Dag til dag – august

Så blev det måned otte. Kalle og Mads fødselsdagsmåneder og turen til Northern Territory måned. Fyldt og dejlig har det været. Fra vinter i Melbourne til 30 grader i Darwin, Kakadu og Kathrine. En fantastisk tur til en del af Australien, man bare MÅ se, når man er her. Det er outback og det er wild life. Der er så mange krokodiller, så man tror det er løgn. Et dyr, der har været på jorden i 200.000 mio. år. Overlevet fætter og kusine dino. Ikke udviklet sig en døjt siden den kom hertil, for den kan bare sit kram. I timevis ligger den og venter på sit bytte og slår så til. Fascinerende og modbydelig er den…men mest det sidste, når bare man holder afstand!

 

Månedens billede. Taget af Stephen O´Leary i Darwin, onsdag den 15. august, da der var stur festmiddag. Bemærk gaffa om gab.

 

1. august. Onsdag. Første gang i Geelong hos journalist Mik Aidt for at lære podcast. Var med i radiostudiet under optagelse af deres program “The Sustainable Hour”, utrolig inspirerende og tankevækkende. All about our environment.

 

2. august. Torsdag. Tid igen til frisør i Sandringham. BLÅ igen, sgu. Så cyklede afsted, i bedre tid denne gang, så der var tid til kaffe halvvejs. ELSKER den tur. Fjerde gang, suk for fanden. Allerede 8 måneder downunder.

 

Overholder dresscode. Kaffepause undervejs. Livet er ikke ikke ikke slet ikke, det værste vi har.

 

Drengene cyklede alene til fodbold, og jeg cyklede ind og mødte gemalen kl. lidt i seks foran Danish House. Sammen med Sava og Jan og deres søde naboer havde vi booket billetter til foredrag med Sissel Jo-Garzan.

 

Det var meget, meget inspirerende, hun var super sød og cool og interessant og jeg fik straks lyst til at læse Dinosaurens fjer, som kun Søren har læst. Der var middag før foredraget. Let og lækkert. Virkelig en hyggelig aften. Sådan Danish House, good on you.

 

3. august. Fredag. Lydbog sæt i gang. Politikens bøger. Genial oplæser. Skuespiller Lærke Winther. Fatter ikke, at jeg gik død i den, da jeg år tilbage startede på den. Havde jo også Sissel Jo-Garzans baggrundshistorier i baggagen, mens jeg lyttede.

 

Mødtes med to gange Julie hos kaffe-Eddie, hørt så meget legendarisk om ham. Real good coffee. Vi planlagde POP Op event for at fundraise til SillyHatforMatt.

 

Sørens fødselsdagsgave: Koncert med Suzanne Vega i Palais Theatre. Kalle og Mads home alone med pizza og cola. Down memory lane. Hun kunne stadig…du du dudu du du dudu du du dudu dudu dudu….hun var god entertainer mellem numrene…veloplagt og fed humor.

 

4. august. Lørdag. Spring is around the corner.

 

Jake fra klassen var på besøg. Han spiller footie. Kalle og ham øvede i Lagoon.

 

Indian cooking. Session 2 i Seabrooke. Denne gang både med indbygget dans og Sariprøvning. Seema, vores kok, er en ener.

 

Og nu majet mystisk indisk.

 

Drengene havde spillet tennis, mens moren kokkede indisk.

 

5. august. Søndag. Klubmesterskab for junior-spillere i tennisklubben. Mads Bads kom i finalen og blev nr. to. Vældigt.

 

Kalle sov hos Julian – skolefri mandag…ovenpå udmarvende (smil) tennis far og søn på langs. Fruen på South Melbourne Marked efter indiske linser – no luck og blæksprutter (stor luck).

 

Mads har food i skolen. Får altid smagsprøver med hjem i madkassen. De her smagte fantastisk – copy pastede. Blev godt.

 

6. august. Mandag. Skolen holdt lukket, lærerne var på kursus. Mads var til futsal turnering hele dagen, Kalle hos Julian til over middag. Hjem til lektier. (Storskrald på gaden, men kigger ikke længere, vi har fyldt op – all good).

 

Bliver aldrig træt af nabolaget. Mads til tennis træning….

 

7. august. Tirsdag. Lydbog i ørerne…Dinosaurens fjer. Fodboldtræning og løb. Søren tilbage på tennisholdet med June. Fiber endelig klaret.

 

8. august. Onsdag. 2. session i Geelong hos Mik Aidt. Tog toget ti i ni og blev hentet af Mik på stationen. Først med i studiet til optagelsen af “The Sustainable Hour”, så hjem til Mik og lære mere.

 

Tony bag teknikken denne onsdag og Mik i gang med at tage billede til youtube. Alle indlæg filmes og der lægges så nogle minutter på nettet, som en teaser til podcasten.

 

På vej hjem fra byen….Melbourne i guld.

 

9. august. Torsdag. Et stk. year 10.

 

Ikke mange træninger tilbage….og løb. HOLD NU OP, hvor vil vi savne det….her gemal i udstræk.

 

South Yarra Soccer Club Thursday Special…Går ikke liiiige så godt med det kødløse for tiden. Kom igen!

 

10. august. Fredag. Cyklede til byen. Blå himmel. Mødtes med Søren på South Wharf kl. kvart i tre med alt i tasken til Dark & Stormy (sammenlignede dem med den drink). Optog video til Søren og Annettes 50 års i morgen aften. Hold nu op! Flere retakes og en benhård tidstager alias Søren. Tilsidst måtte vi sige stop. Blev som den blev. Skålede til sidst i en Dark & Stormy, for den ene var væltet og den anden næste drukket på det take, der viste sig at være UDEN lyd. Ommer….hjem til Mads, der havde glemt nøgle og sad og ventede på os og Kalle, der kom fra futsal. Vi var inviteret til Sandringham til aftensmad. Sava, Jan, Vigga og nu også Stinus. Første gang vi mødte den hjemvendte fra efterskole søn. En stor fornøjelse. Vi talte sidste Darwin detaljer….GLÆDER OS.

 

11. august. Lørdag. Sørens fødselsdagsgave fra Bjerring/Kæmpe familien. En genial kaffemaskine – tur deluxe kaffe til camping.

 

Kalle havde sleep-over fra kl. fem. Var først med Enricco til footie-kamp. Mads var med Joel og venner inde at se den samme. Geelong mod Hawthorn. Her er det Isaac igang med vitser. Han kunne alenlange og mange.

 

På vej over i Lagoon Reserve, parken ved huset. Mørkeleg med lygter. Mor og far med. Ret mørkt derovre. Søren indskærpede drengene, at ALLE lygter skulle med retur (cykellygter, som vi efterhånden har mistet nogle stykker af, bliver snuppet fra vores bikes).

 

Her er flokken. Enrico. Kalle. Nate. Julian. Isaac og Yanni. De skulle sove halv et senest, havde vi aftalt (flere skulle op til basket og svømning og fodbold – inkl. Kalle). Kvart over et sov forældrene, ved ikke helt med the boys. De sov i vores store soveværelse.

 

12. august. Søndag. Kalle fyldte tretten. TEENAGER. Hyggelig morgen med vennerne. Kvart over 10 kørte Kalle, Søren og jeg til Kalle fodbold på udebane, mens Mads selv tog til hjemmebanekamp.

 

Fødselsdagsmorgenbord.

 

Holdet kæmpede, men tabte. Hjem til gaver og Mads. Kalle havde selv valgt, at vi ventede med at åbne til vi kun var os fire.

 

Gaver: Våddragt med korte ben til surf i Byron (fundet i OP-shop). Tennisketcher, nye høretelefoner og trøje fra Mads. Varm cacao og boller. Kalle ønskede sig familietennis-dyst, så vi tog ned i klubben og heldigvis var der tomt. Lige kamp, hvor mig og Mads bankede fødselar og far lige på målstregen. Tomattærte og Sommeren 92 i de blå sofaer. Kalles ønske til aftenen.

 

13. august. Mandag. Se lige den her vil-frem-i-verden-kvist. Forårsbebuder.

 

Søren tog i lufthavnen ved seks-tiden. Uber of course. Han lander over midnat og indlogerer sig i vores hus. Kongressen starter i morgen tirsdag. Vi glæder os til gensynet. Mads var til tennis.

 

14. august. Tirsdag. Gåtur før OP-Shop. Havde tilbudt at komme i dag, da torsdag hedder Darwin. Det tog de straks imod. Der er ALTID nok at rive i på Clarendon Street.

 

Mads spillede tennis i stedet for Søren, så drengene droppede fodbold i dag. Jeg var i bookclub allerede fra kl. 6. Hu hej hjem og bage danish bread. Blevet min månedlige tjans i klubben. De andre sørger for vin og avec. Bogen i aften var “The Strays” af Emily Bitto, lokal forfatter. Gav et billede af et hippie-kunstner-miljø i 70ernes Melbourne. Interessant og læseværdig. Super hyggelige møder, vi har.

 

15. august. Afsted mod Northern Territory. Darwin, Litchfield, Kakadu og Katherine. Fik pakket tre kufferter med for meget tøj. Vidste det godt før, men 23 kg. var tilladt og så frister det. Rygsække ville have været fint. Uber og alt gik glat i lufthavnen. Vi spiste sandwich før flyet. Landede planmæssigt, en halv time tilbage i tiden i forhold til Melbourne tid. Sært med de tidszoner. Taxi ud til Stuart Park i Darwin, hvor en søvndrukken, stadig lidt småfuld Søren og far lukkede os ind. Havde været til vældig afslutningsmiddag.

 

Søren til middag tidligere. Pletskud fra OBH….lille croc med mundbind (læs den stærkeste gaffa, de kunne opdrive).

 

17. august. Torsdag. På tidlig morgentur fandt jeg den lille købmand, som Søren havde talt om, og havnen – få minutter fra, hvor vores airBnB lå.

 

Hot, men varmen var til at holde ud. Fordi den er tør. Drengene brugte et par timer på at vågne.

 

Vi gik ind langs vandet mod Darwin Waterfront og Wave Lagoon. Darwin er en relativ ny by. Tyfonen, der hærgede i 1974 lagde det meste af byen øde, hvilket har betydet masser af nybyggerier i stål og beton.

 

Wave Lagoon. Søren havde set den fra vinduet i kongrescentret. Bagefter frokost, hvor Søren stødte til.

 

I havnen, Darwin Waterfront, ved siden af bølgebadet, havde et privat firma plantet de her. Drengene fik to timer i legeland.

 

Senere gik vi op gennem byen med kurs mod Mindil Beach Sunset Marked. Det var præcis ligeså dejligt, som det lød! Det afholdes to gange om ugen. Torsdag og søndag med hundredvis af boder, hvor man kan købe mad, drikke, t-shirts, souvenirs osv. Et must, når man er i Darwin, havde vi fået fortalt.

 

Darwin ligesom resten af NT er hjem for mange aboriginals.

 

Madbods-damen forklarede, at kødet er del af en sustainable cyklus, hvor alt på krokodillen udnyttes. Lige fra tænder til skindet til kødet. Organiseret krokodille-opdræt. Smagte overraskende godt. Mindede om kylling, bare mere sødt.

Fredag den 18. august. Officiel feriestart. Af sted i lejet SUV mod Litchfield National Park. Det tog os godt to timer at nå første stop, Florence Falls. Harry Potter var med på alle bilture i Northern Territory med Jesper Christensen som genial oplæser.

 

NO jumping stod der på flere skilte, pga. de mange skarpe klipper i vandet, der ikke kunne ses.

 

100 meter fra Florence Fall går der en sti ud til en række mindre rockpools. Buley Rockhole er det mest omtalte. Der er ca. 1. km gåtur derud af Shady Creek Walk.

 

Vi vendte retur ved Buley (sidste rockpool), fordi der var for mange mennesker. Valgte et par mindre rockpools på vejen derud. Den sidste rockhole på venstre hånd, før man går tilbage mod parkeringspladsen – 200 m. derfra (første på højre hånd, hvis man kommer fra parkeringspladsen) var den bedste! Vi havde det for os selv, og drengene kunne springe.

 

Så afsted mod Wangi Falls. Godt en halv times kørsel fra Florence Falls. Jeg havde annonceret frokost her, alle mand godt sultne, men vi kom 10 min. for sent. Alt var lukket. Drengene strejkede, og Søren blev hos dem. Jeg insisterede på at bade, og heldigvis kom de lidt efter. Fed svømmetur og stemningen steg.

 

Vi mødte en ledig ranger, der vidste alt om crocs. Havde arbejdet med dem i 15 år. Bedyrede at der ingen saltvands crocs var i Wangi pt! Fortalte os at navnet saltwater-cros er misvisende, for faktisk kan de sagtens leve i ferskvand…

 

Humøret højt. Maverne slukne. Og så ellers tilbage mod Darwin og Frying Nemo. Fish & Chip. Søren spiste der i foregårs.

 

Pludselig stoppede den autoriserede landevej, og vi kom ud på grus og rød sand. Mødte det her mange meterlange monster.

 

BEST Fish & Chips praler de med, men senere fik vi en version, der var much better!

 

Fantastisk location og sulten var spot on.

 

17. august. Lørdag. Vi skulle se vores første aussi crocs. “Spectacular Jumping Crocodile Cruise”. Båden sejlede kl. 1pm og forventningen var stor. Der findes to slags krokodiller. Ferskvands- og saltvandskrokodiller. De sidste nævnte er de farlige. Haps!

 

Her ser vi vores verdens første.

 

Kødet blev holdt ud i en fiskestang, og så kom de ellers glidende og sprang!

 

Så var der fodring af Kites. Rovfugle i familie med høgen. De er overalt i Northern Territory. NT´s måger!

 

Majestætiske fugle.

 

Tilbage til Darwin. Parkerede ved Kongreshuset og havde tid til halvanden time i bølge-land. Spiste pizza ved Waterfront og gik så de 20 minutter til Deckchair Cinema, hvor vi skulle se film 7.30pm.

 

Hovedperson og director Michael Atkinson var selv til stede for at præsentere sin dokumentarfilm: Surviving Kimberly og svare på spørgsmål. Det var en vildt fascinerende film fra et af de smukkeste, også der, områder i vest-Australien. Se den, hvis I kan. Det har var faktisk første gang, den blev vist for offentligheden.

 

18. august. Søndag. Afrejsedag. Vi havde booket overnatning i Jabiru, fire timer fra Darwin. Havde jo hele dagen til at komme frem, så da Søren og jeg var nede på vores lille havn om morgenen, faldt vi i snak med en skipper, der tog folk på fisketur.

 

Men først på museum og så i Coles for at handle ind til bådfrokost. Højdepunkter fra museum: Tyfonen Tracy, udstillingen med Aboriginal Art og krokodillen Sweetheart. “Museum and Art Gallery”. Absolut et besøg værd.

 

På museum.

 

Gone fishing….

 

Vi blev instrueret af skipper. Lige på og hårdt og krogen ind i skrogets øje. Da jeg som den første – helt overrumplende – fik bid, EN HAJ SGU, skyndte jeg mig at smide den ud igen. Stakkels lille den jo.

 

Så var det Mads tur.

 

Søren fik en rød.

 

Og Kalle var total maistro. Bid nr. 13

 

Så tilbage mod havnen. Med posen fuld af fisk. Mads som skipper.

 

Jim havde fortalt, at man kunne lange sine fisk over disken i “Fusion on the wharf” og så kunne man få dem serveret med chips.

 

Dagens fangst (otte af dem). Smagte fantastisk, bedste måltid længe. BEDSTE Fish & Chips på turen. Herefter afsted mod Jabiru. Nåede at se en knaldrød sol i bagruden gå i seng. Campinghytte nr. et på turen. Lige akkurat plads til at vende rundt.

 

19. august. Søndag. Northern Territory er the outpack af Australien og rød sand.

Kakadu Nationalpark. Jabiru

Kakadu Nationalpark er en af de største og bedst fungerende i verden, når det handler om et selvopretholdende økosystem. Parken er 20.000 km2 stor og 80 % er savanne. Her er hot, mellem 30-34 grader, men fugtigheden er lav, så varmen er til at holde ud. Guiden forklarede, at der falder 1500 mm. vand på ganske få måneder. Mellem december og marts. Fugtigheden i de måneder er ulidelig høj og varmen derfor svær at være i – i hvert fald for os, der ikke er vant til mosten.

I wet-saison er store dele af parken oversvømmet, og saltvandskrokodillerne har frit lejde. Holder i de måneder også til i vandløb, rockpools og hvor der ellers er vand at befinde sig i.

Mads Dundee.

Vi tog omkring Bowali Visitor Center, lige uden for Jabiru, for at hente brochurer og skaffe et Kakadu Park Pass til opholdet i nationalparken – gælder som entre til parken og som adgang til ranger aktiviteter og informationer (ikke at nogen nogensinde forlangte at se det. Prisen var 100 AU for en familie, et helt fair og nødvendigt tilskud til det kæmpe bekostelige arbejde at passe på og vedligeholde Kakadu.)

Det var et godt og informativt center med guider, man kunne spørge til råds, en cafe med ok kaffe og mad plus en biograf, der viste en dokumentarfilm fra parken, der handlede om alt lige fra krokodiller til wetland, cold- og hot-fires og redning af turister, der havde forvildet sig ud, hvor de ikke kunne bunde (læs gå). Vi fik indblik i alle årstider.

Cahill´s Crossing. Floden East Alligator River løber mellem Jabiru og Arnhem, aboriginal land, hvor det kræves tilladelse at komme ind. Vi havde hørt, at man ikke skal krydse broen på gåben. Hørte skræk-historier om badende aboriginals eller folk, der fiskede, hvor crocs havde overrasket dem. De er der overalt, og vi fik selv syn for sagen lidt senere.

 

Looking out..der! Der lå én på bredden overfor.

 

Vi så seks-syv krokodiller på bredden i løbet af de tyve minutter, vi gik langs floden. Og det var bare dem, vi kunne se. Som de lokale siger er det ligesom med isbjerget….de fleste crocs gemmer sig fx. på flodbunden, hvor de kan ligge i timevis, hele dagen faktisk.

 

Ubirr – et særlig helligt område for aboriginals. Kun 20 minutters kørsel derfra. Vi så wallabies på vej til Ubirr Rock.

 

 

Hulemalerier i Ubirr, nogle af dem er 15.000 år gamle, og flere steder kan man se aboriginals, der møder whitefellas. Han er aftegnet som en tændstikmand med pibe og hat. Ganske tilforladelig, selvom virkeligheden har været en ganske anden, da den hvide mand trådte i karakter.

 

Her er vi så højt på Ubirr, vi kan komme. Nardab Lookout, hedder det. Man kan se cold-fires eller hot-fires i baggrunden.

 

Mere Ubirr.

 

Helligt og stille, stille.

 

Family-rocking.

Hjemvendt og efter tur i campingpladsens pool ledte vi efter spisested, der var dog ikke meget at komme efter i down town Jabiru. Crocodile-hotellet var en mulighed, og vi kørte derhen og gik rundt om det for at fornemme formen, men restauranten så ikke hyggelig ud, så hellere campingpladsens bisto. Den tog vi og fik god mad og stemning ved poolen.

Bryllupsdag i Maguk Gorge

Downtown center Jabiru skulle have en chance til, besluttede vi, for vi hørte fra manden i receptionen, der har boede i Jabiru i 30 år, at der var et shoppe-center, hvor man kunne købe alt. Lige fra dagligvarer til campingudstyr, tøj og sko….folk fra hele oplandet kom hertil, sagde han, deriblandt indigenous people fra de omkringliggende townships.

 

Alt kunne fås, endda FIFA 2009 – just arrived in outback Australia.

Skulle have tanket op på Harry Potter kontoen (læs finde gratis wifi for at downloade bog nr. tre, no wifi på campingpladsen!) Vi tog derfor til Bowali Visitor Center en gang til, hvor det også gik op for os – TAK Lene E for bryllupsdag-hilsen….at vi havde 14. års dag. Ganske glemt det midt i eventyret.

Jeg havde dagen før læst om og forelsket mig i en dagstur – hvor man en dag var sammen med aboriginal guides i wetland, Arnhem land, og lærte om bush-food, diverse traditioner, selv lavede bål og hjalp med at lave aftensmad. Var straks begyndt at bearbejde the boys. Da jeg ringede til udbyderen, viste det sig, at turen dagen efter var aflyst. Onsdag skulle vi stå kl. 6.45am i Cooinda – Yellow Water turen, så ikke muligt.

Tjek det måske lige, hvis I kommer til Kakadu. Det hed: Kakadu Animal Tracks Safari. www.animaltracks.com.au

Set i bagspejlet var det heldigt, at det ikke blev. Så havde vi nemlig aldrig besøgt Maguk Gorge!

 

Darwin ligger yderst til venstre i billedet. Så gik turen til Jabiru (Highway 36) (hvor der står Kakadu Tours…) og mod Cooinda og tilsidst ned til Kathrine ad Highway 21 – Katherine ligger nederst i billedet.

Som sagt hed programmet onsdag morgen Yellow Water tæt på Cooinda Logde, hvor vi havde booket os ind tirsdag aften. Fra Jabiru gik turen derfor sydpå – mod Cooinda.

Barramundi Gorge – også kaldet Maguk Gorge – lå på vejen, ca. 55 km. fra Jabiru. Søren og jeg havde uafhængigt af hinanden googlet os godt frem til den aftenen før. Lød lovende.

De sidste 10 km. ud til Maguk skulle foregå ad en rød, støvet og hullet vej. Med 4WD dæk, FourWhealDrive – stod der udtrykkeligt, når vi læste om det. Vores lejede bil havde IKKE 4WD. Bevidst havde vi valgt det fra, fordi, havde vi fået fortalt, at der så ville være en masse restriktioner forbundet med det. Udlejningsfirmaet ville ikke risikere, at man gav den alt for meget gas off road.

Søren mente nu godt, at bilen kunne klare de 10 km. Det var jo uden for wet-season. Vi tog chancen og klarede mosten.

 

Co-driver var ude flere gange og tjekke sand og huller. (Den her lille del ser måske tilforladelig ud, men de var der – hullerne! Og det løse sand).

 

Vel fremme. Parkeret og nu af sted mod Maguk. Gåtur på ca. 20 min.

 

Heldigvis så vi først rigtigt på skiltet på tilbagevejen.

Vi lærte på Bowali Visitor Center i Jabiru, at de gør hvad de kan, rangerne, for at sikre pools og waterfalls mod saltvandskrokodiller. De fjerner dem, sikrer området og sætter skilte op, når det er gjort. YOU CAN SAFELY SWIM HERE!

Der kan selvfølgelig ske det, især når wet-season trækker ud og rangers har mindre tid til at afsikre, at de ikke kan garantere 100 % for no crocs. Derfor den her type skilt!  Der var andre badende, da vi kom, så i med os, og som sagt havde vi ikke helt nær-studeret skiltet.

 

En perle…Der var også et vandfald til højre for det, man ser her.

 

Herr og fru 14 år.

 

Kalle i hop.

 

Gommen!

 

Afsted mod øverste dæk. Først gik vi for langt tilbage, men til sidst lykkedes det. Lige efter krokodille-danger-skiltet fra før, ved den store sten, skal man dreje til venstre og finde stien, der fører en til toppen. Drejer man til højre kommer man til Maguk, nederste del.

 

Næsten oppe.

 

Her er det så. Øverste pool-dæk.

 

 

All inclusive.

 

Gennem grotten her, var der et vandfald med hot water.

 

Der er termitboer overalt i Kakadu. Nogle 5-7 meter høje. Rager op og ligner skulpturparker i landskabet.

Fakta om termitter (fra Wikipedia):
Sociale, små til mellemstore, langstrakte insekter med trådformede antenner og bidende munddele. En han og en hun danner par, etablerer et bo og fungerer nu som konge og dronning, funktioner, de kan opretholde i mange år. Dronninger kan blive over 25 år.

Termitter, der lever i tørre områder som fx savanner, kan bygge meget høje boer, og nogle samfund består af over 1 mio. individer. Samfundets bolig varierer fra art til art; der findes underjordiske boliger og store, meterhøje, overjordiske boliger og boliger placeret som store, muffelignende udvækster på træer. Den yderste hårde skal af boet består af mudder sammenkittet af spyt. I boet kan der, som hos andre sociale insekter, være symbionter (biller, fluer, mider, kakerlakker m.m.), hvoraf nogle lever af termityngel og andre af affald.

 

På vej tilbage af risky road. Mod Cooinda. Drengene skyndte sig en tur i områdets pool, før vi spiste. Ude til levende guitar-spillende-franskmand, viste han sig at være….fisk og hvidvin og glade kinder. Bryllupsdag to remember.

Nåede Cooinda ved halv syv-tiden. Fint værelse. Drengene skyndte sig en tur i områdets pool, før vi spiste på deres udendørs cafe til levende guitar-spillende-franskmand, viste han sig at være….friskstegte fisk, øl, hvidvin og glade kinder. Bryllupsdag to remember.

Early morning and Yellow Water

Vi havde hørt, at Yellow Water turen er et must, når man er i NT, så turen havde vi booket hjemmefra. Bådtur i wetland-området ved Cooinda. Vi boede få minutter derfra, så skulle bare stå klar 6.25am ved receptionen. Båden sejlede tyve minutter senere.

Det var en magisk morgen. Australsk mosekonebryg. Alt indhyllet i tyndt slør.

 

 

Vi skulle ud med denne her.

 

Vilde bøfler og lidt senere også vilde heste på græs.

 

De smukkeste vandliljer. Var helt forgabt i dem.

 

Solen brænder efterhånden sløret af området.

 

Yellow Water har sit navn pga. det intense orangegyldne skær, den sender ud over wetland.

 

Sløret er lettet.

 

Når det er regntid stiger vand-niveauet med flere meter. Man kan stadig sejle her, fortalte guiden, for det grønne tæppe følger vandstanden. Rødderne bliver bare længere.

…Og nu til dyrelivet. Først og fremmest fuglene. Forstår pludselig godt ornitologer, fugle er fascinerende dyr. Mads var morgenens eminente fotograf og vores guide fik båden helt tæt på. Ufatteligt, hvordan han kunne. Vi sad 30 personer, i rækker med to-sæder i hver side, og han formåede at jonglerer båden rundt, så alle kom helt tæt på hele tiden.

 

Når kaptajnen så noget, smøg han sig helt tæt på med båden og brugte uret som vejviser. 12 o´clock (var lige ud). 3 o’clock var mod vinkelret mod højre osv. Fungerede.

 

Kingfisher. Der var fire arter i området, fortalte guiden. De ses to og to eller alene. Der var måske ni i alt im området, forklarede han. Han var en mester i at spotte dem. En ufattelig smuk fugl. Vi så den dykke, lynhurtigt som Harry Potters gyldne lyn – ned efter fisk.

 

En anden King….også den så vi fishe.

 

Naboerne Tim og Jenny så billederne og fortalte, at det her er en Cormorant.

 

Det her er Jabiruen. Byen er opkaldt efter den. Kakadus nationalfugl. Storken. Kendes på de røde ben. Det her er en han. Hunnen har gule øjne.

 

Her i stereo. Hun og han.

 

Nabohjælp igen. En Heron Egret, siger Jenny.

 

Ænder i massevis, levede side om side med crocs.

 

 

Hunting.

 

En dingo! Så vores første på vejen hertil. Et kort glimt bag træerne. Blanding mellem en hund og en ræv. Denne her havde ikke langt igen. Det ene bagben var brækket, så den humpede rundt. Var skind og ben, forklarede guiden. Blev snart selv ædt!

En fantastisk tur. Kunne have taget den igen og nok også igen!

Vi sluttede med morgenmad på hotellet. Med i prisen og vældigt trækplaster, for nærmest alle 60 gæster, fordelt på to både, tog med tilbage til Cooinda Logde og spiste all you can eat i varmen. Vi fik pakket bilen og tog  af sted mod Katherine, men først et stop på Warradjan Cultural Centre.

Ligesom Bowali Visitor Center i Jabiru, var Warradjan Aboriginal Cultural Centre i Cooinda et besøg værd. Her er det teksten fra indgangen til en udstilling om the indigenous people.

Igen så vi en lærerig film fra Kakadu omkring livet i Nationalparken. Vegetationen, der bliver kontrolleret, så ingen planter truer dyrearter. F.eks. så vi to rangers, en indigenous og en australier, sejle ud i en lille speedbåd kilometer langt ud i et wetland-område for at fjerne små frø fra en slyngplante, der, hvis den fik lov til at brede sig, ville udrydde en frø-art i området, der ikke ville få ild nok. Vildt at få indblik i. Total mikroøkologisk indgreb.

Vi så rangers cleare vandfald og rockpools for saltvandskrokodiller. Sejle dagsrejser på floder for at spotte dem og flytte dem til områder uden turister. Så biologer, der indsamler sjældne mus, fx en prikket lille art, og sender dem i et særligt overlevelse-zoo, hvor musene lærer at skelne farlige dyr (fx giftige frøer, som truer med at udrydde dem). Lød som et umuligt projekt, men faktisk er det lykkedes inden for en kort årrække at øge bestanden af de prikkede og gøre dem alert overfor det, der er dødbringende i deres lokale miljø.

Ediths Falls – næste stop – lå 30 minutter før Katherine. Vi havde læst og hørt så meget godt om stedet, ikke mindst fra Sava og Jan, der var her for fem år siden.

Vi holdt ind på parkeringspladsen og gik de ca. 15 minutter op af Leliyn Trail. Holdt til højre for at komme til øvre plateau af Edith Falls (Leliyn Falls), men før vi gik til højre, ville vi lige prøve også Long Hole Pool. Lå 1.5 km. derfra.

 

Først Long Hole pool for at prøve den. God vandretur, men badeoplevelsen var ikke værd at gå efter. Ikke i forhold til, hvad vi ellers har oplevet. Gik tilbage og ned til øvre plateau af Edith Falls.

 

Long Hole pool. Lavt med mange klipper og vandet ikke så rent som de andre, vi har svømmet i.

 

Man svømmer rundt om den store klippe og kommer så over i en endnu større pool med fedt vand.

 

Det bedste badevand. No crocs.

 

“How high can I go”?

 

Tag det roligt far (og mor!) Styr på tilværelsen!

 

Drengene efter klatreturen. Mads fik hjertet op i halsen på os alle tre. Så nok mere halsbrækkende ud end det var.

 

Kølervæske.

 

Fineste tur tilbage til parkeringspladsen. 20-25 minutters tur over bjerget og ned til ground level af Edith Falls.

 

Udsyn.

 

Bunden af Edith Fall. Vi så flere, der svømmede her, men blev enige om, at vi havde det bedre højere oppe i terrænet. Mere croc-sikkert.

En halv times kørsel til Knotts Crossing Resort 22. og 23. august i Katherine. Campinghytte nr. tre på turen.

 

Welcome home!

Katherine Gorge i kajakker

Restauranten havde åben en times tid endnu, så fik pakket ud og taget bad. Halvgod mad, men lun aften i bare tæer. Tidlig op næste morgen. Skulle køre senest kl. 7. mod Katherine Gorge. (Mødested: Nitmiluk Boat Jetty 30 minutter før adgang).

Katherine ligger i nationalparken Nitmiluk, der ligger nedenunder Kakadu. Vi havde booket kajakker i forvejen hos Nitmiluk Tours på: reservations@nitmiluktours.com.au. Det var godt nok uden for sæsonen, men vil ville være sikre på, at der var to til os. De kalder dem double-canoes. Vi lejede fra 8am til 5.30pm. Kunne også have booket en halv dag.

Det viste sig, at en halv dag var rigelig. Der er i alt ni kløfter, men faktisk kan man kun sejle til den tredje, hvis man da ikke vil bære kajakkerne 40 minutter over klipper til nr. fire. Ganske enkelt umuligt, vurderede vi, selvom den unge billetdame mente, at det kunne man sagtens (har aldrig selv prøvet, skal vi vædde!).

Vi tog en hurtig beslutning, tog frokost på klippen og sejlede så ellers tilbage til returbåden kl. 11.30.

Man blev sejlet til og fra Boat Jetty igennem første Gorge for at komme ud til der, hvor kajakkerne lå klar. Fedt at glide igennem blikstille vand, hvor klipperne blev spejlet, men en halv dag er helt fint og rigeligt.

 

Kajakker klar.

 

Gled glat igennem. Mads var styrpind.

 

Igennem tre af de her.

 

Festen stoppede her. Man skulle bære sin kano 40 minutter over stenene for at komme til næste kløft (og tilbage samme vej).

 

Styrpind på Kalle/Søren kajakken.

 

Så vores første og eneste ferskvands krokodille på vej tilbage til boathouse. De er meget mindre end saltvandskrokodiller og bange for mennesker.

 

Båd-guiden tilbage var indigenous og sagde, at det her var den eneste store croc, vi ville se på turen. Mr. RockCroc!

Tilbage i hytten var der afslapning et par timer. (Læs Harry Potter på lyd og gratis wifi i receptionen.) Eftermiddagsturen gik til Katherine Hot Springs.

Af en støvet vej ned til Hot Springs.

 

Ikke det mest imponerende foto og ikke de mest imponerende Hot Springs!  Men et fantastisk studie i locals. Her var enkelte turister, men flest lokale – deriblandt masser af aboriginals, hovedsagelig børn, der badede i det plumrede, varme vand. Man kunne svømme (dvs. lade sig drive med, forcere grene og sten) ca. 250 meter fra toppen og ned til sidste pool. Det gjorde man én gang og så var det prøvet! Det vil sige, drengene gjorde det flere gange. Søren og jeg fandt et spot i det støvede sand og studerede nærmiljøet.

I brochuren var Hot Springs beskrevet sådan her: “Crystal clear pools wind through the trees at a constant temperature of 32 degrees. The grassy shady banks make this an ideal picnic”. Geniale, sådan nogle tekstforfattere, forstår at lokke kunderne til…

Mødte de samme to mænd, som vi havde set ved øverste pool i Maluk Gorge. Det viste sig, at den ene var fra området, en forhenværende ranger, der viste sin ven rundt i området. Han sagde, at han havde været ansvarlig for cold-fires omkring Katherine, da han stadig arbejdede. Fortalte, at der lige nu havde været en ild igang i to uger, en hot-fire, som ikke kunne slukkes. Man håbede på, at den blev naturligt standset, når den nåede byens brandbælte. Det er livsvigtigt at etablere de her brandbælter, forklarede han.

Da vi kørte ned for at handle i det lokale center, så jeg en væg, der bare måtte foreviges. Gik tilbage, mens drengene shoppede.

 

Lokal kunstner, forklarede to berusede kvinder på det modsatte hjørne mig. Aboriginal women.

 

 

 

Kvinderne på hjørnet.

Jeg overvejede meget, om jeg kunne tage billedet. Jeg var ret frustreret faktisk, for det bliver man, når man går rundt i Katherine by. Der er indigenous people overalt, og de hænger ud. Laver ikke andet. Børnene er beskidte, løber i bare tæer og smider skrald på gaden. Der bliver drukket tæt.

Kunne ikke lade være med at tænke på filmen “Lost in translation”. Mange af de her mennesker har tabt deres identitet, fornemmer man. Deres kultur. De bor i byen, tæt sammen i små boliger og for manges vedkommende ude at arbejde. De får penge fra staten, vel en slags bodspenge for whitefellas utilgivelige behandling af aboriginals gennem historien.

Sidst i 70’erne fx, The Stole Kid Generation, hvor tusindvis af aboriginal børn blev fjernet fra deres forældre og anbragt på børnehjem, fordi man mente, de var bedre tjent med det (læs, skulle tvinges ind i den australske (hvide) kultur).

Vi har også mødt stolte, stoute aboriginals, der arbejder som guider og rangers i nationalparken. Hvor de gør brug af de årtusinder stærke traditioner, der er opbygget gennem generationer. Desværre udgør de et fåtal – i hvert fald her i området.

Ser man på New Zealand og Maurierne, er det en helt anden historie. De udgør 12 % af den New Zealandske befolkning. De taler samme sprog og har stærk kulturel indflydelse i New Zealand. I Australien tales nu tolv forskellige aboriginal sprog (oprindeligt var der 241 forskellige). Hver tripe har sit sprog, hvilket gør det svært at stå samme som en enhed.

Flere og flere italesætter det oprindelige folks betydning for Australien og ønsker at ære dem. Der er dog stadig lang vej igen, og spørgsmålet er, om det nogensinde kommer til at lykkes det oprindelige folk at genfinde identiteten og kulturen, i hvert fald i den urbane del af landet.

En tankevækkende og utrolig smuk og barsk film, der på mange måder sætter det hele i relief, er “Sweet Country”, som lige nu går i biograferne i Danmark. Se den, hvis I kan.

 

Drengene havde fået Søren overtalt til sausage rolls. Downunders svar på hot dogs! Ringe pølser, ristede løg og toastbrød plus ketchup.

 

Sidste solnedgang i NT.

 

Fredag. Afgang mod Darwin. En 4 timers tur… afsted ved ti-tiden.

Et ihærdigt lobby-arbejde, der startede dagen før, resulterede i endnu et besøg i Ediths Falls på vej til Darwin. “Lå jo lige på vejen”, som jeg pointerede.

Vi havde en lille time til projektet. Badede i den halve, SALIGT, og brugte den anden på at gå op og ned og købe kaffe og sandwich i den gode biks på parkeringspladsen. Ville lande i lufthavnen 4.07pm sagde GPS.

Vores fly mod Melbourne lettede 6.15. Perfekt timing, hvis alt gik vel…og det gjorde det, for uheldet var kun lille…

Halvvejs til Darwin passerede vi et af de her truck-trains med meterlange vogne og tung last. Lastbilen hvirvlede løse sten i vejkanten op, og KLONG sagde det, da en af dem ramte forruden. Lavede hul, ikke hele vejen ind, men med ringe i vandet (Læs, flere mindre huller). Søren kunne sagtens køre videre, men damned – var vi nu sikre på, at Tryg Danmark ville dække?

Udlejningsfirmaet tilbageholdt 1100 AUD (5500 kr.) og sagde, at måske blev det dyrere! Fem dage senere fik så en mail fra dem: I alt 288 AUD! Tænk at opleve et skadesbeløb blive 3/4 mindre end det tilbageholdte/formodede beløb!

Miraklernes tid er endnu ikke forbi! I alle henseender, kroge og hjørner – en uforglemmelig tur. 

 

Landede til 7 grader i Melbourne. Tilbage til storbyen…

 

 

25. august. Lørdag. Morgentur i klart, koldt vejr. Sikke en velkomst. Det føltes virkelig koldt at lande i går aftes. Fra 30 grader i Darwin til 7 og blæsende midnat i går. G’Morning Melbourne.

 

Sava, Jan og Stinus kom ved femtiden til brød, ost og pølse (shoppet på South Melbourne Marked). Super hyggeligt at se dem, vi talte NT. Fedt at dele med nogle, der har stor kærlighed til up north. Buketten her indeholder blomster fra Kakadu, fortalte Sava.

 

Vigga havde sidste aften på forestilling, hun har arbejdet på i de sidste otte måneder. Havde en af hovedrollerne, skulle synge. “The Devil in the detail”. Vi var alle fire og var meget imponerede. Flot forestilling og Vigga var virkelig god. Skulle spille en pige, der har mistet sin sjæl…

 

26. august. Søndag. Kalle havde årets sidste soccer-kamp i South Yarra Soccer Club. Mads skulle spille i Brighton efter hjælpelærer i Danish School, så Søren satte Kalle og mig og cyklerne af på hjemmebanen og kørte så ind for at samle Mads op kl. 12. Kalle scorede kampens sidste mål. Holdet tabte, men flot sidste kamp. Vi havde snakes og oranges med. Mads havde fået en mindre hjernerystelse, da han kom hjem. Oppe at nikke tæt på målet. Gik ind og sov nogle timer. VILLE være klar til afslutningsmiddag med holdet på pizza sted i South Yarra. Søren og Mads kørte ved halv seks tiden. Kalle og jeg spiste omelet og så Brooklyn 901. Kalle ELSKER den serie….politi-serie med ret god og styrende humor.

 

Søndagstur.

 

27. august. Mandag. Isaac og Kalle klar, parat. Besluttet sig for at være sammen hele ugen. Nogle af de andre venner fra på snow-camp med skolen. Kalle og Isaac ansøgte også, men tabte lodtrækningen.

 

Dystede mod de uovervindelige to. Fik point, men absolut ingen sæt.

 

Kalle demonstrerede sit bordtennisbold kan fanges i køkkenrullerør magic trick.

 

28. august. Tirsdag. I byen for at købe gave til Mads. Senere tog vi til Malvern East. Havde en super tur.

 

Forår around the corner. Alle taler om det. Tog ikke til fodbold om aftenen, slut med træning for Kalle. Mads ville træne torsdag. Hans sidste. Kalle hos Isaac i dag. Havde stået for aftensmaden, et årstiderne lignende koncept, hvor alt inkl. opskrifter er med i kassen. Vi lavede til gengæld Boeuf Bourguignon til i morgen. Søren tog til afsluttende tennisturnering i mixdouble. Lå på en fjerdeplads før aftenens kampe. Endte på andenpladsen. Sådan! Vi så de to sidste (nye) Klovn afsnit – alle fire. Så det første i Darwin. De kan altså stadig. Top-underholdning.

 

29. august. Onsdag. Catherine O´Leary kom ved to-tiden og afleverede sit tøj til POP-Up fredag den 7. september. Vi gik ned til Bay Street og fik en hyggelig frokost. Isaac og familie kom til middag. Nicki, Graham, Josh (year 9) og Isaac, to mindre søskende var blevet hjemme. Mads spillede fodbold ved MSAC, nåede lige at få mavekneb over at han ikke kom hjem. Var faret lidt vild plus ingen strøm på mobil, lød det, da han kom hjem. Happy evening. Utrolig søde mennesker, kiwis!

 

30. august. Torsdag. Rainy day. Kalle skulle i Zoo og var helt forkommen, den stakkel, da han kom hjem. Havde Isaac med hjem. OP-Shop og så på sidste løbetur i Fawkner i denne omgang, suk! Mads var med til træning. Kalle home alone.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *