Dag til dag i december

December. Sikke en uforskammet dejlig måned. Startede med weekendtur med Kalle til Mornington. Silo Art Trail, bare Søren og jeg, mens Kalle var på camp. Julefrokost på Sørens job og bbq med Kalles venners familier, hvor fruen fik en skulderfraktur. Faldt ned ad trappe i høje hæle og vin på tanken. Bestemt IKKE en del af planen. Men VIGTIGST AF ALT: bror Søren og familie fra Haderslev rejste 34 timer fra nord til down under og os. Mads landede otte timer senere. Mandag den 17. december. (Dagene over jul/nytår med Haderslev og “Silo Art Trail” findes allerede på udebane.dk.)

 

Månedens billede: Ikke svært at vælge. Ægte fætterglæde fra start til slut.

 

Lørdag. 1. december. Mt. Marta i Mornington. Vi havde lejet et baghus via airbnb hos en kvinde, der boede i forhuset. Det var eksmandens tidligere fotostudie. Et super sted, lækkert indrettet. Her er Søren og jeg tidligt oppe og på morgentur. Kalle sov længe.

 

Mornington ligger ca. en times kørsel fra Melbourne. I klart vejr kan man se skyskraperne rejse sig i havet. Vildt skue.

 

Vi havde aftalt at gå fort nepean turen i dag. Nåede vi ikke sidst, for et år siden, da vi var her med Mads. Den går ud på den vestlige spids af Mornington, hvor port Phillip Bay, den bay Melbourne ligger ud til, møder havet.

 

Der kører også busser herud, derfor den asfalterede vej. Håbede lidt på en snørklet lille vandresti, man gik af, men nej. Til gengæld var udsigten blændende som altid, når vi er ved kysten hernede.

 

Kalles shot.

 

Så frokost.

 

Sol og Kalle over Mornington.

 

På vej til svævebanen i Arthur Seat.

 

Vel oppe gik vi en rundtur. Der var vind i sejlene på vej ned. Ups. Glade, da vi var nede.

 

Lige inden vi skulle afsted kom Kalle og fortalte om et klippe-sted, man kunne hoppe fra. The pillars viste sig at ligge tæt på Mt. Marta, hvor vi boede. Ikke nemt at finde, for der var ingen skiltning. (Kommunen ønsker ikke, at man hopper her, men alle ved, hvor stedet er).

 

Ren Grækenland og masser af unge, der chillede. Bølgerne slog mod klipperne, så ikke optimal hoppe-dag. Vi fandt et sted tæt på vandet, hvor vi hoppede i og kæmpede så lidt med at komme op igen.

 

Der blev hoppet i flere niveauer. Søren og Kalle skulle ikke nyde noget i dag. Svært at se her, men havet var uroligt. Det var svært at komme op. Vi tog tilbage til huset, lavede tapas og så “De urørlige” i den store bløde sofa. Kalles første møde med den film. Elsker den.

 

Søndag. 2. december. Lang morgen, før vi skulle tilbage mod Melbourne. Søren og jeg gik morgentur, Kalle lå længe i sengen. Pakke bil og så retur.

 

Kalle havde planer med vennerne, straks vi var hjemme. Søren og jeg cyklede til Brighton i vind og sol, Palace Cinema, for at se “The Childrens Act” med Emma Thompson i hovedrollen (på dansk: Dommerens valg). En engelsk, hudflettende film, som vi aldrig fik set under British Filmfestival, der kørte for nogle uger siden. Kan anbefales.

 

Og forældrene gik all in. Sultne efter filmen, så cyklede tilbage til Port Melbourne og til Hanoi, yndlings vietnameser…Kalle kom hjem ved halv otte siden. Alle glade.

 

Mandag. 3. december. Jeg lavede Udebane og lyd. Søren at the office og senere til tennis.

 

Grønne forårsruller. Jeg havde lavet indholdet, Søren og Kalle pakkede molevitten ind og tog sig af frituren.

 

Tirsdag. 4. december. OP Shoppen havde lukket for kunder, da butikken skulle udsmykkes. Jeg havde meldt mig til vagt den dag. Fra 12-5 og så til volunteer-fest i baren ved siden af. Denne gang kun for os i Clarendon Street. Her hænges de fugle op, vi kæmpede med i timevis. Felicitys værk. Blev så fint.

 

Og her til party med frie drinks. Jeg cyklede langsomt hjem, da tid var. Julz helt til højre er hende, jeg laver thai-cooking med.

 

Kim, manager af butikken. Fra sydafrika oprindelig. En super chef. Holder os ved ilden, motiverer og roser. Kom hjem til drengene godt ni. Kalle og jeg så et par julekalenderafsnit. Søren sørgede for kaffe. Det hele sejlede pludselig rundt i Outzens hoved.

 

Onsdag. 5. december. Så var der igen party. Denne gang på Sørens arbejde. Jeg tog tram 109 ind og gemalen mødte mig på hjørnet. Kalle var hos Nate.

 

Vi mødte Steven, Sørens professor, på vej over til Universitet, hvor festen skulle holdes. Han viste os rundt i området, fortalte hvor han havde hængt ud som ung. Vældig hyggeligt. En slentretur på en halv time.

 

Universitetsbygningen, meget old english school.

 

Party-time. Buffet og band (bandbillede kommer lige fluks). Mødte alle Sørens søde kolleger og dagens julemand.

 

Bandet! Need I say more?

 

Fredag. 7. december. Jul i byen. Federation Square. Virker helt skævt. Det var bagende varmt i dag og så den her plastikæmpe med kugler.

 

Dagens vejrmelding!

 

Søren og Kalle gjorde det eneste rigtige i dag. Øvede udspring og tid i poolen.

 

Kalles venner kom forbi. Gik i gang med at pumpe båden op. Pier eller pool. De endte i poolen.

 

Lørdag. 8. december. Kalle var til Taekwondo. Graduering til gult bælte! Jeg bagte brød til bbq hos Julians forældre om aftenen. Så afsted på Hemp Expo. Skulle lave podcast fra den til The Sustainable Hour.

 

Blev så vældig klog på hemp. Klog på den måde, at jeg tænker, at det vitterlig kan noget. At det kan hjælpe på den her klimamæssige kæmpe udfordring, vi står overfor. Men industri-hamp kan der produceres 60.000 forskellige produkter lige fra benzin, fødevarer, tøj, kosmetiske produkter til byggematerialer, der er ligeså stærke som stål og produkter til erstatning for plastik. Hamp planten kan høstet 6-8 gange om året, alt efter hvor den gror, i DK har den to høstgange årligt. Den kan vokse stort set hvor som helst og udpiner ikke jorden.

 

Har diskuteret Hampens fortræffeligheder med Jørn Outzen (min elskede kloge far), der dog ikke mener, at afgrøden er så mirakuløs, som jeg tror. Ellers ville alle i DK jo dyrke den, er han argument. Men jeg tror og HÅBER på hamp som fremtidens afgrøde. Bare vent og se…Hemp og Marijuana, forskellen er kæmpe, ikke at forveksle. Det ene bliver man høj af, det andet bæredygtig af.

 

Et stk. bevis på gult bælte i Taekwondo.

 

Kalle med gult bælte (der på billedet ligger i skabet, men det er der!)

 

Corina og Hedley, Julians forældre, havde inviteret Nate, Lane, Isaac, Enrico og Kalle med familier til bbq i Albert Park. Folk kom til og fra. Vi var der fra start til slut. Her ses fætrene til Julian, Hedley (t.v.), Graham (Isaacs far), Neal (Nates far), ejer Taekwondo klubber, og Søren.

 

Og her mødrene. Corina (Julians mor) til højre, Ebony (Nates mor) i midten og så Kalles mom, på nuværende tidspunkt med fuld duelig både snakketøj og højre og venstre skulder intakt. Om fire timer går det galt!

 

Og flokken af søde drengevenner. Julian (t.v), Isaac, Lane, Kalle, Enrico og Nate. De har en fest!

 

Søndag. 9. december. Velfortjent lur oven på gårdsdagens bbq og hustruens stunt. Jeg havde forberedt en to-do-liste så lang (til søndagen). Alt det, der skulle ordnes til Haderslevs snarlige ankomst. Men mission impossible, for højre arm var ubrugelig. Gjorde ondt og kunne knapt løftes. Dobbelt arbejde til Søren! Jeg var tosset på mig selv.

 

Kalle og Lane havde badet i poolen hos Cameron.

 

Mandag. 10. december. Kalle skulle tidligt på camp. Mandag til torsdag i Cape Otwar, nationalpark på spidsen af Victoria. Søren fulgte ham over til skolen ved syvtiden. Søren på arbejde, jeg passede øm skulder og kunne ikke det lave det store med armen, fint bage brød med primært venstre og rydde hytten op. Søren kom hjem fra arbejde og gik op for at svømme crawl i poolen. Svømmer dagligt nu. Bliver bedre og bedre, synes han. Vi var inviteret til bbq i gården kl. seks. Sad i campingstole i rundkreds, vi var vel 12 stykker. Tim og Jenny var der også. Gik ind igen ved otte tiden, for der skulle gøres klar til house inspection i morgen kl. 9am og bagefter afsted på Art Silo Trail. Søren fik afleveret artikel til Stephen til godkendelse. Good on him.

 

Tirsdag. 11. december. Jeg havde længe plaget gemalen om en tur rundt og se på hvedesiloer (fra 1930’erne), og nu var chancen der. Efter Debbie havde været på inspektion ved ni-tiden og godkendt huset, var det ud i Teritory og af sted. Et roadtrip på godt 1000 km med overnatning i Horsham og Bendigo ventede os.

 

På vej til Horsham, første overnatningssted, kørte vi lige forbi bjergområdet The Grampians, som alle sådan har talt om. “Vi kunne jo køre op og igennem”, foreslog Søren. “Go for a walk”. Fruen var fyr og flamme.

 

Mackenzie waterfall besøgte vi også. Himlen var blå. Sad med fødderne i vand, men kun fødderne. Der var en gruppe kraftkarle, der sprang i og badede. Det så også vildt fristende ud, men vandfaldet er farligt. Sidste år døde fire gæster. Strømmen er stærk.

 

Så videre til byen Horsham, en times kørsel fra The Grampians. Vi boede på “The Shack”. Hjemmebygget af familien, der bor her. Lå ud til store vidder med får og alpaca’er, der passer på dem.

 

Velkommen indenfor…

 

Smækfyldt med personlige detaljer. Toilettet var f.eks. dekoreret af en lokal kunstner…

 

Godaften fra Horsham.

 

Onsdag. 12. december. Vi stod tidligt op. Strækningen fra Rupanyup til sidste silo i Patchewollock var ca. 200 km. og vi skulle gerne ende i Bendigo og se Frida Kahlo-udstilling (lukkede kl. 5pm).På Silo Art Trail kører man igennem staten Victorias spisekammer. Enorme kornmarker i øde, fladt landskab. Vores overnatningshytte uden for Horsham lå ca. 35 minutters kørsel fra den første silo.

 

Rupanyup, første silo: (Andenpladsen på vores rangliste) Lille bitte flække bestående af en hovedgader og et par sidegader. Der står om kunsteren: It is the work of Russian mural artist, Julia Volchkova, who turned her attention to the town’s youth and their great love of team sport. The work vividly captures the spirit of community and provides an accurate insight into rural youth culture.

 

Bonusinfo fra Rupanyup. Jeg har aldrig selv set tv-serien “Flying Doctors”, men efter sigende noget af det, Australien er kendt for i Danmark. Var der – liiiiige i nærheden.

 

Sheep Hills, anden silo. (Førstepladsen på ranglisten). De var så megastore, portrætterne. Et øje her er måske 1×1.5 meter. Der står om kunsteren: “Throughout his career, Melbourne-based artist, Adnate has used his work to tell the stories of Indigenous people and their native lands, particularly the stories of Aboriginal Australians. In 2016, Adnate developed a friendship with the Barengi Gadjin Land Council in north-west Victoria and found his inspiration for this mural.

 

 

Brim, tredje silo. (Trejdeplads) Faktisk var de her siloer de første i rækken. Man fandt så på lave en decideret Silo Art Trail og andre hvedesiloer langs strækningen fik besøg af kunsterne. Der står om kunsteren: “Guido van Helten’s iconic Brim mural was the first silo artwork to appear in Victoria, and soon infused the town’s community with newfound energy and optimism. After gaining widespread local and international attention, Brim’s silo art success shone a spotlight on the Wimmera Mallee region and inspired the establishment of the Silo Art Trail.”

 

Rosebery, fjerde silo. (Femteplads på ranglisten). Der står om kunsteren: “Before commencing work in Rosebery, Melbourne artist, Kaff-eine spent time in the Mallee assisting fellow artist Rone on his Lascelles silo project. During this time, Kaff-eine travelled to neighbouring towns, discovering the natural environment and acquainting herself with local business owners, families, farmers and children – all with the view to developing a concept for these GrainCorp silos which date back to 1939.”

 

Lascelles, femte silo. (En fjerdeplads på ranglisten). Et ældre ægtepar. Han er her.

 

Og her er hun! De rørte mig meget, de siloer. Der står om kunsteren: “In order to capture the true essence of Lascelles, Melbourne-based artist, Rone knew that he had to learn about the town from those who were deeply connected to it. Here, he depicts local farming couple Geoff and Merrilyn Horman, part of a family that has lived and farmed in the area for four generations.”

 

Patchewollock, sjette silo. Den her missede vi. Æv, men I skal ikke snydes. Vi valgte en anden silo, der ikke er med i Silo Art Trail, men blev anbefalet af en dame på et toilet uden for Lascelles. (Outzen følte sig total overbevidst om, at kolibrien, hun talte om, var et hit). Vi kunne ikke nå Frida Kahlo udstillingen i Bendigo OG silo seks plus kolibri-silo i Rochester, så droppede Patchewollock. Der står om kunsteren: “To prepare for his Patchewollock mural, Brisbane artist, Fintan Magee booked a room at the local pub to immerse himself in the community and get to know its people. When he met local sheep and grain farmer, Nick “Noodle” Hulland, Magee knew he had found his muse.”

 

Siloen med kolibrien. Befandt sig i Rochester…Goddag skuffelse. (Sidstepladsen).

 

NÅEDE Bendigos kunstmuseum, så vi havde en god time til at se Frida Kahlo-udstillingen. Den viste sig at være en fotoudstilling med hundredvis af personlige fotos. Vi så også en dokumentarfilm om hendes liv. Nåede de sidste 35 minutter. Den kvinde er legendarisk. Frida Kahlo levede i et konstant smertehelvede og alligevel præsterede hun rebelsk, verdensberømt kunst. Overnattede i nysselig lille baghus hos ældre ægtepar med roser overalt. Gik byen tynd et par timer, fik dejlig mad og øl og blev drivvåde på vejen tilbage fra restauranten. Heavy, længe ventet regn. Skypede med Mads huslærer Mette på efterskolen om aftenen. Godt at sætte ansigt på en af de voksne tæt på vores big boy. Alt var vel.

 

Torsdag. 13. december. Vi stod op kl. fem næsten morgen for at nå at køre til Melbourne før myldretid og Sørens arbejdsdag. Nåede det! Hjemme kl. 7.15 og heldigvis for det. Det var skybrud og oversvømmede veje og tunneler en time senere. Sørens uheld, fortæl om det.Kalle vendte glad hjem fra camp om eftermiddagen.

 

Fredag. 14. december. Ingen yoga pga. skulder. Kalle havde fri fra skole pga. camp. Vi spiste lang morgenmad. Nate kom og Kalle og ham gik hen til Lane. Hjalp i Taekwondo klubben med at få vand ud. Alt den megen heavy regn fra i går. South Melbourne Marked efter gær og laks. Kalle sov hos Lane. Vi ordnede hus. Skrivebord fra hinanden på Mads værelse, så vi alle fire kan sove der.

 

Botanisk Have i St. Kilda. Første gang her. Picnic før “Romeo & Julie” med Sava, Jan, Vigga og Stinus.

 

Strålende sol men truende skyer under opsejling. Pludselig styrtede det ned og vi måtte krybe i ly under træet. Klarede dog hurtigt op igen og det var den smukkeste aften til udendørsteater.

 

Sava, Jan, kaffeLene, Søren og Stinus.

 

Moderne familieforestilling med masser af musik og humor og draaaama. Vi nød den alle.

 

Søndag. 16. december. Haderslev på vej til Australien. Det var noget af en mellemlanding i Shanghaj, de var ude for. Grotesk farce, hvor alle skulle vise fingeraftryk på samtlige fingre flere gange for at komme igennem paskontrol og for at sikre, at bagagen kom med videre. Her sidder Søren, Annette, Emil og Anton sikkert i sæderne fra Shanghaj: Here we come. Emma var med et andet fly, der ankom en time senere. I Port Melbourne stod den på klargøring og hovedrengøring. Glædede os vildt til i morgen. Til sønderjydernes ankomst og Mads, der landede mandag aften, klar til tre ugers juleferie!

 

Mandag. 17. december. Og så var de her! En stor-taxi rullede op foran døren. Klokken var lidt i 11 formiddag. Søren F havde et møde, han ikke kunne misse, så familien kom selv hertil. Efter knap 34 timer undervejs – ikke til at se på dem. Seje som stål!  SÅ skønt at se alle.

 

Familien skulle holdes igang, så jetlag ikke fik overtaget. Vi fik lidt frokost, og så på gåben til Albert Park. Se på Victorian Houses og Albert Park Village. Fandt den restaurant, vi ville spise på om aftenen. Ricardo’s Trattoria med rap i replikken italienske tjenere (været der en gang før med Torben Orla. Tilbage i februar). Her er vi på pier for at springe og drikke aftendrink.

 

Fætrene har lige hoppet fra pier, den Kalle og vennerne altid hopper fra.

 

Italiensk og lun aften. Hele vinduespartiet var rullet til side ud mod gaden.

 

Vores tjener, rap rap i replikken – især bror Søren og søster Lene grinede højlydt. Ligger til familien.

 

Søren og jeg tog i lufthavnen for at hente Mads. Havde set, at han landede en halv time før beregnet, så hurtigt ud i bilen. Vi ankom præcis i det minut, vores store hjemvendte kom til syne. Så ufatteligt dejligt at se Mads, der var i højt humør. De to brødre fik lov at sove sammen i sengen. Søren og jeg tog madrassen. I morgen heddet det bytte købmand. Vi sov alle fire på Mads gamle værelse. Total campinghygge.

 

Tirsdag. 18. december. Melbourne, here we come! Alle mand havde sovet ok, så jetlag ingen hindring. Søren cyklede på arbejde. Stødte til senere. Her er vi ved tram 109. Målet var Brunswick Street i Fitzroy. Melbourne’s Vesterbro-hippe-område.

 

Tøserne i blomster-slaraffen. Søren O sakkede hele tiden bagud, skulle have ALLE detaljer med. Solen kom efterhånden.

 

Brunswick, grafitti overalt.

 

Invasion på Rooftop bar.

 

Kunne være blevet her i evigheder.

 

Fætter reunion.

 

 

Så videre til South Wharf, der løber langs Yarra floden. Cafeer og barer og gadekunstnere side om side.

 

Fire på stribe.

 

 

 

Han var her igen. Spottet efter ham i månedsvis. Kaligrafi-japaneren. Skriver ens navn i skrifttegn og forklarer, hvad navnet betyder. Jeg fik skrevet “Lene” på japansk og senere, når veninde Lene E kommer ned i januar, vil jeg finde ham igen. Mon det så er same same? Opklaring følger.

 

Doktor Søren færdig på kontoret. Han cyklede i forvejen hjem, mens Kalle, Anton og jeg tog tram til Port Melbourne for at pakke bil og lave pizza til Open Air Cinema om aftenen. Mads var turguide for resten af flokken. Vi aftalte at mødes kl. syv ved Botanical Garden.

 

Mads viste rundt i centrum. Her er det Federation Square.

 

Sørme nemt at komme i julestemning i Melbourne!!! Plastic fantastic.

 

På vej hjem i tram tilbage. Kalle, Anton og faster.

 

Mødtes i køen i Botanisk Have uden for indgang til Open Air Cinema. Aftenen var lun. Vi skulle se “Love Actually”, den gamle, romantiske traver.

 

Gang i pletskud af parken. Emil eksperimenterede med perfekte vinkler. Her i liggende position. Emil og Mads kravlede rundt i lange minutter, fortalte Annette.

 

og her pletskuddet: Melbourne Turistinformation, kom bare an! (Men det bliver dyrt).

 

Fik tilranet os godt areal. Her gælder først til mølle. Forestillingen gik i gang halv ti. To en halv time efter ankomst. Vi havde: ÅLT MÆ til picnic.

 

Fætrene krøllede.

 

Emma forevigede krøllede drenge.

 

Love actually (gik i gang lige efter) – Hugh Grant holder vejen og skansen, igen og igen. Feel-skønnest-good-film.

 

Her ses kun fire, men senere kom de i mængder. Flagermusene. De er noget af det mest fascinerende ved at være inde i Botanisk Have og se film. Nærmest flyver omkring ørerne på en, når mørket falder på.

 

Onsdag. 19. december. The Grampians tur. Haderslev skulle med i bjergene, og heller ikke Kalle og Mads havde været der før. (Søren og jeg var der kort på vej på Silo Art Trail fornylig). Der var booket overnatning, airbnb i Horsham, onsdag nat, så vi kunne være klar til en lang dag i The Grampians Nationalpark torsdag. Aftalte afgang ved et-tiden. Søren O og F sørgede for at hente lejebil.

 

Fætrene chillede og var i fitness, de to store. Emil førte an. Træner dagligt i Haderslev.

 

Fruerne tog på South Melbourne Marked og fik jul på tæerne. Sikken et treat. Sad tre stk. sønderjyder på rad og række med kaffe, mens vi blev dullede. Annette glædede sig til at få Søren O med på markedet, når vi er tilbage fra juleferien.

 

Over middag, afsted med os. Kørte i cortege. Sejt af bror Søren lige at sætte sig ind i en højresidet bil og køre familien 3-4 timer til Horsham. Han klarede det i top og formåede at blive lige i halen af Territory hele vejen. The Grampians ses i baggrunden.

 

Her gjorde vi frokostholdt.

 

(Mad i gummerne, ikke så charmerende, men men!!!) Outzen har slynge på højre arm. Beordret af doktoren efter at vi dagen før havde fundet ud af (fik taget et røntgenbillede), at der rent faktisk var en fraktur! En lille muskel-tilhæftning var brækket af og skulle have tid og ro til at vokse på igen. Jeg nægtede i starten at iføre mig slyngen, havde jo siden den 8. december, hvor faldet skete og skulderen fik slag, klaret mig uden. Eller klaret og klaret, ikke kunnet så meget lissom med højre arm. Men doktor Søren var benhård, og Annette bakkede ham op. RO PÅ NU! Jeg havde slyngen på en lille uges tid og så af igen. Doktor Søren gav nådigst lov. Familien fra Haderslev var største engle. Tog fra og fra og fra, mens jeg leverede ren venstrehåndsarbejde.

 

Den sad og hilste på os. Bliver ved, selv efter et år hernede, at synes at parrots, papegøjer, er eksotiske. Annettes pletskud.

 

Vi kom frem til det store airb&b hus i Horsham (eneste mulige, der var tilbage til ni personer) og selvom det udefra så lidt tvivlsomt ud, var det i top. Masser af plads, rent og hyggeligt.

 

Drengene sprang straks i.

 

 

Søren, Annette og Emma gik tur ned i Horsham city. Fandt en Coles og købte ind til aftensmad. Søren F hentede varer og indkøbere, og så ellers gang i køkkenet.

 

Simkort til mobiltelefoner. Fik det til at funke. Skøn middag med Annette bag roret. Alle mand gik til køjs før alt for sent. Godnat og tak for endnu en dejlig dag.

 

Torsdag. 20. december. Før kl. ni var alle klar. Spist morgenmad, været i bad. Ryddet værelser op, pakket. Imponerende. Fætrene og kusine skriver i gæstebogen.

 

 

Paparazzia Outzen…

 

The Grampians. Vi parkerede ved Zumpark carpark (på anvisning fra Sava) og gik så gåturen til MacKenzie Falls over Fish Falls, hvor der kunne bades. MacKenzie Falls er no go som badested. Flere unge er druknet, fordi strømmen er så stærk.

 

 

Toppen af Fish Falls.

 

 

Og så i det kolde gys.

 

 

Ankommet til Mackenzie Waterfall.

 

MacKenzie Falls.

 

Og her med Kalle.

 

Kalle, Mads, Emil, Anton og Emma gik op til toppen…

 

…af vandfaldet.

 

Vi kørte til Wonderland Carpark og satte bilerne. Her startede gåturen op til Pinnacle Lookout, en ca. 2 – 2 1/2 timer tur. (Retur).

 

 

 

 

 

På toppen. Pinnacle Lookout og et stk. vovepels.

 

 

Pels nr. to. (Så værre ud end det var, men slemt nok! Drenge altså…)

 

Sønderjyderne.

 

 

Der var dunkede lidt præstationsangst i blodet, for havde jo LOVET at der ville være kænguruer. Vi så kun et par i det fjerne i morges, ikke godt nok, men redningen var lige om hjørnet  eller dvs. for foden af bjergene på en slette. Ved indgangen til byen Halls Gap.

 

 

 

 

Der kom også emuer ud på sletten, de blev dog skræmt væk af kænguruerne, der pludselig fik benene på nakken. 20-30 stykker fór afsted, væk fra sletten, forbi vores biler og ind i skoven. Det er de sjoveste hoppebolde.

 

Nåede at ringe til Andrews Hamburger, da vi tankede biler på vejen hjem, i udkanten af Melbourne. Fik afgivet bestilling inden kl. 9pm. Everthing for those kids…

 

Fredag. 21. december. Haderslev klar til Byron Bay og juleferie. Vi følger efter i morgen.

 

Blæsende fredag. Mads og jeg tog til St. Kilda og spiste frokost på Little Blue for enden af pieren.

 

Var vi lige omkring Sava først, mødtes på cafeen overfor skolen, hvor hun arbejder. En hurtig kaffe og overlevering af hendes julekager.

 

Fredag aften var der fine gaver fra farmor og farfar og morfar. Eneste gaver i år.

 

Blå himmel i Byron. Vores udsendte sørgede for dokumentation.

 

Udsigt til strandbabes.

 

Lørdag. 22. december. Og så var det vores tur.

 

Det havde været meget hot hele lørdagen i Byron, men lidt efter vores ankomst, ved tretiden, høvlede det ned. Her har vi søgt tilflugt på vores yndlings falaffel-sted.

 

Gensyn.

 

Søren O tjekkede kølerdiske, muligheder til julemiddagen?  Se lige, hvad han fandt. Årets julegris!

 

Fik da handlet lidt ind til juledagene….

 

(Just joking. Vognen var efterladenskaber fra andre kunder…) Havde booket bord hos vores italiener til aftensmad (elskede den sidst vi var i Byron, i juli).Trattoria Basiloco.

 

Søndag. 23. december. Godmorgen i sol.

 

Emil klar til dagen.

 

Der var et gammelt surfboard i skuret. Anton øver sig. Surf timer senere på dagen.

 

Mads har jo prøvet det før…semi-proff!!!!!

 

På stranden. Surfing først kl. 2pm.

 

Det blødeste, klareste vand.

 

 

 

En bold plus seks store og små mænner. What else do you need?

 

Og så er de igang med surf-lektionen…

 

Emil-dude.

 

Søren O.

 

Anton.

 

Hele flokken!

 

Emma (næsten dude). Boardet blev på land! (Knæet gjorde ondt). Faster havde ondt i skulderen og Annette, hun sympatiserede med de to krykhusarer.

 

Mandag. 24. december. Glædelig jul! Søren, Mads og jeg tog cyklerne tidligt ned i byen til morgenkaffe.

 

Annette tog billedet her på vej til stranden…liiiiiidt anderledes standard end vores airb&b, hvor der var gulvtæpper overalt OG en KITTECAT (navnet på bæstet: Katten, som jeg ligesom ikke havde gennemskuet, via annoncen, boede der fast og skulle fodres og støvsuges hår op efter.) Den eneste, der holdt af katten var dyreelskeren Emil. Måske fordi vi andre bestemt ikke elskede den. Opholdt sig 24/7 inden i huset, hvilket der lugtede (tun på dåse) af. MEN vi overlevede. Alle mand tog det med oprejste pander. Huset var stort og lå godt og det var det billigste, vi kunne få (dyrt nok, men Byron skruer helt op for priserne, når det er jul). Nå ikke mere om KITTECAT! Vi kan jo drømme lidt om det her hus i stedet for. Simpelthen bare visualisere, at det var HER vi rent faktisk boede! Tænk, hvor nemt. Det var sgu da HER, vi boede. Ingen dyr, kun indoor pool, hjemmebar og en tjener, der vimsede rundt konstant og shakede smækre drinks.

 

Alle gik til main beach, undtagen Søren og jeg. Vi stødte til senere. Ville gerne gå turen til Tallow beach først.

 

Her er hentet pita/falaffel fra bedste biks i Byron. Frokost.

 

 

Tallow beach på en dag med stærk strøm. Lifeguard sagde, at vi godt måtte bade, men skulle passe ekstra på og kun gå i inden for det afgrænsede område. Søren og jeg blev på stranden.

 

Skiltet lå heldigvis ubrugt i stakken. No sharks for the moment.

 

 

På vej over til de andre. Skulle lige have købt en gave til pakke-leg først. Maks. 5. dollars var aftalen. Skulle leges juleaften, efter julemiddagen ude. Emmas ide.  Alle gik op i det og fandt fino ting.

 

Alle omklædte ved seks-tiden. Tapas før afsted til julemiddag i byen. Byron Bay General Fresh Cafe, i starten af hovedstrøget.

 

WE-fie. Sendte billedet til Sdr. Jylland.

 

SÅ klar til juleaften…

 

Byron Bay Fresh Cafe. Drinks og dejlig mad. Total luksus ikke selv at skulle stå i køkkenet. Højt humør og ditto cigarføring.

 

 

Den fineste aften, da vi gik til vandet omkring solnedgang.

 

Gik ned til dans ved stranden. Yderst til venstre på pieren. Alle Byrons hippier (og os andre) samles hver aften for at spille og danse solen ned. Mads dansede med.

 

Fed stemning og gode grin.

 

Flammekaster var med på rytmerne.

 

Tilbage gennem gang i byen med levende musik.

 

Hjem til risengrød, pakke-leg, dejlig er jorden og Erik Påske synger julen ind. Sidste afsnit af julekalenderen i bløde sofaer.

 

TAK for en dejlig, nær og ret så anderledes jul. Inspirerende at man ikke behøver alt det traditionelle meget meget, vi jo altid har på programmet i Danevang. Tænk at jeg, julegrisen over dem alle, skulle komme frem til den konklusion. Men det er jeg. Det vigtigste er sgu de mennesker, man er sammen med, som altid jo her i livet. De yngste i selskabet tror jeg savnede lidt mere af det traditionelle, læs julemaden og flere gaver. Men inspirationen er i hvert fald steget Søren og mig til hovedet. Befriede uden alle de mange gaver – kommer vi til at justere på.

 

25. december. 1. juledag. Australiernes jul. Søren og jeg var tidligt oppe. Fik kaffe på General Store next door.

 

Heldige os! 95 % af cafeer og butikker var lukket i dag.

 

Haderslev skulle videre til Sydney om eftermiddagen, så heldigvis var der masser af tid til julepicnic på stranden. Sandwich (brød købt i går. Det meste lukket og slukket i dag) – kolde øller, vin og vand. Og surfboardet fra huset udgjorde anretterbordet.

 

Honey, siger min mand så blidt, som han kan. Hvorfor alle de mange, mange, mange billeder. Hvad med at begrænse dig? Og ja, jeg ved godt, at der er mange, men…oh I skulle VIDE, hvor kæmpe bruttomængden er, FØR billederne kommer her. (Har også haft alle Annettes og Emmas skønne billeder denne gang at svælge i). Undskylder, hvis der er en stribe så lang som Rømø dæmningen, men det her er jo også et totalt egoistisk projekt. Når jeg ser de her brød på det er billede, så står jeg i butikken, lige her står jeg, sammen med Søren og kan dufte dem. De lyse var lige kommet ud af ovnen. Derfor kære husbond og jer andre! Hvert billede rummer en følelse, duft, stemning… et særligt øjeblik… (brødene brugt til sandwichene ovenfor).

 

 

 

As good as it gets.

 

Sidste tur i bølgerne med onkel Søren –  i denne omgang.

 

Lige et roligt træ at sige på gensyn med. Søren F og jeg havde jo sagt, I bestiller bare en Uber til lufthavnen. Easy peacy og billigt, men det var JUL for pokker jo, så ingen Ubers at få og taxier nærmest heller ikke, og de få der var kostede en bondegård. Øv-streg i regningen. Men det vigtigste var, at der til aller aller sidst KOM en taxi og familien nåede airport…lige til tjek ind. Beklager meget det knap så fede vært og værtinde råd! (Spørg lige, hvor travlt min mand havde bagefter med at booke en taxi til os til de to dage senere.)

 

Vi gik turen til lighthouse. Igen. Sidste gang var jo til Sørens fødselsdag. Ligeså dejlig som sidst.

 

Masser af mennesker, ventende på solnedgangen.

 

Ligner jo en hel Taj Mahal.

 

På vej tilbage.

 

Sjælden ørn, fortalte en turist os. Sad på vejen ned fra fyrtårnet. Hvem kan hjælpe med et ørnenavn?

 

 

Alt vel i Sydney. Søren sendte rapport.

 

Haderslev havde booket en super airb&b lejlighed, hvor alle nød at være og sove ovenpå fyldte juledage. Og INGEN kat!

 

Onsdag. 26. december. Boxing Day. Australiernes helt store udsalgsdag – og 1. juledag. Her er det hjertet, der bliver danset i hver aften, når solen går ned. Her vi stod og jammede juleaften.

 

En af de faste beboere på kajen. Han spiller bongotrommer om aftenen.

 

Købte t-shirts og shorts til drengene på Boxing Day.

 

Gik tur og badede…

 

Og lejede surfboard.

 

Højt humør i Sydney. Også her var begejstringen stor for Utzons slot.

 

VI jagtede solnedgang, men desværre kan man ikke se den gå ned. Kun farvespillet på himlen bagefter. Til gengæld ret kønt.

 

 

Øl på campingpladsen. Købte pizza på vejen hjem, hvor der igen var fuld gang i byen. Vi så fransk ungdomsfilm på husets kæmpe skærm før godnat.

 

Det her skulle have været: Skide godt Egon, men nej. Den snorkel-tur blandt skildpadder (lyder det ikke eksotisk?) som jeg havde booket den 23. december til drengene den 27., tidlig morgen, eneste pladser tilbage, kom der aldrig en bekræftigelse på. Jeg ringede og ringede og tænkte, det er nok bare var pga. julen, men da jeg endelig fik fat på bookingkontoret i hovedgaden, dagen før, rystede den unge mand på hovedet. Han fik desvæærre ikke ringet i tide og lagt vores booking ind!  Og ups havde heller ikke liiiiige fået ringet tilbage og fortalt sin kunde, at bookingen var aflyst. (Og at hun skulle have sine penge retur!) Outzen var stik, stik tosset, men kunne absolut intet gøre.

 

Torsdag. 27. december. Sidste besøg hos General Store, Søren købte sig en ceramic keep cup.

 

Fordi snorkelturen røg i vasken, fik dagen nye lyse muligheder. Vi tog drengene med på en gåtur til Tallow beach. Håbede at kunne bade i dag. Besøg på The Top Cafe på vejen dertil, som Mads havde ønsket sig. Han huskede den fra sidst. Lå på toppen af gaden, hvor vi boede i juli. Udsigt over de grønne bjerge.

 

Fik verdens bedste bedste badetur på Tallow beach, blev ved og ved i de bølger. Alt for lang tid, for pludselig var det tid. Nødt til at løbe noget af vejen, fordi den pre-bookede i flere dage i forvejen taxi til lufthavnen ville ankomme kl. 1pm.

 

En forunderligt svømmetur. Og heller ingen sharks i dag, smil og heldigvis.

 

I Sydney gik sønderjyderne langs kysten. Bronte til Bondi Beach-turen. Og de sendte billeder. Ligeså smukt, som vi husker det. Kirkegården på toppen af klippen, den udsigt!

 

Og rockpoolen på Bondi beach. Kunne bo i den.

 

Annette på Bondi beach.

 

Fredag. 28. december. Tilbage i Melbourne. Drengene var sammen med venner. Søren og jeg fik styr på huset, om og aftenen havde vi inviteret Jerome med ind i Botanisk Have for at se Queen filmen: Bohemian Rapsody. Fed film. Sønderjyderne tog færgen til Manley beach og kunne rigtig godt li´ sejlturen ud og hjem, som bror Søren skrev senere.

 

Sønderjydernes lokale beach! Bondi, den største i Sydney og fuld af badende, solende og surfende

 

 

Og her skriver Søren: “Slutter af i Sydney på den gode italienske restaurant på Bondi… Nu skal vi have pizza og young Henry Pale Ale.”

 

Lørdag. 29. december. Haderslev tilbage på Esplanade West. Dog snøft – minus Emma. Hun var lige nu på vej mod Danmark og nytårsaften her og afrejse til København den 1. januar for at starte i praktikplads hos tøjfirmaet Ganni den 2. januar. Altsammen noget, der er kommet til, efter at Emma havde købt billet til down under. Annette i gang med banana-bread

 

Gør klar til at afprøve husets weber, så den er klar til strabadserne New Years eve.

 

Sørme godt med en lille forpremiere. Lamsebasser i flammehav! Græsk på menuen.

 

Søndag. 30. december. Godmorgen i drengehyblen.

 

Søren og Annette tog nogle timer i forvejen til South Melbourne Marked, så Søren O fik tid til at ose hele markedet rundt og besøge samtlige slagtere og alt det andet. Annette havde godt sagt, da vi var nede og få jule-tæer, “din bror vil elske det her sted”, og det gjorde storebror. Vi mødtes til super paella og hvid sangria kl. fire.

 

 

Store- og lillebror og fætter Mads.

 

Søren og Mads tog over for at spille tennis. Jeg var med på en kigger. Mads forstuvede anklen i en hård match mod sin far. Annette agerede sygeplejerske, da vi kom hjem og bandt anklen prof op.

 

Selvom det var blæsende, blev sønderjyderne slæbt med ned til St. Kilda Pier for at se mini-pingviner komme i land.

 

Her en af dem.

 

Søren og jeg talte længe med far om aftenen. Så vildt at det kan lade sig gøre. 16.000 km. væk.

 

Mandag. 31. december. Sidste dag i et uforglemmeligt år 2018. Her er det indkøbsseddel til aftenens menu, som Annette står bag. “Bare et forslag”, som hun sagde til os. JA 1000 TAK TIL DET HELE. Så forunderligt at have hende på banen. Magen til overblik og organisationstalent i et køkken, også her, skal man lede længe efter.

 

De voksne tog på South Melbourne Marked for at købe ind til den stuuure aften plus lige smage på de østers, der langes over disken i en uendelighed hernede. Søren O havde jo sonderet terrænet i går. Talt med samtlige slagtere og vurderet deres køds kvalitet. Vidste lige, hvad der skulle indkøbes.

 

Godt nytår! Ved sgi ikke, om jeg nogensinde lærer at holde af de her blevre-dimser. Med lidt stærk tabasco gik det faktisk ok.

 

Da indkøb var klaret, havde vi ren chill eftermiddag. Annette og jeg gik skøn tur omkring Albert Park Lake. Drengene tog til St. Kilda og spiste is og bagefter var alle mand ved poolen. Vi mødte et par, Søren og jeg aldrig har set før i komplekset….faldt i snak. Han havde boet i Valby et par år, langt tilbage i tiden, og elskede Shubidua: There is a dogshit in my garden! Han fortalte, at han indtil for nylig havde produceret vin i Mornington. Vi talte mere og ønskede hinanden godt nytår. Et kvarter efter kom han tilbage med tre flasker vin. “For you. I have only few bottles left”. Alle tre flasker blev drukket på kanten af det nye år. Rød, vin og rosé – og de var gode. Den her generøsitet, som vi har mødt igen og igen, bliver ved med at komme bag på os. Tusind tak til parret i nr. 116.

 

Fra min og Annettes gåtur rundt om søen. Her er vi oppe i udsigtstårnet, hvor man, ups, ikke måtte gå op, stod der. Men jeg havde jo lige været der ugen før, så var sikker på, at det handlede om, at de ikke ville have nytårs-berusende australier derop. Med andre ord: Vi hoppede over afspærringen, men sig det ikke til nogen.

 

Snart klar til den store aften…

 

 

Total klar.

 

Annette havde total styr på køkkenet – vi andre kunne bare slappe fuldstændig af. Luksus.

 

Tapas sæt i gang.

 

 

 

Søde jer. TAK fordi I kom (så og sejrede).

 

Lykkelig…og mere og mere grå i håret. 50 året coming up!

 

Roséen fra nr. 116.

 

Under den stuure middag. Søren O fik gave af sin kone: “Verden er min legeplads”, ynder han at gå at sige, så Annette havde fundet en fed best places in the world to go – bog. Under spisningen talte vi om gode og dårlige ting fra året, der er gået og om håb for det nye. Alle fik taletid.

 

Eftersom fyrværkeriet i den nærliggende park, som var en goddag mand økseskaft stor skuffelse (jeg tror jeg nåede præcis 3 minutter, for inden jeg kom ud af døren med champagnen, og inden jeg kom over i parken og hvor var de andre lige,  lyse, lyse med mobilen) var det SLUT. 10 minutter får man i Melbourne. Det er det!  Central styret, ingen private må affyre. Anede vi ikke, og jeg der ellers har spurgt gud og hver mand om, hvor man dog skulle gå hen for at se fyrværkeriet. Nu forstår jeg bedre, at ingen har været helt så entusiatiske. Set i bagspejlet og med rationelle øjne er der selvfølgelig vældig meget godt i byens beslutning. Ingen kommer til skade, millioner af dollars går ikke unødigt op i røg. Godt vi kunne lave vores egen limbo-fest bagefter. Det var sjauuuu…

 

Lidt mere fællesdans. Vi prøvede at holde drengene i stuen og omkring musikken. Lykkes et stykke hen af vejen. Farvel og godnat ved to-halv tre-tiden. Glædeligt, velsignet og lykkeligt 2019 til os alle.

*

3 Comments

  1. Karin Leth Christiansen
    1. marts 2019 / 23:41

    Kære Lene og Søren,

    har lige tilbragt December måned I Australien (med jer) flere timer. Har siddet med et smil og nydt jeres liv, og sendt mange tanker til Lene pga din skulder. Hvor var det synd. Tusind tak fordi jeg må læse med. Vi var til en super festlig 81 års fødselsdag I går aftes med mad fra Bolettes Gæstebud. Din mor, Søren, lignede en på 17, og var I et højt humør. Det var så dejligt. Hun var meget glad.
    Synes I får utroligt meget ud af jeres ophold og dine kommentarer og billeder, Lene, er så fine og morsomme, så det er en ren fornøjelse at læse med. Mange kærlige hilsener, Karin

    • Lene
      Forfatter
      2. marts 2019 / 9:43

      Kære Karin. Hvor var det dejligt at høre fra dig. Tusind tak for at læse med og dele det hele. Hørte også fra Hanne, at det var den dejligste aften i torsdags, skønt at hun er 17 år og dansende….det betyder så meget at vide, når man er 16.000 mange km. væk. Pas på jer og tak igen for dine søde ord. Kærlig hilsen Lene

  2. Sille
    2. marts 2019 / 10:19

    Skønneste Lene – du kan godt hilse din fantastiske mand og sige, at der ikke er ét eneste billede for meget! Der sidder en enkelt sjæl her nord på, der NYYYDER at starte weekenden med en tur til Australien 🙂 Savner jer – hvornår kommer I hjem? kys

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *