Dag til dag – april 2019

April. Sydney, Rones vilde installation, Uluru og besøg af tre dejlige damer fra Danmark: Søster Mette, veninde Annette og hendes søster Marianne. Sammen tog vi ind til hjertet af Australien, på cykeltur langs vandet, køretur langs Great Ocean Road og andre af de steder, som vi sådan holder af. Stor måned, også denne.

 

Mandag. 1. april. Udsmykning af toilet og omklædningsbygning ved vores lokale strand. Kunstneren er Conrad Bizjak. Også fotograf, undervandsfotograf, og det er de motiver, han bruger i sin street-art. Han er betalt af Port Phillip Council. Sava kendte ham godt. Laver en del ting med Maketron, som hendes far jo er vild med og har set alt af i Melbourne. Sidst de var her, købte han et kæmpe street-art billede på lærred af Maketron.

 

Jeg glæder mig til at følge ham resten af ugen… Kalle var hos Nate og se nye kattekillinger. Søren til svømning om aftenen. Kalle kan ikke finde sin sportsjakke! Hmm til tennis? Glemmekassen på skolen? Hvis tennis, så flere uger siden.

 

Tirsdag. 2. april. Dag to. Her er han lige begyndt på bagsiden. Blåt vejr. Brugte timer på stranden. Hørte Camilla Kjems i “Det andet kapitel”, Radio 24/7 – hold nu op, hvor har jeg lyttet til mange mange timer på den kanal. Bliver ved med at overraske, ham Preisler. Good and also a bit too MUCH sometimes.

 

Tættere på.

 

To repræsentanter for kommunen kom, mens jeg også var der. Conrad fortalte mig, at han faktisk kender kvinden ret godt efterhånden. Hun har brugt ham flere gange. En sej kvinde, der sætter stor pris på street-art, forklarede han. Vi havde ellers planer om at cykle til fodbold i det gode vejr. Søren og jeg ville til Fawkner parken for at løbe. Ikke helt afstemt med vores yngste, for ikke hans plan! Corina kom midt i det hele, havde glemt at afmelde til taekwondo. Endte med bilen, fordi vi var sent på den (cykel diskussion tager tid). Men blev den fedeste løbetur i det mildeste vejr. Vi talte om på vejen hjem, om fodbold var det værd for Kalle. Han kunne kun nå et par kampe før tilbage til Danmark og ville til gengæld gå glip af taekwondo med vennerne. Det vejede tungest. Fodbold må vente, til vi er tilbage igen.

 

Mads første skole. Year 9 Campus. Han gik der jo ikke så længe, men tænker altid på ham, når jeg går forbi, og det gør jeg og Søren tit. Altid i weekenden efter kaffe takeaway på Rouse Street. Sejt farvevalg. APC har formået at få public school (High School) op i en liga, der godt kan bide skeer med de dyre private. Begyndte for kun 12 år siden med en klasse pr. trin, i dag er der 7-8 klasser pr. trin, og skolen udvider konstant. Folk flytter til, bare for skolen (som jo også vi gjorde det).

 

Kalle havde stor engelsk opgave. Short story, hvor der skulle bruges forskellige genre. Blev lang og fin. Søren var bisidder og moren med fra køkkenet.

 

Onsdag. 3. april. Det spidsede til med alt det meget, Kalle ikke kan finde for øjeblikket. Mobilen er pist væk. Kalle mente bestemt, at den lå hos Nate, han havde den mandag, da han var på kattebesøg. Ebony har været alt igennem. Sofaerne, hvor Kalle foreslog, den kunne være faldet ned. Nu er blazeren også væk. Nr. 2. i rækken og sportjakken stadig gone.

 

Han har travlt. Skal være færdig inden weekenden. Søren til tennis. Jeg sad oppe til alt for sent.

 

Torsdag. 4. april. Ned at tjekke op på Conrad og se os lige!!! Ved sgu da ikke, hvem der ser selfie-værst ud? Billedet blev sendt til Savas far Jørgen, der åbenbart, viste det sig, har aftalt med Conrad, at han kan få lov til at komme med en eller anden båd i Caribien på togt for at tage billeder. Jørgen og Ingrid, Savas forældre, har en aktie i den båd. Verden er lille, og jeg ligner en tosse.

 

Hektisk dag før gensyn med Sydney. Efter tosse-selfie ringede jeg til OP-shoppen, om jeg skulle komme lidt før i dag, da jeg jo skulle gå tidligere. Afgang Sydney. Ja tak, sagde Julz, så af sted med mig. OP fra 11-12am, så til fys-træning og tilbage til OP. Kalle skulle sove først hos Isaac fra torsdag til fredag, hos Enrico fra fredag til lørdag. Lørdag var der sleepover hos Lane, om det var ok med os? Jep. Stadig ingen tegn på mobil eller andre Kalle-genstande. Lidt frustrerede før farvel til vores yngste. Uber kom kl. 4.30 pm. Sad ved vinduet og så dyner af skyer.

 

Tog Uber til hotellet. Var der kl. ni. Shangri La. Kæmpe hotel. Strømlinet, ikke særlig hyggeligt, men udsigten fra værelset var fantastisk. Der var en bred vindueskarm, hvor man kunne sidde og bare se.

 

Mr. Wong. Restaurant i nærheden af hotellet. Anbefalet af Nels. Victors far. Helt genialt sted. Hule agtig, fantastisk stemning og mad og vin. Vi vidste, at den lukkede kl. 10pm. Det viste sig, da vi talte med manageren, at Mr. Wong absolut ikke er alene i verden. Ejeren har gud ved hvor mange andre steder i byen. 800 ansatte. Det her sted var perlen, mente manageren. Tak til Nels. Den lå vældig gemt ad vejen i en smøge.

 

Sidste gang vi var her, var her stuvende fyldt med mennesker i Sydney Harbour. Vived, lysfesten. Nu var her stort set tomt. Vi gik bogstavelig talt nærmest alene rundt hernede. Vildt. Før Wong.

 

Taaa-taaaa turister i Sydney!

 

Bliver aldrig træt af at se på de her skaller. Før godnat kørte vi op til 36 sal. (Vi boede på 23ende. HØJT OPPE). Men på 36. etage lå der den mest suveræne rooftop bar. Lene E havde godt fortalt om den. Hun var taget herover bare for udsigten. 360 grader nærmest. På alle andre etager skal man have nøglekort. Men ikke til den her bar. Kan køre lige herop fra gaden. Har siden talt meget om, i forbindelse med bombeangrebene på Sri Lanka, at det her jo nok desværre stopper. At folk ikke længere vil kunne komme direkte ind fra gaden. Uendelig trist at det må være konsekvensen.

 

Fredag. 5. april. Stod tidligt op for at leje den her for dagen. Nej fis i en hornlygte, we walk.

 

Tidligt ud af døren og ned til morgenmad på en cafe, Søren havde trip-adviced. Min gemal hader når jeg gør det, men her blev jeg nødt til det:

 

…for se lige engang havregrød med avec og porcheret æg på avokado, total aussi.

 

Gik tilbage til hotellet, så Søren lige kunne skifte til jakke før afsted halv ti med Uber til Cochlea besøget. The reason why vi kom til Sydney! En invitation fra hovedkontoret om at komme og besøge dem. Lene alene hjemme. Ud i dagen. Startede på museet ved Sydney Habour, hvor vi også var sidste gang.

 

Gemal ankommet til Cochlea. Tyve minutter over Harbour Brigde.

 

Det regnede, så jeg satte mig op på rooftop baren oven på museet. Bøvlede med instagram. Ville prøve at lære at lægge storys op. Dem, der varer et døgn og pist er de væk. Kunne ikke finde ud af det. Hvordan lægger man næste lille sekvens op? Så de her to piger og tænkte fluks; Instragram-hajer! Alene på alderen fik de prædikatet. Og ganske rigtigt. De var gode læremestre. Outzen lærte at lægge storys op, og så blev den del af det sociale medie eller bombarderet.

 

Skyerne lettede. Afsted med mig, først ud til de hvide skaller og så i Botanisk have, havde lovet Lene E at hilse blomsterne fra hende, så her er endnu et tosse-selfie. Men det stopper LIGE NU. Den ægte var her…

 

I illustreret version. Der var tre udstillinger i Botanisk have. Botanical art i tre forskellige varianter, alle sammen ganske gratis at besøge. Catherine O’Leary inviterede mig jo med til en lignende udstilling i Melbourne Botanical Garden, hvor jeg blev utrolig overrasket over, hvor godt jeg kunne li´ det. Dybt imponerende, hvad de her illustratorer kan. Dråberne her… 

 

Det her land. Så kæmpe stort. Maleren, der udstillede landskaber, havde rejste Australien tyndt…med rygsæk. Her hun fik sin inspiration. Og vi ved jo, hvor giga et country det her er. Jeg vil også også også rejse alle hendes røde steder.

 

Søren var tilbage ved fem-tiden efter et super spændende besøg. Her er han inde i deres lyd-isolerede rum. Jeg prøvede den lille pool på hotellet, alt for mange mennesker på lidt plads. Vi var trætte, men op på hesten med os. Det regnede.

 

Denne gang ville vi gerne ud på øerne omkring Sydney Harbour og Sava og Jan havde anbefalet forstaden Belmain og restauranten Blue Ginger, der lå i Darling Street.

 

På vej mod Balmain.

 

Der var faktisk folk på toppen af broen. En af de walks man kan gå. Men det var koldt og ret blæsende…ushjj skulle ikke nyde noget.

 

Det var virkelig hyggeligt i Balmain. Darling Street var fine, typiske huse. Restauranter, atmosfære.

 

Kig ind i Blue Ginger. Fik super mad, asiatisk og BYO, bring you own bottle – Søren købte den i vinshoppen ved siden af. Hvid, kold og perfecto.

 

Tilbage mod Sydney Harbour og hotellet.

 

På vej tilbage var der den her bar med åbne vinduer. En total på toppen one-man-musiker spillede keyboard og sang ørehængere. Vi blev stående og jammede med ude fra gaden. Dørmanden kom over og spurgte, om vi ikke ville ind. “Sorry, have’nt got any ID”, svarede vi, for det skal man jo have. Pas eller andet legitimation for at få adgang. “Come on in”, sagde han. “You are okey”  og ind med os. Det blev de sjoveste timer i længe, længe. Gang i biksen og det lille dansegulv. Musikeren kunne dem ALLE sammen. På et tidspunkt kom den mest skæggede og ret beduggede aussi-fyr hen til os og sagde, at det var nogle som os, der gjorde Australien værd at leve i….”you have a good spirit”, deklarerede han. “Look like Indiana Jones and his princess”. Blev helt røde på ørerne af glæde. Sgu!

 

Lørdag. 6. april. Tidligt op og gåtur over Harbour Bridge. Lød mere eksotisk end det var, for der var meget morgentrafik og os, selvom klokken kun var 7.30 am. Men udsigten er svær at slå.

 

Dagens første kaffe.

 

Og så ellers på jagt efter Wendy…

 

eller det vil sige, hendes hemmelige have. Google map viste, at det var lige her. Wendy’s Secret Garden. Søren havde læst om stedet i den gule bog, fået af Sava og Jan ” 100 aussie things, we know and love” af Bunny Banyai. Hun skriver genialt.

 

Spændende, hvor vi ender.

 

Lige her!

 

Helt blik og vindstille…wauu.

 

Fine små kroge overalt. Der står godt nok “private” her, men hele haven er åben for offentligheden (hvis man ellers ved, at stedet er der). Det ved de lokale godt og bruger haven, fortalte de to gartnere, der har arbejdet her i en halv menneskealder. Havestole og borde i små grupper flere steder.

 

Meget meget forunderligt og smukt sted. Wendy’s Secret Garden.

 

Den her fine skulptur står i bedet øverst oppe.

 

Ved siden af den her….udsigten er vigtigst.

 

Her bor Wendy. Stadig og alene. Hendes mand, Brett Whiteley, kunstner og excentriker, hans galleri ville vi rigtig gerne opleve.

 

Skilt på bænken på vej tilbage fra Secret Garden.

 

Købte brød, ost og juice. Sen morgenmad.

 

Booket rundvisningen i Operahuset i forvejen. Halvanden time. Fedt at komme indenfor selvom det er ikke ligeså prægtigt som ude. Tænk hvis Utzon også havde fået lov at orkestrere inde!

 

En vældig guide, storyteller og skuespiller talent. Måske det var det, drømmene gik imod. Han var god. Og sjov. Vi blev alle udstyret med headphones og havde ham så i ørerne hele tiden. Som at gå og høre podcast.

 

Af sted mon Manley. Klokken var godt et.

 

Gik tre timers lang og smuk gåtur. Manly-Spit walk hedder den. Men først lige ned ad hovedgaden og ud til Manly Surf Beach. Et leben af den anden verden.

 

Forbi lille vig. Læg mærke til båden til højre. Total party båd. To dudes og deres babes. Høj musik (80’er) koldt, men herligt vand.

Et firben på vejn er tegn på sol i Sydney (olé).

 

Tog båden tilbage kvart i syv.

 

Tilbage mod Sydney Harbour.

 

Indsejlingen: Den er er bare en superstar, ligegyldig hvornår på døgnet, man passerer.

Og så flyttede vi bolig. Til langt mere ydmyg en af slagsen. Vores bagage stod hele lørdagen på Shangri-La hos Bell-manden. Vi flyttede til værelse i privat hjem i Clovelly, ellers ikke vores yndlings – at dele toilet/hus og bad med fremmede men bare for en dag og var der næsten ikke. Ankom 10.30pm lørdag aften efter aftensmad på larmende restaurant i Congee. Trætte efter en lang og fyldt dag, låste vi os selv ind og smuttede i seng. Havde fået lov til at lade bagagen stå søndag, efter udtjek kl. 10.00. Hentede den før vi skulle i lufthavnen sidst på eftermiddagen. Helt perfekt.

 

Søndag. 7. april. Gik tidligt fra Clovelly beach og vores AirBnB. Vågnede ved, at det var helt lyst. Tænkte godt nok, at det var utroligt, i Melbourne er der stadig mørkt derude kl. syv. Kunne vi være så meget tættere på Ækvator i Sydney, hmm. Det viste sig, at vi var vågnet til sommertid. Uret sat en time tilbage i Sydney ved midnat, hvilket jo gjorde, at da vi vågnede kl. syv, var den i virkeligheden otte…Fik på den måde en HEL time forærende. Afsted på gåturen til Bondi beach, som vi også tog sidste gang. Den del af board walken, der sidste gang var under opbygning, var nu færdig og man gik langs kirkegården. Utroligt syn.

 

Mere kirkegård.

 

Og fra den anden side.

 

Genkendelsens glæde.

 

Tilbage i rock pool.

 

Og svælger lige.

 

Gik tværs gennem byen fra kysten på vej mod Brett Whiteleys gallery.

 

Gennem den fineste park med et fugleliv, der sagde spar to.

 

Og de store krogede gamle træer, som her er så mange af down under.

 

Galleriet lå i en lille smøge. Man måtte ikke tage billeder, men stor oplevelse. Han var en vild kugle, farverigt, bombastisk og med fantastisk farvesans. Brett Whiteley var ret stor, fandt vi ud af. Ikke småpenge hans værker koster.

 

FIk hummer sgu. Totalt fedtet ind fra enden til anden, men smagte fantastisk. Den søde tjeners skyld at det endte med den menu. Han havde ret. En hofret.

 

På vej tilbage. Herligt pensionist-leben.

 

Skulptur til minde om alle de australier, der døde på Bali, hvor bombemænd gik amok på to diskoteker i 2002. En del af de døde var fra området her.

 

På vej tilbage til Congee, hvor vi boede.

 

Farvel til Sydney. Været en virkelig fantastico to´er. Tilbage til Kalle, som vi hentede fra Enrico. SÅ dejligt at se ham igen.

 

Mandag den 8. april. Så kom den endelig, tung og rigtig. Fuglen fra TIWI Island. Søren fik ikke købt en på øen og fortråd sådan. Talte med den søde mand i galleriet, der sendte nogle billeder, og nu kom den så flyvende. Søren på arbejde. Kalle, Enrico og Lane i trampolin parken Bounch.

 

Belønning for indkøb i Coles. Kalle sov hos Julien. Søren og jeg så den nye dokumentar omkring Jørn Utzon. Utrolig flot og rørende. Påvirkede meget, fordi vi jo også lige havde været der.

 

Tirsdag. 9. april. Lige forbi at tjekke. Han blev jo ikke helt færdig, før vi tog til Sydney. Farverne er stærke og ikke helt natur-tro, men superflot resultat. Fik sendt vegetar podcast til Rusty. Lavet udebane.

 

Poolen er simpelthen for kold nu. Forstår det ikke helt, men godt der er MSAC. Mødtes med Søren ved femtiden. Svømmede baner i 25 meter i lunt vand.  Fantastisk og bagefter i sauna, hvor vi talte længe med en tysker….indtil vi tilsidst var nødt til at gå. For hot in there. Hentede Kalle og Lane på hjemvejen. Var hos Julien. Lånte Kalle min dunjakke, men var gennemkold da vi kom hjem. Autumn coming up.

 

Onsdag. 10. april. Lavede Sustainable People podcast med Bake2Bike i Port Melbourne. Inspirerende workplace med mere end 120 volunteers.

 

På anden dagen, før ferien, hvor Kalle havde sin macbook med i skole, fordi ipad´en var død, kastede en dreng i klassen en stol på Kalles bord, så computeren fløj på jorden. Et stk. ny skærm kræves. 3000 kr!!! Vi kontaktede skolen og drengens forældre for forsikring. Fik sendt mail om computeren til lærerne og hjulpet Kalle med humanity. Han var hjemme. Vi fik også læst i hunde-bogen. Kalle havde stor sleep over om aftenen. Enrico, Lane, Julien, Nate og Isaac fik også lov til at være der indtil kl. ti. De bestilte Uber eats.

 

Forløsningens aften. Havde glædet os SÅ meget. Rone udstillingen i huset her. Hypet installation, hvor billetter er revet væk.

 

Udstillingen var i Dandenongs. En times kørsel fra Melbourne. Vi kørte hjemmefra ved femtiden.

 

Maistro himself med alpehue.

 

Man kom ind i et forladt hus. Noget var foregået, men hvad?

 

Hun er overalt. Fylder i rummene. Der har været en fest.

 

Soveværelset. Sover hver for sig. Vi ved, at der er en mand og en kvinde.

 

Det vildeste rum. Lignede en dyb afgrund. Viste sig, da vi senere så udstillingen med Virtual Reality briller, at der kun er omkring 4-5 cm. blækfarvet væske/vand i rummet. Øjet vil bedrages.

 

Til sidst var der galleriet, hvor alle fotografierne kunne købes. Smukt view her. Gad godt at se huset i sollys. Også der. En vild oplevelse.

 

Hvad der er med hende her, ved vi ikke. Men dragende var hun og som sagt overalt!

 

Så middag i restauranten i nærheden af det faldefærdige. Sad ved lange borde. Vi var lidt kolde og meget fyldte med indtryk. Hyggelig middag, dog ikke det creme de la creme, man havde forestillet sig. En pæn høj pris jo for middagen. (212 inkl. billet). Billet i sig selv 17-24 AU…

 

Kalle havde vældig bedt os ringe, når vi nærmede os, så det gjorde jeg – ti minutter før ankomst. Da vi kom ind i huset lå alle drenge og flød rundt i hele stuen. Lignede at de sov. De havde taget alle de flasker, de kunne finde, og stillet dem på bordet, som om der har været et kæmpe drunk party. Total fed prank.

 

Torsdag. 11. april. Gik på listefødder for ikke at vække drengene. Søren og jeg havde megahovedpine pga den der organic wine, var vi sikre på. Søren tog afsted og jeg cyklede i MSAC for at svømme. Tog 50 m bassinet i dag. Ikke lunt som det lille bassin, men gik, fik svømmet mine meter, men hovedpinen bankede stadig. Hjem til drengene, der senere tog i MSAC. Ariane kørte dem. Jeg tog til fys og fik en kaffe på Boatshed før 12.15pm. Længe siden.

 

Still earning a lot of money for the homeless people.

 

En hund på besøg i butikken eller er det en hest? Hjem til fantastico æblekage lavet af Kalle og Lane. Isaac var der også. Kalle fik lov til at sove hos den groundede, jo ikke så tit Isaac får lov til det. Vi fulgte Kalle over sammen med sit sovegrej. Søren og jeg på hver vores skærm. Udebane og artikel, der skal gennemgås med Olivia i morgen.

 

Fredag. 12. april. Sol over land. 21 grader. Gik til St. Kilda Pier med Hassan Preisler “Det næste kapitel” i ørerne. Kalle var hos Isaac og senere hos Julien. Aftalte med Enrico og Juliens mødre, at Søren og jeg tager dem med på tur i morgen. Først footy-kampen og så overnatning i Aireys Inlet, hvor vi har fundet det fineste hus. Kun 100 meter fra Tim og Jennys. (Et stk. hundelufter på stranden. 6 logrende at passe på!)

 

Brugte et par timer på “Little Blue”, cafeen på pieren. Bagefter på markedet efter OnStone billeder. SÅ glad for resultatet. Købe fish til fisk i karry/ris. Fik lavet humanity opgave. Første del af David Attenbourgh på Netflix, Kalle faldt i søvn kl. halv ni i sofaen. Tærer på kræfterne at have ferie.

 

Lørdag. 13. april. Stod op kl. seks for at tale med far og Paula. Dejligt, talte længe. Så pakke færdig og vække Kalle. Enrico ville så gerne, at de kom tidligt afsted, så der kunne scores autografer på Kalles footy-bold (gave fra Enrico). Kørte mod Enrico kl. 9.15am og så hentede vi Julien. Høj stemning i bilen. Enrico var DJ. Mads ringede undervejs.

 

Vi var i Geelong ved 10.30. Farvel til boys, der var i tophumør. Søren og jeg tog så videre på gåtur i Edward Wildlife Reserve. Gik den smukkeste tur.

 

…blikstille himmel og hav.

 

Området kendt for sit fugleliv…

 

Især sine pelikaner.

 

Wauu. Se dem lette. Det er så fascinerende.

 

Tilbage mod bilen og frokost. To bananer kunne ikke gøre det.

 

Endte med frokost kl. tre på Bascils. Prøvede først et andet, vi havde læst om. Men deres køkken havde lukket sharp to. Sad med tæpper, sol men chill. Det fineste sted. Skøn frokost og vin. Så af sted tilbage til boys. Kampen sluttede halv fem.

 

Lettere nedtrygte, især Enrico. The CATS, indehaver af førstepladsen, tabte. I sidste minutter. Not good. Vi havde købt ind før afhentning. Kød, chips og slik. Resten havde vi med hjemmefra. Til spagetti kødsovs. Ankom til huset og wauuu et sted.

 

Hus med verdens bedste udsigt og et helt bibliotek fuld af film.

 

Masser af de her hvide parrots, der kom helt tæt på.

 

Drengene spillede kort. Vi spiste mad, så film. Chillede. Gik aftenstur.

 

Søndag. 14. april. Gik morgentur ned til solopgang.

 

Aireys Inlet. Forstår godt hvorfor Tim og Jenny sådan holder af det.

 

Gik så tilbage til drengene og lavede formiddagsplan. Ville have dem med til Lighthouse.

 

Ud og explore området.

 

Vi fandt stedet, hvor man svinger ud over floden. Opdagede det, da vi besøgte Tim og Jenny sammen med Lene.

 

 

Ingen våde tæer. Well done!

 

På vej op til Lighthouse.

 

Der var også en footy bane nede ved stranden.

 

Spiste morgenmad i Angle Sea på vej hjem. Hjemme ved godt halv to tiden. Søren og jeg talte om, at man måske kunne tage alle seks drenge med ned til det her sted, som en farvel-tur. Ville egne sig super til det. Hjemme og så gøre klar til familien Julie og Charlie, Harry og Freddy, der kom til aftensmad. Drengene spillede tennis macht, Julie kom til aperol og vi spiste så alle sammen græsk, da de var tilbage fra kamp. Søren og Kalle vandt knebent denne gang. Ordnede hus til Mettes ankomst. Nåede at interviewe Jenny til vegetarpodcasten.

 

Mandag. 15. april. Kalle og jeg havde hjemmedag. Tidligt oppe for at redigere. Gik tur i sol og til fys. Spillede Meyer med Kalle, Søren kom hjem. Vi spillede mere. Chill aften.

 

Tirsdag. 16. april. Søren blev hjemme, havde det ikke så godt. Hovedpine. Jeg fik noget penicillin for min hosten. Redigerede podcast. Over for at interviewe Josh og Isaac om HelloFresh. Vi gik tur langs vandet.

 

Kalle og boys tog på pier.

 

Tirsdag. 16. april. Vi kørte mod lufthavnen halv seks. Mette kom en times tid senere. SÅ skønt at se hende.

 

Kalle var med ude og hente. Vi kørte ham over til Nate på vejen hjem. Skulle overnatte. Søster havde guitar og harmonika i tasken.

 

Onsdag. 17. april. Mette sov til halv et. Så blev hun vækket af søster. Var heldigvis faldet i søvn efter vågne nattetimer, så følte sig nogenlunde udhvilet. Stemmen var mærket. Aircon og travlhed før afrejse, så sætter det sig, sagde Mette.

 

Vi ankom i DenmarkHouse ved halv seks tiden. Kalle kom senere sammen med Julie.

 

Mette sang Liva Weel sange. Uden mikrofon og foran et for DenmarkHouse stort publikum. Vi var omkring 35. Hun klarede det som altid super. Fik sgu flæsk og persillesovs og snaps!

 

Kalle vældig tilfreds, især med maden. Her er det Julie, Mandy, nabo til Sava og eneste barn på skansen. Vi kørte Kalle over til Julien efter DenmarkHouse. De skulle køre hønsetidligt næste morgen. Afgang mod Adelaide.

 

Torsdag. 18. april. Corina sendte den her rapport fra midtvejs på turen. Kalle, Julian og hans søster havde sovet de første fire timer, fra 5am til 9am.

 

Vi sad hver for sig alle tre. Fløj ved ti-tiden, formiddag. Jeg havde fået plads ved vinduet, og øjnene bare så og så ud på alt det røde og øde i den tid det tog at flyve fra Melbourne til hjertet af Australien. Ca. tre timer.

 

Fino hotel. Blev installeret og så ellers på opdagelse i Alice Springs, lille by. Vi gik ud til deres Cultural Center efter en frokost med svirrende fluer omkring. Dagens mission: Anskaffe fluenet. Fuglene her ser sorte ud på billedet. Men det er de hvide parrots, papegøjer med gule strithår. I massevis var de her.

 

Her er den i close up. Billedet er fra den 11. maj, Aireys Inlet, langs kysten. Men det er den samme fine fætter som I Alice Springs. (Hov der er faktisk to).

 

Der viste sig at være et både historisk museum og et nyere med indigenous kunst.

 

Her Australiens historie fortalt i billeder og udstoppede dyr og skeletter. Fra www: De første kameler blev importeret fra De Kanariske Øer til Australien i 1840. 20 år senere kom næste større gruppe på 24 kameler. Fra 1860 til 1907 blev der importeret mellem 10.000 og 12.000 kameler, blandt andet fra Indien, Afghanistan og Mellemøsten. Langt de fleste dyr havde kun én pukkel, altså dromedarer. I samme periode blev der opdrættet kameler i hele landet. Dyrene blev brugt som pakdyr og fragtede gods til afsidesliggende egne. De blev også brugt i arbejdet med at bygge telegraflinjer. For nogle år siden kan jeg huske, at der i Danmark blev skrevet om historier om ca. en million vilde kameler, der hærgede i outback Australien.

 

På vej tilbage….lige om lidt sker der. Slangen i paradis skulle have kam til sit hår (skind).

 

Slangen: I hundredvis (tusindvis) alias små stikkende fluer. De her net er og var totalt geniale. Vi havde dem på hele tiden fra sol op til sol ned. Generede ikke udsigten. Kun besværlige, når der skulle kanaliseres mad op under – frokost og snacks. Aftensmad og morgenmad foregik i mørke UDEN flies. Hvilken salighed. (Ok de var ikke indenfor i Alice Spring, kun ude). På turen til Uluru var de over det hele.

 

Big country this is.

 

Gik op på deres Anzac Memorial bakketop for at se solopgang.

 

Alice Springs er en af de byer down under med flest indigenous people. Ud af de ca. 23.500 indbygger er godt 20 % indigenous.

 

Og så snart godnat. Købte ind i supermarkedet og spiste hjemme på hotellet i slags ude-have. Tidlig dag manyana.

 

Corina sendte billeder fra Adelaide. Alle velankommet, her er det badminton dyst.

 

Fredag. 19. april. Pick up af Wayoutback, vores turfirma, kl. 6am, var den besked, vi havde fået. Vi var flere, der ventende. Simon, vores kørende og alt mulig guide, kom dog først lidt i syv. Den første bil, 4WD, var brudt sammen på vejen! Doktor Foghsgaard forsinkede projektet yderligere, da han, efter at have kaffesmægtet en time, vandrede af sted efter det sorte guld i restauranten. Kunne ikke nås pr. telefon. Heldigvis var vores tur-kammerater i bussen overbærende.

 

Og så ellers af sted mod det inderste. Uluru. 4 timers kørsel ud af Stuart Highway og så ellers til venstre mod Uluru airport, hvor vi skulle hente de sidste fire gæster. Blandt andet søstrene Annette og Marianne. Undervejs gjorde vi stop tre gange. Timevis af det her.

 

Corina skriver fra Adelaide: Brunch, double bacon and egg burger!!

 

Bilen stoppede midt i nowhere. Nu skulle der samles brænde! Brænde, der vel og mærke ikke lugter af bål. En særlig træsort, der vokser her. Man kunne bogstaveligt talt ligge helt tæt på ildstedet og få ingen ellers dejlig lugt af bål i hår og tøj.

 

Simons var begyndt at køre, men bremsede så op. Gik ud af bilen og kom ind med den her lille fætter, der spillede død, fortalte han. Husker ikke hvad den hed, men fascinerende lille øgle-dyr.

 

Gjorde holdt på benzintank. Ca. her er hjertet, forklarede guiden os. “Here you have the same destination to all beaches in Australia.”

 

De kørte til i en lind strøm. Autocampere og andet godtfolk. Det er bare med at tanke, når man har muligheden. Der er langt mellem dem.

 

Et styk emu farm. Dem vi så på vores roadtrip i september var fritgående. Den tur, hvor vi nåede halvvejs op til Alice Springs (Coopers Pedy).

 

Bag stage benzintanken.

 

Traskede lidt væk fra autocampere og trucks. HER er hjertet, bestemte jeg.

 

 

Her drejet af fra Stuart Highway. Et stk. dejlig søster.

 

Gav total sug i maven, da jeg så den første gang… Men nej, det her er IKKE Uluru…klippen hedder Mt. Conner (den snydepels).

 

Nye passagerer med ombord i Uluru lille lufthavn. Annette til venstre, søster Marianne til højre. Fantastisk at mødes her af alle steder. De kom lige fra fem dage i Sydney.

 

Her er den så. Uluru! 3 km lang, 350 meter høj og går 3 km ned under jorden. En kæmpe klippe midt i pandekage fladt rødt land. Stenen har rejst sig 180 grader op ad jorden for milloner af år siden. Citat fra Wikipedia: Uluru-Kata Tjuta nationalparken dækker et areal på 132.566 ha med tørkeprægede økosystemer. Den ligger tæt på Australiens centrum i det traditionelle hjemland for de oprindelige folk: Pitjantjatjara and Yankunytjatjara, som ofte blot kaldes Anangu. Parken ejes af “Traditional Aboriginal Owners” og den bliver vedligeholdt i et samarbejde mellem “Traditional Owners” og den nationale, australske naturparkforvaltning.”

 

Det veloplagte total fluebeskyttede team easy on, DENMARK. Fotografen har løftet sit slør, mens hun klikker.

 

Næsten surrealistisk endelig at være her.

 

 

Vi var bagud på tid…skulle nå rundtur med Shella. Nåede det! Hun var en blændende historiefortæller. Gengav de historier, hun selv har fået fortalt af sine forældre og bedsteforældre. Især hendes far, der også havde været guide ved Uluru, var hendes læremester, forklarede hun på engelsk. Talte i starten sit eget sprog, hvor den korthårede guide oversatte, men pludselig slog hun over i fint forståeligt engelsk. Som om hun skulle tale sig mod til eller se os an. Hvor godt gad vi lytte? Vi gad lytte rigtig godt efter.

 

Shella var virkelig kær og indlevende. Hun sagde, at hun lige var fyldt 20 år. Vi skød hende ellers til 12 eller 13 år.

 

Et typisk aboriginal maleri, hvor vi fik forklaret, hvad symbolerne betyder.

 

Søstrene Uluru-hjerte.

 

Man kan gå rundt om Uluru. En tur på 10 km. Ville vi gerne have gjort, men det var ikke en del af planen (Wayoutbacks plan), og fordi vi var bagud på tid, var det slet ikke muligt. Vi fik 35 minutter, hvor vi måtte gå fra rundvisnings-stedet, hvor Shella mødte os, til dér, hvor folk stadig klatrer op. Her holdt bilen. Kæderne, folk støtter sig til, når de climber Uluru, bliver taget endegyldigt ned til oktober. Så er det slut med at betræde det allerhelligste for det oprindelige folk. Vi har hørt det igen og igen hernede: At klatre op er helligbrøde. Som at tisse på Peters Kirken i Rom. Uluru er givet tilbage til aboriginals i 1985, der generøst i foreløbig 99 år (64 år tilbage) har givet turister lov til at besøge klippen, men ikke at betræde den.

 

Down Memory Lane skrev bror Søren nogle dage senere, da vi skrev sammen om vores tur. For 30 år siden var han her sammen med ven Mario (billede to til højre, to unge mænd på eventyr). I en gammel øse kørte de tværs over Australien og besøgte blandt andet Uluru. Klatrede op, for det gjorde man dengang…Vildt at få indblik i udsigten fra toppen. Bemærk dirt road, øverste og nederste venstre billede, den vej er i den grad asfalteret nu.

 

Grande finale, som det hedder sig med nærmest versaler i tur-beskrivelsen. Champagne og snack til solnedgang! En nedgang, der hvis den rammer spot on, får stenen til at gløde. Vi ventede i spænding (sammen med 10.000 andre).

 

De skrev ellers vældigt, tur-firmaet, at wayoutback tager sine gæster ud til et remote sted far away from the crowded turist areas…men nix. Vi fandt dog en egen lille krog. Champagnen flød (sådan cirka) og selskabet var i top. Havde en fest, mens vi lagde solen i seng.

 

 

Solen gone. Flies pist væk!

 

Svælger lige. Variation over et tema: 1.

 

2. Solen gik bag skyer, mens vi stod i salig venteposition. Brød dog pludselig lidt igennem og lige DER fornemmede vi gløderne.

 

Og så var det slut.

 

Og dog. Den guleste fuldmåne steg til vejrs! Hjem til aftensmad ved langbord under himlen med vin og kænguru kød!!! Mette tog en swag, da vi skulle sove (en lukket sovepose med skummadras, hvor man putter sig ned og ligger under åben himmel). Hun sov fantastisk. Vi andre råfrøs i hytter under tynde tæpper. Simon (ikke særlig duelig guide) havde lige glemt at fortælle, at der var soveposer til ALLE bagerst i bilen (ikke kun til de få, der sov i swag). Vi tog revanche natten efter. Den bedste overnatning ever. I swag.

 

Og fra Kalle-land. Alt vel!

 

Lørdag, 20. april. Her stikker jeg hovedet ud af hytten kl. 5am lørdag morgen, hvor vi blev vækket til titelnummeret fra a Star is born “Shallow”. Den sang går lige i knoglerne…vil for altid minde om her. Morgenmad og så afsted til sunrise lidt væk fra campen.

 

The rock vågner.

 

Klar…

 

til lørdagen.

 

Tilbage til lejren og pakke, rydde op. Søren i feje-gang. Turen gik nu videre mod Kata Tjuta og overnatning tæt på Kings Canyon.

 

Kata Tjuta, 35 km. fra Uluru. Kata Tjuta betyder: De mange hoveder. I alt er her 36 klipperformationer.

 

 

 

 

Kata Tjuta var meget forskellig fra Uluru. Vi gik igennem slugter og rundt om de mange hoveder. Fedt med forskelligheden.

 

Listening to the guide.

 

Lille søster. Stor rock! På vejen tilbage så vi et majestætisk firben. Lignede nærmest en lille øgle. Havde sine 15 minutes of fame, for bevægede sig langsomt og elegant fremad på lange slanke ben. Ikke bange for noget. Måtte være en unge, mente Simon.

 

Sidste billede herfra, og så videre mod andet og sidste campsite.

 

Men først lige igen forbi snydepelsen. Mt. Conner. Vi holdt pause for at se en salt-sø, der dog ikke var noget særligt. Ikke i forhold til den store og fine, vi tilfældigt kom forbi på vej hjem fra roadtrip. Jordens farve, den er dog fantastisk. Den ægte vare.

 

Stuart Highway – også ret pæn! Det 2.834 lange forbindelsesled (National Highway) mellem syd, Port Augusta (nordvest for Adelaide) og nord, Darwin.

 

Fyldte sand i pose…nødt til at bringe det fysisk med hjem for at mærke og huske farven.

 

Før vores camp for tonight kørte vi ind for at tanke op til aftenen. Øl og vin. De havde dromedarer på stedet. Stedet lå få km. fra campen.

 

Og dromedaren siger hallo.

 

Verdens bedste campsite. Ingen andre i miles omkreds. Lå helt øde forsikrede Simon, og han havde ret. Hele turen værd.

 

Kolde øl og gang i bålet.

 

To franske piger kom kørende til og lavede et gudemåltid. Butterchicken og diverse andet godt. Simon, guiden, lavede brød og chokoladekage over bål. Også godt. Vi skruede rødvinen op og alt var happy ending. Et highlight var især toiletter og de to brusere lidt væk fra lejren. Udendørs brus med udsigt til bushen og stjernerne, hvor vandet blev opvarmet af en gammel jernovn, der hele tiden skulle fodres. Toilet for åben gardin, udblik over milevid ørkennatur. Wauuu.

 

Hørte ringe playliste fra bilen om aftenen (Simons liste) og grinede af franskmandens komiske talent og hans karaoke-syngende femme. Sad samlet omkring bålet, her er det hollandske David og hans hustru Debah fra Sri Lanka. 6-8 af os sov ved bålet i swags den nat. Bedste søvn i lange tider. Mette vågnede ved, midt om natten, at der stod en dingo 20 meter fra hende. UUUPS! Dem havde vi hørt vilde historier om dagene i forvejen. Snupper blandt andet børn!

 

Søndag 21. april. Blev igen vækket af “Shallow”, titelsangen fra A Star is Born. Denne gang befindende os i en varm og blød swag. Saligt…Vi skulle tidligt og hurtigt af sted for at se solnedgang. Simon skyndede på os. Men der skulle også ryddes lejr op, så vi nåede den kun undervejs til Kings Canyon. Himlen forunderlig lilla.

 

Lidt mere himmel. Begyndte opstigning og gåturen i Kings Canyon ved kvart over syv. En to-tre timer vandretur. (Vores bus er den, der ses snuden af).

 

Igen en så helt anderledes naturoplevelse. Kings Canyon er en enorm bjergkløft, som man kan gå igennem. Utrolig smukt sted. Vi var bestemt ikke de eneste gæster, men det forstår man jo godt.

 

 

Vores guide. God til at fortælle anekdoter om stedet og om botanikken i området. Han forklarede blandt andet at stedet for det oprindelige folk ikke er helligt længere og grunden til, at vi må vandre omkring herinde. Der var et stort blodigt opgør, tilbage i historien, to stribes, der kæmpede med masser af døde til følge. Stedet har derfor dårlig karma, i hvert fald for det folk, der har boet her i 50.000 – 60.000 år. Til sammenligning har white fellow boet i landet Australien i bare 200 år!

 

Lyttet…

 

og vandret.

 

Tre høns og en enkelt hane. (Sidste høne står med sigtekornet).

 

Solo 1.

 

Solo 2.

 

…3.

 

og Annette.

 

Close op på klippekonstruktionerne over alt i Kings Canyon.

 

Lige også det her.

 

Og det her.

 

næstsidste…

 

Den forstenede hval kroner værket.

 

Så går det ned igen. Fantastisk gåtur.

 

Kørte omkring 100 km tilbage og så hed det ellers dirt road, ikke-asfalteret vej de næste 98 km. Et short cut tilbage mod Alice Springs.

 

98000 meter på det her.

 

Pause i bushen. Mette signalerer til vores nye sorte venner (the flies).

 

Transportgeden: Simon kørte som en stukket arm eller var den brækket? Men Søren mente, at det var man lidt nødt til, når nu underlaget er så løst, hmmm.

Vel hjemme i Alice Springs og på hotellet ved firetiden. Alle godt maste, men glade. Op at slappe af og i bad. Kl. syv var der bestilt langbord på et af Simons stamsteder. Stort set alle fra gruppen kom, men der var larm som bare pokker. Masser af mennesker, en musikmand der sang og spillede højlydt plus syv tv-skærme, der kørte med ligeså mange forskellige sportbegivenheden. Vin og mad var dejlig og godt at hilse farvel til gruppen. Good night sleep.

 

Mandag 22. april. Morgenmad på hotellet. Vi introducerede Annette og Marianne til Vegemite, Australiens svar på…? Leverpostej? Jep, holder nok meget godt: Ligeså dansk leverpostej er, ligeså australsk er vegemite!  Smager af en blanding mellem gær og levertran. Australierne spiser det på toast under f.eks. marmelade. Flere af Kalles venner får det hver morgen! Meget mærkeligt Sunny Boy.

 

Mette blev på hotellet, mens vi tog søstrene på en lille sightseeing i AS. (Jo researchet i går). Her er vi igen oppe på Anzac Memorial bakken. Blå himmel. Ingen mennesker. Og næsten ingen flies.

 

Symbolet for caterpillar, tusindben, går igen i mange af de aboriginal paintings, vi har set hernede, blandt andet også det store, der hang i kirken lige nedenfor Anzac stedet. Billedet blev malet, da pave John Paul II besøgte Alice Springs og kirken i 1986, og caterpillar symbolet er her gennemgående. Jeg prøvede at tage et billede af en af de bjergrygge, der ligger omkring byen. Med lidt god vilje kan man godt se tusindben udgøre toppen.

 

Farvel røde, røde jord. Sikken dog en forunderlig tur. Tusind TAK til de tre dejlige damer fra Danmark og til min husbond. TAK fordi det lod sig gøre. Kalle-drengen kom først hjem fra Adelaide sent mandag. Storesøsteren havde spillet basketturnering og kommet i finalen (den blev først spillet mandag). Stor krammer til den hjemvendte, der gerne ville se billeder af alt det røde, før han faldt i søvn.

 

Tirsdag 23. april. Kalles første dag i term 2.

 

Mette og jeg gik tur. Det var koldere end storesøster lige regnede med, så vi tog hjem, skiftede til lidt varmere og så af sted mod Boathouse Shed´s kaffe, før de lukkede. Til turen rundt om søen, Albert Park Lake.

 

Bliver aldrig træt af den udsigt. Skøn gåtur med masser af snak og tid.

 

Min dejlige lillesøster. Tænk at også hun kom hid. Taknemmelig er jeg, big time.

 

Onsdag. 24. april.  Mette og jeg var på markedet, bestilte tid til massage fredag. Fik kaffe på Ali og så ellers i OP-butikken, hvor Mette fandt fine sager. Måtte grovsortere til sidst, skal jo kunne være i kufferterne. I Cloud Wine for at købe vin til i morgen.

 

Spiste vietnamesisk street food på Victoria Avenue og så med tram 1 ind. Søren var med ude at spise.Og så afsted mod MCG. Det store topopgør mellem Richmond Tigers og Melbourne. Det var jo aftenen før Anzac-day, ligesom vi også var inde sidste år. Højtideligt og særligt. Søren kunne ikke komme med, for der var semi-finale i tennisklubben. Søren og makker havde kvalificeret sig. Vi tog Enrico med i stedet for.

 

På pladserne, færdig, start!

 

Rørende. Heste-fakkel-optog, trompetfanfare og lys i alle mobiler. Tænk, et år siden sidst. Gav sug i maven.

 

Og her er footy kampen i vældig gang. Richmond vandt – of course. Gik blandt de tusindvis til tram. Kom godt hjem. Hentet af Søren ved tram i bil. De havde vundet tennis-game.

 

Torsdag. 25. april. Anzac day. Fri fra skole og arbejde. Søren og jeg på vanlig morgentur. Huset sov. Det stuuure opgør lidt senere. Collingwood vs Essendon (Collingwood, der ellers var storfavorit tabte. Landesorg hos fans).

 

Vi gik til broen og se lige, hvad fyren havde hevet i land: Flynder fra det dybe hav…

 

Pool-time.

 

 

Fik også lokket Kalle med.

 

Vi var inviteret over til Isaacs familie kl. 4pm sammen med familien Sava og Jan, der jo havde været på NZ og fået gode råd fra Nikki, den søndag, hvor der var stor kokke-læring på Esplanade West.

 

Graham og Nikki, som altid superhyggeligt. Gik op for mig, at Graham jo har været stur coach for et af de store footy-team og endda vundet med dem. I det øjeblik, Nikki og Graham kom tilbage fra balkonen efter hyldesten, sagde Nikki til ham: Så er det nu! Og så stoppede han. Too much work for years.

 

Sava tegner og fortæller om en pragtfuld, men også strabadserende tur.

 

Pippi-Isaacs lillesøster-langstrømpe. Hun kender alt til Pippi, viste det sig, da jeg straks fik den association. Gik hjem ved ni-tiden efter en skøn aften.

 

Fredag. 26. april. Vi havde booket massage tid kl. 10. på markedet. Søren tog af sted til sit daglige fredags coffee-treat. Jeg fik stor kina-mand til at modellere mig og Mette en kvinde, mindre i højden, men tog ligeså meget fat som min. Ordentlig tur, men dejlig. Så kaffe…

 

hos Eddie. Så lang tid siden sidst. Så var han der ikke lige, når jeg var på markedet. Julie fortalte, lige før vi rejste hjem i maj, at nu havde ejeren af stedet sagt lejemålet op…ud at finde andet sted.

 

Mette øvede til koncerten i den svenske kirke på søndag. Jeg lavede potcast. Vi så Ditte og Louise filmen om aftenen. Så fed. Og sjov. Kalle var med Neal og Nates brødre til soocer-kamp.

 

Lørdag. 28. april. Morgentur. Senere pool. Søren tog drengene til taekwondo, vaskede bil. Mette og jeg cleanede til Annette og Marianne ankomst. Mette flyttede ind på Kalles værelse.

 

Vi tog ind til byen, søstrene. Ved to-tiden. Jeg viste Mette Degraves gaden.

 

Lille graffiti-tur. Her er det AZDC-gaden. Var også igennem Hosnier Lane.

 

Ny siden sidst.

 

Aå på Ian Potter Museet, vi kom op på 3. sal og så fine udstillings rum, som Søren og jeg missede sidst. Kaffe og så hjemme ved 17.00 tiden. Mødte forøvrigt både Jo (sushi-aften med Lisa) på vej til tram og Paula fra min bookclub i tram 1 ind. Rart at Mette også lige så dem. Jeg gik i gang med aftensmad. Søren kørte i lufhavn. Kalle skulle til fødselsdagsfest kl. 7pm. Søren kom retur med Annette og Marianne kl. kvart over seks. Champagne, mad og masser af snak. Så stort og dejligt at se dem.

 

Søndag. 28. april. Mette havde arrangeret, at hun skulle synge egne sange i den svenske kirke. 100 AU i transport og indgang. 10 dollars pr. lytter. Vi kom i god tid. En lille time før. Vejret var skønt. Kalle klatrede.

 

 

 

 

Den svenske kirke er en perle. Danskerskolen holder en del arrangementer her. Her er også en pool. Vi var her for over et år siden til fastelavn. Da vi var meget nye i det hele hernede.

 

Mette gør klar til at synge. Øvede. Vi gik en tur i området. Kæmpe kasser, smukke kasser.

 

Så rørende og fin en koncert. Vi var ikke mange, 13-14 stykker måske, men nært og smukt.

 

Sava og Vigga kom fra undervisning i DenmarkHouse.

 

Tændte lys for mormor.

 

Den fineste efterårsdag. Næste mål hed Woodland Historical Park og kangaroos.

 

Vi holdt et andet sted denne gang. Oh tænk nu, hvis ikke de var der…men all good. De var der i mangevis.

 

Kalle ser, hvor tæt han kan komme på dem.

 

 

Nes og boller og banan. Splendid frokost. OG kængurus.

 

Solen fremme. Hvad der ikke fremgår af billedet er, at der foregår vældig flight spotting lige i nærheden. Mange parkerede biler med nysgerrige passagerer, der spotter fly, når de kommer ind mod Melbourne.

 

En skøn søndag sluttede med Top End Wedding i Yarraville Suntheatre. Skøn laid back aussie film, der foregik i NT og på Tiwi. Down memory Lane. Mette gav bif-billetter (dagens fangst i kirken).

 

Mandag. 29. april. Bedste vejrudsigts dag, så afsted med os. Great Ocean Road inkl. koalaspotting og gåtur ved Aireys inlet.

 

Vi gjorde holdt ved Lighthouse og gik tur derfra, ca. en times tid.

 

Et kønt sted på jord.

 

Søstrene Busch.

 

TAAAAK FORDI I KOM HELT HELT HERNED…loved it.

 

We did it. Fandt ret mange. Se lige hvilket pletskud fra Søren F. Annette spottede, Søren F forevigede. Lige fascinerende hver gang, man pludselig opdager en pelsklump højt oppe i eucalyptus træerne.

 

Efter spotting, lille frokostbolle.

 

Fik kaffe nede ved Kenneth River caféen, hvor der var et væld af de store hvide parrots, som lod sig fodre og også bed, når de kunne komme til det. Her er det et stk. skambidt Marianne (lille bid, men sved). Vi kørte hjem over den frodige bjergkæde. Var dj´s på skift og blev hevet tilbage ad memory lane.

 

Tirsdag. 30. april. Havde skaffet cykler hos Tim og Jenny og Julie. Alle kvinder klar til afgang ved halv ti tiden. Port Melbourne – Black Rock. Legende cykelturen langs kysten. ca. 40 km. tur-retur. Pitstop på Brighton Bath. 9 km. kørt.

.

Efter kaffestop, et par kilometer til og så stop ved Brighton Beach Houses.

 

Dejlige damer.

 

Hvad med lige at købe et stk. beachhouse? Maks. 20 m2. Pris: 1 million danske kroner at betale!!!

 

Brighton.

 

End of destination. 22 km. fra home. Black Rock. Cerberus. Fish and chips…i sol. Solen var det bedste.

 

 

Mette synger hos Tim og Jenny. Plaster på såret for at vi kom et kvarter for sent til kaffedate. Mette skulle lige svømme i bay´en. Jeg i poolen og Marianne og Annette skulle nå i Coles for at handle til aftensmad.

 

Gevaldig middag by søstrene. Laks ala japansk maner agtig. Fik opskrift. Og fino vino. Luksus at blive kokkereret til.

 

Onsdag. 1. maj. Rundt i byen og jagte street art.

 

Og her en Mike Maketron, på vej til Fitzroy, hvor vi lige fik frokost.

 

Brunswick Street…

 

Skt. Pauls Cathedral på vejen hjem fra byen.

 

Sidste nat med klikken. Birds basement. Jazz klub i byen, som Søren havde hørt om og booket bord på. Fedt newyorker sted. Mad, vin og hende her…

 

Quiana Lynell. Fløjet ind fra Texas. Første internationale performance. Hun var skæppeskøn, bandet lidt mindre entusiatisk, meget unge, men hun shinede og sang skønne egne jazz-numre.

 

Sanselig, sidste aften.

 

Torsdag. 2. maj. Afrejsedag. Annette og Marianne med på tur rundt om søen. Albert Park Lake. Her kaffe fra The Boatshed.

 

Outzen skaffede blå rædsel i OP-butik på Bay Street. Søstrene Busch ville gerne agere bagage transport geder. 10-15 kg. each. Meget taknemmelige var vi.

 

Sidste nadver inden afsked. Søren kørte os alle i lufthavnen. Kalle blev på skansen.

 

Den fineste himmel sagde farvel.

 

Mette fik hurtigt tjekket ind. Annette og Mariannes tog lidt længere tid. De skulle ikke med samme fly. Mette gav kaffe og bananabread.

 

Afsked med de dejlige damer. Sikken et eventyr, vi sammen har haft. GOD TUR HJEeeeeeEEEM. (Og det fik de. Alle tre).

*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *