Vi har brug for ikke at kunne bunde

Billedet er fra Iran, hvor Claus Asbjørn Larsen sidst var udsendt som militærpsykolog i 14 dage.

I december 2017 kontaktede jeg tidligere sygesikringspsykolog og nu militærpsykolog Claus Asbjørn Larsen for få nogle fagprofessionelle øjne på dét at være på udebane som menneske. Efter snakken følte jeg mig en del klogere på nogle af de følelser, der rumsterer i kroppen. Forhåbentlig får du det på samme måde efter endt læsning.

”Når vi springer ud på dybt vand, handler det om, at vi grundlæggende har en drift i os mod at udvikle os hele livet. Det er også dét, den amerikanske psykolog, Abraham Maslow, postulerer i sin behovspyramide. Når de basale behov som søvn, sult, tørst, sikkerhed og også de sociale relationer er på plads, så er der yderligere et behov, der trænger sig på – nemlig behovet for at videreudvikle os både personligt og kompetencemæssigt”

Ifølge Maslow er det et spørgsmål om selvrealisering, forklarer Claus Asbjørn Larsen – en længsel i voksenlivet efter at få større indsigt i os selv og vores virkelighed og altså også en dybere søgen efter mening.

”Den længsel forfølges, når man bryder ud af hverdagen. Maslow er talsmand for en af mange teoriretninger, men meget tyder på, at han har ret.”

Psykologen forklarer, at de færreste af os er fuldt ud tilfredse bare med at sidde mætte og trygge i vores lænestole – i hvert fald ikke i længere tid ad gangen. De fleste vil indimellem rystes lidt og drives ud af komfortzonen.

Men det at springe ud på ukendt land, kaster os samtidig ud i en masse angst, forklarer Claus Asbjørn Larsen. Han kalder det et vilkår: At udvikling og angst følges ad.

Han refererer til, hvad man kalder Kierkegaards måske mest kendte citat: At turde er at miste fodfæste for en tid – ikke at turde er at miste sig selv.

”Vi kommer ikke udenom, at det gør noget godt ved os, når vi er i ukendt farvand.”

Angsten følger med

Militærpsykologen forklarer, at der implicit i begrebet krise findes to dimensioner, og at fx det kinesiske skrifttegn for krise viser det med al tydelighed. Tegnet består af to sammensatte tegn: Det ene betyder udvikling, det andet betyder fare. Umiddelbart vil det gøre lidt ondt på os, når vi bevæger os uden for hjemmebanen. Men samtidig vil vi kunne få en oplevelse af, at vi har udviklet os og har fået nye erkendelser og indsigter.

”I vores livscyklus vil vi møde en særlig stærk udlængsel i ungdommen. Her føler vi os frie, verden ligger åben for os. Her forfølger mange af os drømme og muligheder. Der sker så ofte det, når vi bliver ældre og får job, familie, børn, gæld, at mange oplever, at deres friheden bliver mere begrænset.”

Hent friheden tilbage

Men hvordan får vi flyttet os ud af den begrænsning, vi pludselig føler? Hvordan kan vi populært sagt hente friheden tilbage? Det spørgmål stiller jeg psykologen.

”Ved at blive ved med at udvikle os. Så kort kan det siges. Det ligger, som vi allerede har været inde på, som en indbygget drift i os, at vi har behov for, at der skubbes til de kendte rammer og grænser. ”

Men har vi alle sammen lige meget brug for det?

Claus Asbjørn Larsen er ikke i tvivl.

”Ja, men nogle selvfølgelig i mindre udpræget grad end andre. Nogle mennesker er også mere sårbare end andre, når de skubbes.”

Den mentale grænse

Claus Asbjørn Larsen har i en årrække arbejdet i Forsvaret som militærpsykolog. Hans arbejde er at træne soldater på vej i felten. Et par gange om året rejser han til Afghanistan og Irak for at afholde gruppe- og individuelle samtaler med de udsendte.

”Vores træning handler grundlæggende om at flytte grænser. Om hele tiden at kunne bevæge sig lidt længere ud. De soldater, Danmark sender af sted i felten, skal være rustede til, hvad end de møder. Her er det ikke kun et spørgsmål om deres fysiske formåen. Vi arbejder som psykologer med de mentale grænser.”

Han fortæller, at soldaterne – både mens de er udsendte og efter hjemkomsten – kan have brug for professionel hjælp til at bearbejde voldsomme hændelser, de har været ude for. Det forebygger i høj grad efterfølgende psykiske problemer, som f.eks. PTSD (post traumatisk stress forstyrrelse).

Han siger videre, at vi som mennesker har det med at opstille mentale begrænsninger for os selv, så snart noget ikke føles trygt. Han kalder det ligefrem, at vi sætter hegnspæle op for os selv, når det handler om, hvad vi tror vi kan og vil i vores egen selvforståelse.

”Når Forsvaret træner specialsoldater, er det helt tydeligt, at det er den mentale ballast, der gør forskellen. Soldaterne finder ud af, at de kan meget mere, end de tror, hvis de gør brug af forskellige mentale redskaber”.

“Soldaten lærer og erfarer på egen krop at han kan håndtere, udholde og ignorere mental og fysisk smerte og stress i lang højere grad end han oprindeligt forestillede sig.”

Smerte er blot svaghed, der forlader kroppen, sådan lyder Forsvarets positive om- formulering af smertebegrebet. Fortolkningen er ekstrem, det medgiver psykologen, men peget på, at billedet alligevel kan være godt at have in mente, når man tænker på sit eget livs udfordringer. Gør det ondt i kroppen, fordi der er tale om en stærk fysisk smerte, eller handler det om, at vi er udfordret på andre planer?”

”At leve et liv baseret på værdier og drømme er ikke altid et nemt og behageligt liv. Det kan sagtens være, at det gør ondt i en periode – er møgbesværligt og virker lidt for udfordrende, men så længe man kan mærke, at det samtidig giver ens liv mening, så kan man holde ud, og så kommer man i mål før eller siden.”

Hvordan spiller man sig selv god på udebane, hvis man gerne vil gøre det bevidst?  

Claus Asbjørn Larsen taler om vigtigheden i at holde sig nysgerrig og mentalt skarp. Det kan være ved at komme ud blandt mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os selv. At give sig selv nye udfordringer, fx i frivilligt regi. Måske som fodboldtræner eller spejderleder. Det kan være engagement i lokalpolitik eller at man tillærer sig et nyt sprog.

”Kodeordene er nysgerrighed, at det er med det udgangspunkt, at vi møder det uvante.”

Ifølge militærpsykologen er det i langt højere grad vores mentale grænser, der spænder ben for os, når vi møder det ukendte. Det kan være angstfyldt, men angsten hører med.

Han taler om, at den personlige udvikling skal tages hånd om i samråd med de nærmeste, hvis altså ikke man lever alene. Dels for sammen at skabe udvikling, men også så den udlængsel, man har i forholdet, ikke kommer til at betyde, at man fjerner sig fra sin partner, fordi man tror, det er den anden, der begrænser en.

Hvad kan man som familie gøre for at rykke på tingene?
”Det er jo ikke alle, der kan hive måneder ud i kalenderen og rejse på eventyr sammen. Mindre kan også gøre det. Måske man tager på sheltertur med en primus i rygsækken. Slukker for alle skærme en weekend eller måske udfordre aftensmaden. Forsøge sig med koreansk mad i stedet for boller i karry.”

Claus Asbjørn Larsen taler om at dét at rejse sammen, uden at alting er planlagt på forhånd, er et bombardement af oplevelser og udfordringer, hvor man naturligt undervejs kastes ud i nye valg og erfaringer. Skal man opleve de samme udfordringer hjemme i de vante omgivelser, kræver det at man meget bevidst gør noget anderledes, end man plejer.”

Han bruger muskler som analogi. De skal trænes for at vokse, og hvis det ikke gør lidt ondt undervejs, så vokser de ikke.

”Sindet lever stærkest når vi er i bevægelse, når der sker ændringer. Du kan sammenligne psyken med vores smagssans. Hvis vi spiser det samme hele tiden,  smager det til sidst ikke af noget. Hvis ikke der sker forandringer i livet, bevæger vi os ikke mentalt. Vi skal bevæges for at udvikles. Vi skal ud at mærke, at her mister vi kontrol. Bagefter vil vi føle os mere solide og i sidste ende være mere afklaret på, hvem vi er og hvilke værdier, vi sætter pris på.”

Psykologens egen medicin

Men hvornår er militærpsykologen selv spillet på udebane? Det vil jeg rigtig gerne vide og heldigvis vil han godt svare.

”Jeg sprang fra at være selvstændig sygesikringspsykolog med en ansat psykologkollega og en god forretning til at blive militærpsykolog. Et stort valg, som jeg i dag ikke fortryder. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg havde lyst og mulighed for at vælge nye udfordringer. Mine børn var ved at være store, hvilket gjorde det muligt for mig at være væk hjemmefra i længere perioder.”

“Mit job består i, udover at mental-træne soldater der skal udsendes, også selv at tage ud til de udsendte i fx Afghanistan og Irak. De rejser er både udfordrende og angstprovokerende, men samtidig ekstrem meningsfyldte, fordi jeg oplever, at mine kompetencer kan gøre en forskel.”

Han taler om, at udebanen for ham består i, at hver gang han rejser ud er det i princippet med risikoen for at dø. Han skal hver gang skrive en sidste vilje, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal ske, hvis ikke han kommer tilbage. Det er grænseoverskridende. Hver gang.

”For mig er det, det absolut svære, hvordan jeg kan forsvare det her selvudviklings trip, som mange med rette vil kalde det. Hvordan kan jeg tage ansvar for den beslutning at rejse ud i krigszoner, ikke mindst i forhold til min kone og tre børn på 11, 14 og 17 år. I yderste konsekvens kan jeg blive skudt ned af et fly eller ramt af en vejsidebombe.”

Militærpsykologen taler om, at han oplever at kunne bidrage og tage ansvar i en større kontekst. Når Danmark vælger at sende soldater ud, så vil han gerne bidrage til, at de kommer styrkede hjem. Igen taler han om at kunne retfærdiggøre sit arbejde og leve et liv, hvor handlinger afspejler nogle bevidste valg og grundlæggende værdier.

“Jeg besøger soldater et par gange om året. Vi er to psykologer af sted sammen og har individuelle samtaler med alle udsendte. Vi følger op på det undervisningsprogram, de har fulgt før de kom af sted. Jeg kan hjælpe nogle mennesker med at bearbejde de indtryk og oplevelser, de har, så de ikke får traumer. Jeg kan lære dem redskaber, så de kan balancere mellem stress og afslapning. Vi forsøger med vores arbejde at skabe mulighed for at soldaterne kan opleve en posttraumatisk vækst frem for at få posttraumatisk stress, et begreb som mange sikkert kender.”

Claus Asbjørn Larsen forklarer, at selvom det måske ikke er det indtryk, de fleste danskere har, så er det faktisk sådan, at ca. 90 % af de udsendte soldater kommer berigede hjem. De beskriver, at de er blevet bedre til at bagatellisere det banale og i det hele taget at være mere taknemmelige. Samtidig føler de sig mentalt stærkere på baggrund af de udfordringer, de har magtet.

*

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *