Artikler i udvalg

I de sidste 20-25 år er det blevet til artikler om blandt andet familieliv, parforhold, psykologi, arbejdsliv og fag. Jeg har udvalgt en lille samling og viser dem her som pdf’er – så fylder de mindre. Har I lyst til at læse med, kan artiklerne hentes ved at klikke på linket.

Tak til Tidens Mand

Intim samtale med Alex” var mit allerførste interview, bragt i Tidens Mand” januar 2000 – kunne købes i kiosken!!! Det var lykkedes mig at overbevise chefredaktør Lilli Henriksen om, at jeg da snildt kunne skrive om musik-legenden Alex Nyborg Madsen. Hun havde tillid, det samme havde han. Jeg skylder Lilli og Alex en stor tak. De skubbede gang i skriveriet.

Læs artiklen del 1

Del 2

Del 3

Tidens Mand konkurrerede med Ugebladet Rapport på det tidspunkt. Sikke en start for sønderjydske Outzen!

Børns sorg

Da jeg læste bogen “Kender du et barn, der har mistet”, 25 tekster om at børns sorg, rørte det mig ekstra meget. Mads, som blev fotograferet til artiklen, var kun seks år dengang, og han sidder i artiklen i vores hængekøjen og ser så mut og alene ud. Tror han fik at vide af Anita, fotografen, at han skulle at se ked ud af det. At have ens egen drenge i tankerne under skrivningen, gjorde indtryk. Artiklen er fra 2006, bragt i fagbladet LFS-Nyt.

Læs artiklen del 1

Del 2

Jeg har altid solgt artikler ind, hvor jeg selv har valgt emnet og eksperten. Det har været et privilegium.

Ja, for pokker

For år tilbage skrev jeg en del artikler til Alt for Damerne – eller rettere temaer (Indblik bliver de kaldt) – hvor man typisk har to-tre cases på banen plus en ekspert til at udtale sig. I “Ja, for pokker” handler det om at stå fast i parforholdet. Hvordan er det at være gift en halv menneskealder og har tænkt sig at blive ved med at være det? Indblikket er fra 2007, og begge par holder stadig fast den dag i dag. I hinanden. Jeg har valgt én af de to cases ud, fordi den betyder noget særligt for mig. Den ser ind i kærligheden mellem min fætter Flemming og hans Kisse, der begge stillede op til interview for nu 10 år siden. Det var sådan nogle nære og fine samtaler vi havde i den forbindelse.

Læs artiklen del 1

Del 2

Del 3

Vi har alle vores rum, vi går ind i sammen. Rum, som andre ikke kan se ind i.

Kassedamen Randi

Jeg møder hende stadig i Irma. Vi hilser og snakker lige lidt. Artiklen er med, fordi jeg tænker, det er så vigtigt, at jeg/vi som skrivende kan se de mennesker i øjnene, der gang på gang stiller op for os med deres historier. Det er så væsentligt, at man som lytter og formidler passer godt på den og det, der bliver fortalt. Femina skrev jeg meget til i mine dameugeblads-år. Det var primært temaer. Her er det “Godt det ikke er mit job”  fra 2007 med fire cases: Randi ved kassen i Irma, Nelly hos Parkering Danmark, Kristina, der gjorde toiletter rent ved motorvejene og Henrik, der obducerede lig. Jeg har udvalgt casen med Randi.

Læs artiklen del 1

Del 2

Efter mødet med Randi er jeg faktisk begyndt at lægge varerne på båndet med stregkoden op. Det letter hendes arbejde.

At stikke hjertet frem

Artiklen er med af to grunde. 1: Fordi den har hjerteveninde Lene (Eriknauer) som ekspert. Lene har stillet op mange gange i årenes løb. Hun har imponerende faglige tangenter at spille på, og det har jeg benyttet mig af. Grund nr. to. Denne gang var jeg ekstra taknemmelig for Lenes hjælp, fordi det var min første “Sådan gør du” artikel til Ugebladet Søndag. Jeg var redaktør i næsten otte år på “Tips og Tanker”, to faste sider i bladet, men jeg turde ikke rigtigt bevæge mig udover dem. Da jeg fik chancen, og det lykkedes, var det fedt. Jeg endte med at lave flere sådan-artikler. Denne er fra årsskiftet 2006/07.

Læs artiklen her

Jeg kan godt li´ analogien, at når man holder tale, stikker man hjertet frem. Der står noget på spil, så man skal gøre sig umage.

De seks sanser

Artiklen er skrevet til Femina i 2008 og er et uddrag af et tema, der løb over seks numre. I introteksten stod der: De fleste af os har dem. Samtlige seks. Men hvor meget og hvordan bruger vi dem, er individuelt. Fælles er dog, at jo mere opmærksomhed vi giver vores sanser, jo mere skærpede og trænede bliver de. I seks uger sætter vi fokus på sanserne én for én: syns-, høre-, føle-, smags-, lugesansen og den mere intuitive sjette sans. Her er det lugtesansen.

Læs artiklen her

Eksperten var ret ligefrem. Spurgte mig på et tidspunkt i samtalen, hvad jeg selv mente, at jeg lugtede af….æhhh pas!

At tage sin egen medicin

Artiklen er med, fordi jeg tager min egen medicin som skribent! Jeg har kun prøvet det få gange og kan ikke særlig godt li´ det. Synes hver gang, at der mangler 80 % af det, jeg sagde…Her har jeg selv opfundet, at Søren og jeg skulle optræde, da det var i en højere sags tjeneste, mente jeg, hvilket jeg også fik Søren overbevist om. Vi stillede op som forældre til en coaching-seance med en familieterapeut. Drengene spændtes så bravt, at vi håbede på mirakel-råd fra en udenforstående. Råd vi fik masser af (dog færre mirakler!) Bragt i “Vores børn” i 2008.

Læs artiklen del 1 

Del 2

Pænt grænseoverskridende selv at være på, og virkede det så? Jeg tror ikke, at der findes mirakelkure mod brødrefight, MEN heldigvis er det blevet bedre med årene. Tak år!

Samtale med en helt

Her er vi tilbage i 2010. Projektet “Vi cykler til arbejde” udgav et magasin, hvor hovedartiklen var med komiker Mette Horn. Jeg husker ikke, hvordan jeg blev koblet på, men koblet blev jeg, og syntes at det var en fed opgave. Vi mødtes hos hende privat, og det blev en sjov samtale. Efterfølgende knoklede jeg ret meget med at få ordene sat. Fordi hun jo er min helt, og helte vil man ikke skuffe.

Læs artiklen del 1

Del 2

Nu jeg sidder med artiklen kommer jeg til at tænke på mit Mrs. Dundee lille projekt. Der er altså noget med de her krokodiller…

Premiere på husbytte

Artiklen fortæller historien om vores tur til Canada, sommeren 2010. Rejsen var den første, hvor vi byttede hus med en anden familie. Siden har vi gjort det hvert år, undtagen 2016, hvor vi var i Portugal. Vi har haft verdens bedste oplevelser ved at bytte hus rundt i verden. Holder oprigtigt af den måde at rejse på og kan varmt, varmt anbefale modellen til andre –  især med børn.

Læs artiklen her

Starten på et livslangt rejseeventyr. Jeg er overbevist om, vi kommer til at bytte hjem, så lange vi kan stå på benene.

Gravide går for tidligt fra

De sidste syv år har jeg arbejdet som journalist for ATO, Ansatte Tandlægers Organisation – fagforening for ansatte tandlæger. Det har betydet masser af fagfaglige artikler til vores nyhedsbrev om alt lige fra fluor, omsorgstandpleje, udeblivelser og non-operativ cariesbehandling til tandlægeangst og udsatte børn og unge. Skal jeg vælge en artikel fra ATO, bliver det den om gravide på arbejdspladsen. Den er tankevækkende, fordi alt for mange gravide går fra, før de behøver – hvis bare de blev passet bedre på. Bragt i vores nyhedsbrev og senere i “Tandplejeren”, foråret 2017.

Læs artiklen del 1

Del 2

Del 3

Tankevækkende fakta…tænk lige hvor mange kvinde(mande)timer, det her handler om. Hvis bare man passede bedre på mor og barnet i maven, var meget vundet for både arbejdsgiver og ansat/gravid.

 

Jeg har mødt en engel (bonus-artikel)

Tante Frida fik aldrig nogen børn, kun kanariefugle, der kunne sige Gutentag. Havde jeg fået en datter, skulle hun have heddet Frida, det besluttede jeg allerede som barn. Engang udskrev DR1 konkurrencen “Lytterne fortæller”, og min historie blev udvalgt til at komme i radioen. Den kommer her i sin fulde længde. Ingen pdf!

Det er min farmor til venstre og min fars tante Frida til højre. Jeg besøgte Frida i Hamborg første gang som 11-årig.

Det sker tit, at jeg tænker på tante Frida. Et stykke kernerugbrød med spegepølse kan jeg sagtens få til at smage ligesom det dyre pålæg fra herr og frau Dechner i den lokale købmandsbutik, hvor vi dagligt handlede for masser af D-Mark. Jeg skulle altid ha´ det bedste af det bedste, sagde hun.

Historien om Frida er der ikke mange, der kan fortælle, for Frida fik aldrig nogen børn med Willy, der som rygterne sagde drak lidt for mange øl og ikke altid var lige sød ved sin kone. Det er dog kun rygter. Frida har aldrig andet end omtalt Willy som en pragtfuld ægtemand. Også hendes søskende er her ikke mere. I dag er vi kun fjerne slægtninge tilbage.

Tante Frida er egentlig en tillempet titel, for min tante har hun aldrig været. Hun var fars tante. Søster til min farmor Olga, der boede i det gule hus et stenkast fra gården, hvor jeg voksede op som barn. Jeg mødte tante Frida igennem hele barndommen. To gange om året kom hun til Ellum fra Hamborg for at besøge min farmor. Frida havde tyske slikposer med, alle med en nystrøgen 10 D-Markseddel som ekstragevinst. Jeg elskede hende fra første gang, jeg så hende. Syntes at hun lyste ligesom en engel. Frida var mild og skæg, og så var hun var fuld af historier. Hun gav knus og aede én i hånden.

ORANGE KUFFERT OG TUDEMARIE
Som 11-årig fik jeg for første gang lov selv at tage toget til Hamborg fra Rødekro. Husker det som var det i går. Udstyret med Prinsenrolle-kiks, madkasse, en tudemariebog og den lille orange kuffert. Tante Frida ville hente mig på banegården sammen med Frau Stella, som var fuglefoderdamen nede fra markedet. Hos hende købte Frida foder til duerne hver tirsdag og torsdag. Dyrt foder, for de skulle have det godt. Duerne, også selvom mange ikke kunne li´ dem dér, hvor Frida boede. Vi skulle handle foder helst så tidligt som muligt, så der ikke var for mange andre i køen. Tante Frida holdt nemlig af at snakke længe med Frau Stella.

Jeg var bange for, om jeg nu også kunne genkende hende. Men det kunne jeg rigtignok. De grå permanentkrøller og vorten på næsen stod jo lige der, da jeg trådte ned på den tyske landjord. Jeg hilste genert på Frau Stella. Frida gav stort knus, så jeg glemte hurtigt genertheden. Turen hjem til tørloftet på Kaiser Friedrich Üfer 21, hvor Frida havde boet siden krigen, følte uendelig. Jeg glædede mig jo sådan til at se det gamle loft med kakkelovnen, der brændte på koks, og med udsigten over byens tage og Fridas elskede duer, der baskede rundt omkring. Frida havde tit fortalt om den skæve bolig under taget. Nu fik jeg den endelig at se.

TIDLIGT I PLEJE
Min farmor og Frida boede kun sammen få år af deres barndom. I alt var de fem søskende, som blev tidligt moder løse. Min oldefar forsøgte at holde sammen på familien, men det blev for meget med alle de børn, så han valgte at sætte dem i pleje og selv at flytte fra Sønderjylland til Odense. I starten boede de fem søskende tæt på hinanden, alle i og omkring Løgumkloster. Frida blev anbragt hos den lokale barber, og hendes nye mor var en hård kvinde, der ikke gav meget fra sig, især ikke omsorg. Plejefaren derimod, ham elskede Frida, og han elskede hende, men desværre døde han alt for pludselig. Nu var der kun Frida og plejemoren tilbage.

De to efterladte flyttede til Heide i Tyskland. Tante Frida blev skilt fra sine søskende, og det blev en barsk tid. Hun måtte tyvstjæle sig til at læse bøger, som ellers var hendes største fornøjelse, og hun måtte ikke se veninder og især ikke bekendtskaber af det modsatte køn. Jeg husker specielt én episode, Frida fortalte om. Her havde hun efter lang tids bønfalden endelig fået lov at gå med til en skoleafslutning. Hun så frem til arrangementet med de største blomster i maven, men da dagen op randt, og hun skulle iklæde sig sin eneste kjole, måtte hun ikke få de tynde strømper på, som passede til. Plejemoren tvang hende i stedet til at trække de tykke uldsokker op under kjolen. Begrundelsen lød, at der var for koldt til de tynde, selvom skoleafslutningen var  sidst i juni! Frida græd som pisket, og det endte med, at hun aldrig gik med til festen. Det ville være for skamfuldt. Jeg tænkte altid på den onde dronning i eventyret om Snehvide, når den historie kom på bordet.

FARVEL HEIDE
Som 18-årig løb Frida hjemmefra – eller det vil sige satte sig i toget og rejste til Hamborg, hvor kun skulle tilbringe de næste 60 år af sit liv. Med sig havde hun kun ganske få ejendele, og billetten var en enkelt.

Episoderne fra Fridas liv fik jeg genfortalt mindst 100 gange. Ønskede mig dem til morgenmaden, middagsmaden, og mens vi spiste til aften eller ude på restaurant, hvilket vi tit gjorde på mine ferier – en sjælden luksus. På mine i alt syv ture til Hamborg, både sommer og vinter, fik jeg en indsigt i tante Fridas liv, som kun få andre. Jeg sad tryllebundet og skrækslagen, for det kvindeliv, hun præsenterede, havde overlevet hele to udbombninger under krigen, hvor hun hver gang stod uden en eneste rest af sine ejendele tilbage.

Én gang blev Frida faktisk også velhavende. Det var da plejemoren døde, og huset i Heide blev solgt for en pæn slat penge. Pengene fyldte en hel kuffert, beskrev Frida, og jeg var ved at tabe både ører og mund, når hun nåede til afslutningen på historien. Startende med det dybe suk efterfulgt af en beskrivelse af, at fordi der det var krig, og landet var på fattigdommens rand løb inflationen løbsk, og pengenes tabte i værdi dag for dag. For huset i Heide kunne tante Frida købe sig en pakke smør, et pund kaffe og en æske tændstikker. Sådan var skæbnen! Køberen af huset ventede til det værst tænkelige tidspunkt, før han udleverede pengene.

Jeg ved ikke, hvor billedet er taget, men jeg er ret sikker på, at det er mig, der har taget det. Far havde sådan et polaroid-kamera, der er brugt her. 

UNDER ANDEN VERDENSKRIG
Første gang Frida blev udbombet var i 1940. Hun var bortrejst en weekend og kom hjem søndag aften til en ejendom, fuldstændig lagt i ruiner. Heldigvis mistede hun på det tidspunkt ikke sine værdipapirer – de blev opbevaret hos en veninde i den anden ende af byen. Anden gang var mere dramatisk, for Frida havde fri den aften. Under normale omstændigheder ville hun ligge i sin seng i det trange værelse for nedrullede mørklægningsgardiner, men den aften, ved et rent lykketræf, måtte hendes veninde gå hjem med et maveonde og Frida blev hidkaldt til hendes plads ved samlebåndet. Kl. 01.13 gik luftalarmen, og 20 minutter senere havde den sønderjyske pige for anden gang i sit liv mistet samtlige sine ejendele. Det var foråret 1943, men heldigvis havde hun sit job ved samlebåndet på fabrikken. Arbejdsløsheden var stor i datidens Tyskland.

En af de værste mén efter udbombningen var, at tante Frida mistede sine stempelmærker, der var optjent efter arbejdsomme år i den tyske industri. Mærkerne skulle sikre alderdommen, for antallet af dem var afgørende for, hvor stor en Aldersrente, dvs. folkepension, man kunne modtage af Staten. Under den 2. udbombning mistede Frida 12 års mærker, en betydelig del af sin Aldersrente. At hun alligevel fik en god økonomi i sin alderdom, hang ikke kun sammen med, at hun alle dage havde sparet op, men også fordi, at den tyske Stat endte med at gå  ind og kompensere for hendes tab. En værkfører, der fulgte hende det meste af arbejdslivet, kunne vidne til fordel for hende.

LIEBESROMANE EN MASSE
Jeg oplevede alle mine ferier som paradis-uger, hvor der blev spenderet på mig som aldrig – hverken før eller siden. Restaurantbesøg, udflugter til Zoologisk have, tivoli, sejlture, køb af prinsesseslør til over min seng hjemme i Ellum. Honning i tykke lag på mine madder og slik og kage, så jeg kunne trille, når jeg rejste derfra. Plus kærlighedsromaner (Liebesromane), som Frida gemte til mig, efter at hun selv havde læst dem. Dem slugte jeg råt og blev mægtig god til tysk på den konto. De handlede og læger og sygeplejersker. Beriddere og staldpiger. Sjældent har jeg følt mig så forkælet.

Under mit sidste besøg i Hamborg var tante Frida 74 år, og stadig traskede vi gader og stræder tynde. Hun boede på femte sal uden elevator, og det var op og ned mindst to gange dagligt. For duerne skulle fodres både morgen og aften. Når vi så tog på udflugter, blev det til en ekstra gang. Frida overkom det hele. Hun overkom også i den iskolde lejlighed om vinteren at stå op to timer før mig, tænde op i stue og køkken, så der kunne være varmt, når jeg blev vækket med kys. Lejligheden havde kun én radiator, og den var i soveværelset, hvor jeg altid lå, fordi Frida påstod, at hun snorkede, hvilket hun bestemt også gjorde!

FOREVIGT I MAVEN
Mine rejser til Hamborg ophørte, da tante Frida ikke orkede så meget mere. Senere blev hun syg. Købmandsparret ringede en dag og fortalte, at hun var kommet på plejehjem ved Lübeck. Jeg besøgte hende aldrig. Tante Frida var blevet svært dement, og jeg fortryder den dag i dag, at jeg aldrig kom af sted, men jeg tror, at jeg var hundeangst for at møde en anden Frida end hende, der dansede i mit inderste hjertekammer. Jeg boede i Nice, da hun døde. At mine forældre først valgte at fortælle mig det efter, at hun var blevet begravet, har jeg aldrig helt tilgivet dem.

Selvom Frida var en engel på jord havde hun kun få mennesker omkring sig, som kendte hende. Jeg ønskede så inderligt at have været der blandt de få – for at sige farvel. Til begravelser skal man bare være der, for det er uigenkaldeligt sidste gang, at man har mulighed for det!

*