Bagom Drømmen

En fantastisk beslutning blev taget på fotoet her.

Lysten til at rejse ud som familie har altid været der. Lige siden vi mødte hinanden gennem Læger uden Grænser. Søren havde været udsendt som læge i Angola og sad nu i bestyrelsen. Jeg arbejdede som frivillig på kontoret og hjalp med at rejse penge til organisationen via små og større arrangementer. Vi mødtes hos LUG i 2000, blev kærester, fik Mads i 2002, blev gift i 2004 og fik Kalle i 2005. Allerede før vi fik børn, talte vi om, at vi gerne ville af sted som familie. Tage på udebane sammen. Søren kunne arbejde som læge. Jeg kunne skrive.

ÅRENE GIK
Søren var i flow, specialiserede sig. Jeg var freelance i en del år og fik så fast job. Løbende talte vi om drømmen. Den blussede især op under og efter vores første vellykkede husbytte i Canada sommeren 2010. Måske skulle vi prøve lykken her? Vi undersøgte muligheden, talte med både canadier og bosatte udlændinge, men nemt ville det ikke blive, hvis vi uden en arbejdsgiver i ryggen tog afsted. Det stod klart. En lang og bureaukratisk proces ville det være. Tanken dukkede op indimellem, men dukkede sig igen.

Seks år efter, i påsken 2016, var vi alle fire på vej i bilen til Svendborg. Drengene hørte lydbog på bagsædet, og Søren og jeg kom til at tale om forpassede muligheder i livet, før vi mødte hinanden. Begge havde vi eksempler, der nu stak i maven. Hvorfor turde, gjorde, handlede man ikke? De stik gjorde udfaldet. Dem, og så timingen. Set i bagspejlet var det her, vi begge for alvor følte, at vi MÅ bare og snart. Mads gik på det tidspunkt i 7. klasse, var lige startet på en ny skole.

På turen i bilen lovede vi oprigtigt hinanden, at vi ville give det et forsøg. Forsøge at komme af sted, mens tid var. Drømmen var Australien.

Miniferien gik til Gorillapark Svendborg, klatring i trætoppe op til 22 m. Mads og jeg havde begivet os ud på en ti-svævs-tur skoven rundt, hvor man ikke kunne komme ned undervejs. Sked grønne grise undervejs.

DET ER NU HALVANDEN ÅR SIDEN
Før sommerferien 2017 faldt alting i hak. Søren blev tilkoblet et forskningsprojekt på Melbourne University pr. 1. februar 2018 og 13 måneder frem og med det projekt fulgte også muligheden for at søge fonde og legater til at finansiere opholdet. Vi tog beslutningen om at tage af sted, også selvom Søren måske ikke fik samlet midler ind til hele opholdet. Vi besluttede at de penge, vi har stående i huset, kunne investeres i Australien, hvis det blev nødvendigt.

Søren og jeg søgte orlov fra vores jobs, hvilket vi begge har fået og er taknemmelige for. Drengene er meldt ud af deres skoler pr. januar 2018, og huset er nu på kontrakt hos et udlejningsfirma, der har fået 3. januar som start dato for udlejning af vores hus. Vi håber de finder en sød familie, der vil bo her det næste års tid.

Især beslutningen om at tage Mads ud midt i niende klasse har krævet mange overvejelser. Kan man komme videre i livet uden en afsluttende dansk 9. klasses eksamen? Jeg har talt med rektor på det gymnasium, som Mads gerne vil starte på august 2019. Hun kunne ikke give os en skriftlig garanti, men fortalte, at var Mads erklæret uddannelsesparat fra Busses Skole, fulgte han skole i Australien, mens vi var afsted og bestod han den optagelseseksamen, som Gymnasiet eventuelt besluttede, at han skulle til før skolestart, så ville han blive budt velkommen i 1. G. Det ender godt. Det tror vi på.

Der er afgang 2. januar. Bagagen må veje 30 kg. pr. næse. Det er med sommerfugle i maven, vi tager af sted. Ikke stik…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *