Skrev til Kresten Fjord, at Mads gerne vil starte i uge 43 på Grønsund. Så er det ligesom officielt!

 

Rasmus kom til mad kl. syv. Kalle havde Science test dagen efter, så sad og forberedte. Først med Sørens hjælp, så alene.

 

Som altid super hyggeligt at have besøg af Rasmus. Vi talte hans tur til Uluru og Mads fik gode fætter-råd fra Rasmus tid på efterskole.

 

Onsdag. 19. september. Havde aftale med kaffe-Eddie kl. tre. Kom i god tid. Det er så blæret det her vægmaleri ved South Melbourne Marked.

 

Bestilte flybillet til den 21. oktober. Afgang kl. 22.35. Melbourne-København. Passager: Mads Outzen Foghsgaard. Forstår det ikke helt. Stor klump i maven. Mads flyver selv hjem. Vil han helst.

 

Torsdag. 20. september. Hus-spot på gåturen.

 

Fredag. 21. september. Cyklede til byen. Prøvede igen at greje, hvordan centrum-gaderne hænger sammen. Fandt pung til Mads. Den gamle blev væk til modeshowet, hvor Søren og Mads var af sted. Den dukker ikke op, selvom Mads går og håber. Fandt også en Crumpler lille rygsæk i stedet for den, der blev byttet til hans fødselsdag. Som et aussi-minde.

 

Lørdag. 22. september. Store Road-trip afrejsedag. 11 dage venter forude. Søren og jeg nåede tidlig morgentur med kaffe fra ny biks (bestemt ikke god), men smuk morgen.

 

Vi kørte kl. 10.07am fra Port Melbourne mod første overnatning i Robe. Ankomst på Guichen Bay Motel kl. 6.35pm lokal tid (en halv time bagud i SA). Første tur var på 517 km. Tog længere tid end beregnet, må man sige….drengene lidt overrumplede over længden. Heldigvis havde vi Harry Potter 3 med til ørerne.

 

Kom forbi alenmeterlange skriggule rapsmarker.

 

Himmelhøjt og vide vidder.

 

Frokoststop her. Lake Bolac. Nåede det i tide! Plejer jo tit at komme for sent til de her lunches. Men alt på kortet var muligt at få. Og tilmed var maden overraskende god.

 

Tilfredse gæster. The only ones in the restaurant Der var nogle billiardspillende lokale i baren på den anden side. Man gik gennem en dør nede i hjørnet. Her sad også chauffører fra store trucks på parkingspladsen. Iført langt skæg og cowboyhatte.

 

Kørte forbi den her Pink Lake på vejen. Vi så indtil flere undervejs. Magisk syn.

 

(Billede af Mads og Kalle fra restauranten).

Kom sent frem til Robe. Næsten tusmørke, de sidste tre kvarter. Tog længere end vi regnede med. Blev godt installeret på Guichen Bay Motel og så ellers ud at spise dejlig mad. Havde booket på “Indulge”, dejlig mad. Måske ikke helt så godt, som vi troede, da vi trådte ind. Men vi var sultne og trætte, så alt vel. pretty expensive.

 

Søndag. 23. september. Søren og jeg gik morgentur i Robe. Kendt for deres sandstenshuse. Der bliver talt om Robe som SA’s svar på Hornbæk eller Tisvilde om sommeren, den fornemmelse fik vi ikke helt, men hyggelig lille by – fin i enkelte dage.

 

På vej mod Adelaide efter morgentur i Robe (Søren og jeg) hvor vi så, hvad byen havde at byde på af blandt andet sandstenshuse. Fik god morgenmad på hovedstrøget og kørte omkring Fleurie Peninsula på vejen videre. Målet var “Wirra Wirra Wineyard” og frokoststed. 357 km fra Robe. Herfra var der kun 56 km. til Tennyson og Seaview Road. Vores første airbnb-home.

 

Rømø associationer. De kæmpe flokke af flyvende pelikaner, vi mødte på turen langs “Rømø” fik dog hurtigt tankerne tilbage til Australien.

 

Gik tur i Wirra Wirra før frokost. Havde bestilt platte til tre kvarter senere og verdens bedste vin.

 

Så jo vinmarker i Portugal for nogle år siden, men her var stammerne næsten nøgne. Sjovt at se før, det sker.

 

…Eller ikke helt nøgne. Men der var ikke meget frodighed over feltet endnu.

 

Fik ikke taget billede af frokost. Men nøøj, en af dem vi husker. Vi var også hundesultne, og der kom sol. Vinen: Tyve stjerner. Pølse, pate, oste, friskbagt og masser af brød. Vi var SÅ tilfredse. Videre mod Adelaide. Ca. tre timer til Tennyson.

 

Vores fine hus. Havet 100 meter væk.

 

Nåede frem til padleboard og solnedgang. Mads og Kalle løb straks på stranden. Søren og jeg tog et hurtigt havbad, koldt, men skulle i. Jeg blev bidt af noget småt noget. En fisk?

 

Mads tager en ekstra tur.

 

Og så den vildeste solnedgang. Lige der for fødderne. Vi lavede pasta-biks med hvad der var på husets airbnb hylder. Følte os hjemme efter første minut. Hyggeligt og praktisk og umådelig heldig placering.

 

Mandag. 24. September. Morgentur på den bredeste strand. Medbragte housemade coffee.

 

Chauffør Søren kørte os til Clare Valley (ca. 300 km. tur/retur). Til cykeludlejningen: “Riesling Trail Bike Hire”. Godt sted med nye cykler og alt funkede. Her er det Mads, der er klar.

 

Og Kalle.

 

“Riesling Trail” var 50 km tur/retur. Kørte fra Clare til Auburn.

 

Soldag. Lidt koldt i træernes skygge, men køn og fed cykeltur. Nem, fremkommelig sti med kun lidt stigning.

 

Udsigt fra stien.

 

Mere udsigt. Her til lamaer.

 

Fremme i Auburn fik vi kaffe, chokolade og vafler med is…Man skal vel have noget at køre til frokost på!!!

 

Vordende indhold til vinflaskerne.

 

GODT nok en sej sidste stigning. 20 km fladt tilbage og så de sidste afstikker fire km op til Paulett Winery og frokost. Op, op, op. Hønen i kurven måtte stå af og trække cyklen. Havde nærmest krampe i benene af sult – eller var det maven, vist alle steder! (Læs ingen vafler til Søren og fruen, så nul benzin i tankene).

 

Fået restauranten varmt anbefalet af Sava og Jan. Udsigten og maden! Jeg havde ændret bookningen et par gange, sidst i Auburn, for kunne se, at vi ikke nåede det til kl. 2. Da vi så ENDELIG ankom, fem minutter over tre, var køkkenet lukket for main menus! Five minutes ago!! Og de var ikke til at hive og stikke i. Goddag skuffelse for Kalle, der havde set en dampende pastaret for sig. Det endte dog lykkeligt. Fik platter med alt godt fra alt det bedste. Og igen fantastisk vin. Kunne trille hjem. Kun få km hjem til Clare og cykeludlejningen. .

 

Vi var inviteret til aftensmad hos Anja og Jacob med fire børn. Søren har engang arbejdet sammen med Jacob, der er anæstesi læge. Hans kone er også læge, men har orlov hernede. Lasagne og gang i hele huset. Det var utrolig hyggeligt og sødt af dem at invitere. Drengene var meget benovede over antallet af børn. Alle yngre end Kalle.

 

Tirsdag. 25. september. Endnu en gylden morgen. Søren og jeg gik ned mod broen. Ikke helt derned, ville gøre det i morgen med drengene. Hjem til morgenmad og senere tur til Adelaide. Slappe af og by-dag. Søren og Mads prøvede paddleboard, før vi tog til byen.

 

På bytur i Adelaide.

 

South Australian Art Museum. Vi fik blandt andet en masse viden om opaler. Forberede til Coober opal-paradis-Pedy.

 

Har egentlig aldrig været særlig vild med opaler, men pludselig giver det mening, hvorfor de ser ud, som de gør. Udviklet gennem tusinder af år i undergrunden.

 

Indian take-away. Købt i en Korea-biks, så vi var selv ude om det. Men megt ok faktisk, og solen var på.

 

Nåede hjem i tide til det her!

 

Onsdag. 26. september. Farvel til Tennyson. Svært at komme af sted, vejret var fantastisk. 24 grader. Vindstille.

 

Men først tur til broen, hvor de blandt andet fiskede krabber.

 

Pludselig så vi den her. En kæmpe pelikan. Duvede frem og tilbage foran huset.

 

Roadtrip dag 5. Afgang 11.55 mod Glendambo. 594 km at køre. Her er vi på petrol-station. Første stop. Kaffe og benzin. Troede på et tidspunkt at Fort T. kun kørte sølle syv  på literen, men heldigvis havde chaufus regnet forkert. Det er 11 km på literen, heller ikke imponerende, men jo bedre end sølle syv.

 

Vi nåede til Port Augusta og Botanical Garden Cafe lidt over tre, halv fire. Virkede som perfekt sted, men der var lukket for mad allerede kl. to, hmm, glemt liiige at tjekke. Tilbage til byen og lede efter frokost. SULTNE. Endte på Pizza Hut!!! ÅBEN. Jeg kom til at sige, da vi ankom, at vi skulle til Coober Pedy, og de blev alle sammen helt vilde i øjnene. “Det kan I ikke, det bliver mørkt om halvanden time. Der er kænguruer overalt”. Og de kiggede på vores bil og konstaterede, at uden gitter, som  de fleste biler kører med, er det helt slemt (læs, dyret rammer monster gitteret sat foran på bilen, ikke bilen).  Da de fandt ud af, at vi kun skulle til Glendambo, dvs. tre timers mindre kørsel, blev de roligere, men formanede os om køre langsomt. Maks. 80 km/h.

 

Den røde jord er for mig indbegrebet af outback Australia.

 

 

Nåede Spruds Road House, da det var ved at blive mørkt. Tankede, troede dengang stadig at det var 7. km pr. liter, så ville være sikre på, at vi havde nok på. Kl. var halv syv. Vi havde 111 km. igen. Vidste nu, at der ville stå lots of lots of kangaroos i vejkanten.

 

Vi sad med øjnene stift rettet på vejkanterne HELE vejen til Glendambo. Et par stykker hoppede over, og Søren fik bremset. Resten blev siddende, hvor de var. Vi så mindst 25 døde. og 15-20 levende, der bare stod og gloede…gør det aldrig igen: Kører i dusk eller dawn.

 

Nåede lige i tide til bestilling af steaks. kl. 20.25 var vi der! Den vældige middag blev indtaget i motel restauranten. Vi var eneste gæster. Der var BIG rumsteak på tallerkenen og LOTS of fritter og mikroskopisk salat. Kolde gode øl. Trætte og lettede i seng i motelroom, der havde set bedre dage. Sov ok i ok senge. (Fort Territory holdende lige udenfor).

 

 

Torsdag. 27. september. God tidlig morgen i Glendambo.

 

Tager lige en rundtur omkring motellet midt i nowhere.

 

Picnic area!

 

Pool-area!

 

Motel with a view.

 

Gåtur i omegnen.

 

Vandpumpe-møllen fra forrige billede på tæt hold.

 

Solidmorgenmåltid før afsted. Søren briefede bordet omkring Coober Pedy – aboriginal sprog for: Hvid mands tusind huller, fordi der overalt i byen er gravet huler i jagten på opaler.

 

BACON and eggs!

 

On the way out…One of these many, many truck-trains passing by.

 

Back on Stuart Highway. Den ca. 2.800 km lange Highway, der ender i Darwin og går lige ud, lige ud. Vi havde kun ca. 2 1/2 times kørsel til Coober Pedy og vores dugout, bygget ind i klipperne hus. 256 km. ifølge gps. Afgang kl. 9.10am.

 

Welcome til vores hjem de næste tre nætter. Danske Tine fra Birkerød ejer huset sammen med sin australske mand. De har tre børn og er blevet bestyrere af et hostel i byen og bor nu der. Derfor lejer de deres gamle hus ud. Da vi kom var der et inferno af støv (vi kom lidt for tidligt, boremanden var stoppet, da vi kom tilbage en time senere). De er ved at udvide deres dugout. Graver to-tre ekstra rum.

 

Et stk. boremands lastbil. Så snart vi var væk, var han på pletten, og en dag, hvor vi kom tidligere hjem end beregnet, måtte Søren venligst be´ ham stoppe. Det larmede vildt plus støvede, så man følte sig som midt i en ørken storm. I det hele taget bragte vi femten kg. støv med tilbage til Melbourne….var overalt og hang ved.

 

Her er han i gang.

 

Der ser meget porøst ud, det udgravede. Men det er det ikke. At bygge ind i klipperne er en super miljømæssig løsning. Der er en konstant temperatur på 20 grader, så hverken brug for aircon eller varme.

 

Her er det mainstreet. Coober Pedy har omkring 2500 indbyggere (tallet svinger mellem 2000-4000, afhængig af, hvor mange miner, der er i gang. Man taler om, at der er 70 større opal-miner i området. Her er nogle fakta om byen: “COOBER Pedy lying in the outback of South Australia sits 850 kilometres north of Adelaide. Isolated and remote, it experiences freezing nights in winter and scorching days in summer forcing its residents to live in caves dug out of the hillsides. Like a hidden city, you will find underground hotels, restaurants, bars, churches and even the world’s only golf course without a blade of grass. Temperatures soar to between 35 and 45 degrees in the shade in summer sending more than half of its population of 4000 underground where temperatures remain constant.”

 

Vi besøgte galleriet her. Egentlig var vi på vej til kænguru-børnehjemmet, men det havde lukket, så vi tog den åbne dør ved siden af. Førte os deep undercover!

 

Andrew havde selv gravet stedet ud. Taget 30-40 år. Hver dag efter arbejde hamrede og borede han. Vildt! Han har siden opfundet et særligt bor, så han nu tager ud og borer hos folk i byen, når de skal have bygget ud. Vi købte maleriet til venstre for ham. Forestiller to aboriginal kvinder, der sidder på den røde jord omgivet af honningmyrer. Malet af de to kvinder. Der sad et foto af dem bagpå.

 

Så kørte vi mod Breakaways. Den 70 km. lange rund tur i månelandskab.

 

Her ses det 5.614. km lange Dingo Fence, der løber gennem tre stater. Hegnet skal holde dingos fra nord væk fra fårene fra syd. Ser noget faldefærdigt ud her, men  galleriejeren forklarede os, at hegnet ser forskelligt ud på hele strækningen. Bygget i starten af 1880’erne og færdigbygget i år 1885.

 

Faktisk er hegnet længere end den kinesiske mur, fortalte Andrew galleriejer os.

 

Breakaway og silly boys.

 

Fascinerende landskab. De kalder det faktisk mini-Uluru. (Mine Ayers Rock).

 

Salt & Peber kaldes bjergformationen her.

 

Vi klatrede op på et bjerg, hvor vi vist ikke måtte gå op. Søren mente bestemt, det var et af udsigtspunkterne, men måtte medgive at no not. Fruen havde det skidt med, at aboriginals ikke er glade for vores trin på hellige bjerge, men bed skidtheden i mig og trådte blidt. What a view!

 

Endnu et forbidden view.

 

Der var ikke fuld solnedgang over Breakaways, som vi ellers håbede på. Det var for overskyet, men se lige her…også ret fint.

 

Hjem i spa (så ikke solnedgang pga. skyerne). Mads lavede mad. Copy-paste af menu hos Stinus fredagen før. Pasta med pesto og valnødder, kylling og tomat/mozarella salat. Selfmade fra A-Z. Skønt!

 

Fredag. 28. september. En kilometer fra vores hus lå den ortodokse underground-kirke. Vi tændte lys for mormor.

 

Så videre til kænguro-børnehjemmet (orphanage). I dag kom vi til tiden. Det er et privat foretagende, hvor ejerne tager sig af sårede og efterladte primært kænguruer. Også enkelte wombats, men de er nogle destroyers, det lagde damen ikke skjul på. Ødelægger hvad end de kan komme i nærheden af.

 

Et stk. wombat. Skindet bedrager. Not as nice as it looks!

 

De var hjerteskærende historier, vi fik fortalt. Blandt andet at flere er bragt ind af aboriginals, der som de eneste har tilladelse til at jage kænguruer. Nogle gange sker det, at moren nedlægges og jægerne (aboriginals) så opdager en lille Joey i hendes pung. Joey bliver så indleveret på børnehjemmet. Før vi hørte om dyrene, prøvede Mads at trutte i det typiske aboriginal blæseinstrument “Didjeridoo” og fik følgeskab af en kunstner, der mestrer instrumentet til kryds og slange. Kan høres på min lydfil “Roadtrip 2018”, når den er færdigredigeret.

 

Efter børnehjem var vi på “Johns pizza”. Anbefalet i guiden og anbefalingen holdt! Foran biksen mødte vi cykeltyskeren og canadieren med den vilde bush-cykel (på billedet). De stod og talte om deres år på bikeride rundt i Australia. Canadieren skulle flyve hjem dagen efter og kunne derfor liv-redde tyskeren, hvis gear havde været i stykker længe. Canadierens gav ham sit. Vild jubel. Cykeltyskeren skulle være afsted i yderligere to år. Havde været undervejs i to år. Ikke cyklet jorden rundt, men store dele af den. Før han kastede sig ud i projektet, havde han aldrig rigtig cyklet, fortalte han og forstand på bikes havde og har han stadig ikke, indrømmede han blankt.

 

Så var vi på tur i nedlagt mine – 15 meter under jorden. Minen første ned i et  kæmpe dugout hus under jorden. Vildt at gå rundt dernede.

 

Mads på Opal-jagt i minen.

Drengene tog ud og handle. Jeg tog en lille by-vandring.

 

Local art.

 

Søren holdt foran en liquor-store for at købe vin. En kvinde kom løbende hen til ham og sagde, at han endelig ikke måtte købe alkohol til the aboriginals. Hmm – enten er der et problem med de knap 300, der bor i byen, eller også hænger det rygte bare ved dem. Vi så i hvert fald ingen fulde i gaderne her.

 

Man er vel i mine-land!

 

Haj film i huleland.

 

Lørdag. 29. september. Farvel Coober Pedy. Nok ikke på gensyn, men været et særligt og husker dig i hjernen besøg. Dog nok ikke et gensyn.

 

Hos naboen var der også fuld gang i udbygningen. Vi var ellers lige ved at blive ledt på afveje af boremanden, der var parat, så snart klokken nærmede sig ud-tjek. Han mente, vi burde køre over Williams Creek og Maree. Meget smukkere og hurtigere tur! Godt nok ad en dirt road, dvs. ikke asfalteret, men det mente han nu nok gik. Jeg fik julelys i øjnene. Han talte om hot springs og andet godt, men da vi dobbelttjekkede på turistinformationen, sagde de, at det ville tage 4-5 timer ekstra. Kunne være fantastisk, hvis man overnattede undervejs til Cradock. Men vi havde ikke tiden. Da vi senere kom forbi dirt road’en, hvor vi skulle være drejet ind, var vi lykkelige for Stuart Highway.

 

Målet var Craddock Hotel. 653 km away. 6 t. 40. min. ifølge GPS. Vi så kangaroos og emuer på vejen til Pimba. Og flere halvstore døde køer gudhjælpemig også. Det er de store trucks, der bare fræser igennem.

 

Holdt ind på Spruds Road House igen. Nu i dagslys – for at spise frokost. Tre timers kørsel efter Coober Pedy. Havde jo ellers set frem til grande AFL Finale vel fremme i Cradock om aftenen, men vi fandt ud af, da vi kom ind for at bestille mad, at kampen allerede var i gang. Det var en eftermiddagskamp! West Australia mod Collinwood (Collinwood, der jo slog Tigers i semifinalen). Vi så tre kvarter, mens vi spiste, og hørte resten i bilen. Harry P. sat på hold. Collinwood førte stort det meste af tiden, men blev overhalet indenom. Tabte med sølle seks point. Det er totalt snævert, når man tænker på, at et footi-goal i midten af stængerne giver seks point!

 

Det bliver aldrig helt godt! Blæksprutter (som jeg ellers elsker) med stor salat, som jeg ekstra bad om og betalte ekstra for. Salaten bestod af overkogt pasta, ostestykker, tyk dressing, en tomat, to agurk plus lidt trevlet gulerod. (Sorry! Glemte salatbladet!)

 

Hart Lake, saltsø. Pludselig lå den derude til venstre og blændede med alt sit hvide guld. Salt! Mindede om scenen fra “Sweet Country”, hvor hovedpersonen livredder sheriffen, der ligger og er ved at dø af tørst. Måske den her sø! Meget smukt naturfænomen.

 

Vi måtte bare ned og røre og smage.

 

Fru Outzen i salt-land.

 

Og Søren…

 

Vi kom ved halv seks tiden. Hotellet er legendarisk, har vi læst os til. og Søren fandt en vældig video på nettet. Ejeren havde været i Prime Time på National Television for et halvt år siden, fordi han er en af de eneste udørk hoteller/barer i området, der har formået at overleve. Dick, vel midt i 30erne, overtog det for et par år siden og formår altså at tiltrække folk. Da vi ankom, var der stuvende fuld. Der havde været 200 gæster. Verdensrekord på hotellet pga. AFL finalen. Jeg foreslog ham at lave dansefester på den nye udendørs terrasse, når det blev varmere.

 

Sol går ned over hat og Cradock!

 

PARTY! Der var blandt andet syv 4WD-biler med 16 unge, der var på off-road, outback-tour. Søde og larmende. Vi fik god aftensmad og øl, drengene så fodboldkamp, engelsk, på skærmen, der var sat op udenfor. Vi sov i et familie-rum ved siden af baren, men faldt hurtigt i søvn. Festaberne blev ved det meste af natten. Vi havde shanhajet os en morgenmads-date på campingsitet lidt derfra. En småfuld kvinde, der ejede et campsite i nærheden sammen med sin familie, insisterede på at vi kom til morgenmad kl. 8.30 næste morgen “Then we make you a big breakfast and tell you where to go”! Svær at smyge sig udenom. Manden nikkede i baggrunden.

 

Søndag. 30. september. Her har vi syv stk. hangover biler, de sover stadig, men en time efter er de alle afsted. Lidt senere end beregnet i forhold til, hvad den ene af fyrene fortalte i går.

 

Viste sig at være lidt mere intermistiskt end som så. Manden, der var meget sympatisk, var ranger på en stor gård nordligst i Flinders Rangers. Gården var drevet af et privatfirma, der lavede ugeforløb for udsatte børn og unge, så de kom ud i naturen og under profesionelle voksnes vinger og var sammen med andre unge. Parret boede i Adelaide, men nogle gange mødtes de halvvejs, her, hvor de for 1000 dollars havde købt et stykke jord, som de ville bygge på. Lige nu stod her en campingvogn permanent. Der var etableret et toilet og brus (skuret bag manden), og når der kom venner på besøg, havde de ekstra campingsvogne med.

 

The big breakfast skulle tilberedes i et lille campingvognkøkken af en hangover wife. Bestod af to hvide toast, hvor der var et spejlæg og to stykker bacon lagt imellem. Thanks a lot! No coffee, tea or pancakes, som Kalle ellers havde sat næsten op efter. Helt forståeligt og ok. Havde det lidt skidt med, at vi vist spiste dem ud af huset. De andre fik i hvert fald inden toast…farvel og tusind tak. En pudsig, men gæstfri oplevelse.

 

Søren behøvede ikke at skynde på mig. Meget overraskende sagde jeg “we have to go now” efter præcis 50 min.

 

Kørte ind i Flinders Rangers og mod Wilpena Pound. Valgte gåturen Wangarra Lockouts…en tur på ca. 1,5 time tur/retur.

 

Vi havde kun en dag i Flinders Rangers, så valget faldt på Wilpena Pound. Fået det anbefalet af flere. WP lå 40 km fra Cradock. Vores gåtur gik til toppen af krateret, et gammelt vulkankrater. Gåturen var ikke helt så udfordrende, som vi havde håbet på. Men fin udsigt fra toppen.

 

Lidt mere udsigt.

 

Her er vi næsten oppe.

 

På vej ned. Vejret er 21 grader, dejlig tilpas.

 

Kalle og jeg dannede fortrop og opdagede den her, da vi var næsten tilbage. En far viste, hvordan man bær den. Han tog Kogledyret eller hvad den hedder… op. Søren og Mads nåede både at se/røre. Huden mærkes ligesom den ser ud.

 

En emu gik rundt omkring visitor-centeret. Så flere af dem omkring Cradock og Flinders Rangers.

 

Nu blev det sjovt! Søren fandt en rute (dirt road) på 32 km. der gik tværs over Flinders Rangers. “Brachina Gorge Geological Trail” hed den og gik gennem vandhuller og gennem snævre, stejle passager. Op og ned. Det hele rystede og hoppede, en utrolig smuk og fed tur (tilpas lang). Mødte kun få modkørende, og enten måtte den ene eller den anden bakke.

 

Søndag aften var her meget mere stille (billedet er fra i går). Vi fik igen god mad i restauranten og gik tidlig i seng. Skærmen var taget ned, hvilket drengene var trætte af, for der var heller ingen WI-FI…smil. Alle mand overlevede. Spillede spææææændende kort.

 

Mandag. 1. oktober. Så kom vi igen til Adelaide. Kørte tidligt. 400 km’s tur. Boys havde bestemme dag. Først sen morgenmad. Mads havde fundet “The Rabit”, som så vældig ud, men den havde lukket. Nationaldag, som det viste sig at være i SA. En græsk cafe længere nede af gaden havde heldigvis pivåben. Efter frokost tog vi ud til vores sidste airbnb underhus. Stillede bagage. Ejeren, Michel. var ualmindelig sød. Havde boet i Melbourne, savnede Melbourne. Vi talte længe. Huset lå ved Adelaide Hills, fedt, i den helt anden del af byen end Tennyson.

 

Huset lå fem minutter fra Waterfall Gully. Det var her, vi skulle hen. Mads ide. Tog gåturen til toppen. Stejl og udfordrende. Alt vel.

 

Tog ca. tre timer, tur-retur.

 

Næsten oppe. Fino udsigt over Adelaide. Desværre skyet, men lunt vejr.

 

Lidt mere udsigt.

 

Sigtbarheden var ikke 100% pga. overskyet.

 

Og så ned igen til næste udflugt. Svømmehal! (Kalles ønske). Var der lidt i fem. To timer før lukketid. Der var spa og sauna og boblebad – dog KUN til badende over 15. Trælst for Kalle og så måske alligevel ikke. Søren fik røde udslæt over hele kroppen og også Mads. Der var sindsyg meget klor i vandet og MANGE mennesker. Spillede vandvolleymatch, Søren og jeg mod K og S. Vi gav klask. Farvel og svømmetak, Fandt tilfældig, men god, pizza restaurant på vejen hjem. Og så ellers hjem i sofaen – sidste del af haj-film.

 

Tirsdag. 2. oktober. Roadtrip 11. og sidste dag. 755 km. til Melbourne og Esplanade West. Harry Potter 4 havde 6 timer igen, ca. Første stop var den lille flække, mindre end Ellum. Coornalpyn. Her var en Art Silo. En af de eneste i South Australia. De ti andre og kendte ligger i Victoria – Art Silo Trail, 240 km. nordøst for Melbourne. Gamle hvedesiloer, hvor nogle har fået den geniale ide at udsmykke dem. Og smarte aussier har lavet en morgencafe lige ved det. Det var for tidligt til morgenmad, så vi tog kun kaffe. Og den var god.

 

Love this!

 

Vinkel en.

 

Vinkel to.

 

Spiste morgenmad/frokost i Nhill – ikke langt fra denne her.

 

Og sidste skud. Skal have lokket Søren med på en Art Silo Trail. Kalle bliver også indbudt, men tror næææsten. at han takker nej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *