Danish family på Gumtree

Tre kasser med sirligt indpakkede glas, kopper, krus, tallerkener. Nok til 12 personer.

Jeg vågnede en morgen, alt for tidligt. Vi er tilbage omkring 12. januar.

Det var en af de her husjagt-dage, hvor tankerne fór rundt. Hus – hvor, hvornår, hvordan? Møbleret? Tomt? Hvis tomt, hvordan at fylde, så det ikke blev hundedyrt og samtidig sjovt.

Måske man kunne lægge en flyer i alle postkasser i nærområdet, hvor vi bad om gode ting, som bare lå og samlede støv i gemmer. Stuff, that was spare, som de siger hernede.

Ideen tog form, tænk hvis vi kunne få huset fyldt primært med donationer. Var endda ude i at invitere til “stuff-barbecue”, hvor folk kom til barbecue med en ting under armen. Øl og bøffer som tak…Tankerne kørte: Kodeordene var recycle.

Jeg vækkede Søren af bare begejstring. Han lyttede til ordene, var ikke helt afvisende. Mente dog, at ideen trængte til en justering.

Nu med hus

Dage med husjagt fulgte, og så pludselig var det der. Huset! Tankerne kørte igen. En ting var at snuppe anonymt fra storskrald på gaden, hvis man var så heldig at falde over noget godt, en anden var at købe alt inventar fra gumtree, deres dba, hvilket også var fint og recycle.

En trejde mulighed var at stå offentligt frem og tage imod – HVIS altså nogle havde lyst at donere. Der var gods i den tanke. Gods og udfordring – jeg havde brug for Mrs. Dundee!

Var på vej ud i noget grænseoverskridende. At be´ om hjælp, dels dét – på en ligeværdig måde – men også at være i stand til at tage imod og sige fra, hvis ting ikke duede for os. Meget at lære. Søren gav go, og drengene syntes, at mor var lidt mærkelig, men ok.

Mrs. Dundee. Projekt 2

Intentionen var altså at fylde vores tomme hus ved hjælp af donationer. Suppleret med indkøb fra Op butikker (deres genbrugsbutikker), og hvad vi kunne krejle på gader og stræder. Den største udfordring lå klart i række ud-delen.

At fylde huset er selvfølgelig sat på som en post på vores samlede budget. Vi står ikke med hatten i hånden, men genbrugstanken føltes så rigtig og oplagt i en verden, hvor forbrug er gået amok. (Jeg/vi er selv er en del af ræset – spiller bestemt ikke hellig). Men også det, at vi kun skal være i Melbourne så relativ kort tid.

Tirsdag aften, den 16. januar. Dagen før afgang til den tomme lejlighed lagde jeg en annonce på australiernes Den Blå Avis – område Melbourne.

SOS FROM A DANISH FAMILY. WE HAVE AN EMPTY HOME

Hi everybody. We are a danish family, that moved to Melbourne 10 days ago. It is an old dream coming through, living in Australia for a while, and we already love it here. We will move into a non-furnished home tomorrow around Albert Park, Vic, and we will need everything for daily life. Stuff for kitchen, living- and bedrooms. PLEASE IF YOU HAVE ANY GOOD USED STUFF AND WOULD LOVE IT TO HAVE A DANISH HOME, we would be very grateful to receive them. As a family we believe in recycling, and we will of course be passing on the things we get to others in need, when we leave again. Thanks a lot for your help! Please mail or phone to Lene (mom) xxx xxx xxx.

 

Købte to kopper, latte til mig, en flat white til Gary (meget kaffe, lidt mælk).

Status quo på projektet:
Det har været nogle overvældende uger, og der er stadig folk, der skriver.

Her er et udvalg af svar:

Gary var en af de første. Skrev efter en halv time. Han havde crockery (service) og bikes. I den grad, ja tak. Det viste sig, at Gary, udover at være involveret i fotogalleriet Magnet, også driver et humanitært bike-warehouse, hvor gamle cykler får nyt liv og gives videre til cykelløse, men selv er han også noget af en cykelsamler. Han ville komme forbi på indflytningsdagen med service, cyklerne ville vi få senere.

Gary viste sig at være supersød. Han har de sidste 10 år arbejdet 70% med charity og resten af tiden som konsulent, hvor han rådgiver virksomheder i international networking. Sammen med familien har han boet i Sydney, Singapore, Lucerne i Schweiz, London og nu i Melbourne. Vi aftalte, at vi ville skrives ved om cyklerne, der kunne hentes i CBD.

 

Området Dockland. Vi tog derind en formiddag og mødtes med Gary på hjørnet af Bourke Street. Søren står med cykel et. Cykel to, raceren med stålstel stod og blinkede til min  mand, da vi kom op i fotogalleriet.

 

Sørens røde racer. Kører perfekt. Han er glad.

 

3. februar. Fjollede og tilfredse drenge. Lige kommet hjem fra Gary og hans søde familie, der bor Boxhill, nord/øst fra Melbourne. De sidste to gratis cykler i hus. Det er Kalles den grønne. Mads fik den grå.

Aminda skrev, at han havde en printer med scanner og et lille tv med dvd-afspiller. Boede ca. en halv time væk. Jeg ringede til Aminda, og vi aftalte, at vi tales ved om afhentning af printer, efter den 16. februar. Dvd og tv har vi.

Så var det Crystal. Hun skrev, at hun havde en firhjulstrækker med ute (anhænger). Intet at donere, men hun kunne fragte stuff for os. Jeg smsede med hende, flere gange, og vi talte i telefon. Hun var selv kommet hertil for otte år siden med tre små børn. Fra New Zealand. Uden mand og job. Bygget en tilværelse op her, nu gift og med en lille baby, som hendes søster passede. Manden arbejdede meget, fortalte hun, for at livet kunne hænge sammen. Hun vidste, hvordan det var at komme som nye til landet.

Robert havde skrevet til os om et lager med gratis senge og sofaer, næsten nye, som lå ca. 30 km. fra Melbourne. Come, I give you good beds! Lageret var åbent onsdag og søndag aften. Crystal ville gerne komme med sin firhjulstrækker og ute og hente os på adressen 18.15pm onsdag. Alt var aftalt, selvom det var næsten for meget at tage imod fra et menneske, der bestemt ikke selv havde rigeligt. Selv for en Mrs. Dundee projekt 2. Maven stak. Det ville tage hende hele aftenen. Hun boede et stykke fra byen.

Vi blev reddet af gongongen: Crystal aflyste om formiddagen. Skrev, at der var et dødsfald i familien på New Zealand, som hun måtte hjem til. Om det er sandt er helt lige meget. Hun havde for længst indtaget et rum i hjertemusklen. Hun ville gerne hjælpe. Ingen tvivl om det. Søren og jeg aftalte, at vi ville leje en van til at hente sengene i søndagen efter. Men julemanden kom før det blev søndag.

 

Designer-toiletruller på cafe i Albert Park. For meget? Ser kønt ud, når man vasker hænder! Mon Terry har været der?

Terry boede i Cobourg, en halv times kørsel fra Albert Park. Han havde en enkelt seng, næsten ubrugt, som han gerne ville donere. Vi havde en herlig og lang korrespondance. Omkring transport og Danmark. Han spurgte blandt andet, om vi var i familie med Mary og Frederik, siden vi kunne bo i Albert Park! Her kunne jeg igen godt mærke maven røre på sig. Lidt som med Crystal.

Nej, vi er ikke nødstedte udlændinge. Bor i et godt område, ikke Melbournes dyreste, men pænt og trygt. Jeg skrev jeg til ham, at desværre intet slægtskab med Mary, men at vi brugte vores leje fra huset i DK til at betale her. Hans bemærkning gav perspektiv – vi er privilegerede kartofler.

Han svarede på et tidspunkt: Bona Fortuna: At grunden til at han gerne ville hjælpe var, at han selv var blevet godt behandlet, da han var i Skandinavien. Livets karmalov. Master Fatman siger det sådan: Giv ud, giv ud, giv ud. Du får igen, igen, igen, igen.

Jeg skrev, at vi gerne ville takke pænt nej til sengen, fordi vi ledte efter en lidt større. Vores fine korrespondance sluttede med, at Terry ville donere gardenstuff og planter til os, når vi er i vores hus. Han har et online firma. I´ll be back, lovede jeg.

 

Super og blød madrasser. Sover godt og længe på den. Bare spørg drengene!

Så var det tid til julemanden. Ashley. Vidste selvfølgelig ikke dengang, at der var rensdyr involveret. Ashley tilbød os to dobbeltmadrasser (queen-size), den ene med ramme. Til drengene, tænkte vi. Han boede i CBD, tæt på, så ja tak, gerne. Søren og jeg fik hyret Bobby fra Man with a Van til at komme lørdag morgen kl. 9.00 på adressen. Vi tog sporvognen fire stop og gik langs floden – til mega skyskraperen, viste det sig, hvor donationen befandt sig.

Take-away damned good kaffe på vejen, men byen vågnede. Ti i ni stod vi nedenfor huset. Lejlighed 2302. Oversat til skyskraper-sprog: Lejlighed 2 på 23 etage.

Ashley kom ned og hentede os. Stedet var så fornemt, at man ikke måtte transportere ting gennem lobbyen… Han var en storsmilende, meget høj mand, der havde boet i Melbourne i 10 år – født og opvokset i Sydafrika. Han tog os nu med op i en xlarge treværelses med det mest fantastisk view over byen. Kæresten var ligeså smilende og også hunden.

 

Udover sengene, det her er vores, fik vi to lamper (den ene på kommoden ) og to poser med seks sæt spritnyt sengebetræk, lagner og to dyner. Vær så god!

Parret havde tænkt, at deres hus på landet skulle agere airbnb og havde indkøbt alt til det projekt. Nu havde de imidlertid besluttet selv at flytte derud, havde solgt deres 23. sal og købt en etværelses i stedet for. I city – downsizing, som de kaldte det.

Det viste sig, at Ashley havde søgt efter danske designermøbler på Gumtree. Utrolig svære at finde, forklarede han. I den søgen var han stødt på vores annonce og tænkt, de får vores ting.

Vi bar alt ned til Man with a Van, der ikke bevægede sig en millimeter væk fra sin bil! Det kalder jeg en flyttemand! Ashley og kæresten hjalp heldigvis. Kæresten havde problemer med ørene, fortalte han, så Søren sagde, at han endelig måtte ringe. Ashley svarede: Be aware, he WILL call you!

Parret ville komme forbi med noget crockery fra deres sommerhus dagen efter. Det var i udpakningen af de tre kasser at Mads sagde: Det er jo ligesom juleaften det her.

 

FIne english cups and plates!

 

Så er der ellers dømt kaffeselskab og dinner på tallerkener med sølvkant.

Den næste, vi må omkring er Shirley. Shirley havde et sofa-sæt, sofa og to lænestole, en king-size madras, nummeret større end en dobbeltseng, en mikrovn og diverse crokery til os. Vi skrev sammen flere gange. Hun boede i Lalor, 35 km. nord for Melbourne, og det krævede en stor bil og koordinering.

Den blomstrede sofa og de to lænestole havde hun sendt billeder af, og jeg tror, at Mrs. Dundee lidt mistede overblikket. Syntes jo bare, at Shirley var så ufattelig sød at ville donere, og alle de mange sms´er frem og tilbage – linen måtte gåes ud. Var vel ok, de sofaer! Søren havde også set billederne, men set i bagspejlet, måske kun med et halvt øje.

Enden blev i hvert fald, at vi hyrede en van igen. Lånte Julie og Charlies bil (en af vores danske kontakter hernede), så vi selv kunne komme ud og hjælpe med at laste plus sige tak. Hele familien af sted. Det var Sørens første tur i venstre side af vejen.

Skæbnen ville, at Man with a Van først kunne komme kl. fem i stedet for kl. et som aftalt.

Varmer mælk og butterchicken på to minutter. Helt magisk (vi er faktisk nogle, for hvem den tryllekunst er ganske ny!)

Vi aftalte, at fint, vi tog derud og så på tingene, kunne jo så nå at aflyse the van. Vi kørte, og kørte nogenlunde rigtigt. Området viste sig at være et megastort og varmt parcelhusekvarter – uden skygge, som Søren bemærkede. Vi fandt adressen. Havde ca. et kvarter, før vi skulle retur for at nå at aflevere bilen.

Shirley havde også bestik til os i forskellige former og antal.

En temmelig proppet garage mødte os. Sofaerne var store, tunge og præcis som på billederne….blomstrede! Madrassen tung og slidt. Søren måtte gå udenfor. Kender min mands kropssprog, not good. Drengene var mere på. Kalle mente, at sofaen var vældig blød, Mads stemte i med en skæv grimasse. Shirley stod med et spædbarn på armen, Ming hed han, og en mand, der arbejdede som kok i byen, all day, som hun fortalte. Hun ville så gerne hjælpe os, OG hun ville så gerne havde ryddet ud i den garage.

”Det går ikke skat!” Sørens trak mig udenfor, og selvom jeg prøvede at lukke ørerne, havde han jo ret. Mrs. Dundee måtte se at mane sig op. Det var også en del af projektet at kunne sige pænt nej.

TIL GENGÆLD sagde jeg tusind tak for mikroovn og stablen af bestik. Første gang i livet med en hurtigløber af en ovn.

Vi nåede hjem i tide med Julie og Charlies bil og fik aflyst the van. Ikke verdens største succes, men vi fik kørt i venstre side af vejen, set Lalor for sikkert første og sidste gang og vigtigst af alt, vi fik mødt endnu en oprigtig, åben favn.

Kara ringede mens jeg sad på cafe rundt om hjørnet – midt i 24/7 podcasten “Næste Kapitel” med Leonora Christine Skov.

Hun havde set annoncen. Om vi stadig manglede noget? Hendes tante var lige død, og hun havde arvet og overtaget tantens hus. Jeg nævnte hvad vi manglede, og hun sendte fluks billeder af sofa/lænestole, bedframe, sengeborde, lamper, kommode. Sofaen var ikke noget, men alt det andet så godt ud. Vi aftalte at komme forbi dagen efter. Huset lå i Richmond.

Hos Kara sagde vi ja tak til to lamper, en bedframe i mørkt træ, passede perfekt til vores queen-size madras. En kommode og en stor sony tv-skærm til drengenes værelse. Stor jubel.

Tanten havde været en “hunter”, som Kara kaldte hende. Havde købt ting, ting, ting, som hun aldrig brugte. Hun åbnede et skab fyldt til randen med store, ubrugte og lækre håndklæder og strandhåndklæder. “You need some of those”? Ja tak.

 

Fik stakken med under armen, da vi gik. De andre ting henter vi, når vi flytter i hus.

Så var der Alister, han skrev, at han har gode møbler opmagasineret. Vi kan få dem, hvis vi selv henter.  “What do you need?” spurgte han.

Jeg svarede, at vi var ved at være i mål, men stadig manglede skriveborde til drengenes værelser og ting til livingroom. Skriveborde havde Alister ikke, men sofaer, bogreoler, spisebord med stole. Vi var velkommen til komme og se på det.

Jeg ringer til ham i løbet af februar og aftaler nærmere, har ikke plads til mere, hvor vi bor nu og vil helst hente, når vi er flyttet.

“Just take your time, running nowhere the stuff.” 

Total paris. Lampe to fra julemanden står på kommoden.

Gadekøkken fra Danks Street

Så er der jo også vores krejlede ting. Bord og to robuste havestole, som vi fandt på flyttedagen fra airbnb, og som Søren fiksede med dele fra andre stole på stedet. Kommoden er fra huset længere nede af gaden, hvor ejeren var så sød at stille den op på deres veranda, indtil vi kunne hente.

For 300 kroner i OP butikken – vores lokale genbrugsbutik

Man kommer langt for 60 australske, se bare her: Træ-gås, gryde og pande. Bodumkande. Trægrydeske. Paletkniv. Seks champagneglas. Fire alm. glas. Si. Salatskål. Andet stort fad. Ny ikeadyne. Lerkrukke til knive og diverse. 20 træbøjler. Musliskåle, mælkekande og saltkrukke. Rivejern ikke at forglemme.

 

Lokal art? Den er i hvert fald af træ.

EVALUERING – WHAT’ S IN IT FOR ME(us)!

Det lyder underligt, at det skulle være svært at tage imod. Men det kan det. Det stritter i alle arme for at gøre gengæld, når man bliver mødt med en uforbeholden generøsitet.

Det har jeg skullet arbejde med. Arbejdet med tanken om, at jeg siger tusind tak, og det er nok. Det er ok.

Lysten til at hjælpe andre er så bare blevet endnu større. Det er jo ligesom den eneste måde, man som modtager kan give igen på. Livets karmalov.

Jeg tog en flaske vin med til Ashley, julemanden, da vi tog derude for at hente senge, men det virkede skævt, da jeg stillede den på kommoden i lejligheden. Søren havde sagt, at jeg skulle lade være, men jeg kunne ikke holde ud at komme tomhændet. Det var en god flaske vin, men nok langt fra i den kaliber, de plejer at købe/drikke vin!

Den imødekommenhed, vi har mødt, har været overvældende. Jeg har bragt et lille udvalg af svar her, men der har været så mange andre. Mange har skrevet med ting, som vi har måttet afvise, dels lå de for langt væk. Dels kunne vi ikke bruge dem (ikke li´ dem/havde ikke behov for dem – senge har vi f.eks. fået tilbudt rigtig mange af). Flere har skrevet bare for at gøre os opmærksom på andres annoncer, hvor folk på Gumtree gav ting væk.

Folk har skrevet og budt os velkommen til Melbourne. Har bakket ideen op.

Projektet er lidt vokset på mig, og lige nu tænker jeg på, at man rent faktisk kunne organisere noget større ud fra tanken. Men bliver nok for stor en mundfuld. Vi lovede i annoncen at give alt det videre, vi selv har fået, og det gør vi selvfølgelig.

En udfording har været at tage imod, men også at sige nej tak. Det har været ok pr. sms og mail, og jeg har hver gang angivet årsagen, vi har den/det allerede, men tusind tak, hvis ikke det var noget. Modereret ærlighed har jeg vedtaget er ok – i hvert fald i de her tilfælde.

En anden er at stå ansigt til ansigt og takke nej. Det er indtil videre kun sket i tilfældet Shirley. Det var bestemt ikke nemt at afvise en gave fra et menneske, der vitterlig gerne ville hjælpe. Men jeg fik det gjort, og det føltes godt bagefter. Den sofa ville aldrig været kommet ind i min mands hjem (og hånden på hjertet, heller ikke i mit).

Jeg kan stadig huske, da jeg for år tilbage gik på reklameskole, og kunsteren Per Arnoldi tørt konstaterede: “Hvis ikke folk har dit nummer, så ringer de ikke”.

Han sagde det i forbindelse med, at han på det tidspunkt var en af kun få danskere, der havde fået international anerkendelse for sine grafiske værker, fordi som han sagde, at han havde gjort opmærksom på sig selv. Havde kontaktet ikke gud og hver mand i USA, men næsten.

Folk på Gumtree fik vores/mit nummer, og de ringede og sms´ede. Egentlig helt enkelt. Hvis bare vi tør vove at række hånden ud og tag imod!

Har været så fedt at opleve!

1 Comment

  1. Charlotte
    31. januar 2018 / 22:07

    Seje dig ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *